Affekts effekt

Sine Nørholm Just:

Affekts effekt

Essay.

Bibliografiskt

Författare: Sine Nørholm Just er professor i strategisk kommunikation ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, Roskilde Universitet. Essayet her er en bearbejdet version af hendes tiltrædelsesforelæsning ”The Effect of Affect” fra 6. oktober 2017.

Rhetorica Scandinavica, nr 76 (2017), s 75-87.
https://doi.org/10.52610/ATYR7451

Essäet

Hvis det er rigtigt, at følelse kommer først, så gælder digterens ord ikke kun ’tingenes syntaks’, deres logiske opbygning og sammenhæng. Hvis følelse kommer først, er det helt overordnet illusionen om rationalitet, der holder os for nar. Så hvad skal vi i den situation gøre med ønsket om at forstå kommunikation som intentionel og overbevisende? Det synes klart, at vi må gå anderledes til værks, men hvordan? Hvordan kan uhåndgribelig affekt skabe tilsigtet effekt? Det er spørgsmålet, jeg vil undersøge i dette essay.

Spørgsmålet om, hvordan fornuft og følelse er forbundne går som en løbeild gennem humanioras begrebshistorie. I øjeblikket næres ilden af den affektive vending, som hævder, at følelsesintensitet ikke bare kommer før rationel argumentation, men også går forud for artikulerede følelser. For retorikken – og kommunikationsvidenskab i bred forstand – rejser denne vending et hovedspørgsmål: (Hvordan) kan uhåndgribelig affekt skabe tilsigtet effekt? Dette essay behandler spørgsmålet fra tre vinkler: teori, praksis og etik. Altså, hvordan kan vi teoretisk tage højde for affekt? Hvordan ser effektivt affektiv kommunikation ud? Og kan sådan kommunikation være god?

Den affektive vending

Vendingen mod affekt er kun en af de senere i en række bevægelser inden for humaniora og samfundsvidenskab. Karen Barad opsummerer tre af de store vendinger med sin konstatering af, at ”Language matters. Discourse matters. Culture matters.”[1] Og hvad vigtigere er i denne sammenhæng: Hver vending har sat forholdet mellem følelse og fornuft i svingninger og forrykket balancen mellem de to. Først indhentede følelserne fornuften, og så overhalede de den.

Nuvel, for retorikere er det faktum, at følelser har betydning, en gammel nyhed. Overbevisning kan kun opnås gennem en kombination af rationelle og følelsesmæssige appeller; det er det ældgamle fundament for vores fag. Fra et retorisk perspektiv handler overbevisning om at ramme den rigtige balance mellem appelformerne. Men den affektive vending er ikke bare et højpandet udtryk for, at retorikken hele tiden har haft ret. Tværtimod så ryster den vores grundvold; affekt opstår nemlig ikke som en bevidst effekt, og som sådan ligger den uden for retorikkens traditionelle domæne.

Barad, som jeg netop har citeret for, at sprog, diskurs og kultur med hver deres vending har fået øget vægt, påpeger, at det betyder, at materialitet vægtes tilsvarende mindre. Tingene selv står mindre skarpt, når man fokuserer på deres syntaks, kunne Cummings måske have sagt; eller med Barads ord: ”There is an important sense in which the only thing that does not seem to matter anymore is matter.”[2] Fortalere for den affektive vending deler denne bekymring; de interesserer sig mindre for betydning og mere for materialitet – for den affekt, der opstår i og med ting. Her defineres affekt som en oplevelse af intensitet i bred og uspecificeret forstand, i modsætning til en konkret og artikulerbar følelse; affekt har at gøre med kropslige erfaringer med væren i verden.[3]

Affekt handler altså ikke om at opleve (og benævne) konkrete følelser, men mere generelt (og uudtalt) om at have føling. Eller som Brian Massumi så fængende siger det: “The skin is faster than the word.”[4] Idet han hævder affektens autonomi, udfordrer Massumi den retoriske forståelse af, hvordan følelser kan bringes i spil som del af en overbevisningsproces. Som et eksempel på dette kan nævnes Massumis radikale genfortolkning af Ronald Reagans folkelige appel. Reagan var kendt som ‘den store kommunikator’, men Massumi hævder, at Reagans evne til at overbevise sine tilhørere, hverken havde noget at gøre med det, han sagde, eller måden, han sagde det på. I Massumis fortolkning havde Reagans affektive kraft – og dermed hans popularitet – ikke sit udspring i en lykkelig forening mellem form og indhold. I stedet var Reagan en slags tom betegner, der kunne betyde forskellige ting for forskellige mennesker. Idet dette ikke-betegnende tegn, denne præsident, blev cirkuleret og recirkuleret i den amerikanske offentlighed, blev dets affektive kraft intensiveret og omsat til patriotisme, nationalisme og (selv-)sikkerhed. “Confidence,” siger Massumi, “is the apotheosis of affective capture.”[5] Måske lyder denne dynamik bekendt?

Hvis den ovenstående karakteristik af en tidligere amerikansk præsident gav mindelser om den nuværende, Donald Trump, så har den nok også medført en grimasse, et grin, et suk… Hvad end reaktionen var, så har affektens kraft haft effekt, før vi overhovedet ved, hvad vi føler. Og her har vi balladen: Når affekt forstås som en førsproglig intensitet, så er den ikke blot hurtigere end ordet, hurtigere end den verbale kommunikation, den er også meningsløs, hinsides fornuft. Affekt er ikke et supplement til rationalitet, men en erstatning, hvilket gør den svær at kommunikere, hvis ikke i teorien, så i praksis. Hvis huden er hurtigere end ordet, så er vi alle begrænset af hvert vores ’elastiske hylster’. Hverken forskeren eller praktikeren kan antage en privilegeret position, hvorfra man kan studere eller planlægge affektiv intensitet. Og dog er det lige præcis, hvad vi hele tiden gør; det er faktisk muligt ikke bare at analysere og forklare, men også at producere effektivt affektiv kommunikation – kommunikation, der vækker og/eller intensiverer følelser på hensigtsbestemte og hensigtsmæssige måder.

Lad mig give et enkelt eksempel, der handler om neuromarketing, men ikke er så fjernt fra affektteori, som man måske skulle tro. Faktisk er begge felter inspireret af nyere resultater inden for neurovidenskaben, der dokumenterer, at vi reagerer på lugte, lyde og farver, sanseindtryk generelt, uden at bearbejde disse indtryk bevidst. Således er den gamle stimulus-respons model på vej til et supermarked nær dig, hvor den vil give dig lyst til at handle! En vare går som varmt brød, fordi den helt bogstaveligt lugter som varmt brød. Det lyder måske skræmmende, men man kan også mene, at så er det heller ikke værre; ligesom markedsføringsfolk kan intensivere de handlendes lyst til forbrug, så kan kunderne i butikken omdirigere deres lyster – eller simpelthen modstå fristelsen. Forbindelsen mellem affekt og effekt er altså ikke en direkte årsag-virkningsrelation (påvirk sanserne, afvent resultat), men en mere kompliceret proces. Som Catherine Malabou slår fast: “[R]easoning without desiring is not reasoning,”[6] men måske gælder det omvendte også? Kan det være, at lyst uden fornuft slet ikke er lyst?

Affektiv rationalitet

Spørgsmålet om, hvordan fornuft og følelse forholder sig til hinanden, optager selvfølgelig ikke kun kommunikationsforskningen, men står centralt i snart sagt ethvert forskningsfelt, der hævder at kunne sige noget om, hvorfor mennesker opfører sig som de gør. I dag kan selv den sureste økonom opleve ’irrational exuberance’, sådan som den daværende amerikanske nationalbankdirektør Alan Greenspan advarede om i de glade dage før finanskrisen.[7]

Når det så er sagt, så er det mere konkrete fokus her, hvad antagelsen om en sammenhæng har af kommunikative konsekvenser. Hvordan vil en kommunikationsteori, der har affektiv rationalitet som sit udgangs- og omdrejningspunkt, se ud? Med inspiration fra Sara Ahmed og Catherine Chaput foreslår jeg, at en sådan teoridannelse må fokusere på den retoriske cirkulation af affektive tegn, de måder hvorpå tegn udveksles i og med kommunikationsstrømme og antager betydning og værdi – mening – i processen.[8]

I en tidligere anvendelse af disse ideer har jeg arbejdet med den danske lakridspibesag.[9] Nogle vil måske kunne huske sagen, men her er en kort opsummering: I 2013 fangede det den danske offentligheds opmærksomhed, at Den Europæiske Union (EU) var i færd med at forbyde lakridspiber, og selvom historiens fakticitet hurtigt blev afvist (der var ikke et forbud på vej), var mange danskere allerede blevet grebet af denne ikke-sag og havde mobiliseret sig til kamp for lakridspibens bevarelse.

Sætter vi de teoretiske begreber ind som forklaring på denne proces, så blev lakridspiben for danskerne et affektivt tegn, der cirkulerede heftigt i den nationale offentlighed og blev mere og mere positivt ladet, jo mere det cirkulerede. Og i løbet af den proces blev andre tegn, særligt tegnet ’EU’, udsat for hån og latterliggørelse. I øvrigt, hvis (selv)sikkerhed udgør topmålet af affektiv grebethed, sådan som Massumi hævder, så er latter måske frisættende. I det mindste i den forstand, at når vi griner ad magten, kan vi distancere os fra den.[10]

Men, kan man spørge, i hvilken forstånd er dette overhovedet rationelt? Er der ikke bare tale om en dum misforståelse og en ophedet overreaktion. Jo, men samtidig er sagen et rationelt udtryk for mange menneskers begrundede mistillid til EU. Og de politikere og bureaukrater, som forsøgte at stoppe cirkuleringen af det affektive tegn ’lakridspibe’, havde forstået lige så lidt som de medier og borgere, der fortsatte cirkuleringen på et falsk grundlag. Denne sag illustrerer, at folk involverer sig i kommunikative processer, når og hvis deres følelser driver dem til det – fordi følelse kommer først. Det vil sige, at følelsesintensivering er en forudsætning for fornuftig overvejelse, og hvor end sådan intensivering opstår, bør kommunikatører gribe lejligheden og forsøge at forme cirkulationen.

Som Ahmed siger: “[T]he more signs circulate, the more affective they become.”[11] Det kan nogle gange være vanskeligt at sætte gang i cirkulationen, som enhver, der er mislykkedes med en viral kampagne, vil kunne bekræfte. Men omvendt: Så snart cirkulationen har fået momentum, er den umulig at stoppe. Og her: Spørg enhver, som er blevet ramt af en shitstorm! Min påstand er, at den retoriske cirkulering af tegn, dvs. kommunikation, er affektiv, men at den også er rationel. Affekt er ikke meningsløs, tværtimod, men mening skal til gengæld heller ikke forstås som bare ’det, vi tænker og tror’. Mening er, hvordan vores tanker føles, eller, måske mere præcist: Mening er forbindelsen mellem fornuft og følelse.

I den forstand har tingenes syntaks betydning for, hvordan vi føler. I modsætning til, hvad Cummings’ digt siger, så bringer opmærksomhed på denne syntaks os tættere på, ikke væk fra, den hele og fulde oplevelse af kys – og anden affekt. Altså, vi bør fokusere på, hvordan affekt bliver meningsfuld, hvordan kys bliver kys – ikke kun for at forstå, hvad kys er, men også for at opleve kysset som et kys. For at komme tættere på, hvordan man gør affekt meningsfuld, må vi udforske konsekvenserne af at sætte lighedstegn mellem kommunikation og retorisk cirkulation.

Hvad med (kroppenes) materialitet?

En første konsekvens er, at retor (uanset om der er tale om et kommunikerende individ eller en organisation) må forstås som effekten af, ikke årsagen til kommunikation.[12] Selvom den påstand ikke udspringer direkte af nye medieudviklinger, så er den særligt afstemt i forhold til tidens kommunikationsstrømme. Som Ib T. Gulbrandsen og jeg har fremført ved flere lejligheder, er det højst tvivlsomt, at organisationer (og andre aktører) nogensinde har været rationelle aktører, ligesom kommunikation næppe på noget tidspunkt er forekommet som en lineær overførselsproces. Dermed kan man helt overordnet betvivle værdien af teorier, der beskriver dem som sådan.[13] Uanset om de har haft deres berettigelse eller ej, så er disse teorier ubrugelige, hvis man på nogen måde vil tage nye medier med i betragtning. Med nye medier må vi ikke bare revurdere vores syn på kommunikation, men også på kommunikatører; vi må gentænke, hvem der kommunikerer hvordan.

Idet nutidens medielandskab er kendetegnet ved en infrastruktur, der 1) inviterer til samarbejde og skaber nye magtrelationer, 2) ændrer betingelserne for handling i tid og rum og 3) er hypertekstuel og hypermedieret, konstitueres organisationer som kollektive aktører i og med kommunikative processer. Der gives ikke organisation uden kommunikation. Det betyder desuden, at organisationer er 1) flydende netværk, ikke stabile enheder, 2) socio-materielle konstruktioner, ikke rent menneskelige fællesskaber, og 3) konstitueret af kontingente processer, ikke bevidste beslutningstagere. For at gentage: Retor er effekten af, ikke årsagen til, kommunikation.

Der er et ekko her, ikke bare af mig, der gentager mig selv, men også af Judith Butlers berømte læresætning: “There is no gender identity behind the expressions of gender; that identity is performatively constituted by the very ‘expressions’ that are said to be its results.”[14] Pointen er, at kollektive aktører, fx organisationer, på dette punkt er ligesom individer; de er resultatet af handling, ikke ophav til handling; de er talt ind i verden og opstår via cirkulationen af affektive tegn. Hvem og hvad vi er – som individer, kollektiver og individuelle medlemmer af kollektiver – afhænger af, hvordan vi fremstår i og med den kommunikation, vi indgår i. Du er, hvad du siger. Eller mere præcist: Du er, hvad andre hører dig sige, hvad de får dig til at sige, og hvad de siger om dig.

Alle disse causerier om affektiv cirkulation og om, hvordan mennesker og organisationer opstår i (om)tale, kan måske synes lidt abstrakt. Og man kan blive tilbøjelig til igen at give Cummings ret i, at de næppe kan føre til kys, men derimod vil forblive abstrakte tanker – i teorien rigtige, men ikke praktisk anvendelige. Det kan derfor synes på sin plads at spørge efter lidt mindre snak og lidt mere handling, sådan som Elvis gjorde. Eller at spørge, med endnu et ekko fra Butler: hvad med kroppenes materialitet?[15] Hvordan hænger cirkulation af affektive tegn mere konkret sammen med dens kropslige oplevelse af intensitet?

Der er – eller var ved begyndelsen af den digitale tidsalder – en tendens til at opfatte den virtuelle virkelighed som en ny form for ikke-kropslig ikke-væren. Det er forkert; virtuel væren er ikke uvirkelig, men hyper-virkelig. I den digitale tidsalder er vi ikke blevet frie fra vores kroppe eller andre fysiske begrænsninger. Tværtimod er den virtuelle virkelighed intimt forbundet med materielle forhold på mindst tre måder:

For det første er internettet selv struktureret og strukturerende; ’world wide web’ er måske en metafor, men det er også en faktisk, fysisk ting, lavet af kabler, servere, forbindelser… Og det er en ulige fordelt ressource; materiel i ordets marxistiske betydning. Som Christian Fuchs siger det i sin introduktion til marxistiske internetstudier, så bør vi “…give special attention to the analysis of how capitalism shapes and is shaped by the Internet.”[16] Når vi går online, bliver vi altså ikke fri for gamle kendinge som akkumulation og udbytning. Tværtimod har den digitale økonomi vist sig som endnu en intensivering af den kapitalistiske produktionsform.

For det andet har virtuelle handlinger virkelige konsekvenser. Den tidligste dokumentation af det faktum, som jeg kender til, blev leveret af Julian Dibbel helt tilbage i 1993, hvor han afslørede ’en voldtrægt i cyberspace’.[17] I dag indikerer fænomener som doxing og hævnporno, at teknologierne nok er blevet mere sofistikerede i løbet af de forgangne 25 år, men at de sociale koder (eller manglen derpå) forbliver de samme. Det kan synes mærkeligt, at der ikke er blevet udviklet normer for online adfærd – eller måske er der netop opstået sådanne normer. Måske er folk, der optræder som trolde på nettet helt klar over, hvor affektivt effektiv deres kommunikation er; måske er de helt bevidste om den følelsesintensivering, de afstedkommer. Måske er det simpelthen pointen med troldenes handlinger, og internettet har bare gjort det lettere at fremsætte den pointe… lettere at intensivere følelse.[18]

For det tredje, og tæt knyttet til punkt to, så bliver det, der sker på nettet, ikke på nettet. I stedet kan online værktøj bruges til at organisere offline events. Og omvendt er det, der sker ’i det virkelige liv’, leverandør af indhold til online kommunikation. Digitale teknologier har således organiserende kraft og er selv organiserede. I forhold til spørgsmålet om materialitet betyder det, at offline virkelighed og online virtualitet gensidigt betinger hinanden. De intensiverer og former hinanden via så mange forskellige kontaktpunkter, krydsfelter og overlap, at selve kortlægningen af disse relationer er en kompleks – og vigtig – analytisk opgave.

Lad mig forsøge at illustrere, hvordan en sådan analyse for eksempel kan se ud, via et studie, jeg i øjeblikket er involveret i: optrævlingen af de offline-online tråde, der udgør begivenheden Women’s March og, mere konkret, den såkaldte pussyhat, som den (også) er kommet til at hedde på dansk.[19] Pussyhatten er på en måde en meget virkelig ting, som er til stede i verden i sin konkrete fysiske materialitet. Jeg ved det, jeg har selv strikket én. Som sådan har – og især havde – den konkrete funktioner. Den holdt demonstranternes ører varme, da de marchedere mod Washington den 21. januar, 2017, og den fik protestmarchen til at fremstå som et hav af dobbelttydige lyserøde huer. Her har internettet nok understøttet processen, men det, vi ser, er organiseringen af en social bevægelse – hjulpet frem af teknologien, helt klart, men ikke så anderledes fra andre protester før den.

På en anden måde er pussyhatten helt igennem virtuel. Her trækker jeg på Massumis forståelse af det virtuelle som det, der er fyldt med potentialitet, affektivt ladet, men uspecificeret i forhold til sit specifikke afløb, sin mening.[20] Pussyhatten er tydeligvis et forsøg på at udnytte et handlingsrum, som er opstået på baggrund af en specifik situation. Den modsvarer den vrede, som mange følte (og føler) over Trumps manglende respekt for kvinder, som kom til udtryk i hans berygtede udsagn om til hver en tid at kunne ’grab them by the pussy’.[21] I den forstand er hatten en spøgefuld og kritisk kommentar, men den betyder ikke noget udover latterliggørelse og modstand. Og i den forstand vil de fleste af os nok være positivt indstillet overfor den. Altså, du og jeg, kære læser, vi er da sådan nogle, der glad og gerne griber lejligheden til at gøre nar ad og være kritiske overfor Trump, er vi ikke?

Desværre gør pussyhatten mere end det; den forsøger også at overtage og genfortolke tegn og praksisser, der traditionelt associeres med ’det feminine’: farven lyserød og strikning som social handling. Begge er, ifølge organisationen Pussyhat Projects manifest, traditionelt blevet set som svage og ubrugelige, men er faktisk stærke og magtfulde.[22] Med den specificering er hatten ikke bare en spøgefuld Trump-kritik; den inviterer også til en særlig fortolkning af sig selv. En fortolkning, der vender traditionelle kønsstereotypier på hovedet og etablerer sine egne roller og positioner. Desuden bliver disse, via betegnelsen pussyhat, ikke blot koblet til sociale normer, men også til kvinders fysiske kroppe. Dermed stabiliseres pussyhatten som tegn i semiotisk forstand; den får en særlig betydning. Men på samme tid destabiliseres hatten som affektivt tegn: Jo mere entydig meningsdannelsen bliver, jo mere tvetydig er dens affektive kraft. Pussyhatten var – og forbliver – et stærkt samlingspunkt for nogle, men den er blevet kilde til ubehag for andre. Den både in- og ekskluderer på baggrund af unuancerede antagelser om sammenhænge mellem kroppens materialitet og køns- og raceidentitet.[23] Dermed bliver det sværere at relatere positivt til pussyhatten; eller, det er det i hvert fald blevet for mig: Jeg abonnerer ikke på den version af feminismen, som pussyhatten nu foreskriver, og jeg kommer ikke til at gå med den hat, jeg ellers så møjsommeligt har strikket.

For at samle trådene, så kobles online cirkulation og offline tilstedeværelse på to måder i pussyhattens tilfælde; konkret inviterer organisationen Pussyhat Project folk til at strikke hatten, så de selv eller andre kan gå med den – og man opfordres til at dokumentere sine offline aktiviteter i online formater. Mere generelt promoverer projektet en særlig forståelse af, hvad det vil sige at være kvinde. En forståelse, der var effektivt affektiv i forhold til mobiliseringen af deltagere til Women’s March, men har vist sig at cirkulere på mere brydsomme måder i den videre udvikling fra begivenhed til bevægelse. Idet det konkrete tegn vedblev at cirkulere blev dets betydning mere stabil, men dets affektive intensiteter trak det i flere forskellige retninger. Om dette er en udvikling, som er specifik for pussyhatten, eller om den gælder mere generelt for affektiv cirkulering, det vil jeg lade være op til videre empirisk udforskning. Foreløbig synes Massumis observation om Reagan dog at være blevet bekræftet: Hvis tegn kan betyde forskellige ting for forskellige mennesker, kan de skabe en fælles, uspecificeret intensitet. Sådan strategisk tvetydighed er nok effektiv, hvis fx en præsident skal vælges, eller demonstranter skal mobiliseres, men er den etisk forsvarlig? Som lovet vender jeg tilbage til det spørgsmål.

Her er det imidlertid blevet tid til at eksplicitere fællesnævneren for de forskellige måder, hvorpå det virtuelle og det materielle er forbundne: affektiv intensivering. Idet de nye medier muliggør stadigt mere intens cirkulering af affektive tegn, gør de materialitet mere – ikke mindre – vigtig. Affekt intensiveres i og med offline-online sammenfletninger; i mødet med materialitet aktualiseres det virtuelles potentialitet. Hvilket vil sige, at når vi genindsætter materialitet i meningsdannelsen, så må vi ikke glemme sprog, diskurs, kultur… Mening opstår, som Roberto Bolaño siger det, kun når vi er opmærksomme på hver eneste ting:

The secret story is the one we’ll never know, although we’re living it from day to day, thinking we’re alive, thinking we’ve got it all under control and the stuff we overlook doesn’t matter. But every single damn thing matters![24]

Derfor må vi, igen ifølge Bolaño, lære at læse “not only words but numbers, colors, signs, arrangements of tiny objects, late-night and early-morning television shows, obscure films.”[25] Ting betyder noget – og de betyder noget forskelligt afhængigt af, hvad vi lægger i dem, og hvilke koblinger vi laver. Hvad ting betyder, afhænger af, hvordan de udvælges og ordnes. Det afhænger af deres syntaks, som det altså nu giver mening at være opmærksom på – også selvom man bare gerne vil kysse.

Tre A’er for affektiv organisering

Sammen med Ib T. Gulbrandsen har jeg udviklet en model, som jeg mener kan være brugbar her. Modellen var oprindeligt et bud på en operationalisering af vores forståelse af strategisk kommunikation som “…the practice of a network of actors (assemblages), who are enabled and constrained by possibilities for action (affordances), possibilities that are realized in concrete instances of action (agencies).”[26] Her kan ‘assemblage’ oversættes med arrangement eller ansamling, ‘agency’ med handleevne eller handlekraft og ‘affordance’ med handlemuligheder eller handlingstilbud, men i alle tre tilfælde er oversættelsen upræcis, og jeg bruger derfor de engelske betegnelser. Overordnet er relationen mellem de tre A’er, at assemblages og agencies er hinandens mulighedsbetingelser som realiseret via konkrete affordances.

Som nævnt er affordances handlemuligheder, invitationer til at gøre visse ting på bestemte måder via de tilgængelige teknologier (og objekter i bred forstand). Disse handlemuligheder er til stede i og med teknologierne, men aktualiseres først, når aktører tager dem op. For eksempel invitationen til at strikke en pussyhat, der principielt kan realiseres, når man har opskriften samt garn og strikkepinde – i mit tilfælde var der dog yderligere behov for YouTube-instruktioner og min mors hjælp for at komme i gang. Og endvidere den invitation til at dele resultaterne af og holdningerne til sin strikning, som kommer af og kan realiseres via affordances, der hører til smartphones, sociale medier og hashtags. Ser man på billeder af pussyhatten, som folk faktisk har delt, viser det sig, at der sjældent kun er tale om deling af et billede af et strikket objekt. Når pussyhatten cirkuleres på fx Instagram, bliver den selv en affordance, som, viser det sig, ikke bare tilbyder Trump-kritik og kvindeforherligelse, men også økonomisk gevinst.[27]

Læg mærke til, at der er tale om et substantiv, en affordance. Affordances er potentialer for interaktion mellem mennesker og teknologier, ikke interaktionen som sådan. De inviterer mennesker og ting til at indgå i forskellige relationer, men realiserer ikke relationen. For realisering kræver agency – evnen til at handle eller viljen til at deltage. Men agency er i sig selv et komplekst begreb: Det betegner evnen til at handle, men også et bredere handlingspotentiale, og er altså ikke det samme som faktisk og konkret handling. Først og fremmest er agency relationel og dynamisk; hverken en grundigt udtænkt plan eller en på forhånd etableret kapacitet. Agency kan kun observeres, som den faktisk forekommer; den er hverken blot intention eller bar effekt, men realiseres i og med begivenheder, tilstedeværelse og etablerede relationer – tingenes syntaks.

De specifikke udtryk for denne syntaks er det, der betegnes assemblages. Assemblages er midlertidigt stabiliserede relationer mellem mennesker og (andre) materialiteter; arrangementer eller konstellationer, der bliver til og får handlekraft i og med de konkrete relationer, de består af. Som sådan har de ingen underliggende orden, ingen principper, der rækker videre end dem selv eller kan anvendes i andre sammenhænge. I den henseende har Cummings ret; hvis vi i vores søgen efter tingenes syntaks leder efter en højere mening, et generelt regelsæt, så leder vi forgæves. Tingene har ingen syntaks forud eller uden for følelse. En rose er en rose er en rose, som Gertrude Stein skrev. Et kys er et kys er et kys. Og hvorvidt roser inviterer til kys er et spørgsmål om, hvem der giver dem til hvem, hvor og hvornår, ikke et almengyldigt princip.

Det, jeg vil frem til, er, at affekt er drivkraften i modellen; affekt realiserer de potentialiteter, der ligger i mødet mellem affordances og agencies i assemblages; affekt løber gennem det hele og binder det sammen – eller splitter det ad og forbinder det på ny og på nye måder, åbent og dynamisk, altid på vej. Assemblages, kan vi nu sige, er effekter af affekt.

Etiske implikationer

Lad mig forsøge at stykke argumentet sammen: På det teoretiske niveau tilbyder affektbegrebet retorikken, og kommunikationsfagene i øvrigt, en mulighed for at forstå og forklare de dynamiske relationer mellem følelse og fornuft, der opstår i og med – og er grundlaget for – meningsdannelsesprocesser. Affekt er i sig selv en organiserende kraft; den løber igennem alle betegnelser – og den er afgørende for, hvorvidt det, der betegnes, også kaldes frem, bliver til. Her er ideen om den retoriske cirkulation af affektive tegn central; den forklarer meningsdannelsen og er dermed en generel kommunikationsteori. Som sådan peger den på kommunikationens uforudsigelighed, på dens dynamiske og åbne karakter. På niveauet for kommunikativ praksis rejser det spørgsmålet om, hvorvidt og hvordan affekt kan bruges effektivt.

Jeg har allerede nævnt et eksempel på, at det faktisk sker, nemlig neuromarketing. Et andet oplagt eksempel er arbejdet med at gøre generelle budskaber personlige ved hjælp af big data. Firmaer som Cambridge Analytica hævder at kunne målrette budskaber ned på individniveau ved hjælp af en kombination af demografiske informationer og digitale fodspor. Disse ’psykografiske profiler’ tjener til at tilpasse følelsesappellen: frygt til nogle, vrede til andre… Dette peger på dybe forbindelser mellem følelsesmæssige tilstande og evnen til at træffe beslutninger; forbindelser, der i sig selv hverken er gode eller onde, men derimod et menneskeligt vilkår, man ikke kan komme uden om. Dermed kan de heller ikke bare manipuleres på fordækt vis, men også aktiveres ærligt og redeligt.

For tiden synes de mest oplagte eksempler dog at have en grim manipulatorisk bismag. Retorisk cirkulation af affektive tegn er nok i mange tilfælde en vild og uforudsigelig proces, men vi kan også finde tilfælde, hvor den er underlagt kalkuleret kontrol. Der er en dyb splittelse her: vild og samtidig kontrolleret? Hvordan er det overhovedet muligt? Og betyder det, at vi bør støtte op om en af disse tendenser, mens vi prøver at eliminere den anden?

Hermed er vi fremme ved det sidste spørgsmål om affektens etik. Står vi overfor et valg mellem uantastelig, men ineffektiv rational dialog på den ene side og effektiv, men anløben affektiv manipulation på den anden? Vi er med andre ord nået frem – eller rettere tilbage – til det ældgamle dilemma mellem fornuft og følelse: Hvis ’den nøgne sandhed’ ikke er overbevisende, må man så iklæde den en følelsesappel? Augustin, der som bekendt var rundet af den hedenske retorik, kæmpede efter sin omvendelse til kristendommen med præcis dette spørgsmål, ligesom Aristoteles gjorde det før ham – dog uden de religiøse anfægtelser. Aristoteles nåede frem til den konklusion, at sandheden har tendens til at være det stærkeste argument, men at det er fornuftigt at pynte den lidt (og gerne umærkeligt). Desuden rummer hans Retorik som bekendt en liste over personlighedstyper og deres følelsesmæssige profiler; her opregnes, hvad der appellerer til de unge, de gamle og dem midt i livet såvel som dem af ædel byrd, de rige og de magtfulde. Selvom listen er noget grovkornet – og ikke er baseret på spor af data – er den slet ikke så langt fra Cambridge Analyticas psykografiske profiler… og den er i hvert fald ikke følelsesløs. Augustin synes at være endnu mindre sikker på sandhedens overbevisende kraft; han konkluderede, at hvis modstanderen bruger stærke følelsesappeller til sine løgnes fremme, så bør vi, der taler sandhedens sag, ikke holde os tilbage. Men er det også der, vi er i dag? Retfærdiggør målet midlerne? Og har vi brug for en eller anden ydre standard for at kunne fastslå målets retmæssige værdi?

Det mener jeg ikke. Tværtimod er retfærdiggørelse en del af processen. Der er ingen syntaks forud for væren. Et kys bliver til et kys, når man kysser. Forståelsen af kommunikation som retorisk cirkulering af affektive tegn rummer begge de to forståelser af god kommunikation, som vi normalt adskiller fra hinanden: effektiv eller normativ. Både effekten og værdien opstår i cirkulationen – og i relation til hinanden. Det samme gælder indbyrdes modsatrettede træk som vild og kontrolleret, emergerende og planlagt – om og hvordan de hver især kommer til udtryk, afhænger af cirkulationen. Ligesom affektive kræfter og meningsfulde begrundelser. Spørgsmålet er ikke, hvor kommunikationen placerer sig i forhold til hver af disse, men i stedet hvordan de krydses og blandes – hvordan mening ordnes og ordner. Rationalitet er affektiv, drevet af vores interesser, motiver og lyster, men affekt er ikke ufornuftig; følelse kommer først, men vi skal fokusere mere, ikke mindre på, hvordan vi forstår, hvad vi føler.

Dermed, og for at vende tilbage til spørgsmålet om en normativ standard, er den værst tænkelige kommunikation den, der lukker kommunikationsprocessen ned, og den bedst mulige den, der ikke bare holder processen ved lige, men åbner og fornyr den:

In the rhetorical circulation model success derives from a better understanding of differently situated positions and an enhanced ability to engage differently situated people, processes that open dialogues rather than win debates.[28]

Relationen mellem affektiv kraft og meningspotentiale er aldrig simpel – og bør hverken reduceres eller stoppes, men konstant åbnes op og hele tiden etableres på ny.

Alt i alt fordrer den affektive vending, at vi opdager kyssets syntaks. Løftet om kys, invitationen til kys, kyssets sårbarhed, engagement, generøsitet… Mit forslag er, at vi i det fortsatte arbejde med kommunikative processer i teorien såvel som i praksis bør udforske og udfolde det potentiale og den etik, som kyssets syntaks rummer og er rundet af.

 

My blood approves
and kisses are a better fate
than wisdom

 -E. E. Cummings

 

 

Litteratur

Ahmed, Sara. The Cultural Politics of Emotion. New York: Routledge, 2004.

Barad, Karen. ”Posthumanist Performativity: Toward an Understanding of How Matter Comes to Matter”, Signs: Journal of Women in Culture and Society 28:3 (2003), 801-831.

Bolaño, Roberto. Distant Star. London: Vintage Books, 2009.

Bolaño, Roberto. Last Evenings on Earth. New York: New Directions, 2006.

Butler, Judith. Bodies that Matter. On the Discursive Limits of ”Sex”. New York: Routledge, 1993.

Butler, Judith. Gender Trouble. Feminism and the Subversion of Identity. New York: Routledge, 1990.

Chaput, Catherine. “Rhetorical Circulation in Late Capitalism: Neoliberalism and the

Overdetermination of Affective Energy”, Philosophy and Rhetoric 43:1 (2010), 1-25.

Cummings, E. E., Selected Poems. Red. Richard S. Kennedy. New York: Liveright, 1994.

Dibbel, Julian. ”A Rape in Cyberspace”, Village Voice (1993), https://www.villagevoice.com/2005/10/18/a-rape-in-cyberspace/ (besøgt 2018-03-03).

Fahrenthold, David A. ”Trump Recorded Having Extremely Lewd Conversation about Women in 2005”, The Washington Post (2016-10-08), https://www.washingtonpost.com/politics/trump-recorded-having-extremely-lewd-conversation-about-women-in-2005/2016/10/07/3b9ce776-8cb4-11e6-bf8a-3d26847eeed4_story.html?utm_term=.ba78bff48bf1 (besøgt 2018-03-09).

Fuchs, Christian, “Towards Marxian Internet studies”, i Marx in the Age of Digital Capitalism, red.

Christian Fuchs og Vincent Mosco, 22-67. Leiden: Brill, 2016.

Gulbrandsen, Ib T. og Sine N. Just, ”The Collaborative Paradigm: Towards an Invitational and Participatory Concept of Online Communication”, Media, Culture & Society 33:7 (2011), 1095-1108

Gulbrandsen, Ib T. og Sine N. Just. ”In the Wake of New Media: Connecting the Who with the How of Strategizing Communication”, International Journal of Strategic Communication 10:4 (2016), 223-237.

Gulbrandsen, Ib T. og Sine N. Just. Strategizing Communication. Theory and Practice. Frederiksberg: Samfundslitteratur, 2016.

Just, Sine N. ”This is Not a Pipe: Rationality and Affect in European Public Debate”, Communication and the Public 1:3 (2016), 279-289.

Kaplan, Michael. “Iconomics: The Rhetoric of Speculation”, Public Culture 15:3 (2004), 477-493 .

Malabou, Catherine. The Ontology of the Accident. Cambridge: Polity Press, 2012.

Massumi, Brian. “The Autonomy of Affect”, Cultural Critique 31 (1995), 86-109.

Massumi, Brian. “Envisioning the Virtual”, i The Oxford Handbook of Virtuality, red. Mark

Grimshaw, 55-70. Oxford: Oxford University Press, 2014.

Meyer, John C. ”Humor as a Double-edged Sword: Four Functions of Humor in Communication”,

Communication Theory 10:3 (2000), 310-331.

Pussyhat Project (uden årstal), https://www.pussyhatproject.com.

Pussyhat Project, ”The Pussyhat Project Knit Pattern,” (uden årstal),

https://drive.google.com/file/d/0BwBjtQGbV7gEZU1TdUd2b1JIZGM/view.

Sedgwick, Eve. Touching, Feeling. Affect, Pedagogy, Performativity. Durham: Duke University Press, 2003.

Thrift, Nigel. “Intensities of Feeling: Towards a Spatial Politics of Affect”, Geografiska Annaler 8:1 (2004), 57-81.

Noter

[1] Karen Barad, ”Posthumanist Performativity: Toward an Understanding of How Matter Comes to Matter,” Signs: Journal of Women in Culture and Society 28:3 (2003), 801.

[2] Ibid.

[3] Eve Sedgwick, Touching, Feeling. Affect, Pedagogy, Performativity (Durham: Duke University Press, 2003); Nigel Thrift, “Intensities of Feeling: Towards a Spatial Politics of Affect,” Geografiska Annaler 8:1 (2004), 57-81.

[4] Brian Massumi, “The Autonomy of Affect,” Cultural Critique 31 (1995), 86.

[5] Ibid., 103.

[6] Catherine Malabou, Ontology of the Accident (Cambridge: Polity Press, 2012), 22.

[7] For en indsigstfuld retorisk kritik af Greenspans famøse udtalelse, se Michael Kaplan, “Iconomics: The Rhetoric of Speculation,” Public Culture 15:3 (2004), 477-493 .

[8] Sara Ahmed, The Cultural Politics of Emotion (New York: Routledge, 2004); Catherine Chaput, “Rhetorical Circulation in Late Capitalism: Neoliberalism and the Overdetermination of Affective Energy,” Philosophy and Rhetoric 43:1 (2010), 1-25.

[9] Sine N. Just, ”This is not a pipe: Rationality and affect in European public debate,” Communication and the Public 1:3 (2016), 279-289.

[10] John C. Meyer, ”Humor as a Double-edged Sword: Four Functions of Humor in Communication,” Communication Theory 10:3 (2000), 310-331.

[11] Ahmed, The Cultural Politics of Emotion, 45

[12] Ib T. Gulbrandsen og Sine N. Just, Strategizing Communication. Theory and Pracitice (Frederiksberg: Samfundslitteratur, 2016), 312.

[13] Se Ib T. Gulbrandsen og Sine N. Just, ”The Collaborative Paradigm: Towards an Invitational and Participatory Concept of Online Communication,” Media, Culture & Society 33:7 (2011), 1095-1108 samt Ib T. Gulbrandsen og Sine N. Just, ”In the Wake of New Media: Connecting the Who with the How of Strategizing Communication,” International Journal of Strategic Communication 10:4 (2016), 223-237. Vi har sammenfattet vores argumenter og uddybet vores position i Gulbrandsen og Just, Strategizing Communication.

[14] Judith Butler, Gender Trouble. Feminism and the Subversion of Identity (New York: Routledge, 1990), 25.

[15] Judith Butler, Bodies that Matter. On the Discursive Limits of ”Sex” (New York: Routledge, 1993), ix.

[16] Christian Fuchs, “Towards Marxian Internet studies”, i Marx in the Age of Digital Capitalism, red. Christian Fuchs og Vincent Mosco (Leiden: Brill, 2016), 24.

[17] Julian Dibbel, ”A Rape in Cyberspace,” Village Voice (1993), https://www.villagevoice.com/2005/10/18/a-rape-in-cyberspace/ (besøgt 2018-03-03).

[18] Forelæsningen, som dette essay er baseret på, blev holdt inden afsløringen af Harvey Weinsteins krænkende adfærd, der satte skub i #metoo-bevægelsen; derfor nævnes #metoo ikke i selve teksten, men bevægelsen er et oplagt eksempel på denne pointe, ligesom den viser, hvordan nye cirkulationer kan opstå, med nye intensiteter til følge.

[19] Grundlæggerne af det såkaldte ’Pussyhat Project’ forklarer, at den karakteristiske lyserøde hat med de spidse ører skal ses som ”a symbol of support and solidarity for women’s rights and political resistance.” Se Pussyhat Project (uden årstal), https://www.pussyhatproject.com (besøgt 2018-03-09).

[20] Brian Massumi, “Envisioning the Virtual”, i The Oxford Handbook of Virtuality, red. Mark Grimshaw (Oxford: Oxford University Press, 2014), 55-70.

[21] Se fx David A. Fahrenthold, ”Trump Recorded Having Extremely Lewd Conversation about wWomen in 2005,” The Washington Post (2016-10-08), https://www.washingtonpost.com/politics/trump-recorded-having-extremely-lewd-conversation-about-women-in-2005/2016/10/07/3b9ce776-8cb4-11e6-bf8a-3d26847eeed4_story.html?utm_term=.ba78bff48bf1 (besøgt 2018-03-09).

[22] Pussyhat Project, ”The Pussyhat Project Knit Pattern,” (uden årstal), https://drive.google.com/file/d/0BwBjtQGbV7gEZU1TdUd2b1JIZGM/view (besøgt 2018-03-09).

[23] I punktform går kritikken på, at ikke alle kvinder har kusser, og at det omvendt ikke er alle mennesker med kusser, der er kvinder, samt at ikke alle kusser er lyserøde.

[24] Roberto Bolaño, Last Evenings on Earth (New York: New Directions, 2006), 192.

[25] Roberto Bolaño, Distant Star (London: Vintage Books, 2009), 102.

[26] Gulbrandsen og Just, Strategizing Communication, 323.

[27] Det mest oplagte eksempel er direkte salg af pussyhatten, men også andre salgsobjekter – tekrus, nøgleringe, skateboards… – udsmykkes med pussyhat-motiver. Og personer/organisationer promoveres via associering med hatten.

[28] Chaput, “Rhetorical circulation”, 19.