Aloha from Vollsmose

Ghettoer skal promoveres som farverige turistdestinationer, hvis det står til reklamebureauer og mediehuse. Det gøres ved at finde ghettoernes gode historier frem. Kunstgrebet hedder “storytelling” – men fortællingerne er desværre ikke helt uden mangler. 

Aloha from Vollsmose

Helle Lykke Nielsen.

Hvordan løser man problemerne i udsatte boligområder? Hvordan nedbringes kriminaliteten, hvordan kommer flere i job, og hvad skal der til for at skabe tryghed så alle kan færdes sikkert i området?

Det har Vollsmose Mediehus, 2+1 Idebureau og Odense Kommune et bud på: I rapporten VisitVollsmose: Turisme som vækstgenerator fra juni 2012 argumenterer de tre parter for at gøre Vollsmose til “en turistdestination med kant”. Påstanden er at Vollsmose har et stort og uforløst potentiale som moderne turistdestination – det gælder blot om at folde turistpotentialet ud.

Ifølge rapporten skal det ske ved at sætte fokus på Vollsmoses mangfoldighed, afdække områdets ressourcer og dyrke Vollsmoses identitet gennem de gode historier der knytter sig til stedet. For som rapporten siger: “desto flere positive fortællinger om Vollsmoses mangfoldige og særlige identitet, der dyrkes og formidles, desto mere attraktiv bliver Vollsmose som destination. Det er de særlige historier, (…) som har betydning for dets image og skaber merværdi.”

Rapporten både anbefaler og praktiserer selv storytelling, altså den slags fortællinger som bruges til at brande et produkt eller en virksomhed. En god historie er mere varm og medrivende end rationaler og kolde kalkuler. Som læsere går vores krav til fortællinger snarere på deres sandsynlighed og evne til at give gode grunde fra start til slut end på deres blotte gyldighed. Og som en ekstra bonus kan en god historie simulere den udvikling og den morale fortælleren ønsker at lade sine lyttere opleve og identificere sig med.
Hensigten med at dyrke de positive Vollsmose-historier er derfor klar: Turisme kan generere vækst, skabe prestige og arbejdspladser og i sidste ende tiltrække ressourcestærke beboere der kan få vendt den negative udvikling i området. Og historien ender med en moralsk opfordring: “Har DU lyst og vilje til at skabe vækst i Vollsmose?”

Fra Vollsmose Værst til Vollsmose Valley

Hvis storytelling er midlet, hvad er så målet? Ifølge rapportens forfattere er det at skabe vilje og engagement blandt beslutningstagerne til at folde Vollsmoses potentiale ud. Vollsmose har nemlig meget at byde på: grønne områder og stor kulturel mangfoldighed med “mere end 60 nationaliteter og 80 sprog og mange forskellige kulturer, råt og upoleret, varmt og venligt. Vollsmose rummer det meste …”. Det gælder bare om at flytte perspektivet til “en ressourcebaseret tilgang (…) der bygger på bydelens fysiske og menneskelige ressourcer”.

Rapporten giver seks forslag til hvordan Vollsmose kan udvikles til en moderne turistdestination. Man kan lave lysinstallationer og alternative Margueritruter der binder Vollsmose sammen med resten af Odense og derigennem “invitere til det uformelle møde, hvor nye relationer opstår på tværs af alder, nationalitet og grupperinger”. Man kan etablere en international kokkeskole, et Global Gourmet College, “Vollsmose meets Noma” med topklassemadlavning, restaurant, cateringservice, salg af kogebøger m.m. og derved udnytte de kulinariske traditioner Vollsmoses beboere har bragt med sig fra hjemlandet. Eller et Plug-in Hostel der i tilgift til overnatningsmuligheder tilbyder besøg hos lokale familier, kokkekurser i mellemøstlig madlavning, ghetto-oplevelsespakker med kant “fra brændte biler til brændte figner” – alt sammen under mottoet “Don’t do it at home – come to Vollsmose”.

Rapportens mest ambitiøse forslag er at gøre Vollsmose til digital bydel, “Vollsmose Valley”, med digitale oplevelsesruter, storskærme og elektroniske opslagstavler der både kan “gøre området mere socialt” og give området “chancen for at blive first-mover på internationalt plan”.

Potentialerne og de mange muligheder er bestemt ikke til at tage fejl af i denne fremtidshistorie om Vollsmose. Men storytelling skal ikke alene fremmane potentialer og visioner – storytelling har også en virkelighedsforpligtelse der skal sikre at visionerne faktisk kan realiseres i det virkelige liv, og at fortællingens overgang fra virkelighed til vision er sandsynlig og mulig for tilhørerne at identificere sig med. For hvad bliver egentlig forskellen på visioner og virkelighed i rapportens Vollsmose-fortælling?

 

Camden Town, Montmartre, Nørrebro – Vollsmose!

I skellet mellem visioner og virkelighed åbenbarer der sig en række problemer i Vollsmose-fortællingen. For det billede rapporten tegner af Vollsmose, er ganske vist både attraktivt og interessant i et turistperspektiv: Her er “en verden af sprog, viden og netværk” der tåler sammenligning med europæiske storbyer – “Ligesom London har Camden Town, Paris har Montmartre, København har Nørrebro – så har Odense Vollsmose!”. Men “virkelighedens Vollsmose” – det Vollsmose de fleste kender fra medierne – er visket væk: Kriminalitet, arbejdsløshed, sundhedsproblemer og Vollsmoses andre sociale udfordringer eksisterer ikke i rapportens fortællingsunivers – bortset fra enkelte ironiske antydninger: “Advarsel: Vollsmose er tryggere end du tror.” Det bliver hurtigt et problem for rapporten at den ikke adresserer de mest fremherskende problemer og fordomme om Vollsmose, men straks lader champagnepropperne springe – i stedet for at lade storytellingen bygge en gangbar bro mellem Vollsmoses nuværende ståsted og Vollsmose visionære fremtidsscenarie som bydelens beboere kan bruge og identificere sig med.

Det er i den forbindelse interessant at hæfte sig ved rapportens mange sproglige præsuppositioner: At udnævne Vollsmose til en “destination” med “ressourcer”, “potentialer” og “styrker” der er “unikke”, “særegne” og “oplevelsesrige” gestalter området som et oplagt turistmål. Rapporten giver indtryk af at den ønskede transformation allerede har fundet sted – og storytellingen tager med andre ord glæderne på forskud. Selv om det ikke i sig selv er nogen dårlig egenskab, så hjælper disse fortielser ikke Vollsmose videre. Den kritiske læser får nemlig ikke stillet sit behov for at få belyst problemerne og få gendrevet sine umiddelbare fordomme om Vollsmose fordi rapportens storytelling ignorerer disse og uden videre skrider til slutscenariet. Her kunne rapportens forfattere passende tage fat i de problemkomplekser som fx er beskrevet i den igangværende helhedsplan for Vollsmose (2012-2016), og i de mediebilleder der ensidigt fokuserer på områdets problemer med kriminalitet og mislykket integration.

Kan storytelling vise vejen for Vollsmose?

Spørgsmålet er derfor om storytelling og branding overhovedet kan løse pro-
blemerne i de udsatte boligområder: Fortællingen i VisitVollsmose-rapporten ligner i højere grad et konstrueret univers der har til formål at pynte på virkeligheden til glæde og gavn for alle der tilslutter sig en anerkendelse af multikulturalismen, men som i stedet er kommet til at skære forbindelsen
mellem visioner og virkelighedens Volls-
mose over.

Storytellingens diskrepans mellem vision og virkelighed bliver især utroværdig når denne fortælling skal tage kampen op med de andre fremherskende fortællinger om Vollsmose: For hvem har lyst til at overnatte i en kriminalitetsplaget ghetto eller gå på en alternativ Margueritrute hvor hundeluftere risikerer at blive slået halvt fordærvet? Og hvordan kan man iscenesætte “det gode liv” med topklasserestaurant og kulinariske specialiteter når børn i området oplever “større fysisk mistrivsel” end andre steder, og “en overvægt af voksne i Vollsmose har en selvvurderet helbredsopfattelse, der adskiller sig negativt fra etniske danskeres helbreds-
opfattelse”, jf. den igangværende 2020-plan? Vollsmose-fortællingen kapper helt forbindelsen til mediernes fremstilling af Vollsmose og til de beboere som til daglig lever i det og faktisk har mulighed for at forandre deres område.

Det betyder ikke at storytelling nødvendigvis er ubrugelig eller uredelig. Det betyder bare at også storytelling – som enhver god fortælling – skal hjælpe sine tilhørere på vej fra A til C og give gode grunde til hvordan forandringen sker undervejs. En god fortælling fremviser nemlig ikke bare det lykkelige slut-
scenarie. Den viser også vejen dertil.

 

R

 

Læs mere

Fog, Klaus, Christian Budtz m.fl. Storytelling. Branding in Practice. Springer-Verlag, 2010.

Lykke Nielsen, Helle. “Kampen om ghettoen. Billeder og modbilleder af Vollsmose”. In Rhetorica Scandinavica, nr. 64, 2013: 41-59.

VisitVollsmose 2012. Turisme som vækstgenerator. Baggrundsrapport & Anbefalinger. Odense, 2012.

 

R

Bibliografisk

Af Helle Lykke Nielsen. Lektor ved Center for Mellemøststudier v. Syddansk Universitet.

RetorikMagasinet 94 (2014), s 17-19.

Author profile

Lämna ett svar