Afskyens magt

Ad, det er ulækkert! Når følelsen af afsky først skyller ind over os, kan den være svær at ryste af sig. Følelsen bliver altdominerende i den måde vi forstår omverdenen på. Derfor er det ekstremt effektivt at nedgøre og stigmatisere gennem afsky.

Afskyens magt

af Ditte Marie Munch-Jurisic

København, juni 2015. En gruppe syriske mænd sultestrejker for retten til familiesammenføring foran Udlændingeservice i Ryesgade i København. En morgen overhører en af dem hvordan en forbipasserende mand højlydt beder en renovationsvogn om at sørge for at de tager alt skraldet med. Også det der ligger og flyder foran Udlændingeservice.

Eksemplet er ikke enestående. Et par år tidligere lagde Tina Petersen, medlem af Dansk Folkeparti, et fotomanipuleret billede op på Facebook af to kvinder i niqab der går forbi to sorte affaldssække: ”hehe … Husk storskrald i morgen ; )))” skrev hun som kommentar til billedet.

I disse to eksempler bliver der benyttet en helt særlig, magtfuld strategi til at udtrykke en kritik af indvandrere og flygtninge i Danmark: De er et uønsket sanitetsproblem. De er afskyelige.

Med enhver form for fjendtlighed over for andre kulturer eller etniciteter følger der som regel en hel underskov af stigmatiserende smædeord der vækker afsky.

Eksemplerne ligger i forlængelse af en lang tradition hvor minoritetsgrupper et utal af gange i historien har været genstand for afsky. Hitler sammenlignede jøderne med rotter og kræftsvulster, tutsierne blev under folkedrabet i Rwanda omtalt som kakerlakker, og længe efter slaveriet var afskaffet i de amerikanske sydstater, blev det betragtet som ulækkert at sidde ved siden af sorte amerikanere.

Med enhver form for fjendtlighed over for andre kulturer eller etniciteter følger der som regel en hel underskov af stigmatiserende smædeord der vækker afsky. Men hvad er afsky egentlig for en følelse, og hvorfor er det så effektivt at stigmatisere en gruppe ved hjælp af afsky?

Medfødt og tillært afsky

Afsky er en kompleks størrelse fordi den både kan være en fordomsfuld attitude og en reel kropslig følelse. De seneste 15-20 år er forskningen i afsky boomet. Et væld af forskere fra mange forskellige discipliner har sat sig for at forstå hvad afskyens fysiologiske, sociale og politiske betydning er. I psykologien undersøger man eksempelvis sammenhængen mellem basal afsky for madvarer og social, fordomsfuld afsky, mens man inden for filosofi diskuterer om vi skal tage vores afsky i betragtning når vi beslutter os for hvad der er rigtigt og forkert. Vi er født med selve evnen til at kunne føle afsky i kraft af fysiske reflekser hvor selv ny-fødte babyer skærer den karakteristiske grimasse i afsky når man giver dem en skive citron, ligesom de er i stand til at kaste op hvis de bliver syge.

Men hvad vi føler afsky for, er noget vi skal lære. Det er ikke før barnet er to-tre år, at det begynder at udpege og identificere noget som afskyeligt. Små børn lærer hvad der er afskyeligt af deres forældre og af den kultur der omgiver dem. Først og fremmest tilegner vi os helt basale afskyreaktioner som at det for eksempel ikke er smart at lege med sin egen afføring. Senere lærer vi at afsky også kan handle om sociale koder: ”Lad være med at smaske” eller ”spis din mad ordentligt” – og senere endnu lærer vi at visse overtrædelser af moralske forbud skal betragtes som afskyvækkende.

Hvad der helt præcis vækker den moralske afsky, varierer i stor grad fra kultur til kultur: For nogle er det at spise kød, mens det for andre er homoseksualitet. Men hvad det end er, kommer afskyen til at markere en grænse for det personen ikke kan udstå eller holde ud at tænke på. Det er nemlig ikke alle krænkelser der vækker den moralske afsky. Følelsen af afsky bliver reserveret til det ekstreme og grænseoverskridende.

Racisme som refleks

Det særlige ved følelsen af afsky, lige meget hvor i verden den forekommer, er at når vi først har lært at føle afsky for noget, så kommer selve den fysiske følelse ofte før en egentlig bevidst tanke eller stillingtagen til det vi er vidne til. Vores afskyreaktioner fungerer som automatiske reflekser og ender altså med at føles naturlige selv om de er tillærte. De bliver reaktioner som vi ikke selv er herre over, som den spontane væmmelse der skyller ind over én når man kommer til at tage en bid af et stykke muggent brød eller kommer til at hælde sur mælk i sin kaffe. Det føles instinktivt og naturligt, men det er en tillært refleks.

Selv om den moralske afsky ofte optræder som en fordomsfuld attitude som kan være bevidst og kalkuleret, så kan den også være lige så spontan som den basale afsky. Den caribisk-amerikanske forfatter Audre Lorde beskriver i et essay hvordan hun som barn i 1930’ernes New York oplevede den fordomsfulde afsky.

På vej hjem i den tætpakkede AA-subway mod Harlem ser den treårige Audre at der bliver et sæde ledigt, og hun skynder sig at klemme sig ned på den knappe plads imellem en mand der læser avis, og en dame med pelshat. I samme øjeblik som Audre sætter sig ned, trækker damen sin frakke til sig med et vrængende ansigt. Audre kigger ned på sædet imellem dem da hun antager at damen måtte have set noget forfærdeligt ulækkert dernede. Måske pilede en kakerlak forbi dem? Men da damen hastigt rejser sig op, går det op for Audre at hun selv er kakerlakken. Hun er det som damen foragter og fysisk afskyer.

Vores afskyreaktioner fungerer som automatiske reflekser og ender altså med at føles naturlige selv om de er tillærte.

Selv om den fordomsfulde afsky kan være lige så spontan og kropsligt forankret som den basale afsky, så er der ikke nogen af disse følelser der har deres rod i en særlig naturlig orden. Den racistiske dames afsky over for Audre fortæller os noget om den racistiske kultur som damen er opvokset i og om de kropslige aversioner hun dermed har tilegnet sig.

Aversive følelser som afsky er altså ikke så individuelle og private som vi normalt antager. Vores måder at reagere følelsesmæssigt på, selv når de er ufrivillige og refleksagtige, er formet af de sociale, moralske og politiske normer som vi er opvokset med.

Afskyen farver verden

Det interessante er at vi oplever verden igennem vores følelser. Eller sagt omvendt: Den måde vi reagerer følelsesmæssigt på, er grundlæggende med til at forme den måde vi sanser og forstår omverdenen på. Derfor er det ikke ligegyldigt hvilke følelsesladede metaforer eller billeder vi bruger, når vi beskriver omverden. De har en stærk effekt på den måde modtageren forstår og vurderer budskabet. Her er debatten om halalslagtning et godt eksempel. Modstandere af halalslagtning benytter ofte enhver chance til at udpensle specifikke og grafiske detaljer om denne slagteform. Detaljer der skal understrege at halalslagtning er en brutal, barbarisk form for dyremishandling. I marts måned på P1 Morgen udtalte Per Dalgaard, medlem af kommunalstyrelsen for Dansk Folkeparti i Syddjurs, for eksempel: ”Halalslagtning er en ganske frygtelig metode at slagte dyr på … [Det handler om] dyr der levende får skåret halsen over, og så skal alt blodet pumpes ud ved hjælp af dyrets egen musku-latur, hjertet for eksempel, og det synes jeg simpelt hen er ganske forfærdeligt.”

Denne argumentationsrække er meget effektiv fordi tanken om det lidende, blodige dyr vil vække en umiddelbar følelse af afsky hos mange modtagere, uafhængigt af om de er modstandere af halalslagtning eller ej. Dalgaards portræt af halalslagtning som dyremishandling er dog ude af trit med virkeligheden. Dyrenes Beskyttelse har flere gange slået fast at en korrekt udført halalslagtning i Danmark ikke er dyreplageri fordi dyrene bliver bedøvet inden de slagtes.

På samme måde som bare en lille teske salt kan ødelægge et helt glas saftevand, kan følelsen af afsky gennemfarve hele vores syn på en bestemt praksis, person eller en hel befolkningsgruppe.

Den samme strategi finder vi også hos amerikanske abortmodstandere, eller ’pro-life’-aktivister som mange foretrækker at kalde sig. Det centrale element i deres kampagner er ofte ubehagelige og blodige billeder af selve aborterne. Billeder som hos de fleste fremkalder afsky og skræk, lige meget om man er imod abort eller ej.

Problemet med disse to eksempler er ikke kun at de ofte gengiver falsk information om et emne. Det største problem er at de manipulerer med modtagerens følelsesmæssige forståelse af emnet fordi de zoomer ind og forstørrer det afskyelige eller forvrænger noget som afskyeligt.

Det særlige ved følelsen af afsky er nemlig både at vi ikke kan kontrollere den i selve øjeblikket da den ruller ind over os hvad enten vi vil det eller ej, og at vi har svært ved at ryste følelsen af afsky af os igen. Det er derfor ekstremt effektivt at stigmatisere en bestemt praksis eller en gruppe mennesker ved at sammenkæde dem med noget afskyeligt. Følelsen af afsky er nemlig med et fint ord en ”totaliserende” følelse. Når vi først ser på noget eller nogen med afsky, er det svært for os at abstrahere fra følelsen. På samme måde som bare en lille teske salt kan ødelægge et helt glas saftevand, kan følelsen af afsky gennemfarve hele vores syn på en bestemt praksis, person eller en hel befolkningsgruppe.

Hvad enten vi vil det eller ej, er vores følelser af afsky et filter der ofte skærmer for vores udsyn til omverdenen. Afskyen styrer os ofte uden vi ved det eller er opmærksomme på det. Når afskyen tager magten, er den værste konsekvens ikke at den kan være ubehagelig at opleve, men at afskyen ofte forhindrer os i at se andre mennesker som det de er og ikke som det vi tror de er.

R

Læs mere:

Audre Lorde: Sister Outsider: Essays and Speeches. Crossing Press, 2007.

William Ian Miller: The Anatomy of Disgust. Harvard University Press, 1997.

Martha Craven Nussbaum: From Disgust to Humanity: Sexual Orientation and Constitutional Law. Oxford University Press, 2010.

Nina Strohminger: ”Disgust Talked About”. I Philosophy Compass, 9 (7), 2014.

R

Bibliografisk

Af Ditte Marie Munch-Jurisic, ph.d. i filosofi og folkedrabsstudier og underviser i minoritetsstudier ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 100 (2016), s 11-13.

Lämna ett svar