40’ernes film på vej ud af skabet?

I 1940’erne var homoseksualitet ikke et oplagt tema til en dansk film. Alligevel finder vi masser af homoerotiske antydninger hvis vi ser med et fortolkende øje på film fra 40’erne. Så selv om karaktererne i filmene ikke åbent springer ud, bliver homoseksualitet latent behandlet.

40’ernes film på vej ud af skabet?

Niels Henrik Hartvigson.


Homoseksualitet i medier er ikke et nyt fænomen. 40’ernes film er fulde af afvigende seksualitet såsom homoseksualitet. Men til forskel fra i dag kommunikeredes den altid tvetydigt eller antydningsmæssigt, ofte i sammenblanding med kriminalitet og sygdom. Det medfører at seere og analytikere skal være på mærkerne for at udæske filmenes seksuelle potentiale. Der har været rystende få seksuelle dagsordner i dansk filmforskning når det gælder perioden før 1965, og denne artikel, der blot er en lille del af en afdækning af seksualitet i danske film fra 1930 til 1965, er en slags sexfikseret bodsvandring der sikrer at dette vigtige motiv kommer til sin ret.

Outing af 40’ernes film

Populariseringen af psykoanalysen i disse år indebærer at publikum bevidst eller ubevidst leder efter et seksuelt forhold når de ser to mennesker af samme køn have følelsesmæssige relationer.

Det homoseksuelle element er
grundlæggende tvetydigt fremstillet,
og man kan derfor ikke lave en entydig
læsning af det.

Filmene er ligeledes opmærksomme på hvordan de med ganske enkle midler kan antyde en seksuel dimension. Det ser vi i skæbnefortællingen Otte Akkorder fra 1944. Her spiller Peter Malberg en ældre fintfølende klaverlærer der venter besøg af en gammel elev som nu er en feteret pianist. Han har ikke ham set i årevis og fortæller begejstret sin nuværende elev om sit og pianistens forhold. Imens omrokerer han ivrigt møbler i lejligheden, så det bliver lige præcis som det var – dengang de boede sammen.

Klaverlærerens glæde, forventning og til sidst hans sorgfulde skuffelse da pianistens besøg bliver aflyst, understreger det stærke følelsesmæssige bånd der har eksisteret mellem to mænd. Karakterens helt afvisende forhold til kvinder – i form af den unge og meget sensuelle husholderske – er et yderligere praj om hans homoseksualitet. Denne artikel outer eller sætter navn på en homoseksuel og afvigende seksualitet til trods for at filmene ikke selv gør det eksplicit.
Det homoseksuelle element er grundlæggende tvetydigt fremstillet, og man kan derfor ikke lave en entydig læsning af det.

Et Hugo Sønderfeldt-kompleks

En typisk strategi for fyrrefilm er at de fremstiller homoseksualitet i tæt samhørighed med sygdom eller antisocial adfærd. Det er med til at give homoseksualitet en dimension af farlighed, men samtidig fungerer det også som kulturelle og samfundsmæssige forståelsesrammer der gør homoseksuelle karakterer mere genkendelige for publikum. Et tilfælde af sygdom finder vi i Familien Olsen hvor homoseksualitet lurer lige under overfladen hos grønthandlersønnen Willy (Karl Gustav Ahlefeldt). I filmens start stjæler Willy 500 kr. af kassen på sit arbejde for at kunne klæde sig og opretholde samme livsstil som direktørsønnen Hugo Sønderfeldt (Sigfred Johansen), som han har været betaget af lige siden han var barn. Willy er veg, uselvstændig og selvudslettende, og han passer da også på en prik til det filmforskeren Richard Dyer kalder sad young man-stereotypen som er en af de mest dominerende medierepræsentationer af mandlig homoseksualitet. Den sørgmodige unge mand fremstilles som smuk, følsom, passiv og isoleret. Uden et ordentligt selvværd tiltrækkes han af et mandligt idol som han kan spejle sig i. I Willys tilfælde er det mandlige idol altså Hugo. Da tyveriet bliver opdaget, får han sin selvstændige og egenrådige søster, Karen (Berthe Qvistgaard), til at gå til Hugo Sønderfeldt for at tale sin sag.

Annonce

Her er et udpluk fra scenen:

Karen: ”Han har ligefrem fået Dem helt galt i
halsen.”
Hugo: ”Såh, hvad vil det sige?”
Karen: ”Jo, forstår De, vi har jo altid boet lige i nærheden
af hinanden, far har en grønthandel her ned i alléen, og vi har altid
syntes, at De var så yndig … Det vil sige Willy … har synes at …”
(nervøst grin)
Hugo: (nervøst grin, rejser sig) ”Ja, ja og hvad så?”
Karen: ”Jo, når Hugo Sønderfeldt fik en ny legevogn, så skulle Willy
også have en, og blanke knapper i frakken og stive flipper – og nu den
fine bar De kommer på, der skal han absolut også … og sådan er alting.
Det er ligefrem blevet et kompleks hos ham.”
Hugo: ”Og hvad er det så for et kompleks?”
Karen: ”Nååh, et Hugo Sønderfeldt-kompleks …”

Samtalen kommer spændende tæt på entydigt at koble Willys tyveri med homoseksualitet. Karen gør det i al fald implicit idet hun diagnosticerer sin bror med det selvopfundne Hugo Sønderfeldt-kompleks og derved sætter hans opførsel i et psykoanalytisk, seksualdeterministisk perspektiv. Filmen opstiller under alle omstændigheder en ret entydig sammenhæng mellem Willys antisociale adfærd og hans fascination af en anden mand. I filmen fremstår homoseksualitet som noget farligt,
men på den anden side får forbrydelse også en sexet kant. Homoseksualiteten fremstilles som tvetydig ved at være farligt appellerende.

Mordets seksuelle anatomi

I den psykologiske thriller er opklaringen af en forbrydelse baseret på en matchende blotlæggelse af forbryderens psyke.

Det gælder også Mordets Melodi fra 1944, og som mange andre thrillere holder filmen morderens identitet hemmelig til slutningen. Som publikum får vi dog et fingerpeg om morderens person da åbningsmordet i fi lmen viser en gammel marskandiserdame der drages af sin syngende morder. Åbningsscenen lader ingen tvivl om at forbrydelsen har en seksuel kant. Med en sådan indledning anspores publikum til at søge efter afvigende seksuel adfærd under overfl aden hos alle mistænkelige.

Men Mordets Melodi er også interessant seksuelt ud fra fl ere perspektiver.
Den kvindelige hovedrolle Odette er netop vendt tilbage efter en karriere som cabaretsanger i Frankrig – om end en karriere der synger på sidste vers. Samtidig med hendes tilbagevenden myrdes kvinder, alle ved navn Sonja, hvilket også er Odettes tidligere navn.

Endnu en tilføjelse til plottet er at ved alle mordene høres en kvindestemmes synge Odettes kendingsnummer ”Si petite”. Odette sættes naturligt nok i forbindelse med mordene hvilket gør hende til en øjeblikkelig skandalesucces. Mens folk strømmer til hendes forestillinger for at høre mordets melodi, pines den psykisk ubalancerede Odette af forestillinger om at hun faktisk er den syngende morderske. Hun kender alle ofrene. Eksempelvis møder hun en prostitueret – også ved navn Sonja – og falder i trance over navneslægtsskabet ved at røre hende og fortælle hende at hun også en gang kendte en Sonja som nu er død. I denne scene henføres Odette til sin egen fortid om en tabt ungdom og et tabt navn. Denne scene markerer samtidig på elegant vis en homoseksuel tiltrækning imellem de to kvinder.

Forholdet mellem de to er formentlig det
første utvetydige eksempel på et kæresteforhold
mellem to kvinder i dansk film.

Filmens homoseksuelle vinkel optræder også i en sidehistorie om påklædersken Flora. Dog er Floras homoseksualitet ikke fl ertydig og usagt som Odettes. Flora har nemlig et forhold til den føromtalte prostituerede Sonja som hun har understøttet og dyrket, men som vrager hende efter at have mødt ”et rigtig mandfolk”. Forholdet mellem de to er formentlig det første utvetydige eksempel på et kæresteforhold mellem to kvinder i dansk fi lm. Ikke kun homoseksualitet er interessant i Mordets Melodi. I Odettes mand Louis Valdini portrætteres nemlig en mand hvis maskulinitet har lidt tort. Louis er besat af Odettes opmærksomhed og bekræftelse. En besættelse der har givet ham ”ild i hjernen” og gjort ham til seriemorder der i mordøjeblikkets frydefulde transformation selv bliver til sit kvindelige attråede objekt. Louis er et eksempel på en mand hvis kønsidentitet er i krise fordi han iklæder sig en kvindelig identitet og stemme ved at synge i falset som en kvinde når han begår mord.

I modsætningen til i dag hvor fi lm som En kort en lang og Broderskab åbent portrætterer homoseksuelle, er fi lm fra 40’erne mere tvetydige. Alligevel er det interessant at se hvordan 40’erne indirekte tager fat i det at være homoseksuel – hvad enten det er ved at sammenkøre karakterens antisociale adfærd med en seksuel forståelsesramme eller ved at antyde seksuel spænding gennem to kvinders tætte berøring. 40’ernes fi lm er en udfordring for publikum. Det er nemlig op til os at klarlægge kommunikationen og selv tolke hvorvidt karakteren er homoseksuel eller ej. ◗


Bibliografisk

Af Niels Henrik Hartvigson Postdoc, Film- og medievidenskab ved Københavns Universitet.


RetorikMagasinet 79 (2011), s 28-30.



Lämna ett svar