Aspasia: en hjemsøgende eksistens

Puster man støvet af ældgamle glemmebøger, kan man finde spændende ting, og går man på opdagelse i retorikkens dunkle hjørner og aflåste værelser, vil man opdage at det spøger med glemte eksistenser. En af dem som er blevet forvist til en tvivlsom tilværelse på den retoriske skyggeside, er Aspasia. Aspasia er en antik skikkelse som for mange er gået i den retoriske glemmebog selv om meget tyder på at hun ikke bare var den første kvindelige retoriker, men også en meget beundret underviser i talens kunst.

Aspasia: en hjemsøgende eksistens

Frida Hviid Broberg og Julie Kampe Ziska

På de næste sider vil vi puste Aspasia til live og lade hende indhylle os i de mange spørgsmål som omgiver hendes mystiske og mytiske figur. Vi er ikke interesserede i at grave en autentisk Aspasia frem fra arkivet og præsentere hende for jer her på disse sider, for vi mener hverken at det er en mulig eller for den sags skyld særlig frugtbar fremgangsmåde. I stedet vil tegne konturerne af hende og bruge hende som et prisme til at kaste lys på fortidens, nutidens og fremtidens diskurser om sexisme og kolonialisme, magt, repræsentation og kanonisering.

Aspasias historiske spor

Aspasia hjemsøger os i flere tekster af eller om kanoniske, klassiske karakterer som Cicero, Platon og Plutarch. I artiklen her vil vi læne os op ad Susan Jarratt og Rory J. Ongs fortolkning af det sparsomme arkiv der omgiver Aspasia, som vi finder i deres bidrag til antologien Reclaiming Rhetorica: Women in the Rhetorical Tradition.

Af nogle bliver Aspasia beskrevet som en respekteret og eftertragtet retoriker der underviste prominente antikke skikkelser som Sokrates og Perikles. Af andre beskrives hun som en forræderisk sexarbejder der brugte sin skønhed til at lokke magtfulde mænd i fordærv. Andre igen mener at hun aldrig har eksisteret. Aspasia efterlod sig nemlig intet på skrift, og vi er derfor afhængige af andres repræsentationer af hende hvis vi vil forsøge at forstå hvad hun var for en figur – og om hun overhovedet var. Vores primære kilder til hende er fra historikeren Plutarch og filosoffen Platon, men vi finder hende også beskrevet hos nogle af Sokrates’ andre elever.

Med belæg i at Aspasia således går igen i flere forskellige kilder der alle sammen beskriver hende som retorikunderviser, argumenterer Jarratt og Ong for at hun faktisk fandtes, og at hun var netop det: en underviser i retorik og endda en af de bedste i sin tid.

Annons

Aspasia kom fra Milet, en græsk koloni i Lilleasien. Milet var et vigtigt sted i fødslen af det vi i dag kender som den vestlige filosofi hvorfor man kan antage at hun her kom i berøring med tidlige filosofiske tanker som var præget af en tro på at menneskeskæbner afhænger af deliberation, og at handling kan påvirkes ved talens og tankens kraft.

Hun dukkede op i Athen omkring år 440 f.Kr. hvor hun boede med den berømte statsmand og demokrat Perikles i et ualmindeligt arrangement: Athenske kvinder, der ikke var slaver (ordet ‘frie’ giver ingen mening i denne sammenhæng), var nemlig defineret i relation til mænd som enten koner, konkubiner eller en slags sexarbejdere. Aspasia passer imidlertid ikke ned i nogen af disse kvindelige kasser. Perikles elskede efter sigende Aspasia højt og respekterede hende som partner – både personligt og professionelt. Han nærede angiveligt en stor beundring for hendes politiske og retoriske evner og viden.

I deres hjem underviste Aspasia mange i retorik, herunder Sokrates, og noget kunne tyde på at hun endda har opfundet det som vi i dag kender som den ‘sokratiske metode’ (jep, måske var hun jordemoder til jordemoder-metoden), ligesom Platon i sin dialog Menexenus gennem Sokrates peger os i retning af at Aspasia måske har været ophavskvinde til nogle af Perikles’ berømte taler.

Fra antik til samtidig sexisme og imperialisme

Ud over at give et forsvar for Aspasias eksistens sporer Jarratt og Ong os også ind på hvordan Aspasia kan sige os noget om antik sexisme og imperialisme. Aspasia blev nemlig i sin samtid beskyldt for at forføre magtfulde græske mænd og vinde dem over til persiske interesser. Disse rygter røber hvad vi kan se som en kønnet kolonialisme hvor Aspasias østlige rødder giver udslag i en ekstra farlig femininitet. Aspasia er på alle måder en uhyggeligt utilregnelig og fremmed figur, og fortolkningen af Aspasias eksistens sætter altså spot på antikke sexistiske diskurser som søger at regulere kvinder der ikke opfører sig normativt kvindeligt; for hvad ligner det sådan at føre sig frem som retorikunderviser på en tid hvor kvinder slet ikke blev regnet som borgere?

Aspasias hjemsøgende væsen viser os også hvordan disse diskurser lever videre i vores samtid: I Illustreret Videnskab er Aspasia blevet beskrevet som en “[k]løgtig skøge [som] tryllebandt magtens mænd” og en “smuk hore” der “som magtfuld prostitueret fik (…) indflydelse på både politik, erotik og retorik i datidens athenske samfund”.
Følger man den offentlige debat i dag, bliver det da også hurtigt tydeligt at kvinder der blander sig i den offentlige debat, risikerer at blive ofre for de selvsamme, eller om ikke andet lignende, regulerende mekanismer som har forsøgt at forvrænge vores billede af Aspasia. Her er det oplagt at drage en parallel til blandt andet DR-dokumentaren Ti stille, kvinde! fra 2015 hvor en række danske kvinder fortæller om deres oplevelser i den offentlige debat. Özlem Cekic fortæller blandt andet om sit daglige møde med sexisme, racisme og islamofobi i de bunkevis af hadebeskeder hun modtager med trusler om vold, voldtægt og udvisning af Danmark.

Der tegner sig et billede af hvordan det dengang og nu bliver forstået som fremmed og farligt når (racialiserede) kvinder indtræder på domæner som politik og
retorik – og hvordan én af strategierne til at tackle disse kvinder handler om at af-/ud-/fraskrive dem fra Folketinget, landet, historien og akademia.

Gen(færds)fortællinger

Det er altså uhyggeligt relevant når Aspasia med sin eksistens hvirvler op i den støvede retorikhistorie. For eksempel kan spørgsmålet om Aspasias eksistens give anledning til at kaste et kritisk blik på forestillinger om repræsentation og magt. Det er nemlig påfaldende hvordan Aspasia kun eksisterer i mænds repræsentationer af hende og/eller i mænds relation til hende. Der ligger en opgave i at gå dybere ned i retorikkens repræsentationer: Hvem repræsenteres, hvordan og af hvem er spørgsmål som vi kan stille til den retorik vi læser, men det er også spørgsmål vi kan stille til den retorik vi selv producerer.

Som tidligere nævnt bliver Aspasia i dag (re)præsenteret gennem spørgsmål som: Var Aspasia virkelig eller uvirkelig? Var hun retoriker eller sexarbejder? Men måske skulle disse spørgsmål være retoriske og, i stedet for besvaret, bruges som et afsæt til at undersøge hvilken retorik der kanoniseres, og hvilken der ikke gør – og på baggrund af hvilke mekanismer? Spørgsmålet er ikke om der findes retorik af kvinder fra Østen, men spørgsmålet er hvordan denne retorik (ikke) er blevet genfortalt. Og det er en undersøgelse der peger os i retningen af fremtidens retoriske repræsentationer og repræsentativ retorik.
Aspasias eksistens vidner om forsvundne bind i retorikkens historie i den kanon vi præsenteres for, og hendes eksistens afslører at det kan være frugtbart at bladre lidt tilbage i denne allerede kanoniserede fortælling. Hvis man, før man bevæger sig ind på Athens Universitet i Grækenland, kigger op på fronten over hovedindgangen, kan man få et indtryk af hvad der venter i den videnskabelige verden: Platon, Perikles og Phidias for bare at nævne nogle få. Denne frise har titlen Aspasias Salon, og mellem de mange mænd sidder Aspasia. Det må være en opfordring til at løfte blikket fra de bøger vi præsenteres for, så vi kan få øje på de uhyggeligt usynlige eksistenser derude. R

Læs mere

Andrea A. Lunsford (red.): Reclaiming Rhetorica: Women in the Rhetorical Tradition. University of Pittsburgh Press. 1995.4.

Se også Brigitte Mrals Talande kvinnor. Från Aspasia till Ellen Key

Bibliografisk

Af Frida Hviid Broberg og Julie Kampe Ziska, begge kandidatstuderende i retorik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 108 (2018), s 13-15