Da kvinderne tog ordet

I Danmark har vi ikke tradition for at forske i kvinders retorik. Men denne retorik kan være med til at åbne vores øjne for hvordan en marginaliseret stemme har ændret den offentlige debat med en såkaldt strategisk ‘feminin stil’

Da kvinderne tog ordet

Marie Lund Klujeff.


Den der har læst Sojourner Truths tale ”Ain’t I a Woman” fra 1851, ved at det ikke behøver at være politisk korrekte hensyn der vejer tungest i begrundelsen for at interessere sig for kvinders retorik. Truth var en amerikansk sort kvinde der kæmpede for ophævelse af slaveriet og for kvinders ligeberettigelse, og vel er hun da et eksempel på en marginaliseret stemme. Men talen leverer samtidig en ualmindelig slagkraftig argumentation der overlegent etablerer etos og nærvær og knivskarpt demonstrerer det intellekt som taleren hævder at kvinder har. Vi læser talen på retorikstudier i Danmark i dag fordi den er blændende retorik og en betydningsfuld tale der giver os indsigt i retoriske og historiske aspekter af demokrati, deliberation og politisk handling.

Denne retoriske kvindekanon fungerer som
et korrektiv til den traditionelle retorikhistories
fokus på ’afdøde hvide mænds store
taler’.

Knapt så flinke er vi til at læse vores egne taler af historiens danske kvinder. Og ulig retorikforskningen i flere andre lande kan dansk retorisk kritik ikke prale af en forskningstradition i kvinders retorik. I USA har retorikforskningen haft et vist sammenløb med feministisk kritik, og det har både medført en interesse for Amerikas kvindelige talere og en selvstændig teoriudvikling inden for denne gren af retorisk kritik.
Et resultat er opbygningen af en kvindelig retorisk kanon i form af flere solide antologier af amerikanske kvinders taler. Denne retoriske kvindekanon fungerer som et korrektiv til den traditionelle retorikhistories fokus på ’afdøde hvide mænds store taler’. Blandt andet har Karlyn Kohrs Campbell udgivet en samling af de tidlige amerikanske feministers taler i Man Cannot Speak for Her. A Critical Study of Early Feminist Rhetoric I-II (1989). Campbell undersøger blandt andet hvordan kvinder skaber retorisk handlekraft i et samfund hvor kvinders adgang til talerstolen ikke er en selvfølge. Også i Sverige hvor feministisk forskning står stærkere end i Danmark, har der været en målrettet retorisk kritisk forskning i svenske kvinders retorik. Især har Brigitte Mral afdækket feltet, bl.a. i Talande kvinnor. Kvinnliga retoriker från Aspasia till Ellen Key.

Den danske undladelse af et kvindeperspektiv er imidlertid mindre skelsættende når man tager i betragtning at der i det hele taget ikke er nogen tradition for systematisk retorisk forskning i Danmarkshistoriens store taler. Et vist fundament er tilvejebragt i form af to trykte antologier med danske taler: Harald Jørgensens Danske taler gennem 100 aar (1945) og den nys udkomne Ingen over Tinget – Intet under Tæppet. Danske politiske taler fra Ørsted og Hørup til Poul og Pia (2009), redigeret af Nikolaj Ifversen og Jan Lindhardt som ledsager hver tale med en introduktion af den historiske kontekst og en retorisk kommentar. Lindhardt og Ifversens udvalg rummer flereog især nyere taler af kvinder, og også en del der ikke angår kvinders rettigheder specifikt. Men vi har stadig ingen egentlig antologi om kvinderetorik hvor kvindelige retorer udgør et særligt forskningsfelt.

Den danske kvindebevægelse

Den største ressource af kvinders retorik findes på Kvinfos hjemmeside under temaet ”Kvindekilder”. Det er en database der rummer mange forskellige retoriske artefakter som taler, artikler, skønlitteratur og debatindlæg af danske kvinder i historien. Taler og tekster handler oftest, men ikke udelukkende, om kvinders rettigheder og erfaringer. I ”Kvindekilder” findes også gode artikler om dansk og international kvindehistorie der kan give kritikeren den historiske indsigt i kvindernes politiske situation som er nødvendig for at forstå deres særlige retoriske vilkår.

Moderne feminisme har sine rødder i de friheds- og lighedstanker der var drivkraften i 1700-tallets revolutioner og demokratibevægelser, først med dannelsen af USA som en selvstændig stat og underskrivelsen af Uafhængighedserklæringen (1776) og nogle år senere med den franske
revolution (1789). I den sidste halvdel af 1800-tallet begyndte danske kvinder at organisere sig i kvindeorganisationer og den internationale valgretsbevægelse. Dansk kvindesamfund, som var en borgerlig forening, blev stiftet 1871, og i 1885 etablerede bladet ”Kvinden og Samfundet” en offentlighed hvor kvinder kunne drøfte kvindepolitiske spørgsmål. I kølvandet på dette blev andre kvindeorganisationer stiftet, bl.a. den mere radikale Kvindelig Fremskridtsforening med kvindevalgret på programmet, mens de arbejdende kvinder organiserede sig i forskellige kvindelige fagforbund.

Annonce

Den borgerlige kvindebevægelse holdt på at
seksuel afholdenhed før ægteskabet ikke
skal være forbeholdt kvinder.

I modsætning til arbejderbevægelsen, som er samtidig, har kvindebevægelsen i Danmark udviklet sig i bølger, med to højdepunkter i henholdsvis 1870–1920 og 1970–85. I den første bølge i slutningen af 1800-tallet gjaldt kvindekampen især politiske rettigheder, uddannelsesmuligheder og ligestilling på arbejdsmarkedet. Perioden var også præget af en nordisk debat om sædelighed og involverede både kvindebevægelsen og nordiske intellektuelle og forfattere som Bjørnstjerne Bjørnson, Georg Brandes, Henrik Pontoppidan, August Strindberg og Amalie Skram. Den borgerlige kvindebevægelse holdt på at seksuel afholdenhed før ægteskabet ikke skal være forbeholdt kvinder. For at komme prostitution og usædelighed til livs bør den også gælde for mænd. Andre forlangte et opgør med borgerskabets dobbeltmoral, mens naturalistisk sindede forfattere argumenterede for seksuel frigørelse.
En anden debat i 1880’erne handlede om den såkaldte reformdragt, en løstsiddende klædedragt for kvinder. Den var designet af en amerikansk feminist og skulle befri kvinderne for korset og tournure som deformerede rygraden og hindrede den fri vejrtrækning. Samtidig havde den dog også en tydelig retorisk funktion fordi den kommunikerede bærerens moderne livssyn, åndelige bevægelsesfrihed og kvindepolitiske holdninger. I den danske kvindebevægelses anden fase i 1960’erne og 1970’erne genoptages mange af de gamle mærkesager, og nye kommer til. Mærkesagerne er blandt andet ligestillingspolitik, ligeløn, fri abort og seksuel frigørelse.

Feminin stil

Et analytisk begreb som er udviklet specifikt til at analysere og diskutere feministisk retorisk diskurs, er ”feminin stil” – om end det altid understreges at stilen anvendes af mænd såvel som kvinder. Feminin stil er netop et retorisk begreb fordi det betegner argumentationsstrategier og normer for tale og opførsel i offentligheden. Det er knyttet til ’gender’, kulturelt køn, og ikke ’sex’, kønsdelenes udformning. Campbell står for begrebsdefinitionen, de grundlæggende metodiske sondringer og en del videreudvikling, men feminin stil er også blevet anvendt, diskuteret og kritiseret af andre retoriske kritikere. Historisk set er det en strategi der blev brugt til at løse den knibe 1800-tallets kvindelige retorer stod i når de på den ene side var nødt til at udøve deres kvindelighed diskursivt for at følge normerne for kvindelig opførsel og tale i offentligheden og på den anden måtte levere effektiv og klar argumentation efter gængse retoriske standarder for at få politisk indflydelse.

Historisk set er feminin stil en retorisk
strategi der er med til at gøre det acceptabelt
for kvinder at tale i offentligheden.

Strategien består af en række træk der hver for sig er kendte retoriske greb, men som samlet udgør en egentlig retorisk stil. Stilen er karakteriseret ved en personlig og bekendende henvendelsesform, anekdotisk bevisførelse hvor kvinden trækker på levet erfaring i stedet for at tale som ekspert, og en induktiv ræsonnementsform der lader publikum drage slutningen. Desuden har den typisk forskellige referencer til et traditionelt kvindeligt univers, fx når retor påtager sig en kvindelig persona som moderrollen eller bruger huslige metaforer. Det er altafgørende for at den feminine stil kan træde tydeligt frem, at meget maskuline strategier som direkte modargumentation eller hårdt sprog undgås. Imidlertid er der ikke noget til hinder for at feminin stil kan kombineres med saglighed og slagkraft i argumentationen.

Historisk set er feminin stil en retorisk strategi der er med til at gøre det acceptabelt for kvinder at tale i offentligheden. Mere overraskende er det dog at feminin stil også i slutningen af det tyvende århundrede fungerer som social norm, blandt andet til skade for de amerikanske kvindelige politikere der ikke lever op til de herskende kønsstereotypier.

Feminin stil i dansk retorik

Kvindebevægelsen har international karakter, og det synes plausibelt at også retoriske strategier har krydset landegrænser. Derfor vil jeg undersøge om den feminine stil der karakteriserer Sojourner Truth og amerikansk feminisme, også kan spores i de danske kvinders retorik.

Nærmere bestemt tager jeg udgangspunkt i Gyrithe Lemches tale ved Dansk Kvindesamfunds valgretsmøde i Rosenborg Have 28. juni 1908.
Lemche er en af de mest fremtrædende danske kvindesagsforkæmpere der bl.a. er kendt for sin tale ved Skamlingsbanken d. 4. juni 1912 hvor hun argumenterer for at man indfører kvindevalgretten før man reviderer resten af grundloven. Jeg tager dog udgangspunkt i den tidligere tale, som er optrykt i Ifversen og Lindhardts nye antologi, fordi den udgør et særdeles interessant eksempel på strategisk udnyttelse af feminin stil.

Det er ikke en tale der er præget af meget føleri. Den er opbygget som en gendrivelse af de mandlige rigsdagsmedlemmers affærdigelse af kvindebevægelsen og deres begrundelser for ikke at give kvinder politisk medbestemmelse. Indledningsvis dekonstruerer Lemche ”det kunstige skel mellem mænd og kvinder” ved at optrævle forskelle kvinder imellem. Derpå bliver hun ironisk når hun igen og igen tager beskyldningen om kvinders politiske umodenhed på sig – ikke ulig Marcus Antonius’ strategi i Shakespeares Julius Cæsar. Ironien forløses når hun som konklusion venligt tilbyder at kvindebevægelsen kan vejlede mændene i politisk organisering når de engang kommer så langt. Det er ligeledes med stor selvfølelse at hun tager den retoriske handlekraft fra mændene og griber den selv: ”Vi Kvindesagskvinder, saa mange eller saa faa, vi er, tilkender os selv den politiske Modenhed (…).” Hendes modargumentation er temmelig uforsonlig når hun klandrer fortidens politikere for ”Uforstand” og kalder nutidens politikere der nøler med at give kvinder ligestilling, for ”forstokket” og ”naiv.” Endelig får et element af feminin stil, moderlig overbærenhed, en ganske perfid drejning når det kombineres med modenhedstemaet i en sammenligning af manden med et barn: ”(…) den, som er saa naiv at tro, at man kan dæmme op for en Flod, som har sine Kilder snart i alle Verdens Lande, – ham tilkender vi Kvinder ikke tilstrækkelig Modenhed, – ja, vi smiler af ham som af Barnet, der troede, det kunne tømme Havet med en Ske.”

Der er ikke tale om gennemført feminin stil i
Lemches tale, men alligevel er trækkene
tydelige nok til at danne konturerne af et
klart strategisk sigte.

Det er ikke ydmyghed og manglende selvtillid der kendetegner Gyrithe Lemches tale, men alligevel finder vi en del træk fra den feminine stil. En vigtig metafor, som hun vender tilbage til flere gange og udbygger i forskellige retninger, er kvindebevægelsen som en naturkraft.
Den antager både form af en flod, jf. citatet ovenfor, og en ild ”der ikke flammer højt, men æder dybt”. Men første gang den optræder, er det i en mere tæmmet botanisk form, som et frihedstræ i en gammel urtepotte. Folkebevægelser som bondestanden og kvindebevægelsen er i Lemches metaforik den nødvendige nye muld i potten. En lignende huslig metafor finder vi i en mere udfoldet sammenligning hvor temaet om modenhed tages op igen: ”Naar Børn er voksede ud af deres Klæder, maa der nye Klæder til, for ellers sprænger de Tøjet, og det var daarlig Økonomi, – det ved alle gode Husmødre. Men, naar vi Kvinder er voksede ud af de en Gang givne Rammer, saa maa der sandelig også nye Rammer til, for ellers sprænger vi de gamle, – og det var daarlig Økonomi af de politiske Husmødre.” Og et eksempel på feminin stil er det vel også når talens mange angreb på mænd glattes ud i slutningen hvor den helt store forsoning mellem kønnene finder sted i en romantisk omfavnelse: ”Derfor er der ingen Modsigelse i, at vi er gaaede sammen til dette Møde i Dag, politisk interesserede Mænd og Kvinder, ad Damernes og Kavalerernes Gang (…).”

Der er ikke tale om gennemført feminin stil i Lemches tale, men alligevel er trækkene tydelige nok til at danne konturerne af et klart strategisk sigte. Referencer fra det huslige arbejde og børneopdragelse korresponderer med erfaringer i mange kvinders hverdag, og med trækkene fra den feminine stil konstituerer Lemche sit publikum bredere end blot de kvinder der allerede har accepteret identiteten som kvindesagskvinder. I talen gør de huslige metaforer det muligt for en langt større gruppe af kvinder at flette allerede eksisterende identitetsfortællinger – at de er mødre, forlovede, hustruer, piger i huset eller husmødre – sammen med en ny bevidsthed om kvinder som individer der har indflydelse på offentlige sager og er politisk handlekraftige.
Der er al mulig grund til at kigge nærmere på kvinders retorik i det tidlige danske demokrati. Lemches tale er blandt andet et eksempel på at kvinders særlige retoriske vilkår blev udnyttet strategisk for at skabe politisk handling. Det er retorik der lægger fundamentet for et langt sejt træk og for omfattende ændringer af samfundets struktur. Værd at læse og at lære af. ◗


Læs mere

”Dansk kvindebiografisk leksikon” og ”Kvindekilder” på www.kvinfo.dk
Ritchie, Joy og Ronald, Kate, Available Means. An Anthology of Women’s Rhetoric, University of Pittsburgh Press, 2001.
Mral, Brigitte, ”Den offentliga kvinnan: kvinnliga talare vid sekelskiftet i Sverige”, i Rhetorica Scandinavica, nr. 2, 1997.
Mral, Brigitte, Talande kvinnor. Kvinnliga retoriker från Aspasia till Ellen Key Retorikförlaget (2011 [1999])
Sojourner Truths tale ”Ain’t I a Woman” fra 1851

Bibliografisk

Af Marie Lund Klujeff Lektor i retorik ved Aarhus Universitet.


RetorikMagasinet 79 (2011), s 24-27.



Om skribenten

Marie Lund, ph.d., er lektor i retorik ved Aarhus ­Universitet.

Lämna ett svar