I dag kan det at have et motto virke antikveret, men sådan har det ikke altid været. Karen Blixen havde livet igennem fire mottoer der var med til at forløse hendes potentiale og præge hende, som hun forklarede i sin tale ved det amerikanske akademi i januar 1959
Af Nicolas Reinecke
Da Karen Blixen i begyndelsen af januar 1959 rejste fra Danmark til USA, betød det opfyldelsen af et ønske som hun havde næret gennem mange år. Lige siden hun i 1934 med et brag brød igennem i USA med udgivelsen af Seven Gothic Tales, havde hun følt sig særlig knyttet til sit publikum der. Ønsket om at besøge landet viste sig dog at være svært at opfylde. Sygdom i den nærmeste familie, stormagternes rasen under anden verdenskrig, hendes eget stadig mere skrantende helbred og endelig rejsens udgifter, havde forhindret alle tilløb til at foretage rejsen over Atlanterhavet. Men mod slutningen af 1950’erne åbnede der sig nye muligheder. I februar 1957 indløb der således besked til Rungstedlund om at Karen Blixen var blevet indvalgt som æresmedlem af American Academy of Arts and Letters og National Institute of Arts and Letters. Med udmærkelsen, som Karen Blixen vurderede særdeles højt, fulgte en invitation til at deltage i akademiets årsmøde og efter sædvanen at holde en tale der. Helbredet var dog på det tidspunkt ikke til en rejse af det omfang, og Karen Blixen måtte takke nej, men da der i 1958 opstod en mulighed for at foretage en længerevarende rejse til USA, slog hun til. Blandt de mange arrangementer der ventede hende her, var akademiets middag for æresmedlemmer hvor hun også accepterede at holde festtalen. Efter nogen overvejelse blev det besluttet at emnet for talen – der honoreredes med den symbolske sum af 1 $ – skulle være ”Mit Livs Mottoer”. Middagen fandt sted den 28. januar 1959 under en voldsom snestorm, og Karen Blixen var for en sjælden gangs skyld nervøs inden sin optræden. Hun kom dog i gang og holdt sin tale der i kort og klar form giver et indblik i hendes liv og livssyn.
Det velvalgte motto
Overordnet set er der tale om en lejlighedstale hvor Karen Blixen med et tilbageskuende blik og en mængde biografiske oplysninger redegør for sit liv fra ”den lille Pige i Moders Hus” til fortælletidspunktet. Det er det livserfarne menneske der sent i livet opsummerer og gør rede for dels livet som det har formet sig, og dels de erfaringer det har ført med sig. Det er en velformet og stramt opbygget tale der – som det er tilfældet med det litterære forfatterskab – er tungt læsset med en stor mængde mere eller mindre skjulte citater og henvisninger til historiske begivenheder og personer. På den måde er talen særdeles litterær i sin udformning – selv om tonen generelt er let – og det har næppe været muligt for de festklædte tilhørere at få det hele med. Der er dog ikke tale om litterær staffage alene idet de mange henvisninger og citater, som det oftest er tilfældet hos Karen Blixen, hjælper til med at belyse og fortolke det beskrevne. Og dette er helt centralt for talen hvor det bærende synspunkt er at det kan være af overordentlig stor betydning for et menneskes liv og selvrealisation at have et velvalgt motto (som jo ofte er et citat af en slags) at leve under.
En verden af symboler
Karen Blixen indleder sin tale med at trække et skel mellem den yngre generation og sin egen – et skel der i hendes øjne ikke alene består i alder, men også i høj grad i den måde man anser verden på. Hendes eksempel er mottoet som ifølge hende havde en ganske anden værdi for den ældre end den yngre generation. For hvor Karen Blixens generation levede i en verden af symboler, lever den yngre i en verden af enkeltstående ting. Hermed menes at den gamle generation i en betegnelse, i selve ordet, så og opfattede den samlede og iboende symbolværdi, det samlede væsen og dertil hørende styrke, og ikke blot begrebets enkelte repræsentant. Denne grundlæggende forskel kan illustreres med et eksempel fra en af Karen Blixens tidlige fortællinger hvor en ældre herre belærer en yngre bekendt:
”Min Tids Kvinder var andet og mere end en Samling Personligheder af Kvindekøn. De symboliserede, de repræsenterede selve Kvinden. Jeg har ladet mig fortælle, at dette Ord, i den gammeldags Betydning, er gaaet ud af Deres Sprog. Der hvor vi i min Ungdom talte om Kvinden (…) der taler De nu om Kvinderne.”
Denne evne til at tænke i symboler – til at forbinde ordet med summen af det det betegner – havde stor betydning for den ældre generations og dermed Karen Blixens måde at leve på. Under disse forhold kunne et motto være en livsvejleder, det flag eller den ledestjerne som hjalp én gennem svære tider og ukendte farvande. Og den iboende kraft i mottoet kunne endda være så stærk at den prægede sin bærer: ”Ordet har Magt, naar det tages saa alvorligt. Man vælger sit Motto og sætter det i sit Segl, men inden man ved af det har Mottoet beseglet og præget En selv.” Valget af motto, og de muligheder for udvikling og erkendelse der ligger deri, knytter dermed an til en identitetstematik der løber som en rød tråd gennem forfatterskabet. Grundtanken er at mennesket (og i særlig grad kunstneren) har et vist iboende potentiale som under de rette forhold og med den rette indstilling kan forløses. Gennem livet går stærke strømme som kan føre én fremad og forme én. Det handler om at indse og omfavne den skæbne der er én beskåret, om at udfylde og spille de roller man er udset til. Og det gjaldt naturligvis også Karen Blixen selv der med Jacques (fra Shakespeares As You Like It) siger:
”Ja Verden er / en Skueplads, og Alle, Mænd og Kvinder, / kun Skuespillere. Hver gaaer og kommer, / naar hans Tid er; og hver har mange Roller / at spille i sin Livstid. Syv Livsaldre / er Stykkets Akter.”
I Karen Blixens tilfælde var der dog kun tale om fem aldre eller livsafsnit som hun siden den tidlige ungdom rejste igennem under vekslende mottoer. Vekslende fordi erfaringer og påvirkninger fra det levede liv udviklede mottoets bærer og det derfor undertiden krævede et nyt motto for at komme videre og indtage den næste rolle eller plads i livet. Bevægelsen videre betyder dog ikke at det forladte glemmes. Det bliver derimod en del af den samlede erfaringsmasse og får derigennem betydning for det videre liv. I alderdommen vil man, rig på erfaringer fra livets skole, i et tilbageblik kunne se, ”at alt vil gaa op i en Helhed. Snart skal vi se dem [livets tildragelser] som integrerende Dele af det hele Billede af Manden eller Kvinden”.
Mottoet som kompasnål
Det er ud fra denne opfattelse af mottoet og dets nærmest magiske betydning for bærerens liv og udvikling at Karen Blixen i tur og orden gennemgår sit livs aldre og de mottoer der hørte til dem. Den grundlæggende pointe er her at Karen Blixens mottoer hjalp hende med at vælge retning i livet og forløse de kræfter og evner der boede i hende. Dermed kommer gennemgangen af livsfaserne til at være en beskrivelse af et liv der har været underlagt et stort mål af styring gennem både usigelig lykke, enorme tab og knusende smerte. Hun inddeler altså sit liv i fem livsafsnit der kan opregnes således:
1: Barndommen / 2: Ungdommen / 3: Afrika-årene / 4: Den første tid i Danmark / 5: Den nuværende tid.
Barndommen beskrives som en søgende fase hvor de vekslende mottoer hun finder, ikke får endelig tag i hende. Det var først da hun som ung mærkede livets mange muligheder samle sig til en enhed, at hun valgte sit livs første motto: ”Navigare necesse est, vivere non necesse” (At sejle er nødvendigt, ikke at leve). Under dette motto mærkede hun hvordan ”Ordets Magi” udløste hjertets længsel og vovemod, og Karen Blixen udstak ”med urokkelig Tillid” sit livs kurs efter mottoets kompasnål hvilket bragte hende til Afrika, hvor hun skulle opleve sit livs store lykketid – eller med hendes egne ord: ”mit virkelige Liv”. Afrika tog hende ind og formede hende så hun følte behovet for et nyt motto der blev ”Je responderay” (Jeg vil svare). Det nye motto svarede til hendes sjælelige tilstand og stedet hvor hun befandt sig, for i Afrika var der ”fyldt med Stemmer, der svarede; jeg talte aldrig uden at faa Svar; jeg talte, frit og uhæmmet, selv naar jeg tav stille.” Et svar skal her forstås som omverdens udtalte eller tavse respons på et kald eller en følelse inden i den enkelte. Under det nye motto, på det nye kontinent, oplevede hun en hidtil ukendt samhørighed mellem det indre og det ydre. Her udfyldte hun sin rolle, og derfor tænkte hun når hun vågnede om morgenen: ”Nu er jeg der, hvor jeg skal være.” Men den paradisiske tilstand varede ikke ved, og Karen Blixen måtte flytte hjem til Danmark hvor hun oplevede at alt omkring hende og hun selv forstummede. Endnu var det dog ikke forbi, for i fortvivlelsens time blev hun ”grebet af en af Livets Strømme, der lod til at vide hvad den havde for, selv om jeg ikke selv vidste det”.
Iboende kræfter i hende begyndte at røre på sig; hendes fortællinger begyndte at kræve at blive skrevet. Det var tid til at udfylde den næste rolle: forfatterens. Fortællingerne krævede deres eksistens, og de krævede et motto at blive til under. De råbte: ”Giv os (…) et Tegn.” Hun valgte nu mottoet ”Pourquoi Pas?” (Hvorfor ikke?) som hun opfattede som ”et Svar, et Direktiv, et Signal der udtrykker et vildt Haab”. Og der – ført frem af livets strømme og i hænderne på ”en baade krævende og lykkelig Aand” – under det nye mottos forløsende kraft skrev hun både Seven Gothic Tales og resten af sine bøger. Dette sidste motto havde hun stadig i 1959 da hun talte ved akademiet, men det havde da fået selskab af endnu et motto der i den sidst beskrevne livsfase komplementerede det: ”Be bold. Be bold. Be not too bold.”
Det er det modne og erfarne menneskes motto der for Karen Blixen fungerede som tegn på at det efter et langt livs bevægelse, kampe og ønsket om at sætte sit præg på verden nu også var tid til at falde til ro. Hun citerer som katalysator for dette synspunkt Nietzsche hvis ord her kan stå som afslutning: ”Jeg er en Ja-siger, og en Stridsmand har jeg været, for at jeg en skønne Dag kunde have Armene fri til at velsigne.” R
Karen Blixen: ”Mit Livs Mottoer”
En tale holdt 28. januar 1959 ved American Academy of Arts and Letters – Uddrag
For ikke længe siden spurgte en Interviewer mig, om jeg (…) kunde samle mit Livs Tildragelser og Erfaring i, hvad man kalder et Motto.
Han gjorde nok klogt i at rette dette Spørgsmaal til et Menneske af min Generation. Hvad man kalder ”et Motto” er formodentlig et fjernt Begreb for Unge Mennesker i dag. Naar jeg ser fra den ene Tidsalder til den anden, konstaterer jeg at dette Begreb: Ordet – le mot, Mottoet – er et af de Fænomener i Livet som i Tidens Løb ganske afgjort er faldet i Værdi. For mine Jævnaldrende var Navnet Tingen eller Manden; det var endda den bedste Side af ham, og det var en Ros at sige om en Mand at han var saa god som sit Ord.
Det vil sikkert være vanskeligt for den yngre Generation at forstaa, i hvor høj Grad vi levede i en Verden af Symboler. Lad os tænke os at vi i dette Øjeblik har en ganske almindelig Genstand for os, et Stykke Stof, og at vi vil prøve at blive enige om en Definition og Placering af den. En ung Mand eller Kvinde vilde sige til mig: ”Du kan jo godt give denne Ting et vilkaarligt Navn, men faktisk og reelt, og hvad praktisk Anvendelighed angaar, er det et Stykke Flagdug, af de og de Maal og de og de Farver, til en Pris af saa og saa meget Meteren.” Et Menneske som er vokset op med Symboler vilde blive virkelig forbavset og forarget og protestere: ”Hvad mener du? Du har fuldstændig Uret. Den Ting, vi her har for os, er reelt og hvad praktisk Anvendelighed angaar en Ting som rummer umaadelig Kraft. Stil den paa en Prøve i det virkelige, praktiske Liv – den kan, hvad Øjeblik det skal være, kalde hundrede Millioner Mennesker frem og faa dem til at marchere. Den er Stars and Stripes, Old Glory, den er Amerikas Forenede Stater.”
(…) Paa lignende Maade holdt vi af at navngive et Foretagende, en Epoke eller en Opgave ved at hejse vort Flag over den i form af et Motto, som kunde bekendtgøre for hele Verden hvad Meningen var med dette Foretagende. In hoc signo vinces. Ordet, Mottoet, var her baade Startskud eller Program og samlende Tilbageblik. Det eksisterede forud for selve Aktiviteten eller Handlingen, og det stod der stadig, naar disse var afsluttet. Det var Begyndelsesverset, ”i Begyndelsen var Ordet”, og det sidste Ord om Sagen, det hellige Amen – ”saaledes er det.”
Og Ordet har Magt, naar det tages saa alvorligt. Man vælger sit Motto og sætter det i sit Segl, men inden man ved af det har Mottoet beseglet og præget En selv. Der er Familier i Danmark som gennem Aarhundreder har levet under Indflydelse af et Motto; jeg har kendt Medlemmer af flere Generationer af dem og har fundet dem forskellige paa mange Maader, men Præget har kunnet genkendes hos hver af dem, og de Mennesker som har levet under Tegnet Nobilis est ira leonis er anderledes af Fysiognomi, ja selv Instinkter, end de med Amore non vi. Jeg er beslægtet med og har været Ven med gamle og unge Medlemmer af en Familie, hvor man blev født og voksede op under Mottoet ”Og dog”. De var alle sammen stejle Mennesker og vanskelige at diskutere med.
(…) Jeg tror, det maa have været da jeg som syttenaarig havde opnaaet mere Selvstændighed og var ved at uddanne mig som Maler ved Kunstakademiet i København, at de rige Muligheder konsoliderede sig til een, og jeg valgte min Ungdoms første virkelige Motto.
Navigare necesse est, vivere non necesse! Denne dristige Ordre blev slynget fra Pompejus’ Læber til hans ængstelige sicilianske Mandskab, da det nægtede at trodse Storm og oprørt Hav for at bringe Kornforsyninger til Rom.
Det er ikke noget originalt Motto at vælge; mange unge Mennesker har utvivlsomt taget det til sig. Længselen og Vovemodet i deres Hjerter venter paa at Ordets Magi skal udløse dem.
(…) Under mit første Mottos Flag sejlede jeg lige ind i Afrikas Hjerte og ind i et Vita Nuova, ind i hvad der for mig blev mit virkelige Liv. Afrika tog imod mig og gjorde mig til sin, saa grundigt at jeg svigtede det Motto som havde forenet os, og udskiftede det med et andet [Je responderay, red.].
(…) For et Svar er noget meget sjældnere end man i Almindelighed forestiller sig. Der er mange højt intelligente Mennesker, der overhovedet ikke har et Svar i sig. En Samtale eller Brevveksling med saadanne Mennesker er ikke andet end en dobbelt Monolog – om man stryger blidt eller slaar haardt, er der ikke mere Ekko at faa fra dem end fra en Træblok. Og hvordan kan man saa selv blive ved at tale?
I de afrikanske Sletters lange Dale har jeg været omgivet og fulgt af liflige Ekkoer som fra en Klangbund. Mit daglige Liv dernede var fyldt med Stemmer, der svarede; jeg talte aldrig uden at faa Svar; jeg talte, frit og uhæmmet, selv naar jeg tav stille.
(…) Afrikas Indfødte havde jeg ikke mødt før; alligevel kom de ind i mit Liv som en Slags Svar paa et Kald i min egen Natur, paa Barndomsdrømme maaske, eller paa Digtning jeg havde læst og elsket for længe siden, eller paa Følelser og Instinkter dybt nede i Sindet.
(…) Læsere af min Bog Den afrikanske Farm vil imidlertid vide, at denne Tingenes Tilstand ikke varede ved for mig. (…) Jeg rejste tilbage til mit eget Land, i Højde med Havets Overflade, udenfor Hørevidde af Ekkoerne fra Sletten, – dens store, vilde, sorgløse Beboere og de mørke, venlige Skikkelser i Manyatta’erne forsvandt omkring mig og sank ned under Horisonten. I den Periode var min Tilværelse uden et Svar nogetsteds fra.
(…) Under disse Omstændigheder forstummede jeg selv. Jeg havde, i enhver Betydning af Ordet, intet at skulle have sagt.
Og dog maatte jeg tale. For jeg havde mine Bøger at skrive.
(…) De fantastiske Fortællinger begyndte at kræve at blive skrevet, og allerførst krævede de et Motto for den Bog, de skulde udgøre. ”Giv os,” raabte de, ”et Tegn” – ikke at sejre i, for jeg kunde paa det Tidspunkt ikke rumme nogen Forestilling om Sejr, men – ”at løbe, at røre os i!”
Uventet, som af sig selv, var mit tredie Motto [Pourquoi Pas?, red.] pludselig over mig. I Øjeblikket forstod jeg ikke engang dets Betydning, det tog mig simpelthen i Besiddelse.
(…) Nu har ogsaa dette Motto helt Karakteren af et Paradoks, og jeg kan ikke direkte gøre rede for dets Betydning. Men det virkede. Det var opmuntrende og inspirerende. ”Hvorfor?” alene er en Jamren eller Klage, et Raab fra Hjertet; det synes at lyde i Ørkenen og i sig selv at være negativt, en tabt Sags Stemme. Men naar endnu et Negativ, pas, ”ikke”, bliver føjet til, bliver det patetiske Spørgsmaal forvandlet til et Svar, et Direktiv, et Signal der udtrykker et vildt Haab.
(…) Mit Livs næste Motto kom ind i det ganske stille, uden at bortjage Pourquoi Pas?, som ved en Naturlov, som Aarstidernes Skiften – noget, ingen i Virkeligheden ønsker at ændre.
Omkring en gammel engelsk By var der tre Bymure. I hver Mur var der en Port, og over hver Port en Indskrift. Over den første Port stod der skrevet: Be bold, over den anden: Be bold, over den tredie: Be not too bold.
(…) Trangen til at præge Verden med sin Vilje og sit Væsen forvandles til en Længsel efter at være i Stand til at acceptere, at overgive sig til Universet – ske Din Vilje.
Bibliografisk
Forfatter: Nicolas Reinecke. Mag.art. og redaktør ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.
RetorikMagasinet 84/2012, side 31-35
