Den amerikanske popkunst inspirerede digteren Jørgen Leth til at inddrage populærkultur i sine digte i 1960’erne. Ambitionen var at nedbryde skellet mellem finkultur og lavkultur og skabe en ny sensibilitet i digtningen. Også i dag inddrages pop i nyere lyrik, men digtene har fået en anden, mere melankolsk klang der ikke var til stede i 1960’erne.
Fra bjergkørsel til døgnåben følelseskiosk – popdigte før og nu
Pernille Saabye
Popkunstens revolution i starten af 1960’erne hænger uløseligt sammen med masse- og forbrugskulturens gennembrud og teknologiens udbredelse efter anden verdenskrig. Popkunsten var både en æstetisering af en stigende forbrugskultur og en ironisk leg og meningstom pastiche hvor der ikke blev skelnet mellem original og kopi. Men popkunsten undersøger også hvordan mennesket i det moderne forbrugssamfund forstår sig selv og danner sin identitet. Den amerikanske kunstteoretiker Hal Foster beskriver i sit værk The First Pop Age hvordan den middelklasse der voksede frem efter anden verdenskrig, ikke længere udforskede og forstod sig selv gennem litteratur, kunst eller kirken, men i stigende grad gennem populærkultur, forbrug og massemedier. Middelklassen identificerede sig altså nu med kendisser frem for en ideologi eller religion. I den periode trådte moderniteten derfor ind i en fase kendetegnet ved en voksende billedfiksering idet forbrugs-, masse- og kendiskulturen netop er bundet op på fremkaldelsen og skabelsen af begær gennem billeder. Vilkårene for dannelsen og forståelsen af selvet blev dermed ændret: Sproget fik en sekundær rolle som identitetsaspekt, og efterkrigstidens menneske blev til det Foster betegner homo imago – her altså forstået som det billedskabende menneske.
Denne status som homo imago medfører naturligvis en dyrkelse og fascination af det prangende og det overfladiske som det genkendes i popkunsten. Det er blevet kommenteret af Andy Warhol selv der udtalte: “Hvis du ønsker at vide alt om Andy Warhol, [så] bare se på overfladen af mine malerier og film og på mig, og der er jeg. Der er intet bag”. Men gemt i overfladedyrkelsen er det tydeligt at Warhol i sin kunst formår – i overdreven form – at indfange og skildre efterkrigstidens historiske skift i forholdet mellem billede og identitet og dets virkninger som ændrede sig omkring det tidspunkt hvor popkunsten fik sit gennembrud i 1960’erne.
Inddragelse af populærkulturen betyder altså ikke at kunsten underkaster sig forbrugskulturen. I stedet forekommer der en bearbejdning af og refleksion over menneskets billedfiksering der med de sociale medier er blevet yderligere intensiveret.
Navnet er Leth, Jørgen Leth
Popkunsten fandt også vej til Danmark i 1960’erne der blev en opbrudstid i dansk kunst. Inddragelsen af pop skete ikke kun i kunsten, men også i litteraturen. Den nye æstetik blev sammen med en tværæstetisk interesse en del af manifestet for det danske tidsskrift ta’ der udkom i 1967-1968. I tidsskriftet lod kunstnere og digtere sig inspirere af hverdagen, popkunsten, sportsverdenen, det tværæstetiske og ikke mindst tidens nye rock’n’roll – temaer som før blev kaldt underlødige. Jørgen Leth var en del af ta’s redaktion, og kaster man et blik på hans litterære og kunstneriske praksis, står det klart at Leth som popdigter bruger det populærkulturelle til at undersøge hvordan en billedkultur og -identitet skabes. Leths digtsamling Sportsdigte, som første gang bliver præsenteret i tidsskriftet ta’ under titlen NAVNESTYKKE og herefter udgivet som samlet værk i 1967, er et af de første og efter min mening tydeligste skønlitterære eksempler på det. Ligesom Andy Warhol bruger Leth personer fra både sports-, kendis- og filmverdenen som materiale i sine digte, herunder Ole Ritter, Simon Spies, Marlon Brando samt Jørgen Leth selv. Men det er særligt cykelrytteren Fausto Coppi der er den store helt:
Fausto Coppi
var et fantastisk menneske
befandt sig bedst helt alene
Når han kørte i bjergene
kunne ingen følge ham, han
var et fantastisk menneske
Der er en distance mellem temaet ‘sport’ og genren ‘lyrik’ der skaber nyt poetisk sprog der gør det muligt at undersøge sportens væsen og helte på nye måder. Idet fænomenet Fausto Coppi indgår i et digt, bliver fænomenet trukket ud af dets vante kontekst hvorved der sker en genopdagelse eller ny sansning af det. Når Leth besynger en populærkulturel figur i et digt, ophøjer han den til en mytisk figur, samtidig med at det poetiske sprog ‘sænkes ned’ på et billedforladt, hverdagsligt plan. Der sker altså en sammenblanding af det lave (populærkultur og hverdagssprog) og det høje (digtet som genre, myten) hvorved den billedskabelse der finder sted i såvel myten som populærkulturen, blotlægges og dekonstrueres.
Som digtsamlingen skrider frem, bliver det lyriske jeg mere og mere opmærksomt på hvordan det kan iscenesætte sig selv og bevidst til- og fravælge sine roller og rekvisitter ud fra idéen om at det skaber identitet. Eksempelvis i digtet Mit navn hvor de første vers lyder: “Mit navn er Leth / Jørgen Leth” hvilket refererer til James Bonds kendte kliché. James Bond er manden der kun eksisterer i kraft af sine forklædninger, relationer og helteskikkelse, og hans identitet er på denne måde bygget op omkring billeder. Jeg’et er en homo imago – det identificerer sig med de roller populærkulturen tilbyder, hvilket for Leth skaber en naturlig, sjov og positiv leg med roller og identitet.
En melankolsk vending
At vi i dag i endnu højere grad end i 1960’erne lever et billedfikseret og popmedieret liv, er svært at komme udenom. Instagram, Snapchat og GIFs opfordrer til at skabe en identitet gennem billeder, ligesom det populærkulturelle i stigende grad anvendes til at forstå, diskutere og spejle vores senmoderne identitet og aktuelle samfundsbegivenheder i. Tænk blot på Lars Løkkes nytårstale i 2017 hvor Matador inddrages som stilistisk virkemiddel til at skabe en fortælling om Danmark. Tendensen påvirker selvfølgelig også nutidens kunst og litteratur. Lige nu er der en klar orientering mod det populærkulturelle i dansk/skandinavisk samtidslitteratur med digte der inddrager Beyoncé, 1990’er tv-serien Buffy – The Vampire Slayer, Sex and the City, Kender du Typen?, Kanye West og så videre.
Digteren Caspar Eric er om nogen blevet kaldt et talerør for den ‘internetgeneration’ der er vokset op med YouTube, Facebook og Twitter som uundgåelige dele af hverdagen. Hans debutdigtsamling 7/11 bugner af popreferencer og brands som Medina, The Hunger Games, Miley Cyrus, Kanye West, Vanilla Coke og MacBook. Flere steder i 7/11 identificerer det lyriske jeg sig direkte med popkulturens kendisser:
men det gør ikke melankolien bedre eller mindre
når jeg har det sådan her
som kanye west fx har det
på alle billederne på http:/sadkanye.tumblr.com/
altså på alle fucking billederne
som i følelsen af at være kanye west på alle billeder samtidig
Den poetiske rytme er konsekvent i de naturlige overgange fra hovedsætning til bisætning, ved biord og bindeord. På grund af enjambementerne – overgange af mening fra en verslinje til den næste – udvides og ændres billederne, sammenligningerne og tankerne konsekvent fra linje til linje og skaber derved en konstant fremgang, en slags fragmenteret, jappende bevidsthedsstrøm. Jeg’et eksisterer i kraft af de billeder som bliver skabt af Kanye West. Populærkulturen optræder hos Caspar Eric i kraft af dens evige tilgængelighed som et referencemæssigt kraftpunkt hvorfra alle følelser træder frem. Ligesom i Sportsdigte sker der i 7/11 en leg med popkulturens konstruktioner og fiktioner, men der er en anderledes melankoli til stede, og her er popkulturen en stabil og evigt tilgængelig følgesvend: Der er altid en sang der frembringer sorgfulde følelser, en film at se eller en kendis at identificere sig med hvilket har den effekt at ‘autentiske’ følelser flyder sammen med ‘konstruerede’ følelser.
Vi genkender hverdagen
Populærkulturen og internettet er her nogle uundgåelige og indoptagne elementer i jeg’ets hverdag, identitet, sprog, krop og virkelighed, og digtene fremviser derfor et jeg der lever i en tid hvor der ikke længere findes noget uden for den medieskabte og popkulturelle diskurs. Populærkulturen har altså i 7/11 en dobbeltfunktion: Jeg’et udtrykker intime følelser gennem offentlige kulturelle fænomener, men populærkulturen bruges til at fremskrive en erfaringsverden hvor kulturen er allestedsnærværende. Alle erfaringer opnås og skildres gennem en medieskabt virkelighed. Jeg’et har altså rastløst absorberet populærkulturen i dets identitet og sprog. Man kan sige at hvor Leth som popdigter bruger det populærkulturelle som en æstetisk strategi til at vise hvordan en billedkultur skabes, og hvordan popfænomener også kan være poesi, bruges popkulturen i 7/11 til at sige noget om et skrøbeligt billedskabende jeg og en genkendelig hverdag. Caspar Eric bryder derfor med Leth når jeg’et i værket optræder angst, apatisk, vredt, forvirret og sårbart.
Caspar Eric er ikke den eneste der inddrager en mediekulturel erfaring i sin digtning. Jeg vil påstå han er en del af en tendens: Asta Olivia Nordenhofs Det nemme og det ensomme, Theis Ørntofts Digte 2014, Olga Ravns Mean Girl, Victor Boy Lindholms GULD, Katinka My Jones’ Mælkelykken og Audun Mortensens Aaliyah er alle eksempler på digtsamlinger hvor holdningen til den nu ikke så nye og endda meget permanent udseende medievirkelighed er blevet desillusioneret. Således er der midt i kulturens overfladiske sfære en insisteren på mening og oprigtighed. Digtene hjælper os her med at forstå den tid vi lever i. En tid hvor populærkulturen kan indfange og samle offentlige og intime erfaringer, og dermed en tid hvor det populærkulturelle pludselig står som et knudepunkt i en fragmenteret verden.
R
Læs mere
Caspar Eric: 7/11. Gyldendal. 2014.
Hal Foster: The First Pop Age. Princeton University Press. 2012.
Jørgen Leth: Sportsdigte. Gyldendal. 1967.
Susan Sontag: Against Interpretation. Picador Pan Books. 1966.
Bibliografisk
Af Pernille Saabye, cand.mag. i dansk.
RetorikMagasinet 103 (2017), s 11-13.
