Verdens vel nok mest kendt provinsleder, Arnold Schwarzenegger AKA the governator, lagde igår og i forgårs vejen forbi København for at give sit besyv med ved COP15.
I sit vanligt drævende og selvironiske tonefald indledte the climanator, som schwarzenegger noget uforståeligt er blevet omdøbt til lejligheden (for han skal vel ikke eliminere klimaet eller hva?), med en lille konventionel ros til værterne. Han påpegede spøgende, at københavns havn er så ren, at man kan bade i den, men at det nok trods alt ville være lidt koldt lige pt. Og gu er det da fjollet, men publikum åd det råt, og når alle andre bruger deres taletid på at græde eller proklamere jordens snarlige undergang, så tror jeg ikke, at en lille accentueret joke er helt af vejen.

Men Schwarzenegger var også i det lidt mere alvorlige hjørne, og havde tydeligvis en sag han gerne ville promovere ved COP15. The climanator snakkede passioneret for, at klimakampen skal kæmpes på græsrodsniveau, og at ændringerne ikke skal komme fra politikerne på COP15, men fra den enkelte borger. Her udnyttede Arnold det aspekt af sin ethos, som faktisk bliver anerkendt verden over, selv ved COP15 vil jeg mene, nemlig det med den personlige genneslagskraft. Hvad man så end måtte mene om bøffen fra Østrig, så er der det dog bemærkelsesværdigt at tage turen fra de østrigske alper over Hollywood og lige ind i guvernørkontoret i Californien. Og han taler faktisk godt, Arnold. Ikke flot, bevares, og accenten er unægteligt svær at se bort fra, men fremførelsen var både kraftfuld, velformuleret og velargumenteret.

Berlingske tidende kunne, forventeligt nok, slet ikke få armene ned efter Arnolds tale, og Politiken giver også ganske pæne ord med på vejen. Politiken kalder endda Arnolds forslag om at fokusere på individets og borgernes magt til at ændre verden for “modig”. Men er det nu det? Ganske vist er the climanator på mange måder personificeringen af handlekraft, men derfra og til at satse på, at verdens befolkninger løser problemerne udenom politikerne, er der altså langt. Og jeg har sgu også svært ved at se aktivisterne udenfor Bella Center og Arnold side om side på Rainbow Warrior i færd med at redde jordens klima. Arnold er big business, og vil løse problemerne vha. markedskræfterne eller forbrugeraktivisme. Sprøgsmålet er så bare, hvor klimabevægelsen og Arnold skal mødes for at udleve deres fælles drøm om en global klimabevægelse, der redder kloden. Personligt havde jeg gerne set at Arnold brugte sin betydelige karisma og gennemslagskraft til at terminate småligheder omkring forhandlingsbordet ved COP15 og redde dagen. Men ok han sagde jo godt nok “ill be back”…

Mette Frederiksen kan næsten ikke bære, at der er børn i Danmark der ikke har råd til at holde jul. Det kan man jo umiddelbart godt sympatisere med. Derfor vil Mette Frederiksen give julegaver til alle de danske børn, der ellers ikke ville få nogen. Det kan man sådan set også godt sympatisere med. Forslaget er bare så stort et politisk selvmål, at man næsten øjeblikkelig mister al den juleglæde, som gavmildheden lige havde bygget op.
For Mette Frederiksen vil tage pengene fra satspuljen, der tilgodeser udsatte grupper. Pengene i satspuljen skal naturligvis gå til at afhjælpe fattigdom i Danmark, og det har sandsynligvis været Mette Frederiksens intention at gøre opmærksom på den stigende fattigdom i Danmark ved at fremhæve en konkret og følelesbetonet ting som julegaven, og de mange børn der må undvære.

Julen ligger mange danskeres hjerte nær, og defor kunne det umiddelbart synes politisk fornuftigt at spille julegavekortet og forlange juleanstændighed for Danmarks udsatte. Problemet med dette udspil er bare, at det gør det uhyggeligt nemt for Karen Ellemann at agere fornuftens stemme, og påpege, at satspuljen naturligvis skal bruges til at afhjælpe grundene til, at der er mange danske børn der ikke kan fejre jul på ordentlig vis. Julegaver til alle er et plaster på en brækket arm, og forslaget får desværre Mette Frederiksen til at fremstå populistisk og uovervejet på trods af, at hun i høj grad lader til at have et hjerte, der banker for Danmarks udsatte. Karen Ellemann kan imødegå forslaget med alle de oplagte argumenter om at fattigdomsbekæmpelse skal foregå på den lange bane, og at måden at afhjælpe fattigdom (som hun så godt nok ikke mener eksisterer) er ved at skaffe arbejde og aktivering til udsatte familier, så de selv kan købe deres julegaver. Mette Frederiksen har efter min mening kun delt en julegave ud med det her forslag, og den blev givet til regeringen.

Klima- og energiministeriets “1 ton mindre” kampagne har smækket et klimaoplevelsescenter op på Kongens Nytorv hvor man både kan smage på klimaet, lege med det og lære om det. Og det er jo dejligt. Ungdommen har brug for at lære om gode klimavaner og nye teknologier, hvis de skal nedbringe deres CO2 udslip på en meningsfuld måde. På standere rundt omkring kan man læse om alle mulige fine klimatiltag, og man kan deltage i de obligatoriske kampagnekonkurrencer. En af præmierne er “Verdens første lavenergi legehus”. “Wauw”, tænker man, “Lavenergi legehus. det må være fremtiden for de små poder.” Men så går der lige et øjeblik, og så tænker man: “Hvad er det nu lige der bruger strøm i et legehus?”. Jeg mener da at kunne erindre at et legehus er sådan et lille træhus som man løber ind og ud af og leger i og overnpå. Det er personligt aldrig lykkedes mig at finde stikkontakten, og således slutte mit ultra dybe strømslugende low-definition fjernsyn til. Jeg er godt med på at “lavenergi” er et klimabuzzword, og det giver også god mening at snakke om lavenergi frem for højenergi. Men når der nu i legehusets tilfælde er tale om nulenergi, er det så ikke lidt fjollet at nedgradere til lavenergi?

Proklamationen af det vidunderlige ved et lavenergi legehus er næsten lige så paradoksalt som at fremstille skidtet in the first place. Hvis ungerne vil spille playstation, så må de sgu gøre det på deres velisolerede værelser, og helst på den nye energisparende Playstation 3 naturligvis. Hvis de vil lege i legehus, så må de sgu nøjes med et af træ ligesom i de gode gamle dage. Så kære klima- og energiministerium var det ikke en ide at tænke sig grundigt om, inden I udvælger de produkter, som skal kommunikere lavenergisamfundets velsignelser til befolkningen?

Igår startede en af mest væsentlige begivenheder på dansk jord i mange år. Måske nogensinde. Alt efter hvor alvorligt man tager klimaproblematikken. Uanset så er COP15 en begivenhed, der efter manges mening kommer til at definere menneskehedens fremtid på godt og ondt. En sådan begivenhed og en sådan exigence som topmødet er et resultat af, må nødvendigvis italesættes på en passende måde. Der er altså i høj grad tale om retorisk situation, eftersom nødvendigheden af en bindende aftale skal formidles, og løsninger bringes på bordet. Det kræver sin taler at leve op til en så stor lejlighed, som COP15 i de flestes øjne er. En taler der naturligvis skal have visioner, diplomatiske evner og konkrete løsningsforslag i ærmet. Men det kræver også en taler med format, der kan brænde igennem og overbevise sine tilhørere både i Bella Centeret og i verden om, at handling er nødvendig. Vores statsminister åbnede naturligvis topmødet, men det stod hurtigt klart, at det næppe var ham, der skulle levere talen, der var lejligheden værdig. Lidt klicheer blev der da budt på, lidt floskler om at det er tid til at handle og et ønske om et godt topmøde.

Rollen som indpisker og inspirator var derfor tydeligvis tiltænkt vores nyudnævnte klimakommisær Connie Hedegaard. Og hun leverede faktisk varen efter min vurdering. Hun fik adresseret situtionens alvor ved at understrege, at COP15 er den bedste mulighed, vi nogensinde har haft for at få en tilstrækkelig klimaaftale, og at der sandsynligvis aldrig kommer en bedre mulighed. Den opgave som Hedegaard efter min mening løste på fin vis, var at italesætte den “urgency”, der skal tvinge de store nationer til at binde sig til en ambitiøs aftale. Desuden taler Hedegaard et udmærket engelsk, hvilket gør hende i stand til at levere sine pointer med en hvis pondus. Dette er både godt for hendes ethos, og giver hende samtidigt rum til at arbejde med sproglige virkemidler som intonation osv. Hedegaards COP15 tale går sandsynligvis ikke over i verdenshistorien, men fortjener ros for at være et godt svar på den retoriske situation, den skulle løse.

Men Hedegaard var ikke den eneste klimaindpisker, der indtog scenen igår. I DGI byen afholdes den alternative klimakonference “Klimaforum 09″, hvor de mindre interesseorganisationer er repræsenteret, og “folket” kan få en stemme. Her gik b.la. Nnimmo Bassy fra Friends of the earth på scenen.
Det interessante ved denne tale var først og fremmest, at den blev holdt af en taler, der havde følt klimaforandringerne på egen krop. Det giver en et indtryk af en helt anden og potent slags ethos, hvilket giver taleren et ganske andet spillerum end Hedegaard. Det bliver pludselig helt ok at rase over konsekvenserne af klimaforandringerne, og forlange bedre lederskab af COP15 deltagerne end de hidtil har udvist. Der bliver rum for en hel anden grad af pathos og følelsesappel, og det bliver legalt at opildne sit publikum og forvente tilråb fra salen. Helt almindelige kridhvide danskere stod pludselig også råbte med på “leave the oil in the soil, leave the coal in the hole”. Naturligvis afænger graden af indlevelse og pathosappel også af scenen, atmosfæren og publikum, og på den led havde Bassy det let.

Senere gik the godmother of klimaaktivisme, Naomi Klein, på scenen. Klein har skrevet bestsellere som No Logo og The Shock Doctrine, og har en tårnhøjt ethos i de fleste klimaaktivisterne øjne. Hun talte ligeledes meget passioneret om klimakampen, og holdt en både stramt disponeret og meget forfuldendt tale. Connie Hedegaard taler naturligvis under nogle andre omstændigheder end talerne ved Klimaforum09, men som retoriker kunne jeg godt ønske mig at nogle af COP15 talerne, fik samme format og vovemod som klimaaktivisternes. Og som mennesker kunnne jeg da godt håbe, at nogle af tanker fra Forum09 blev taget med til COP15.
Viva la revolución

Første bombetrussel er ringet ind til Bella Centeret, og COP15 er således officielt skudt igang (med et brag).
Klimaeksperter, diplomater og regeringsledere skal i løbet af de næste 12 dage prøve at komme frem til en løsning på verdens klimaproblemer. Som jeg tidligere har antydet, så kan det jo blive vanskelige at finde frem til en løsning på et problem som man ikke er enige om at definere, men der er i hvert fald ingen tvivl om, at verdens ledere er meget ivrige efter at erklære deres villighed til at gå forrest ved COP15, og finde en løsning, der kan redde os alle fra klimadommedag. Dog er der, som vi også tidligere har diskuteret her på bloggen, ofte visse uoverenstemmelser mellem, hvad regeringen siger den vil gøre ved klimaforandringerne, og hvad den rent faktisk gør. Der er altså med andre ord grunde nok til at være bekymret for udfaldet af COP15 og den klimaaftale der skal redde vores klode ud af klimakniben.

Der er naturligvis også dem, deriblandt Thor Pedersen, KU’s formand og Bjørn Lomborg, der mener, at klimahysteriet er gået over gevind og fjerner fokus fra mere væsentlige ting. Det er ikke et let budskab at komme igennem med i disse klimadage, hvilket “Klimagate” jo er et glimrende eksempel på. Når Retorikbloggen slår hårdt ned på Thor Pedersens behov for at have lyset tændt i sin villa, når han ikke er hjemme, og FN-forskere slår hårdt ned på klimadissidenter, er det så et udtryk for at den frie og fornuftige debat undertrykkes, eller bør det snarere ses som en insisteren på at bevare det relevante fokus på nogle klimaudfordringer, hvis realitet verden efterhånden har tilsluttet sig? Seneste indlæg i denne debat leverede Bjørn Lomborg i weekendens Politiken. Han havde netop været i England, og oplevet hvordan klimadebatten påvirkede de små børn. Altså var hans bekymring den samme som Søren Pinds, nemlig at børnene får ar på sjælen af klimaretorikken og klimapanikken. Lomborg udtaler:

“Der er mange, der har det ret slemt. Jeg var i England, hvor vi bad nogle børn om at tegne global opvarmning. Der var én, der tegnede en jordklode, som var helt blå. Det var bare alt sammen vand, og pingvinerne og isbjørnene var døde. Tænk at vokse op på den måde? Og tro, at hele verden vil forsvinde om et øjeblik?”

Klimadebatten udgør i Lomborgs øjne en decideret skræmmekampagne, der skal skræmme verdens borgere til lydighed. Prisen er at al handlekraft og kreativitet lammes i frygtens navn. Man skulle jo umiddelbart mene, at COP15 er et udtryk for verdens vilje til at handle, om evnerne står mål, vil tiden så vise. Pind sidestiller klimafrygten med frygten for atomkrig, som knugede og lammede tidligere generationer. Som klima-rettroende må jeg så igen indvende: Var frygten for atomkrig ikke netop det, der afholdt verden fra at gøre alvor at sine selvdestruktive trusler? Og er frygten for de ødelæggende klimaforandringer ikke netop det, der en gang for alle skal motivere os til at handle og afværge katastofer? Hvis der er en exigence der har vist sig at kunne motivere mennesker, så er det da netop frygt for katastrofen. Der er vel næppe nogen grund til at antage, at klimafrygt skulle resultere i handlingslammelse?
Jeg synes sådan set, at Lomborgs nuanceringer af debatten til tider giver et velkomment pusterum, og er en påmindelse om, at klima og miljøforbedringer kan være mange ting. Men det er først i det øjeblik, at vi opfører os, som om alt er i den skønneste orden, og fører en passivitetens retorik, der insisterer på at exigence (menneskeskabte klimaforandringer), er ikke eksisterende, at man handlingslammer mennesker i alle aldre.