For noget tid siden sad jeg og så TV-Avisen, og blev – som jeg altid gør, når jeg ser nyhedsformidling – lettere påpasselig med at tage deres informationer for gode varer. TV-Avisen er et medie, der bryster sig af at være en sober og objektiv nyhedsformidler, men som alle andre søger de naturligvis at give deres argumenter vægt.

Det konkrete indslag, jeg studsede over, kan jeg faktisk ikke huske emnet for, men der blev brugt en illustration af nogle procentsatser. Denne illustration skulle vise en stigning fra 12% til 42%. Først blev en lille blok markeret som de 12%, hvorefter der lægges oveni, så det udgør 42%. Problemet er, at hele søjlen tilsammen nu udgør 100% af skærmens højde. Altså ser de 42% væsentligt mere dramatiske ud, end de ellers ville have gjort, selvom en 30 procents stigning i de fleste tilfælde er en bemærkelsesværdig stigning. Og dette kan være problematisk, hvis man ikke er fuldt ud opmærksom på, hvad man laver.

Der er et problem indlejret i brugen af visuel argumentation, som udmærket illustreres af et eksempel fra Darrell Huffs bog “How to lie with statistics”, hvor et kapitel handler om visualisering af data.
Hvis man eksempelvis skal illustrere en lønstigning, kan man gøre det med to poser penge. Hvis den ene pose penge skal være dobbelt så stor som den anden, så gør man den dobbelt så høj. Det lyder umiddelbart fint, men eftersom man vil skævvride illustrationen ved kun at fordoble højden, så fordobler man også bredden, så posen bevarer samme proportioner.
Det ser pænere ud, men betyder til gengæld, at der nu er fire gange så meget i den ene pose som i den anden pose. Hvis man så antager, fortsætter Huff, at mennesket opfatter ting i tre dimensioner, så bliver den ene pose penge pludselig otte gange så stor som den anden.
Det medfølgende tal er stadig kun dobbelt så stort, men indtrykket af forholdet er noget helt andet. I bedste fald har illustratoren bare ikke tænkt sig om, i værste fald forsøger han at forvanske data. Og dette er et problem, der går igen i visuel argumentation generelt.

Den visuelle argumentation bliver opfattet mere umiddelbart end den mundtlige og skriftlige, fordi vi er vant til at stille os kritisk overfor sproget. Men når vi argumenterer visuelt, så er der fare for, at man – selv med de bedste intentioner – giver folk et andet indtryk, end man havde regnet med. Og hvis man er klar over dette, så er der fare for, at man – selv med de værste intentioner – ikke bliver opdaget, når man snyder på vægtskålen. Så hav øjnene med jer, men lad nu være at stole for meget på dem.

På mandag er der valg i Norge, og som i både Sverige og Danmark har populistisk orienterede, fremmedfjendske tendenser meldt sig på banen. Det skete først i Danmark, siden i Sverige og nu er turen altså kommet til Norge med Fremskrittspartiet, der af alle medier kendetegnes som en norsk pendant til Dansk Folkeparti. Derfor bør de afskrives som strategisk dygtige populister, der har til mål at få ‘de fremmede’ ud af landet.
Den debat, der følger i en sådan karakteristiks kølvand, mener jeg, er et problem. For ganske som i Danmark og Sverige bliver måden at håndtere disse partier ganske kritisabel både fra et demokratisk og retorisk synspunkt.
Modellen er meget genkendelig og nem: ignorér deres politiske projekter, og agér nedladende overfor deres vælgere. Og det er denne respons, der sikrer en i mine øjne overdreven indflydelse til partierne, vi taler om.
Dels mener jeg, at det er et demokratisk problem at afskrive nogle partiers meninger, fordi man er dybt uenig i dem. For mig at se, er den mere givtige måde at håndtere det på, at gå i kødet på argumenterne og forklare, hvorfor man er uenig/hvorfor forslaget er umuligt. Dette gør det umuligt for andre at kunne spille så hårdt på at være i opposition, som det har været tilfældet. Og oppositions-/underdogkortet er et stærkt et i politik.
Når man ignorerer et argument, er der et klokkeklart, retorisk problem. Afsenderen behøver ikke stå til ansvar for sit argument, da der ikke er nogen, der går det efter i sømmene. Dette argumentative ansvar er et nøglebegreb for stort set samtlige retorikere, der beskæftiger sig med demokrati og medborgerskab. Når man så samtidig er ganske nedladende overfor partiernes vælgere, lægger man grunden til et meget stærkt stemmesamlende fænomen, hvor ‘trods’ og ‘bladet fra munden’ kan florere. Det handler ikke om at være fremmedfjendske, det handler om at tale fra hjertet. Det handler ikke om censur, det handler om ytringsfrihed.
Sådanne antiteser får lov til at leve videre, fordi der ikke er nogen, der vil tale dem imod, fordi de ikke tager dem seriøst. Og de virker tillokkende på folk, der deler en flig af dem, fordi de får at vide, at man ikke må tænke sådan.
Jeg er ikke på nogen måde enig med DF, men det er jeg heller ikke med Enhedslisten. Alligevel må jeg, for at kunne angribe deres argumenter, tage dem som seriøse udtryk for deres mening om, hvordan vi får det bedste samfund. For mig handler demokrati om dialog og debat. Politisk korrekthed og berøringsangst ødelægger begge dele. For hvis man ikke kan gå i kødet på et argument og vinde over det, så er det andet argument det stærkeste.
Du kan ikke ignorere meninger, du ikke kan lide, til døde, og i et demokrati er det heller ikke meningen. Jeg håber, at Norge viser sig at være det første land i det ‘fremmedfjendske nord’, der vedkender sig en uenighed og taler om det. For sværere er og bør det ikke være.

I denne uge er medierne i høj grad kommet op på dupperne, da en sag, der åbenlyst vækker befolkningens interesse, præsenterede sig selv. Sagen foregår i St. Pöllten i Østrig og omhandler Josef Fritzl og en række af de vel nok mest frastødende handlinger, man kan forestille sig. Vi kan hurtigt blive enige, om at denne sag fortjener opmærksomhed, og at den i sin gyselighed er lige så tiltrækkende som en trafikulykke.
Når det så er sagt, så bør vi også kigge en smule på, hvordan medierne egentlig behandler denne sag, og der må jeg endnu engang konstatere, at jeg er skuffet og fremmedgjort overfor mediedagsordenen. I tirsdags så jeg gennem hele dagen med vantro øjne, hvordan en så alvorlig sag – et så klokkeklart eksempel på alt, hvad der kan være galt med mennesket – blev forvandlet til det cirkus som aviser, radio og tv havde udnævnt det til. Dels på grund af de underlige tosser, der ser det som en mulighed for at gå på gaden og lave happenings, og dels på grund af reporternes villighed til at videreformidle alt, hvad der sker i St. Pöllten.
Igennem hele forløbet har man ikke hørt meget til selve sagen (da den i forvejen er blevet behandlet til mindste detalje), men derimod hørt meget om mediecirkusset omkring sagen. Medierne er altså begyndt at dække medierne, der dækker sagen. Så nu vil jeg kort dække medierne, der dækker medierne, der dækker sagen, mere specifikt TV2-nyhederne i tirsdags.

De starter selvsagt med en opsummering af historien, og at Fritzl har erklæret sig skyldig i stort set alle punkter. So far, so good. Dernæst siger de, at der er stor medietilstedeværelse i byen. Og det er sådan set fint nok. Så taler de om, hvordan St. Pölltens luftrum er lukket, for at undgå fotografer i fly. Et belæg for, at der er stor medietilstedeværelse i byen. Dernæst interviewer de borgmesteren i byen, der er bekymret byens ry, når nu der er så stor medieårvågenhed. Også fint, at han får noget at sige. Dernæst viser de de samme billeder, alle andre medier har vist i løbet af dagen, af en streetperformer, der er iklædt babydukker og sminke og er omringet af ‘medierne’. Det er jeg personligt lidt ligeglad med, men okay. Dernæst stikker de en mikrofon i hovedet på en mand, der gemmer sig bag et ringbind, for at få en kommentar. Sjovt nok svarer han ikke. Så hører vi Ulla Terkelsen kommentere, det at han gemmer sig bag et blåt ringbind som et tegn på skam og et symbol på “en knækket mand”. Hvorfor det er vigtigt for hende at understrege, at det er et blåt ringbind, ved jeg ikke, men det gør hun nu en gang. Så hører vi en mand i Østrig kommentere, hvad den blå farve på ringbindet symboliserer. Her lytter jeg ikke længere efter. Og endelig bliver vi ført tilbage til studiet, hvor der kort opsummeres, hvad der blev sagt i starten af indslaget, dvs. det egentlige handlingsforløb samt de sparsomme informationer, de har kunnet skrabe sammen om retssagen.

Udover, at ordet ‘medier’ hænger en ud af munden, hvis man siger det, hver gang man observerer mediernes brug af medier, så er størstedelen af historien for mig irrelevant. Når de eksempelvis viser billeder af ‘uhyret bag ringbindet’, så bliver det komisk, når de bruger tid på at minde en om, at det altså ikke var et hvilket som helst ringbind, næh det var et blåt et af slagsen. Og komik er ikke noget, jeg forbinder med denne her sag… Hvis jeg kunne nøjes med at få opsummeringen i start og slut (evt. suppleret af billeder derfra) og slippe for den selvskabte mediecirkushistorie, så ville jeg ved indslagets slut føle mig bedre informeret og mere ramt. Og frem for alt: mindre hadsk over vort kære medielandskab.

Når nu valget i Guds forjættede land er vel overstået, og Obama stille og roligt finder ud af sin kabinetstruktur, kan medieapparatet se frem til endnu flere personer, der kan karakteriseres ved en række pudsige og underfundige historier og tilnavne. Den første, der blev taget fat i var selvfølgelig Rahm Emanuel, der allerede havde sit tilnavn ‘Rahmbo’ og tilknyttede narrativer, der bekræfter hans person. Han sendte angiveligt en rådden fisk til en reporter han var utilfreds med og hakkede en kniv i bordet under en middag for demokratiske ping’er, mens han ytrede dødstrusler mod Clintons fjender. Det er alt sammen noget, der giver farver (i en ellers så farveløs verden af meninger, statistikker og beslutninger, der ændrer verdenshistorien), og så er det egentlig lige meget om det er sandt eller relevant, bare det er beskrivende og fængende. Lidt ligesom ‘the West Wing’ – bare i virkeligheden…
Mit yndlingsøjeblik i forhold til Emanuel var dog, da Berlingeren valgte at karakterisere manden som en ‘Vejkriger’. Nu gætter jeg på, at det er oversat fra ‘street fighter’ eller noget i den retning, og derfor nok ikke rigtig har en ordentlig pendant på dansk (måske en gadekæmper eller en slagsbror eller noget), men er der et bedre og mere rammende billede end Rahmbo – med M16, patronbælter og hvislende projektiler om ørerne – der laver rullefald gennem ligusterhækkene i Virum? Mit umiddelbare svar er: ja.

Det kan dårligt være nogen hemmelighed, at de sidste otte års Bush-administration, har været ganske præget af en konstruktion og styring af virkeligheden. Fra Top Gun-scener på hangarskibe i den Persiske Golf til karikaturer af Gore og Kerry som chardonnay-drikkende, brie-spisende vatnisse-europæere, har den republikanske mediemaskine sørget for at fremstille tingene, som de gerne vil have det.
Men dette er mere end simpel framing. Den neokonservative retning, har siden sin oprettelse fordrejet og direkte løjet for at fremme sine egne mål. En del af den neokonservative doktrin er nemlig, at et land har behov for et stærkt fjendebillede for at kunne forblive stærkt, det være sig en ekstern fjende (som Bin Laden) eller en intern (som – ja – dybest set, en demokrat). Problemet opstår, når fjenden ikke er så umiddelbar, som man kunne håbe. Til det har de neokonservative fundet en fremragende løsning: man finder på en.
Gennem de seneste år, er virkeligheden blevet forvrænget så mange gange, at det kan være svært egentlig at finde ud af, hvad der er sket. Men hvis man ser på hele forløbet omkring Irak-krigen, Enron-skandaler, ulovmæssige udliciteringer i Irak og fokuseringen på terror, som roden til al død og ødelæggelse i verden, så er der ikke langt til den konklusion, at virkeligheden bliver fordrejet. Hertil kan man tilsætte en udtalelse, der tilskrives tidligere medieguru og personificeret ondskab Karl Rove: “(…) når vi handler, så skaber vi vores egen virkelighed. Og mens du studerer den virkelighed – empirisk – så handler vi igen og skaber en ny virkelighed (…)”, og så er man ikke langt fra at tænke, at der er et eller andet forfærdeligt galt.
Med Bush og Roves outro kunne man så håbe, at virkelighedsforvrængningen er ovre, men intet tyder – desværre – på det. I Sarah Palin har vi fundet endnu et eksempel på forvridning af sandheden. Republikanerne påstår, at Palin modsatte sig konstruktionen af en bro, mens journalister kunne afsløre, at hun stemte for forslaget. Republikanerne påstår, at Palin er fuldt kompetent i udenrigspolitisk regi, mens journalister måtte erkende, at hun ikke engang kender den siddende præsidents doktrin. Hun har selv sagt, at hun har stor indsigt i udenrigspolitik, fordi der er en ø i Alaska, hvorfra man kan se Rusland, mens alle normalt tænkende væsner kan se, at det vist er lidt af en tilsnigelse.
Så vidt Palin, det er jo alligevel ikke hende, der kommer til at sidde bag roret. Men McCain er ikke meget bedre. For nylig kom han af vanvare til at indikere, at Spanien ligger i Sydamerika, og er fjende af USA (når de i virkeligheden er NATO-allierede). I stedet for at erkende sin fejl, vælger han at insistere på at Spanien er et usympatisk land, denne gang ikke med udgangspunkt i geografi, men i det faktum, at landets siddende regering trak tropper tilbage fra Irak.
Dette himmelråbende idioti kunne være en enkelt smutter, men ønsket om at tilpasse virkeligheden til meninger og narrativer frem for omvendt skinner desværre igennem. I forbindelse med Spanien-fadæsen udtalte McCain senere: “Jeg er villig til at møde enhver leder, som er dedikeret til de samme principper og filosofi, som vi er i forhold til menneskerettigheder, demokrati og frihed, og jeg vil sætte mig op imod dem, som ikke er”. Med andre ord, vil McCain hellere navigere med ideologisk korrekte skyklapper end indgå i dialog med folk, han ikke kan lide. Det er en indstilling, der nok skal fungere i Nordkorea…
Jeg er ked af, at McCain nu øjensynligt blot er mere Bush. McCain var tidligere moderat, og valget mellem Obama og McCain virkede ikke skræmmende på mig. Desværre viser han, at han har samme indstilling til verden, som de sidste otte års administration. Måske er det denne indstilling, der gør at Obama stadig er muslim i store dele af sydstaterne, at det åbenbart er fedt med religiøs frihed kun for kristne, og at krigen mod terror stadig er topprioritet i en verden, der har mere presserende, lettere løselige og umiddelbare problemer.