Start » Dansk retorik » Danske artikler » At erindre på kommando

At erindre på kommando

av Esben Nicolajsen

Veludført improviseret rap er en opvisning i hvor mange bolde hjernen kan holde i luften samtidig. Men selv den bedste jonglør kan tabe en bold.

At erindre på kommando

Esben ‘Elbanovic’ Nicolajsen

 

Deforme ildkugler bliver sendt til vejrs på hver side af den trappe jeg går ned ad. Ilden knitrer frem i takt til musikken og brænder ud i ingenting inden den stjæler sin efterfølgers dramatiske tilblivelse. I de korte sekvenser hvor mit udsyn er ildfrit, kan jeg se et par tusind mennesker hvoraf langt de fleste står op og enten klapper eller nikker i takt til musikken. Hvis stemningen ikke koger, er den som minimum forventningsfuld. 

Jeg følger en kameramand som en trailer følger en bil, ned ad trapper, rundt om tribuner og til sidst en halv omgang rundt om en boksering som jeg endelig må træde op i. Bokseringen er centrum i DR’s koncertsal for en aften. Mange forbinder koncertsalen med orkesterkoncerter, DR’s pigekor eller andre finkulturelle arrangementer, men de vil blive chokeret hvis de er blandt publikum i aften. I aften bliver der konkurreret i freestyle-rap, verbal boksning, som blev til i New Yorks gader i et miljø hvor en grav var dér man lagde uheldige kammerater ned – ikke orkestre. 

Dueller på ord

I takt med at hiphopkulturen er blevet mere og mere udbredt og populær, er freestyle-rap det også. Blandt yngre generationer i Danmark har freestyle-rap i dag nærmest folkelig karakter, og allerede i år 2000 havde Danmark en stor konkurrence i formatet ved navn MC’s Fight Night. I slutningen af 2002 gik filmen #8 Mile# i de danske biografer. Superstjernen Eminem spiller hovedrollen der lykkes med at tiltvinge sig respekt ved at få et buhende publikum omvendt til begejstrede fans under en rap battle. Året efter blev MC’s Fight Night afholdt i en udsolgt KB-Hallen.

En freestyle battle er en improviseret duel på ord som man rapper. Formatet varierer, men i Danmark er det klassiske format en battle bestående af tre runder, hver af ét minuts varighed. En runde består af at to battlere på skift rapper ét minut om hvert deres emne. Emnet gives på stedet og er garanti for at battleren improviserer, og beviser at han ikke blot lirer noget af der er forberedt hjemmefra. Så snart emnet er givet, starter et instrumentalt beat som battleren ikke kender på forhånd, og så er det værsgo at gå i gang.

Annonce

Jeg begyndte selv at freestyle tilbage i 2007. Jeg har freestylet i flere hundrede timer, men jeg kan stadig blive både overrasket og fascineret over hvad min hjerne kan sætte sammen når den er under ekstremt (tids)pres. Mange gange er jeg blevet spurgt hvordan man kan tænke så hurtigt, eller hvordan man freestyler. Det kræver træning og en accept af at man gentagende gange ender med at lyde som en idiot, hvilket dog heldigvis sker sjældnere i takt med at man bliver bedre. 

Lille Sorte Sambo

Tilbage i DR’s koncertsal får jeg tildelt børnebøger som første emne. I samme sekund begynder jeg at skabe et mindmap med børnebøger som udgangspunkt. På et øjeblik indeholder mindmappet også alle de associationer som børnebøger fremkalder i mit hoved.

Børnebøger – børn – bøger – læse – pixibog – lixtal – tilbage

Børnebøger – Lille Sorte Sambo – tilbage

Børnebøger – børn – Pokémon – tilbage

Jeg registrerer at beatet har et forspil. Fedt! Et par sekunder mere at tænke i. Hver eneste association kan blive til den punchline der fælder min modstander, så jeg fylder mit hoved med så mange som overhovedet muligt. Nogle associationer har større chance for at være afgørende end andre, men hjernen kan ikke både brainstorme og kvalitetstjekke samtidigt – min kan i hvert fald ikke. 

Hver gang jeg tager en association fra mit mindmap under behandling, udmønter det sig forhåbentlig i en rimende, tydeligt improviseret pointe, men det er langtfra garanteret. Undervejs i min første runde kommer jeg i tanke om min association om Lille Sorte Sambo. Med den som udgangspunkt når jeg frem til at jeg gerne vil rappe pointen: “Jeg er træt af racister, ligesom Lille Sorte Sambo.” 

Inden jeg rapper min pointe, skal jeg først have sat den op med et rim. I mit hoved er “Lille Sorte Sambo” afslutningen i en klassisk AA-rimstruktur, så jeg skal have fundet den anden halvdel af rimparret. Her bliver det ‘tango’. På det tidspunkt i processen er det som regel ved at være tid til at åbne munden og rappe. Associationen om Lille Sorte Sambo ender med at blive til: 

“Der skal to til en tango/
Jeg er træt af racister ligesom Lille Sorte Sambo/”

Pointen kunne utvivlsomt være formuleret bedre, men jeg har ikke tid til at omformulere mig eller ærgre mig. Jeg skal i gang med en ny association – faktisk gerne før jeg blev færdig med den forrige. 

Erindring som præmis

De fleste dygtige freestyle-rappere bruger ovenstående formel. Til tider afviger jeg selv fra den, som regel fordi jeg mangler associationer, laver en talefejl eller har et lignende problem. Andre gange gør jeg det bevidst i forsøget på at skabe noget ekstraordinært. Jeg kunne skrive mange sider om min proces når jeg freestyler, men jeg vil holde mig til at fremhæve noget som er fundamentalt for at jeg overhovedet kan freestyle: at min hjerne kan erindre.

De associationer jeg puttede på mit mindmap om børnebøger, var baseret på mine relevante oplevelser og erindringer – i hvert fald dem min hjerne kom i tanker om i øjeblikket. Tilbage i 2014 da battlen fandt sted, var debatten om hvorvidt Lille Sorte Sambo er racistisk, stadig aktuel. I dag har jeg ikke hørt nogen nævne Lille Sorte Sambo længe, så jeg tvivler på at min hjerne havde lavet den association, havde battlen foregået i 2018. 

På kommando kan min hjerne erindre ting som jeg halvt havde glemt jeg havde adgang til. Den kan afkode værdiladninger og læse et publikum, så jeg erklærer mig træt af racister – og ikke det modsatte. Dernæst finder den et passende rim, indsætter tilfældigt fyld, hvis det gavner rytmen, og den begynder at tænke videre alt imens jeg rapper hvad den netop har sat sammen. Alt sammen på sekunder – det er sgu da lidt vildt.

Tilbage i bokseringen går min første runde om børnebøger fremragende. Det gør min anden runde om amning desværre ikke. Jeg bliver i tvivl om jeg skal tale for kvinders ret til at amme offentligt – en debat som var oppe i tiden – eller tage en sjofel tilgang til bare bryster. Jeg starter med sidstnævnte, men høster ikke megen applaus på det – faktisk synes jeg at jeg kan høre nogle buhråb fra de forreste rækker. Åh nej. Er min vinkling for satset? Jeg korrigerer hurtigt kursen mod sikrere farvand. Min runde ender med at blive en uskarp sammenblanding af ideer, men i det mindste går min tredje runde bedre. Jeg ender med at tabe semifinalen med dommerstemmerne 2-1.

Da aftenens finale bliver sat i gang, ser jeg uinteresseret på fra et koldt trappetrin af beton. Resten af koncertsalen lader sig begejstre af årets overraskelse som kort forinden har slået mig ud, og han får overrakt champ-bæltet til stående applaus. Jeg rejser mig ikke. Fra trappetrinnet ser jeg den nye champ løfte det enorme bælte over sit hoved med et ansigtsudtryk der kunne aflæses af en blind: glæde og vantro. Det skulle have været mig, tænker jeg idet jeg forlader koncerthuset. 

For dårlig til at være dårlig

Jeg var blevet slået på ærlig vis, men alligevel var skuffelsen enorm. Inden mit nederlag havde jeg vundet over 20 battles i træk – én af dem var endda over den nye champ i en mindre betydningsfuld konkurrence. Alligevel lavede jeg noget nær en begynderfejl på et så afgørende tidspunkt. I min runde om amning var jeg i tvivl om hvilken retning jeg skulle tage runden, og det kan man også godt være for et øjeblik, men man kan ikke tillade sig at dvæle ved det, og man kan slet ikke begynde at tvivle på det valg man har taget.

Jeg brugte så lang tid på at overveje min retning at jeg fik alt for få associationer på mit mindmap. Med 40 sekunder tilbage af runden stod jeg uden ideer, med nerver der kun havde vokset sig større på grund af den dårlige start på runden, imens jeg tvivlede på mig selv.

I stedet for at tage den dårlige start til mig skulle jeg være fortsat med at tænke association – pointe – rim – rap – næste. Tvivl og frygt skaber blokader, og den sindstilstand giver meget svære arbejdsforhold for en freestyler.

Skuffelsen lagde sig efter en måneds tid. Jeg begyndte at reflektere over både min oplevelse og min proces, og jeg nåede frem til at jeg var for dårlig til at være dårlig. Når man erindrer på kommando, afgiver man kontrol, og derfor havner man til tider på dybt vand. Da jeg deltog i MC’s Fight Night året efter, var jeg ikke bange for at lave fejl, og sagde jeg noget tvivlsomt, var jeg allerede videre i færd med en sammensat linje der forhåbentligt var fed nok til at viske den tvivlsomme af tavlen. Og jeg er overbevist om at det gjorde den afgørende forskel da jeg vandt MC’s Fight Night det år.                       R

 

 

Bibliografisk

Af Esben ‘Elbanovic’ Nicolajsen, danmarksmester i freestyle-rap, MC’s Fight Night champ og stud.mag. i retorik.

RetorikMagasinet 106 (2018), s 14-16

Latest posts by Esben Nicolajsen (see all)

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere