At se, hvad der er at se

Recension

Anmeldelse: Mats Rosengren, Cave Art. Perception and Knowledge, Palgrave Macmillan, 2012.

Bibliografisk

Recensent: Stefan Iversen, ph.d., er lektor ved Institut for Æstetik og Kommunikation ved Aarhus Universitet.

Rhetorica Scandinavica 68 (2014), side 88-90.

Annons

Retorisk praksis

Retorisk praksis handler om retorik som praktisk udøvelse af sproget. Fordi retorikken handler om frembringelse – ikke kun beskrivelse – af tekster til brug i praksis, er den retoriske argumentationsteori ikke kun deskriptiv, men også normativ... Läs mer...

Recensionen

Palæolitiske hulemalerier, sådan som de kendes fra grotter i Frankrig og Spanien, er dragende fænomener for enhver, der arbejder med tegn og betydning.

På den ene side er de op til 30.000 år gamle skilderier umisforståeligt tegn: På disse vægge findes malerier af figurer, som til forveksling ligner det, vi kalder repræsentationer. På den anden side må moderne mennesker nærmest per definition misforstå malerierne. Deres kontekst eller situation er så fjern fra vores, at udlægninger af maleriernes betydning, fx af deres eventuelle referentialitet, hjemfalder til gætterier.

Det er denne dobbelthed af entydig symbolbrug (her tegnes!) og uendeligt flertydige tolkningsmuligheder (men hvorfor?), der gør hulemalerierne til en både oplagt og uselvfølgelig genstand for en retoriker. På ét niveau rejser der sig spørgsmål om selve maleriernes betydning; på et andet niveau rejser der sig mere principielle erkendelsesteoretiske spørgsmål, fx om forholdet mellem tekst og kontekst og om repræsentationens og hermeneutikkens betingelser.

I Cave Art giver Mats Rosengren et velargumenteret og bredspektret bud på, hvad en retorisk tilgang til betydning kan lære os om den ældre stenalders efterladte spor og vice versa. Bogens ærinde begrænser sig ikke til at spekulere over de faktiske maleriers mulige betydninger eller funktion. I et dobbelt greb søger den nemlig både at nærme sig malerierne og at sige noget systematisk om de mange forsøg på udlægninger, som videnskaben om hulemalerierne har produceret, for som Rosengren fremhæver: ”The history of the ways in which the scientific object ‘Palaeolithic cave art’, was created and recreated all through the twentieth century is nothing short of a catalogue of various and often conflicting theoretical approaches within the human sciences” (33).

Rammen om bestræbelserne dannes af Rosengrens ide om doxologisk tænkning, og videreudviklingen af denne udgør bogens tredje erkendelsesinteresse. Doxologien er, som Rosengren andetsteds formulerer det, et forsøg på at redegøre for menneskets erkendelsesevne uden at forfalde til det, han kalder ”epistemisk fundamentalisme” (Rosengren 2009). Inspireret af blandt andet socialkonstruktivisme, dekonstruktion, habitustænkning, en interessant udlægning af Protagoras og et anstrøg af kognitiv videnskab vil Rosengren med doxologien træde ud af eller bag om det, han ser som forældede og fejlbehæftede skel mellem forståelse og fortolkning, mellem sand viden og tro, og mellem videnskaber og humanvidenskaber. Tydeligt blandt inspirationskilderne står Derrida. Derridas indsigter i tegnbårne betydningers fluiditet, som de dekonstruktive termer ”dissemination” og ”différance” peger på, indgår som afgørende brikker i doxologiens alternativ til en mere traditionel epistemologi. Dog, hvor Derrida typisk lader endegyldigheder og mulige slutninger forsvinde ned i ordspil og paradokser, da arbejder Rosengren anderledes ædrueligt med flertydighedernes primat, som anerkendes, men som ikke gives frit spil. Det ses blandt andet i doxologiens logos-begreb, som nok er kontekstualiseret, men som ikke desto mindre opstiller lokale sikkerhedsnet, der hindrer alle stabile meningers frie fald. Med andre ord træder den franske tænker her frem i form af en skandinavisk velfærds-Derrida (hvilket i denne læsers øjne er en god ting).

Det er en relativt kort og kompakt bog, som til tider handler om ganske abstrakte forhold, men som takket være Rosengrens pædagogiske pen og sans for progression byder på en let, ja sine steder nærmest spændende læseoplevelse. Argumentationen arbejder sig frem gennem to spor. Det ene spor fører gennem centrale stridspunkter og topoi i de sidste 150 års videnskab om hulemalerierne. Her finder man relevante diskussioner af forholdet mellem tekst og billede og mellem præsentation og repræsentation samt tanker om det problematiske ved at kalde hulemalerierne for kunst, endsige malerier. I kraft af den ekstreme afstand i tid mellem ældre stenalder og nu viser videnskaben om disse spors mening i forstørret form forhold, som gælder størstedelen af menneskets forskellige videnskaber. Rosengren er en sikker guide både ind i de feltspecifikke og ind i de videnskabsteoretisk generelle pointer om de konstruktivistiske aspekter af enhver menneskelig erkendelsesakt. Særligt klart står refleksionerne over det besynderlige faktum, at videnskabsmænd før dannelsen af cave art-feltet ikke viede det, alle kunne se var malerier nogen opmærksomhed som palæolitiske genstande. Som Rosenberg spørger: “How are we to explain this inability among trained scholars to see what there is to see?” (47). Bogens andet spor søger svar på blandt andet dette spørgsmål ved hjælp af Rosengrens doxologiske tænkning. Det sker i læsninger i Protagoras og biologen Ludwick Fleck (hvis begreb om ”Denkkollektiv” var afgørende for videnskabshistorikeren Kuhn’s indflydelsesrige ide om paradigmeskift). På sand dikotomisammenklappende manér mødes de to spor afslutningsvist i bogens syvende kapitel, hvor Rosengren bruger dels Castoriadis, dels Cassirer som løftestænger for et udkast til en ny måde at læse malerierne på. En vigtig pointe bliver her forsøget på at undgå det, Rosenberg kalder den mimetiske fælde i malerilæsningerne (”hvad forestiller de?”). Han foreslår i stedet at tale om ”cave art [as a] technique that is not an imitation or a reprise of a natural world, but instead a mode of creating concepts, forms and significations in a specific social setting at a specific time” (112).

Samlet set er der tale om en overraskende helstøbt udgivelse, hvis dobbelte fokus på principielt ulæselige tegn og konstruktionerne i den forståelsesvidenskab, som disse tegn har skabt, åbner for ganske forskellige videre undersøgelser: det være sig af doxologien som metode, af forholdet mellem tekst, kontekst og kreativitet, af andre af den moderne videnskabshistories felter eller af disse forunderlige første beviser på menneskets kommen til sig selv i og med rekursive bevægelser fra ånd til hånd.

Rhetorica Scandinavica 68 (2014), s 88-90.