I den virkelige verden ler vi normalt i trygge sociale sammenhænge, for eksempel når vi hygger os i venners lag. Hos fiktionens skurke er latterens funktion tilsyneladende vendt på hovedet – det er helt igennem antisocialt. Hvorfor ler populærkulturens onde skurke, og hvad er effekten på læseren, seeren eller spilleren?
Ondskabens latter
Jens Kjeldgaard-Christiansen
I Disneys populære tegnefilm Aladdin fra 1992 er skurken den onde Jafar, sultanens udspekulerede rådgiver, som selv vil være sultan. I samråd med hans lige så udspekulerede lakaj, papegøjen Iago, udklækker Jafar en plan om at ægte sultanens datter for dermed at blive tildelt trone og turban. For at udleve den ambition er han nødt til prompte at myrde både den forhenværende sultan og sultanens datter for selv at kunne stå tilbage med al magten. Det er en ond plan, og som for at sætte en streg under dét faktum slår både Jafar og Iago over i en lang, høj og umiskendelig ond latter.
Scenen overrasker os ikke. Vi er vant til skurke som ler faretruende efter at have afsløret en ond plan eller under udførslen af onde handlinger. Men hvad er der egentlig at le af? I det virkelige liv ler vi oftest i sociale sammenhænge hvor latteren er med til at markere glade og konfliktløse stunder. Latteren – altså den godartede af slagsen – fungerer som en slags social smørelse. Hos fiktionens skurke ser der imidlertid ud til at være noget ganske andet på spil. De ler, i nærmest komisk kontrast, når de svælger i selvhævdelse og moralske fordærv. Så hvorfor ler skurken, og hvad er effekten på os som publikum?
Den onde latter som signal
På tværs af genrer og medier ler de onde skurke fortrinsvis under to omstændigheder: når skurkene planlægger, og når de udfører ondskab. Der er altså to prototypiske onde latter, og det er ikke tilfældigt. Skurkens onde plan er udtryk for skurkens onde hensigt. Når planen følges af en selvfed latter, kan der ikke være tvivl om, at skurken vil det onde, for der findes næppe et mere gennemtrængende udtryk for nydelse end øredøvende latter. Følger latteren derimod udførslen af skurkens onde plan, er det selve resultatet af nederdrægtighederne der kommer i fokus. Vi får implicit fortalt at skurken svælger i den lidelse som han eller hun forårsager andre.
Den skurkagtige latter er et signal om at skurken ikke blot efterstræber det onde som et middel, men som et lystfuldt mål i sig selv. Det er galt nok hvis en skurk gør skade på et sagesløst offer, men hvis en sådan adfærd følges op af lystfuld latter, kan selv de moralsk tonedøve finde frekvensen. Skurken er drevet af sin essentielle og ufattelige ondskab, og der er derfor ingen grund til at spekulere i eventuelle misforståelser eller formildende omstændigheder.
Signalstyrke
Den onde latter er altså et signal om skurkens ondskab, og latteren er som skabt til det formål. Evolutionstænkningens fader, Charles Darwin, pointerede for halvandet århundrede siden at den menneskelige latter, ligesom mennesket selv, ikke opstod af ingenting. Andre dyr, herunder en række abearter, gisper rytmisk under social leg. Det gør de for at signalere at tilsyneladende truende adfærd er ment godt. Så kan man bekymringsfrit lege og lære. Og netop fordi latteren blev udviklet som et signal, skulle det være tydeligt. Latteren er derfor både auditivt og visuelt genkendelig. Auditivt kender vi det på den stakkerede rytmik – (Mu)Ha! Ha! Ha! – og visuelt på det brede, åbne smil, de løftede øjenbryn og på kroppens gyngen når vi virkelig giver los. På grund af disse karakteristika har latteren som signal en imponerende båndbredde. Den fortæller med stor pålidelighed beskueren og tilhøreren at den leende person finder nydelse i en igangværende aktivitet – også når den aktivitet er helt igennem skurkagtig.
Et skurkevaremærke
I fiktionens verden ler skurkene ondt fordi de er onde. Men set udefra kan vi sige at de ler ondt for at signalere at de er onde. Vi finder den onde latter i Aladdin og andre Disney-film, men vi finder den også mange andre steder. I Fuglekrigen, en dansk tegnefilm fra 1990, ler rovfuglen Fagin ondt når han plager skovens andre fugle. I Troldmanden fra Oz, en amerikansk musical fra 1939, ler den onde heks efter at have truet heltinden Dorothy og, bare så det bliver rigtig ondt, hendes lille hund. I Abekongen, en kinesisk tegnefilm fra 1964, ler den udspekulerede skurk Lau Tzu da han endelig mener at have besejret helten. Zoomer vi længere ud, så vi også får spillefilmene med, er billedet det samme. Enhver James Bond-skurk med respekt for sig selv ler hovent når han eller hun fejlagtigt antager at have fået skovlen under Bond. Det er desuden ikke uden grund at vi ser humoren når skurkeparodien Dr. Evil i den amerikanske komediefilm Austin Powers slår en parodisk overdreven latter op. Ditto i litteraturens, computerspillets, tegneseriens, skuespillets og endda i radioskuespillets verden. Den onde latter er blevet en slags skurkens varemærke fordi det sætter en fed, rød og dobbelttegnet streg under skurkens skurkagtighed.
Den engelske skuespiller Tom Hiddleston, bedre kendt som skurkeguden Loke i de amerikanske Thor- og Avengers-film, hævdede i forbindelse med et interview om samme rolle at “enhver skurk opfatter sig selv som en helt”. Han tager fejl. Vi er fascineret af fiktionens skurke til trods for, eller måske endda i kraft af, deres mildest talt urealistiske opførsel. Og noget af det måske mest forbløffende ved skurkene er jo at de ofte står ved deres egen ondskab. Til tider svælger de ligefrem i den som når de ler ondskabsfuldt. Det er et signal til os som publikum om at vi med rette kan dømme skurken. Den tyske filosof Arthur Schopenhauer formulerede pointen som kun en tysk filosof kan: “Der er intet klarere tegn på et bælgmørkt hjerte, og på det absolutte moralske fordærv, end oprigtig nydelse frembragt af andres lidelse.” R
Bibliografisk
Af Jens Kjeldgaard-Christiansen, ph.d.-studerende i engelsk ved Aarhus Universitet.
RetorikMagasinet 105 (2017), s 26-27.
