Jeg ved det er en klassiker at nedgøre forkerte prisskilte. Der kommer gerne en oversigt over gode (dårlige) eksempler mindst én gang om året i landets dagblade. Men det er sgu dårlig kommunikation. Tjek nu fx denne fra Døgn Netto på Vesterbro. Der røg ingen Läkeroler i min kurv.

Netop som det kommende nummer af RetorikMagasinet er gået til tryk, ser jeg denne seneste obamapastiche, der må være den seneste i plakat-følgetonen om mr. President. I det kommende nummer af RM kan man bl.a. læse om DSU’s Europa Parlamentsvalgplakater, der lånte stil fra Shepard Fairey’s HOPE. Om DSU’erne eller andre politiske fraktioner lader sig inspirere af Obama med klovnemund og Cure-makeup må tiden vise. Men det er i hvert fald sjovt og uhyggeligt.

I den seneste udgave af Ud & Se med DSB, var det Pernille Rosenkrantz-Theil, der prægede forsiden og var genstand for den bærende artikel. I vanlig, sikker Ud & Se-stil giver interviewet læseren et indblik i Pernilles op- og nedture, karriere, stress, børn, det har sgu det hele, det DSB-blad. Nå, men Pernille har jo også præsteret et af de mere spektakulære partiskift, da hun i foråret proklamerede, at hun nu ville spille bingo med Socialdemokraterne i stedet for at lukke høns og malingbevæbnede tobenere ind på Borgens gange med den systemnøgle Enhedslisten modvilligt har fået udleveret af Folketingets formand, Thor Pedersen. Skiftet var selvfølgelig også genstand for journalistens interesse, og man forstår som læser, at det ikke har været helt let, at få Pernille til at tale om sagen. Artiklen er et godt eksempel på den situation, som afhoppere eller genfødte politikere kommer i, når de skifter fra det ene parti til det andet. På den ene side er det en oplagt mulighed for at relancere sig selv som politiker. Man kan være temmelig sikker på, at have mediernes interesse og dermed masser af omtale. På den anden side er der noget indbygget utroværdigt i at skifte parti, da det sår tvivl om, om man virkelig mener de ting, man siger, man mener. Og der er derfor et behov for at demonstrere, at man skam stadig er den samme – man mener de samme ting, men er bare blevet klogere. I interviewet med Pernille viser det sig ved, at hun indledningsvis fortæller, at hun ”har skiftet parti – ikke holdninger.” Og ambitionen er, at Socialdemokraterne skal tilpasse sig hende, ikke omvendt. Hun er blevet klogere, for ifølge Pernille er de nye partifæller faktisk slet ikke så forskellige fra de gamle, og nu handler det om at forsøge at få indflydelse. Hun tegner således et billede af sig selv, der er stabilt trods partiskiftet. Den stabilitet kommer dog på prøve i sidste del af interviewet, hvor Pernille fortæller, at hun ”er blevet træt af at sidde og vente på revolutionen”. Nu er det godt nok ikke inn, at tale ideologi og revolutioner, og journalisten borer heller ikke videre i det udsagn. Men, er her ikke tale om et holdningsskifte af rang? Måske er Enhedslisten noget passive (demokratiske?) i deres ønske om revolution, men hvis ønsket er reelt, så er der jo netop tale om en kæmpe stor holdningsændring, når man trisser over til Socialdemokraternes mere moderate tanker om velfærd til enhver osv. Her er i hvert fald tale om en noget uligevægtig stabilitet, der er karakteristisk for noget, der er inn: partiskifter.