Alan Greenspans økonomiske retorik og retoriske økonomi: Da den dystre videnskab blev overstadig

I 1996 stod USA’s daværende nationalbankdirektør, Alan Greenspan, på talerstolen i Washington D.C. for at modtage en fornem hæder for sin varetagelse af embedet. Han benyttede lejligheden til at legitimere sit og nationalbankens virke, formidle sit syn på økonomien som den dystre videnskab og advare mod ’irrational overstadighed’. Dermed introducerede Greenspan ikke bare et begreb der havde konkret effekt i samtiden og kom til at stå centralt i hans eftermæle; han skabte også en ny økonomisk virkelighed.

Alan Greenspans økonomiske retorik og retoriske økonomi: Da den dystre videnskab blev overstadig

Sine Nørholm Just

Da Alan Greenspan i en rekordlang periode fra 1987 til 2006 var USA’s nationalbankdirektør, blev han af mange betegnet som verdens reelt mest magtfulde mand. Når han udtalte sig om økonomiens tilstand, var hans ord lov – og markederne rettede prompte ind efter hans vurdering af situationen. Det så man fx i 1996 da Greenspan i en tale til Det Amerikanske Erhvervsinstitut stillede et retorisk – eller snarere spekulativt – spørgsmål: “Hvordan ved vi hvornår irrationel overstadighed har øget værdien af aktiver urimeligt?” Hvor Greenspan tilsyneladende gisnede om et muligt forhold, tog markederne udtalelsen som udtryk for at de allerede var blevet overdrevent optimistiske mht. den fortsatte vækst, hvilket medførte øjeblikkelige kursfald på børserne verden over. Citatet er efterfølgende blevet Greenspans mest berømte; dels fordi det viser hvor stor magt han havde, dels fordi selve udtrykket ’irrationel overstadighed’ er blevet en fast betegnelse for en særlig markedstilstand hvor en boble har dannet sig og truer med at sprænges.

Det kan dog virke en smule paradoksalt at markederne reagerede så hovedkulds på selv den mindste hentydning fra Greenspans mund. Han så nemlig sig selv som repræsentant for den ’dystre videnskab’ der koldt og nøgternt observerer objektivt eksisterende empiriske forhold. Og i sine velmagtsdage styrede han nationalbanken ud fra det princip at markedsøkonomien, hvis den overlades til sig selv, vil finde sin egen balance som nationalbanken altså bare skulle observere og eventuelt hjælpe lidt på vej. Markedsaktørerne derimod så tilsyneladende Greenspan som en subtil regulator der styrede gennem antydningens kunst; de opfattede i hvert fald ikke sig selv som uafhængige objekter for nationalbankens observation, men observerede selv Greenspan nøje og fulgte hans mindste vink.

Det peger på at Greenspans økonomiske position var ideologisk farvet snarere end videnskabeligt observerende. I finanskrisens efterspil har Greenspan da også erkendt at der var en fejl i hans opfattelse af hvordan verden fungerer; altså at markederne ikke nødvendigvis opfører sig som han oprindeligt antog, og at hans egne vurderinger og indgreb dermed også var mere politiske end han forestillede sig.

 

Fra videnskabelig observation til politisk handling

Denne korte introduktion til hvad man i grove træk kan kalde Alan Greenspans storhed og fald, peger på et tosidet syn på økonomi som værende henholdsvis objektiv videnskab og politisk ideologi. Greenspans egen position var at der findes en økonomisk virkelighed som den økonomiske videnskab beskriver. “Desværre,” sagde han i 1996-talen, “er der ingen simpel model for den amerikanske økonomi.” Og det er netop derfor at økonomien kan have brug for nationalbankens hjælp til at sikre at “pengenes vækst opfører sig bedre”. Selv om han indså at det var vanskeligt, søgte Greenspan i egen optik ’blot’ at hjælpe økonomien til at finde sin naturlige balance uden at gribe fundamentalt ind i den. Det er denne ’støttefunktion’ som udgør fundamentet for Greenspans videnskabelige legitimering af den politiske praksis hvilket kommer tydeligt til udtryk i det følgende uddrag fra talen.

Fordi pengepolitik virker med forsinkelse, er vi nødt til at se fremad og foretage handlinger der dæmmer op for ubalancer som måske ikke viser sig før mange måneder ude i fremtiden. Der er ikke noget alternativ til, i det mindste implicit, at basere handlinger på prognoser. Det betyder at vi ofte er nødt til at stramme eller løsne før behovet for handling er tydeligt for den brede offentlighed, og at den politiske kurs må ændres fra tid til anden efterhånden som økonomiens underliggende kræfter ændrer sig. Det er ikke let at gøre det helt rigtigt hele tiden, og det kan være svært at formidle til det amerikanske folk hvis støtte er afgørende for vores mission.

Både historien om den irrationelle overstadighed og erfaringerne fra finanskrisen indikerer at den økonomiske virkelighed ikke eksisterer uafhængig af den økonomiske videnskab. I stedet formes den empiriske udvikling af det teoretiske perspektiv man anlægger, samt de politiske virkemidler man anvender. Der er altså større sammenhæng mellem teori og praksis end Greenspan vil være ved.

Netop denne sammenhæng peger videre mod to forskellige, men forbundne retoriske funktioner af og i Greenspans tale: For det første kan man spørge hvilken retorik Greenspan bruger til at formidle sin egen opfattelse af den økonomiske virkelighed. Hvad er Greenspans økonomiske retorik? Og for det andet kan man spørge hvilken økonomisk virkelighed Greenspan skaber i og med sin tale. Hvad er hans retoriske økonomi?

 

“Centralbankernes udfordring i et demokratisk samfund”

Den tale hvori Alan Greenspan udtalte de nu så berømte ord om den irrationelle overstadighed, udgør et godt afsæt for at besvare begge spørgsmål. Som nævnt blev talen holdt i 1996, nærmere bestemt den 5. december ved Det Amerikanske Erhvervsinstituts (AEI) årlige middag. AEI er en konservativ-liberal tænketank, og Greenspans konkrete anledning til at tale ved årsfesten var at han havde modtaget instituttets fornemste pris. Situationen synes altså at kalde på en klassisk epideiktisk tale, men givet AEI’s fokus på forskning og politik – og Greenspans titel af nationalbankdirektør – tog talen nærmere form af en hybrid mellem en videnskabelig forelæsning og en politisk udredning. Greenspan gav her sit personlige bud på den amerikanske nationalbanks historiske udvikling og øjeblikkelige situation. I tråd med dette er talen opbygget som først en kronologisk gennemgang af hvad nationalbanken har været, og dernæst en refleksion over hvad den bør være.

Foto: International Monetary Fund Photograph/Stephen Jaffe

Økonomisk retorik: etablering af ’den dystre videnskab’

Vi skal i det følgende se to uddrag af talen. Det første, som afrunder talens historiske del, illustrerer de særlige kendetegn ved Greenspans formidling; hans økonomiske retorik.

Selv om der i 1950’erne og de tidlige 1960’ere var kortlivede udbrud af inflation som skabte forbigående bekymring for fortsatte prisstigninger, rokkede disse begivenheder ikke ved troen på at Amerikas økonomiske og finansielle struktur kunne inddæmme inflationskræfterne vedvarende og effektivt. Denne forskrift synes i hvert fald at være reflekteret i den lave inflationspræmie som man dengang indlejrede i langfristede obligationer.

Det blev dog snart tydeligt at dette synspunkt var grundlæggende fejlagtigt. I en længere periode i halvfjerdserne var der høj inflation og høj arbejdsløshed samtidig. Forestillingen om at dette kunne forekomme, eksisterede ikke i den gængse opfattelse af økonomisk politisk filosofi som voksede ud af den keynesianske revolution i 1930’erne og dens efterfølgende empiriske anvendelse.

 

Det historiske narrativ udgør det centrale retoriske virkemiddel i denne passage; argumentet er at den empiriske virkelighed har fordret teoretiske og politiske ændringer – udviklingen har vist at Greenspan har ret. Der er dog også tale om en række overtalelsesdefinitioner maskeret som neutral beskrivelse; snarere end at argumentere for sin egen position fremhæver Greenspan fejlene i de tidligere modeller – og drejer dermed forståelsen af dem i en særlig (og særligt negativ) retning. Det tekniske sprog, den høje abstraktionsgrad og den autoritative udlægning af komplicerede forhold, der alle signalerer Greenspans ekspertise, udelukker muligheden for at historien kan forstås på andre måder, og mindsker dermed behovet for at Greenspan argumenterer for sin aktuelle og fremadrettede politik.

Det er ikke for ingenting at Alan Greenspans læremester ud i neoliberalismen, Ayn Rand, gav ham øgenavnet ’bedemanden’; som en sand repræsentant for ’den dystre videnskab’ er hans tale alvorlig, sober, underspillet – og netop derigennem får den sin overbevisende kraft.

 

Retorisk økonomi: spekulation i ’irrationel overstadighed’

Det andet uddrag er hentet fra talens nutidige refleksion. Uddraget rummer det berømte udtryk om irrationel overstadighed og kan kaste lys over Greenspans tales skabende funktion; den retoriske økonomi.

Vedvarende lav inflation indebærer tydeligvis mindre usikkerhed om fremtiden, og lavere risikopræmier medfører højere priser på aktier og andre indtjeningsaktiver. Det kan vi udlæse af det omvendte forhold mellem priser og lønninger og af fortidens inflationsrater. Men hvordan ved vi hvornår irrationel overstadighed har øget værdien af aktiver urimeligt, så der opstår uventet og langvarig nedgang som i Japan i det sidste årti? Som centralbank behøver vi ikke at bekymre os hvis en finansiel bobles kollaps ikke svækker den virkelige økonomi, dens produktion, arbejdspladser og prisstabilitet. Faktisk havde det skarpe fald på aktiemarkedet i 1987 få negative konsekvenser for økonomien. Men vi må ikke undervurdere eller blive selvtilfredse i forhold til de komplekse sammenhænge mellem finansmarkederne og økonomien. Derfor må vurderingen af skift i formueopgørelser i almindelighed og prisen på værdipapirer i særdeles være en integreret del af al pengepolitik.

 

Idet han bevæger sig fra at udlægge fortiden til at projicere sin version af sandheden om økonomien ind i fremtiden, udøver Greenspan den spekulative retoriks skabende kraft. Det særlige ved talen er dens høje grad af refleksivitet. Greenspan udfolder hvordan økonomien er blevet mere spekulativ, og spekulerer selv over spekulationernes udvikling hvorved han i indirekte form fremsætter en selvopfyldende profeti; udviklingen bliver som Greenspan forudsiger det, fordi han forudsiger det. Det vil sige at Greenspan i og med talen skaber en økonomisk virkelighed baseret på hans egne teoretiske og politiske præmisser.

Det så man som nævnt konkret i markedernes reaktion på Greenspans spekulation, men man så det også i det mere overordnede forhold at den spekulative refleksivitet så at sige løb løbsk. Greenspan observerede markederne som observerede ham som observerede markederne etc. Og i det lange løb viste dette gensidigt skabende kredsløb sig, på trods af Greenspans advarsel mod netop dette, at blive for selvtilfredst. Hvor man mens Greenspan var nationalbankdirektør, talte om hans regeringstid som ’det store mådehold’, har eftertiden ligefrem omdøbt perioden til ’den store selvtilfredshed’.

Den samlede effekt af Alan Greenspans formidlende økonomiske retorik var altså den retoriske skabelse af en særlig økonomisk virkelighed som talen samtidig legitimerede. Talens centrale retoriske virkemidler er den sobre gennemgang, den nøgterne redegørelse og den lette antydning. Tilsammen skabte de et billede af en selvregulerende økonomi som under Greenspans årvågne blik og lette hånd trygt kunne buldre derudaf. Men historien har, for nu at bruge en af Greenspans egne foretrukne argumentformer, vist at selv den dystre videnskab kan blive irrationelt overstadig.


Sine Nørholm Just. Lektor ved Department of Business and Politics ved CBS.


Bibliografisk: Fra RetorikMagasinet 96, s 32-35

Om skribenten

Sine Nørholm Just er professor i strategisk kommunikation ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, Roskilde Universitet. Dansk hovedredaktør på Rhetorica Scandinavica.

Lämna ett svar