Inde i Danmarks sjove, nyligt showaktuelle sprogkunstner står en tænksom 37-årig som tror på at verden kan blive bedre gennem komikken. Han hylder nærvær, sandhed og ikke mindst umage, for det er det bedste man kan give andre mennesker. Og så interesserer han sig mere for godt sprog end de fleste.
Anders Matthesen minder os om at vi alle er latterlige
Barbara Kjølbye Zinckernagel
Der er Anders Matthesen og så rosset, virker det nærliggende at sige når man taler om dansk stand-up. Men selv om han lever af at være sjov, siger han selv at grinet efterhånden er blevet hans middel snarere end hans mål. For målet er nærvær: ”Det er det bedste man kan give andre mennesker. Så er det lige meget om de griner eller græder eller ængstes. Men grinet er godt fordi det ligesom suspenderer tanken og gør at man kommer bag om sine fordomme og parader, hvilket jeg tror kan inspirere folk til at være mere åbne – også når showet er slut. Der bliver skabt en kontakt mellem mennesker når komikken virker rigtigt.” Men komikken kan også virke forkert, siger han. ”Der er mange der bruger humor til at gemme sig bagved eller til at dykke andre. ’Du har spildt – ding!’, ’I er grimme, tosser’ og så videre. Det skaber afstand.”
Latterliggørelse er en gave
Den opdeling mellem gavnlig og skadelig humor er i de senere år blevet udsat for akademisk kritik med den britiske retorik- og socialvidenskabsforsker Michael Billig i front. Billig siger i korte træk at man forsimpler og fortrænger humorens skadevirkninger når man isolerer det åbenlyst hånlige, for ellers at besynge humorens aftabuiserende og helende kraft. Al humor rummer latterliggørelse med ofre, siger han. Det siger jeg ikke til Anders
– jeg spørger bare:
Men findes der humor uden latterliggørelse og nogen som er latterliggjorte? Er det sjovt uden at det går ud over nogen?
”At latterliggøre er at gøre noget sjovt. Og det med at ’latterlig’ lyder nederen, det er i forhold til at nogle har stablet sig op. Så latterliggør man dem – gør dem til grin hvilket kun er en gave. Men med humor kan du to ting: Du kan træde på folk, eller du kan vende det indad og prøve at skabe en varme imellem folk, så man griner sammen. Det behøver ikke gå ud over nogen i en ondskabsfuld forstand, men det kan godt være at det så er nødt til at gå ud over komikeren. Alternativet er at gøre ligesom latterforeningen ved at dukke op på Rådhuspladsen og stå og grine mærkeligt ud i luften. Den mulighed er der jo.”
Og de fleste har nok, som Anders Matthesen mere end antyder, kun liden tiltro til den mulighed. Så jeg graver videre i den sunde humors givende kvaliteter og spørger Anders hvordan den rigtige komik kan gøre en forskel til det bedre: ”Man lærer noget om sig selv og får mindre faste forestillinger om andre mennesker fordi man forstår at man også selv kan være latterlig. Jesus er citeret for at have sagt at man ser splinten i sin brors øje, men ikke bjælken i sit eget. Det kan kun humoren sætte lys på, for med den kan man hive tæppet væk under sig selv.”
Timing er fjenden
Og her, siger Anders, taler han om komik generelt. Men mere specifikt har stand-up den kvalitet at der er en umiddelbar kontakt fordi komikeren er til stede sammen med publikum når grinet kommer. Det skaber en uforudsigelighed som ikke er der når folk ser tv: ”Man ved ikke om der sidder en stiv idiot på første række og råber under hele showet. Der er mange der tror at det handler om at kontrollere de elementer, men jeg prøver at tage det med og være præcis som jeg lige er – og det tror jeg at folk kan mærke. Man taler om timing, men tiden er det eneste man skal uden om. Der skal ikke være beregninger om to skridt til højre, for timing er fjenden som skal overvindes. Når man tager folk i øjeblikket, så er der god spas.”
Og her er der tale om et gensidigt fænomen. Jeg minder Anders om at han tidligere har omtalt den tilstræbte effekt hos publikum som ’at flække nuet på dem’.
”Det kan man sige! Og det er at man kommer ind bag den intellektuelle tanke, så folk ikke når at tænke før de reagerer. De kommer til at grine, men bliver bagefter forskrækkede over det: ’Hahahahahahaha … ejhnej?!’ Det er der hvor jeg tænker at ’der fik jeg skovlen under jer!’. Folk finder ud af at de rummer nogle andre ting end de normalt tænker. Det må da være det fedeste.”
En mand med et ærinde
Bruger du den åbning til at få nogen alvorlige budskaber ind hos publikum?
”Ja. Hvis man kan grine af noget som også har en kerne af alvor, er det for det første nogle gange sjovere, men det er også som om det er mere værd for mig. Og der synes jeg det er blevet skæggere og skæggere for mig at hive tøjet af mig selv. For så bliver folk også villige til at kigge på sig selv på en anden måde.”
Den kerne af alvor som Anders Matthesen udvælger til folk, har mange tilhørere. I månederne op til sit seneste show har han været ca. ugentligt i primetime-tv. Og han smitter af på folk. Det er ikke mere end nogle uger siden at en teenagepige uopfordret råbte ”hiiiiiils” af mig da jeg gik og talte i telefon på vej hjem fra arbejde. Hun råbte det på en helt bestemt måde som stammer fra en joke om irriterende telefonvaner i ”Anden på coke” – et seks år gammelt Anders Matthesen-show. Når folk på den måde indoptager det de hører fra hans mund, samtidig med at hans publikum er så stort, er det ikke uden betydning hvordan han forvalter den rolle. Så jeg spørger ham:
Nu hvor du har så mange der lytter til dig og tager det du siger med videre – er der så noget du nu ikke kan gøre som du kunne for 10 år siden?
”Snarere tværtimod. Jeg kunne nok slippe af sted med noget mere. Men jeg har fået større ansvarsfølelse i forhold til hvad jeg vil gøre. Der er mange der siger til mig at de har glæde af det jeg laver, og det har givet mig flere grænser for hvad jeg vil være med til.”
Grænserne indebærer dog ikke at han kun vil hygge om folk: ”Når jeg synes vi bliver for forskrækkede, kan jeg godt føle et behov for at trampe ind i glasbutikken. Men det skal tjene et formål. Jeg kan finde på at føre små hævnaktioner hvor jeg påtaler noget som jeg ikke går ind for at man skal kunne slippe af sted med. Så tænker jeg: ’Det bliver fandeme sagt!’”
Idealerne om hvad man skal kunne slippe af sted med, lader til at fylde meget for Anders Matthesen. Det indtryk har han blandt andet givet i P3’s ”Mads & Monopolet” i oktober i år hvor han iltert forsøgte at tale en spørger fra forsikringssvindel. Eller da han i slutningen af sidste år gav en uspecificeret, men nemt identificerbar række komikere en opsang for at tage mere fra publikum end de giver – blandt andet i TV 2’s aften-talkshow ”Natholdet”. Ét ord går igen hver gang Anders er ude med riven: umage.
Du har det her mantra med at man skal gøre sig umage. Hvad betyder det?
”Det betyder at man ikke må bruge hverken erfaring eller det at man ikke er perfekt, som en undskyldning for at lade lortet sejle. ’Jeg behøver ikke slukke lyset, for klimaet kan ikke reddes af mig.’ Og ’der bliver jo solgt stoffer alligevel, så jeg kan jo lige så godt’. Man lader stå til i stedet for at gøre sig umage med det man kan. Selv hvis alle andre er nogle kæmpe ass holes som samler en pung op og beholder den, skal man stadig selv gå ned at aflevere den på en politistation. Det er nøglen til at gøre verden til et bedre sted at man selv bliver bedre end man er dårlig.”
Beskyldt for at lyve
Anders giver interview efter interview om vigtigheden af at gøre sine ting med hjerte og principfasthed mens han kigger folk i øjnene med alvorlig mine når tilhørerens foregrebne latter trænger sig på midt i hans alvorssnak. Men han er også en sproggøgler der kan fusionere slang og sanselighed så dygtigt at hans vendinger trænger ind i andre menneskers hverdagssprog. Så når man kommer fra RetorikMagasinet, er det næsten for ærgerligt at forpasse chancen for et kig ind i sprogfornyerens værksted. Jeg minder ham om hvordan han i sine tyvere iklædt ’wife-beater’ og hue sagde ting som ”et spark i løgposen af kærlighedens ubarmhjertige fodboldstøvle …” (fra showet ”Tal for dig selv”, 2004) og nok overraskede folk med den bemærkelsesværdige kombination af drengerøv og digter. Mantraet om umage lader til at strække sig helt ud i hver enkelt formulering. Så jeg spørger ham om idealerne også gælder sprogbrug?
”Jeg synes ikke at man skal tale på en bestemt måde. Men det betyder noget at man gør sig umage med at ramme så nøjagtigt som muligt. I skolen var der en der gik og sagde at jeg altid løj, fordi han syntes at mine historier lød for fantastiske. Men en dag da jeg fortalte om et eller andet vi havde lavet i weekenden som han også var med til, sagde han: ’Jeg kan godt høre når du fortæller det, at det var det vi lavede. Det lyder bare mange gange sjovere end jeg havde tænkt det.’ Jeg lægger vægt på nogle andre detaljer. Virkeligheden er det man vedtager. Hvis man oplever den sjovt og fortæller om den sjovt, så er det sjovt. Jeg går rundt og nyder at læse små skilte og stavefejl og kigge på folk der bøvser i bussen og skjuler det. Og gamle folk der puster. Der er så mange sjove elementer hele tiden hvis man gør sig umage med at kigge efter det. Men det med sproget er bare min interesse.”
Hvornår blev det din interesse?
”Det har det altid været, siger min mor. At jeg altid havde meget lange historier når jeg havde været hos købmanden. Jeg har altid leget meget inde i hovedet. Andre mennesker spiller golf eller laver sudoku når de skal lege. Der har det for mig meget været knyttet til noget sprogligt. Når jeg ser en mariehøne, tænker jeg: ’Pludselig kom en mariehøne kravlende ud af busken’, som om det skulle skrives spændende i en bog.”
Dødt sprog er mangel på umage
Du har også (fx i ”Autograf” hos Clement Kjersgaard, 2008) udtalt dig om døde metaforer og om hvordan et udtryk som ’knyt sylten’ en gang har været helt fantastisk, men ikke er det længere?
”Ja, det må have været sjovt. Hvis man virkelig ser det for hvad det er, ikke? Og sådan er det jo med mange ting som ikke er sjove i dag. Der er så meget sprogligt pladder hvor det glemte ophav gør at nogle ord pludselig betyder noget andet eller ingenting. Sådan et gammelt udtryk som ikke at stikke op for bollemælk som i sin tid betød ’Jeg arbejder ikke gratis’ – altså; ’Jeg stikker ikke et neg op på en høvogn for et måltid dårlig mad’, er nu blevet til ’Jeg giver ikke op’. Det er da irriterende, for det er en mangel på umage at man ikke standser op for at undersøge hvad fanden vi siger det for.”
Men folk tager dine vendinger til sig. Er det ikke fordi mange alligevel sætter pris på fornyelsen og på en reference de er med på?
”Det kan også bare være fordi folk godt kan lide genkendeligheden. Så siger man noget, og det siger man så. Der er jo stadig byer i Jylland hvor du kan høre folk i ramme alvor sige ’Det er helt kanon’. Og jeg kan da godt huske at det engang var lidt friskt at sige hvor jeg faktisk prøvede at gøre mig lidt umage med at få det sagt, men det er godt nok mange år siden!”
Et åndsfriskt sted
Selv om det med sproget ’bare er en interesse’, er det nok de færreste der tænker så udførligt over det vi går og siger. Så når Anders slår om sig med de helt skarpe billeder, som eksempelvis beskrivelsen af hvordan for lidt grundige stand-up-shows ender som ”en dvd med regndråber på i en trådkurv i Herning til 19 kr.” (Anders i ”Natholdet”, 24. november 2011), har han nok gjort sig lidt umage med at sige det, ligesom dengang med ’kanon’. Han har dog ikke som sådan spekuleret i det, siger han:
”Jeg har slet ikke tænkt så meget over det. Men nogle gange finder man på en sætning som man synes rummer en eller anden poesi, ikke? Hvor jeg har lyst til at sige det sådan.”
Men poesien er flygtig. Den skal bruges og smides ud bagefter, for når et udtryk er slidt op, må han videre. ”Jeg havde en ven der på et tidspunkt hele tiden skulle nævne folk der var gasblå i hovedet. Jeg grinede meget første gang, men da jeg havde hørt ham sige det otte gange, måtte jeg simpelt hen bede ham finde en ny reference på blå. Der er ingen grund til at blive hængende.”
Der hvor Anders er nu, kunne ellers ligne et godt sted at blive hængende. Efterhånden kan næsten alle – fra børn over teenagere og helt op til dem med dvd-samlingen fuld af ”Olsen-banden” og Dirch Passer – blive enige om at ”Anden” er god. Og deri ligger også faren for at blive almenherligt folkeeje uden bid. ”Jeg skal passe på at alle mine ting ikke bare rammer ned i den der hr. og fru. Danmark-kasse. For når de ligger der, er det altså med at skynde sig at opfinde noget nyt. Jeg må hen et sted hvor der er åndsfriskt at være. Hvor sproget er så nyt at jeg føler mig på glatis når jeg siger det. Fuck hvad folk så gør med stumperne bagefter – om det så er landeplage eller kulturarv eller slet og ret chikane.”
Landeplage, kulturarv eller slet og ret chikane – Anders Matthesen har med sine idealer og sit levende sprog bevæget sig mange kilometer op over stand-up-undergrundens nicherelevans og er ikke kun folkeeje, men også en kulturpersonlighed som mestrer de fleste retoriske og fortælletekniske virkemidler ud fra umage og intuition. R
Forfatter:
Barbara Kjølbye Zinckernagel. Redaktionschef på RetorikMagasinet.
RetorikMagasinet 86 (2012), s 4-7
Liknande artiklar:
Virtuelle mutanter samler verden
Digital debat med billeder
Schopenhauer ville altid have ret
Han glemte sgu riven!
Redaktør på RetorikMagasinet 2012-2014