Da Thit Jensen i 1920’erne rejste rundt med sit foredrag om frivilligt moderskab, placerede hun sig midt imellem to retninger af den danske kvindebevægelse.
Kampen for det uafhængige menneske
Karin Esmann Knudsen.
Forfatterinden Thit Jensen (1876–1957) rejste fra 1923 rundt med foredraget Frivilligt moderskab (trykt 1924). Hun var brændende engageret i kvinders forhold og havde allerede i flere af sine romaner givet krasse skildringer af ulykkelige og undertrykkende ægteskaber, flere i en form hvor hun overskred fiktionen og indlagde helt konkrete forslag til lovmæssige forbedringer. Hun har i sine erindringer udtalt at den skarpe kritik hun fik af den agitatoriske tendens i romanerne, var den direkte årsag til at hun startede sin foredragsvirksomhed som hun fortsatte livet igennem. Samtidig med at hun i sit forfatterskab vendte sig mod myten og det historiske, bl.a. i de meget læste historiske romaner som hun under ét betegnede som ”Himmerlands nitakkede krone”.
International inspiration
Thit Jensen voksede op i et dyrlægehjem i Farsø i Himmerland i en søskendeflok på 11 – en af brødrene var forfatteren Johs. V. Jensen. Her havde hun i moderens skikkelse på tætteste hold været vidne til de fysiske skader de mange børnefødsler kunne forårsage, og det dannede angiveligt grundlaget for hendes engagement. Desuden havde hun på sine rejser mødt flere internationale forkæmpere for bedre seksuel oplysning.
Af betydning blev således mødet med Aletta Jacobs, der i Haag i 1880’erne havde åbnet klinikker der uddelte svangerskabsforebyggende midler til kvinder, og også den amerikanske Margaret Sanger var en inspirationskilde. Sanger havde i New York stiftet et Birth Control Center, og Thit Jensen oversatte hendes bog i 1924. Titlen var netop Frivilligt moderskab.
Thit Jensen kom i holdning til at stå midt imellem to grene af den danske kvindebevægelse.
Thit Jensen selv blev da også landskendt for sine markante meninger.
En provokation for mange var det at hun i årene 1924–28 arbejdede sammen med lægen J.H. Leunbach der senere fik en dom for at have foretaget svangerskabsafbrydelse på kvinder. Sammen med ham stiftede Thit Jensen Foreningen for seksuel Oplysning. Deres veje skiltes da Leunbach offentligt gik ind for fri abort. Thit Jensen kom i holdning til at stå midt imellem to grene af den danske kvindebevægelse. På den ene side tog Dansk Kvindesamfund afstand fra hendes direkte agitation for svangerskabsforebyggelse. På den anden side stod Marie Nielsen der i 1925 stiftede Arbejderkvindernes Oplysningsforening.
Hun fandt ikke oplysningsvirksomheden for svangerskabsforebyggelse vidtrækkende nok og agiterede for fri abort.
En skarp tunge
Foredraget Frivilligt Moderskab er i sine retoriske virkemidler et tydeligt udtryk for de modsætninger Thit Jensen står i. Hun må træde varsomt i forhold til sit publikum fordi emnet er kontroversielt, og det løser hun ved en høj grad af bevidsthed om en balance mellem logos, etos og patos, samt ved en stramt styret dispositio (opbygning, red.) inden for hvilken hendes sproglige overskud kan udfolde sig i rammende billedsprog, i bevægende og personligt farvede fortællinger og i stærke appeller til følelserne. Hun bestræber sig gennem hele talen på at hæve sagen op fra et kvindepolitisk indlæg til et alment humanistisk niveau, men hendes kompromisløshed på kvindernes vegne kan ikke skjules, og det kan hendes skarpe tunge heller ikke.
Foredragets fulde titel er Frivilligt moderskab eller kultiveret forældrefølelse hvad hun i exordium (indledning, red.) lægger ud med at præsentere. Den dobbelte titel antyder hvordan et debatindlæg der agiterer for kvindens frihed i forhold til børnefødsler, udvides til at gælde begge forældre og være et led i en civilisationsproces i forhold til den menneskelige natur. Med stor bevidsthed om den retoriske situation henviser Thit Jensen derefter til såvel sin egen som tilhørernes forpligtelse til at hæve sig over uenigheder og tage et standpunkt der gavner samfundet mest muligt. Hun lægger ikke skjul på at talens formål er at movere (bevæge), at vinde tilhørerne for hendes egne anskuelser, men får også ved sin sprogbrug understreget vigtigheden af respekt for hinandens holdninger, ikke at lade sindet ”forgifte”. Kultivering og sundhed er fra starten nøgleord i det værdisæt talen formidler. Det fremføres med inddragelse af autoritetsargumenter fra internationale videnskabsfolk og senere i talen også historiske henvisninger til Platon og Aristoteles, det fremføres med henvisning til Thit Jensens eget store personlige kendskab til sagen, og det fremføres med stærke konkrete skildringer af de ulykker der nødvendiggør børnebegrænsning. Såvel logos som etos og patos er således i spil.
De Ugifte, de Gifte og Samfundet
Talen er lang, og det nødvendiggør en stram opbygning hvis tilhørerne skal være i stand til at orientere sig undervejs. Efter exordium præsenteres da også denne opbygning: Thit Jensen agter at gennemgå sagen ud fra ”de Ugifte, de Gifte og Samfundet”. Herunder foretager hun en række underinddelinger, og hun er gennem hele talen opmærksom på opregningen i punkter. Hun minder løbende om opbygningen og gør opmærksom på hvad hun netop har afsluttet, og hvad hun derefter vil behandle. Endvidere opsamler hun efter hvert afsnit fyndigt så man ikke er i tvivl om delkonklusionerne. Det er også nødvendigt, for inden for denne form udfolder hun sin appetit på det sproglige udtryk og bevæger sig ud i en række vildskud og associationer.
Imidlertid vil jeg mene at det netop er i
fortælleglæden at talens styrke ligger. Det
er de konkrete erfaringer og det sproglige
overskud der huskes.
En fare i disse konkrete eksempler bliver derfor at grundholdningen glider ud i det uvisse. Det sker for eksempel hvor Thit Jensen som argument for at de unge får mulighed for at gifte sig tidligt, anfører at kvinden ellers let bliver for selvstændig. Det er, siger hun på den ene side, vigtigt at kvinderne ikke når ”den Selvsikkerhed, der sætter en Mand i Knæ”. På den anden side aner man af hendes personlige historie om sin egen tilkæmpede frygtløshed på rejser, som hun mister da hun bliver gift, men generobrer efter sin skilsmisse, at det ikke er så dårligt endda for en kvinde at være selvstændig. Denne udviklingshistorie breder sig uforholdsmæssigt og truer med at underminere den bevidste hensigt om at lade grundlaget være det fællesmenneskelige, det gode forhold mellem mand og kvinde. Det samme gør de små bemærkninger som hun får ud gennem sidebenene om mændene, fx i afsnittet hvor hun priser de unge mænd for at være mere hensynsfulde end tidligere tiders ægtemænd: ”Lad være, de da var mere chevaleresque, med mere Galanteri kunde aabne en Dør – helst for en anden Kvinde naturligvis.” Eller om de holdninger til kvinder og fødsler hun personligt er stødt på: ”Jeg har i min Barndom hørt en senil gammel Læge skrige op om, at det var mod naturen at narkotisere fødende Kvinder.”
Imidlertid vil jeg mene at det netop er i fortælleglæden at talens styrke ligger. Det er de konkrete erfaringer og det sproglige overskud der huskes, og sandsynligvis også dem der har gjort talen levende og bidraget til Thit Jensens berømmelse som foredragsholder.
Fortællingen om den grædende kvinde der bønfalder Thit Jensen, ”den eneste der tør”, om at hjælpe den unge familie ”over en Tilværelse, der tager Glansen af hele vor Ungdom”, står stærkt. Det samme gør analogien mellem jordens overbefolkning og den trafikerede plads i Paris samt billedet af fru Cossidente og hendes familie der ser ud ”som om de med Omhu er pillet ud af en Idiotanstalt”. Kvinden har trods anklage om vanrøgt insisteret på at føde de børn hun ville. I disse konkrete eksempler ligger nogle af Thit Jensens stærke argumenter: Børnebegrænsning er nødvendig på grund af såvel kvindernes som mændenes ve og vel, på grund af overbefolkningen og på grund af hensynet til menneskeracens sundhed.
Henter billedsprog fra naturen
Thit Jensen argumenterer omhyggeligt for sit standpunkt ved at opregne for og imod, ved at gendrive argumentation og opstille positive konsekvenser af sit standpunkt. Men ikke desto mindre ligger meget af argumentationen i det billedsprog som hun bruger. Hun appellerer med henvisning til videnskabelige landvindinger til en samfundsmæssig fornuft i at lade hensynet til det enkelte menneskes trivsel styre naturen. Det er derfor et stærkt retorisk virkemiddel at hente billedsproget netop fra naturen: Negative værdier er goldhed, sygelighed, giftighed, for tidlig falmen, mens de positive er sundhed, frugtbarhed og vækst. Tvinger man kvinden, støder man mod hendes vilje som er en klippe, eller man risikerer udbruddet fra en vulkan.
Der ligger en tro på en naturlig harmonisk balance som bliver en del af Thit Jensens argumentation, og som hun får sat som overordnet for modsætningen mellem natur, forstået som den rå dyriske drift, og så kulturliggørelsen i et menneskeværdigt moderne familieliv. Her nærmer hun sig en kontroversiel konsekvens, nemlig racehygiejne.
I sin argumentation for at en civilisationsproces er ensbetydende med indgriben i naturen, kommer hun også ind på nødvendigheden af at undgå at åndssvage og forbrydere formerer sig, noget der med nazismens fremvækst i samtiden blev særdeles kontroversielt.
For at sætte trumf på de kontroversielle standpunkter sættes enreligiøs forestillingsverden ind. Det sker fx i opstillingen af stærke antiteser som ikke står tilbage for barokkens: ”Helvede søger Mørket, Himlen taaler lys,” eller ”Jeg i hvert fald holder mig til Gud, der er barmhjertig – og ikke til Naturen, der er ubarmhjertig”. Effektfuld på dette punkt er talens peroratio (afslutning, red.) hvor der diskret henvises til et syndefald som må sones: ”vi har til Gunst for tekniske Fremskridt vanskøttet selve det menneskelige Stof, det er det, vi maa sone nu!”
Men bag den moderne appel til fornuft og
humanisme ligger Thit Jensens nærmest religiøse
tro på balance som den moderne
verden er blevet straffet for at ignorere.
Grundanskuelsen angives i korte fyndige udsagn. Et eksempel er ”Den glade er altid god” hvor allitterationen forstærker budskabet om nødvendigheden af at støtte det lykkelige forhold mellem mand og kvinde som samfundets grundpille. Et andet eksempel er kiasmen som figur der bruges gennem talen, fx: ”Loven maa bøje sig for Kvinden, for Kvinden bøjer sig ikke mere for Loven”, og som også får lov at runde talen af i det effektfulde: ”Først naar hvert Menneske er frivillig baaret, kan vi begynde at tale om et fribaarent Menneske.” Her understreges foredragets humanistiske grundholdning der føjer det ind i en samtidig kontekst hvor en verden var i brydning efter krigens anvendelse af de teknologiske fremskridt, efter psykoanalysens opdagelser af det menneskelige driftslivs karakter og endvidere midt i en økonomisk krise med knaphed og arbejdsløshed. Men bag den moderne appel til fornuft og humanisme ligger Thit Jensens nærmest religiøse tro på balance som den moderne verden er blevet straffet for at ignorere.
Uddrag af Thit Jensen: Frivilligt moderskab eller kultiveret forældrefølelse
Fri
villigt moderskab eller kultiveret forældrefølelse har jeg kaldt mit Foredrag. Det er et vanskeligt Emne at tale offentligt om, og det er min Pligt at vælge mine Ord med saa stor en Takt, at de ikke kan saare selv det blufærdigste Sind. Og det er mine Tilhøreres Pligt at forstaa, jeg vil yde dem det bedste, jeg formaar, og er vi uenige, vil vi i hvert Fald hæderligt respektere hinandens særlige Overbevisning om og Tro paa, hvad der gavner vort Samfund mest. Og ikke lade vore Sind forgifte af det, Politikere har forgiftet det danske Folk med, altid at se i den, som ikke er enig med En, en slet Person, man har Lov at tillægge de laveste Motiver.
Men naturligvis staar jeg her for at vinde Dem over til mine Anskuelser, hvis De ikke er det i Forvejen, det haaber jeg i hvert Fald, nogen af Dem er. Jeg har delt mit Foredrag i 3: De Ugifte, de Gifte og Samfundet. Men først vil jeg kaste et hurtigt Blinklys ud over Verden og vise Dem, hvad der sker og hvad der er Sket.
Kultiveret Forældrefølelse, eller som vi herhjemme har kaldt det, ”Frivilligt Moderskab”, lyder som en Kvindesag, men det er det ikke, det er en Sag, der for godt 100 Aar siden rejstes af en Mand i England, National-Økonomen Malthus.
(…)
Der har været talt og skrevet af saa mange store Pædagoger om den Ulykke, det er, at Unge ikke kan gifte sig tidligt. Og det er en Ulykke. Men det er ikke nok altid at tale og tale, man maa ogsaa tænke paa at gøre noget for det. Tag to Unge, forlovede, som naturligvis gerne vil giftes, saa ræsonnerer de: Hvornaar? I de fleste Tilfælde har det lange Udsigter. For selv om hun har en Beskæftigelse, hvorved hun har en Indtægt, som jo saa mange unge Piger har i vor Tid, saa maa de se i Øjnene, at gifter de sig og skal Aaret efter have et Barn, saa maa hun enten opgive sin Stilling og dermed sin Indtægt, eller der maa skaffes Hjælp i Hjemmet til Barnet. I begge Tilfælde lægges der for store Byrder paa den unge Ægtemands Skuldre, I det kan han ikke bære, hvor gerne han saa vil, simpelthen fordi han er for ung, hans Stilling er for ustabil og altsaa maa de vente. Ved at vente opstaar følgende Farer:
Først at Forlovelsen gaar over Styr! Til grænseløs Sorg for den ene af Parterne, som Regel Kvinden, der maaske aldrig bliver forlovet mere, og hendes Liv bliver en lang, bitter, til Tider sygelig plejet Skuffelse. To Unge, for hinanden begejstrede, skal kunne gifte sig, mens deres Forelskelse er ung og glad. Det vil forhindre, i mange Tilfælde, at der opstaar de golde, egoistiske Pebersvende, vi har altfor mange af, og som skylder en Kvinde en Lykke. Den Goldhed naar aldrig en Kvinde. Indtil hun dør, vil hendes Haab være Hjem, Kærlighed, Ægtefælle og Børn. Hun kan være nok saa selverhvervende, hun gifter sig gladelig ind til den sikre Udsigt at forsørge sig selv, Ægtefælle og Børn, saa uoprykkelig en Rod har Ægteskabet i enhver Kvindes Hjerte.
(…)
Tro ikke, vi er de første, der har sat Formeringsbegrænsning op som statsøkonomisk Ideal og en Nødvendighed. Plato fordømte, at noget Barn maatte leve, der var født Krøbling eller født af defekte Forældre.
Aristoteles vilde, Staten skulde bestemme, hvor mange Børn et Ægtepar maatte have, og hvis de overtraadte Loven, skulde Staten haandhæve den ved at ødelægge Fostret. Han var en Tilhænger af haandfaste Midler, det er nødvendigt, sagde han, at et Folk ikke overskrider et vist Antal for at undgaa Fattigdom og alle Fattigdommens onde Følgesvende. Og for dem, der maatte føle Angst for Affolkning – som en paa Forstanden noget anløben Kvinde, der skrev til mig: ”Oh, Thit Jensen, De vil hugge Livstræet over” – saa tjener til Beroligelse en bekendt Historie fra Denver i Columbia.
En Læge ansøgte en Dommer om at fradømme en Kvinde, Fru Cossidente, Ret til at faa flere Børn, da hun havde seks, som alle var vanrøgtede, og Samfundet var ikke tjent med mere Yngel af den Slags. Hertil svarede Fru Cossidente, at det skulde de komme til at slaas om, om det saa skulde gaa paa Næverne løs, for vilde hun have flere Børn, var det hendes egen Business. Og Aaret efter fødte hun en Søn, den syvende, og gav der Besked, at hun vilde have flere endnu. Saa skulde det en Dag knibe med Afkom nok, saa ved man nu, at det er en udmærket Vej at faa Kvinderne til at føde – ved at forbyde dem det, for saa gør de det.
(…)
At Love, Forbud, Kontrakter, Aftaler, Humanitet, alt er omsonst, indtil vi har et bedre, menneskeligt Materiale at arbejde med. Det alene, et i sig selv moralsk, omsorgsfuldt fostret, omsorgsfuld opdraget Menneskesind er fundamentalt! Paa det alene kan man, med Haab om noget godt Resultat, give Love, som holdes – hvad de ikke gør nu – træffe Aftaler, som respekteres – hvad de ikke gør nu – vise Humanitet, som ikke misbruges – hvad den gør nu. Et Menneskesind, der er til at stole paa, er det eneste Statsmateriale, der kan bestaa. Hvad der kan gøres for at fremskaffe det, er velgjort. Vi har vanrøgtet Menneskestoffet igennem Generationer, det er den store Ulykke, der er over os, vi har til Gunst for tekniske Fremskridt vanskøttet selve det menneskelige Stof, det er det, vi maa sone nu!
Og tage det op som en Opgave. Først naar hvert Menneske er frivillig baaret, kan vi begynde at tale om et fribaarent Menneske.
Dette er selve mit Foredrag. ◗
Læs mere
Thit Jensens foredrag er trykt i Lis Garbers og Sten Høgel: Retorik. Levende tale eller tom snak?, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1996.
Se også omtalerne af Thit Jensen i: Mai, Anne-Marie (red.), Danske digtere i det tyvende århundrede, bind 1, Gads Forlag, 2002.
Mortens, Klaus P. og Schack, May (red.), Dansk litteraturs historie, Gyldendal, 2009.
Møller Jensen, Elisabeth m.fl. (red.), Nordisk kvindelitteraturhistorie, bind 3, Rosinante, 1996.
Bibliografisk
Af Karin Esmann Knudsen Lektor på institut for litteratur, kultur og medier, SDU.
RetorikMagasinet 79 (2011), s 31-35.