Afrika: naturkampens epicentrum

Billeder af dræbte elefanter og andre vilde dyr fra Laikipia i det centrale Kenya fik tidligere på året vestlige nyhedsmedier til at berette om hærgende nomader i Kenyas vigtigste privatejede naturreservater. Det handler ikke om salg af stødtænder og andre illegale dyrematerialer. Konflikten i Laikipia er nemlig et eksempel på et af det 21. århundredes afrikanske naturkampe hvor blandt andet dræbte elefanter bliver symbolske trofæer i de fattiges oprør mod uretfærdige politikker. Årsagen til konflikterne mange steder på kontinentet skal findes mellem modsatrettede naturinteresser. 

Afrika: naturkampens epicentrum

Stig Jensen

Spændingsfeltet i konflikten strækker sig fra interessenter som abonnerer på en biocentrisk tilgang hvor kampen for bevarelse af naturens mangfoldighed er baseret på naturfredning uden menneskelige aktiviteter. I den modsatte ende af spektret er interessenterne der trækker på en såkaldt antropocentrisk tilgang hvor naturudnyttelse som forudsætning for menneskelig overlevelse er i fokus.

Når fattige i Laikipia invaderer privatejede områder med deres over 200.000 husdyr, skyldes det en kombination af faktorer. Et af de vigtigste motiver for invasionerne er behovet for græsningsarealer hvor nomaderne, også kaldet pastoralister, provokeres af at frodige landområder i de private naturreservater er forbeholdt elefanter og andre vilde dyr. Vilde dyr der dermed får tillagt højere status, bedre betingelser og mere værdi end deres liv. Derfor ser man netop nu eksempler på nedskydning af vilde dyr som følge af politiske manifestationer i stedet for krybskytteri.
Spændingerne og konflikter mellem på den ene side lokale traditionelle samfunds adgang og udnyttelse af naturen og på den anden side eksternt styret naturbeskyttelse kan spores tilbage til kolonitiden. De europæiske kolonimagters interesse for beskyttelse af Afrikas natur udmøntede sig i verdens første internationale miljøaftale, Londonkonventionen, som blev underskrevet i år 1900. I konventionens forord står der om målsætningen: “(…) to prevent the uncontrolled massacre and to ensure the conservation of diverse wild animal species (…)”. Altså en aftale med et biocentrisk fokus og med en målsætning om at beskytte vilde dyr mod mennesker, specifikt afrikanerne. Konventionens tekst og intentioner afspejler et grundlæggende negativt syn på menneskers relationer til naturen samt kolonimagternes civilisationsprojekt der indebar en modernisering af afrikanerne og deres relationer til naturen.

Kolonitidens spor

Kolonialiseringen af Afrika og afrikanerne har vidtgående konsekvenser. Set fra afrikanernes perspektiv betød de europæiske kolonimagters indblanding en tredobbelt berøvelse hvor de mest værdifulde områder først og fremmest blev eksproprieret, altså taget fra private hænder af myndighederne og udlagt til enten minedrift eller intensivt landbrug med det mål at berige kolonimagterne. For det andet at såkaldte ‘værdifulde naturområder’ blev frisat til vilde dyr i form af reservater uden adgang for mennesker. Endelig betød det et forbud mod udnyttelse af al oprindelig natur i form af et reguleringsinitiativ i forlængelse af Londonkonventionen. Kolonimagternes regulering betød altså omfattende, forandrede og forringede levevilkår for mange af kontinentets oprindelige beboere.

Fremhævelsen af kolonitidens betydning kan umiddelbart virke ude af trit med tiden eftersom afkoloniseringsprocessen i Afrika blev indledt for mere end 50 år siden. Men sporene der blev udstukket i kolonitiden, er stadig væk tydelige. Eksempelvis er nutidens kort over Afrika med landegrænser nærmest identisk med det som den tyske rigskansler Bismarck fik forhandlet på plads med de andre europæiske statsledere under Berlinkonferencen i 1984-85. Derudover er kolonitidens dobbelte struktur i landbruget i vid udstrækning blevet fastholdt. På den ene side den moderne og intensive udnyttelse af jorden til eksport, ofte koblet til den internationale økonomi. På den anden side en videreførelse af det traditionelle landbrug med fokus på at brødeføde husstanden. Ende- lige er et tredje kolonispor frisættelsen af store landområder til vild natur hvor eksempelvis mere end 25 procent af Tanzanias landareal har status som naturreservater. Faktisk er arealer afsat til naturbeskyttelse i Afrika yderligere ekspanderet efter kolonitiden hvilket overvejende skyldes at internationale, primært nordligt baserede, naturbesvarelsesorganisationer har været i stand til at dokumentere værdifulde naturværdier i Afrika. På den måde har man via internationale samfund kunnet presse afrikanske nationer til en forøgelse af områder til naturreservater fordi kontinentet rummer enestående natur der er vigtig for menneskeheden.

Eliter efterspørger naturoplevelser

Ovennævnte eksempel fra Laikipia demonstrer hvordan polariserede konflikter mellem udnyttelses- og bevarelsesinteresser for tiden udkæmpes i Kenya. Naturbeskyttelse og specifik fredning af naturen i Afrika er traditionelt af blandt andre afrikanere blevet omtalt som ‘den hvide mands projekt’. På det seneste er den traditionelle panafrikanske konsensus om naturbeskyttelse blevet udfordret internt fordi en voksende del af kontinentets urbane eliter efterspørger mulighed for rekreative aktiviteter i naturen. Det viser sig eksempelvis i væksten af urban økoturisme til naturområder på landet. Dermed er der opstået nye interessefællesskaber mellem afrikanske urbane eliter og internationale naturbeskyttelsesinteresser om fredning af Afrikas natur. Disse nye alliancer mellem magtfulde aktører har betydning for de ofte svage samfundsgrupper der bor i områder nær naturreservaterne, fordi naturbeskyttelse i form af sanktioneringer mod lokale samfund skærpes. Samtidig er der blandt lokalsamfund en voksende utilfredshed med effekterne af naturbeskyttelsesinitiativerne hvor især tre forhold skaber utilfredshed: For det første at vilde dyr anretter skader på afgrøder, ejendom og mennesker. For det andet at samfund nær fredede områder oplever at vilde dyr har forrang, og at drab på vilde dyr derfor er ulovligt og strafbart. For det tredje at samfund der bor i og omkring naturreservater, oftest er de fattigste og mest marginaliserede hvor deres overlevelse er baseret på evnen til at udnytte deres lokale naturgrundlag.

Dødeligt klima

Klimaproblemstillingerne kravler stadig højere op på den internationale politiske dagsorden som et af den globale landsbys største udfordringer. Den internationale klimadebat fokuserer primært på fremtidige konsekvenser af klimaændringer, men i Afrika oplever man dem allerede, og konsekvenserne er mærkbare. De ændrede vejrforhold påvirker livsbetingelser i særligt landområderne hvor størstedelen af kontinentets befolkning bor.

Usikkerheder om vejrforholdene er ikke nyt for afrikanerne hvor overlevelse som nævnt altid har været tæt forbundet med evnen til at navigere og udnytte de naturgivne betingelser. Det nye for afrikanerne med nutidens klimavilkår er de ekstreme vejrvariationer som temperaturstigninger og udebleven eller omfattende regn der både har korttids- og langtidskonsekvenser. På den korte bane er de klassiske direkte konsekvenser af uforudsigelige vejrforhold faldende udbytte der i værste fald medfører klimaflygtninge, hungersnød og død.

 

Magten tørrer ud

Klimaændringerne har også samfundsmæssige langtidskonsekvenser, indtil videre primært på landet. Ny forskning fra Burkina Faso dokumenterer at traditionelle magtstrukturer bliver nedbrudt som følge af klimaændringerne. Et udbredt fænomen i afrikanske samfund er at ældre, især mænd, sidder på magten legitimeret af en kombination af viden og opsamlet erfaring med natur og samfund. Derfor har de ældre traditionelt spillet en særlig central rolle i beslutningsprocesserne i landbruget. De uberegnelige vejrforhold betyder nu at høsten stadig oftere hverken lever op til lokale forventning eller lokale behov. I første omgang udfordrer det overlevelsesmulighederne lokalt, men en afledt effekt er undermineringen af de ældres autoritet og position i samfundet fordi deres viden og handlinger ikke længere kan brødføde folk lokalt. Derudover søger en voksende del af de unge, især mænd, væk fra lokalsamfundet i jagten på lønarbejde. Unge der finder lønarbejde og har økonomisk succes, bidrager på den måde til lokalsamfundene og udfordrer som konsekvens de ældres magtpositioner. På den måde bliver klimaændringerne katalysator for lokale samfundsmæssige omvæltninger.

Selv om de klimarelaterede ændringer i første omgang primært har lokale konsekvenser, så er det overvejende sandsynligt at de også vil få bredere konsekvenser. Afrikanere er udfordret over en bred front hvor klimaproblemstillinger, nedslidning af naturgrundlaget og ikke mindst de seneste årtiers voldsomme afvandinger fra landet mod byer hver især og samlet er problematiske. Samtidig er der en voksende bybefolkning og derfor et øget behov for råvarer produceret i landområderne som i stadig højere grad har problemer med at brødføde sig selv i forvejen.

Naturkampene i Afrika udkæmpes både politisk og retorisk på mange fronter og med voksende intensitet. Spørgsmålet er om Afrika og afrikanerne kan imødekomme såvel interesserne for bevarelse af vild natur som den stadigt voksende efterspørgsel på mad i tider hvor klimaændringer giver nye udfordringer.

R

Bibliografisk

Af Stig Jensen, lektor ved Center for Afrikastudier, Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 104 (2017), s 27-29.

Author profile

lektor ved Center for Afrikastudier, Københavns Universitet

Skriv et svar