Anklager om selvbedrag er prostitutionsdebattens bissekneb

Man kan fjerne fokus og undgå at forholde sig til de prostitueredes argumenter hvis man beskylder dem for ikke at forstå deres egen situation. For hvem gider lytte til én der ikke tænker klart? Men det beskidte trick ’falsk bevidsthed’ ødelægger prostitutionsdebatten.

Anklager om selvbedrag er prostitutionsdebattens bissekneb

Hans Christian Gørup Nielsen

For tre år siden skabte noget så trivielt som en debat i Go’ Morgen Danmark stor ståhej. I TV2’s cremefarvede sofa sad Anne-Grethe Bjarup Riis, skuespiller, instruktør og modstander af prostitution. Over for hende sad Susanne Møller, sexarbejder og talsperson for Sexarbejdernes Interesseorganisation, SIO. Dengang blev debatten mest kendt for at Anne-Grethe Bjarup Riis havde svært ved at tøjle sit temperament og blev ved med at afbryde sin modstander. Men fra et retorisk synspunkt var et af de spørgsmål som værten Morten Resen undervejs fik stillet Susanne Møller, mindst lige så interessant.

”Men er du ikke enig i”, spurgte han, ”at mange af dem som har været i prostitution, kommer ud på den anden side og siger: ’Jo, da vi var prostituerede, sagde vi at vi ikke blev krænket, men det gjorde vi’?”

Med sit udsagn satte Morten Resen grundlæggende spørgsmålstegn ved om ikke Susanne Møller i en eller anden grad led af selvbedrag. Dette spørgsmål dukker ofte op i debatten om prostitution, men findes også i fx tørklædedebatten. For grunden til at nogle muslimske kvinder forsvarer deres ret til at gå med det som nogen vil kalde et kvindeundertrykkende tørklæde, må vel være at de bare ikke selv kan se at de er ofre? Denne anklage er værd at holde øje med fordi den betvivler noget meget grundlæggende i en hvilken som helst diskussion, nemlig den ene debattørs sunde dømmekraft og myndighed i debatten.

Men hvad svarede Susanne Møller så? Hun replicerede: Nej, mange tidligere prostituerede ændrede ikke holdning til prostitution når de havde forladt miljøet. Og hun tilføjede at der for øvrigt ikke var nogen undersøgelser der underbyggede den ”myte” som lå til grund for Morten Resens spørgsmål: nemlig Anne-Grethe Bjarup Riis’ påstand fra begyndelsen af debatten om at 95 procent af de prostituerede ikke skulle kunne holde til jobbet.

Det er fristende for prostitutionsmodstanderne at beskylde den lykkelige luder for at bedrage sig selv – men anklagerne flår tæppet væk under hendes ret til at forsvare sin levevis.

Hvor blev revolutionen af?

Beskyldningen om at en person eller en gruppe ikke er i stand til at se hvad der er i deres egen bedste interesse, er langt fra ny. ’Falsk bevidsthed’, som begrebet kaldes, blev første gang formuleret af Friedrich Engels, en af kommunismens fædre, i et brev i 1893. Lige siden har kommunister flittigt brugt falsk bevidsthed til at forklare hvorfor arbejderklassen dog ikke gjorde oprør når den jo ifølge den kommunistiske teori helt åbenlyst blev undertrykt og udbyttet af kapitalisterne. Med andre ord, hvorfor stillede fx de danske arbejdere sig tilfreds med at få parcelhus, bil og pensionsopsparing når de stadig blev trådt under fode og derfor burde kræve en revolution? Svaret måtte være et af følgende: Enten tog kommunisterne fejl fordi arbejderklassen i virkeligheden slet ikke var så undertrykt. Eller også tog arbejderne fejl og kunne bare ikke erkende deres egen miserable situation. Fra et kommunistisk perspektiv var forklaringsmodel nummer to langt den mest behagelige.

Præcis samme spørgsmål må modstanderne af prostitution eller tørklæder stille sig selv. Hvorfor vælger disse kvinder at gøre som de gør, når de jo helt åbenlyst bliver krænket og undertrykt hver gang de sælger sex eller tager tørklædet på?

Men der er bare ét grundlæggende problem ved at beskylde en debatmodstander for at lide af falsk bevidsthed: Selv om det måske ligner at man bringer et lødigt argument til torvs, så er det etisk kritisabelt, og man sætter den gruppe man angiveligt gerne vil hjælpe, i en situation med to lige dårlige udveje.

 

Paradoksernes holdeplads

For hvad gør fx de prostituerede egentlig når de bliver beskyldt for at lide af falsk bevidsthed? De kan grundlæggende vælge mellem to lige ringe muligheder. Enten bruger de tid på at forsvare sig – selv om de dermed også selv flytter fokus væk fra diskussion-ens udgangspunkt og over til en ny diskussion om deres egen dømmekraft. Eller også kan de vælge at løbe en kalkuleret risiko og lade anklagen blive hængende i luften selv om det måske vil få nogle af debattens tilskuere til at konkludere at der nok er noget om snakken. Ved at anklage en modstander for at lide af falsk bevidsthed sætter man altså vedkommende i en paradoksal situation hvor alle veje fører til nederlag.

Men man udsætter også sig selv for et paradoks. For ved at undergrave en debatmodstander man i virkeligheden bare gerne vil hjælpe, er man med til at presse ham eller hende yderligere ned i mudderet. Hvis man eksempelvis mener at en kvinde med tørklæde er undertrykt, er det tragikomisk at man med en anklage om falsk bevidsthed er med til at umyndiggøre hende yderligere ved at fratage hende sin taleret. Eller sat godt og grundigt på spidsen: Hvis Anne-Grethe Bjarup Riis gerne vil hjælpe Susanne Møller og hendes kollegaer med at undgå de sexovergreb som de ifølge Bjarup Riis udsætter sig selv for, hvorfor udsætter Bjarup Riis dem så for det yderligere sproglige overgreb det er at blive umyndiggjort?

 

Misforstået formynderi

Betyder det så at der aldrig findes situationer hvor den ene part ikke kan tillade sig at sige at den ved bedre end den anden? Nej. Når et barn gerne vil være længe oppe eller hellere vil spise kage end rugbrød, ved forældrene selvfølgelig bedre. Og det samme gør sig gældende i forholdet mellem en behandler og en narkoman eller en psykiater og en sindslidende. Men hvis man som Anne-Grethe Bjarup Riis siger ja til at indgå i en debat med en prostitueret som vil forsvare sin levevej, så bliver man også nødt til at stå ved at personens ord skal tages alvorligt. Det er formynderisk og på grænsen til hyklerisk undervejs i debatten i stedet at underkende sin modstanders dømmekraft med en anklage om falsk bevidsthed. I stedet for at fortælle at ens modstander ikke skal tages alvorligt, bør man i stedet vise hvorfor modstanderens argumentation ikke holder vand.

R

 

 

Bibliografisk
Af Hans Christian Gørup Nielsen. Retorikstuderende ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 91 (2014), s 16-17.

Author profile

Redaktør på RetorikMagasinet 2008-2013

Lämna ett svar