Autoritetsargumentet er debattens trumfkort

Meningsmålinger, forskere eller idolers ord bliver brugt som det tunge skyts, men effekten af dem er udelukkende et spørgsmål om tillid.

Bibliografisk

Forfattere: Mette Bengtsson, Ph.d.-stipendiat i retorik ved Københavns Universitet og Kristine Milfeldt, retorikstuderende.

RetorikMagasinet 82, side 22-23.

Autoritetsargumentet er debattens trumfkort

To betragtninger synes at blive gentaget når man gennemgår forskningen om autoriteter og argumentation. For det første det paradoks at er man en autoritet, har man ikke brug for at argumentere for at få folk til at tilslutte sig ens synspunkter. Hannah Arendt skriver at ”[a]uthority (…) is incompatible with persuasion, which presupposes equality and works through a process of argumentation”, mens Mark Warren lægger vægt på samme uoverensstemmelse når han fremhæver at autoriteter i bund og grund er udemokratiske. For det andet synes der at være bred enighed om at vi med tiden er blevet mindre autoritetstro. Med 60’ernes ungdomsoprør og 70’ernes frigørende bevægelser har de traditionelle autoriteter stået for fald: Vi siger Sørine Gotfredsen imod når hun udtaler sig om Anders Breivik. Vi ringer læreren op hvis vi synes at han eller hun har uret i en konflikthåndtering i skolegården. Og vi tjekker sundhed.dk før et lægebesøg for at kunne diskutere med lægen.

Ud fra de to betragtninger kunne man let tro at autoritetsargumenter er på vej ud af den politiske debat. Det synes dog langt fra at være tilfældet. Kigger man på praksis, er autoritetsargumentet stadig en væsentlig og flittigt brugt argumenttype der effektivt kan være med til at overbevise de folk der nærer tillid til den pågældende autoritet. Men hvad opfattes i dag som autoriteter, og hvordan fungerer autoritetsargumenter i nutidig dansk politisk debat?

Kvantitetsargumentet: Størstedelen af befolkningen mener …

Autoritetsargumenter kan være mange ting. En type er kvantitetsargumentet hvor afsender forsøger at overbevise modtager om en sag med henvisning til at det er majoritetens holdning. Man skal ikke lede længe for at finde eksempler af denne type. Et oplagt et af slagsen er en meningsmåling som Jyllands-Posten bragte for et par år siden hvor avisen havde spurgt unge vælgere mellem 18 og 25 år om adskillelse af kirke og stat. Her ønskede næsten hver anden af de unge en adskillelse, mens kun godt 35 procent foretrak status quo. I artiklen havde man efterfølgende spurgt to biskopper som begge medgav at det er den vej udviklingen går, men som også understregede at de selv ville ønske det anderledes. Flertallet i den yngre del af befolkning blev altså fremhævet, mens biskoppernes mening blev opfattet som mindre vigtig og måske ligefrem utroværdig på grund af stærke egeninteresser.

Ekspertargumentet: Den nyeste forskning viser …

En anden type er ekspertargumentet hvor taleren finder en ekspert der gentager den påstand som taleren gerne vil argumentere for. Eksperter kan findes mange steder, men er i langt de fleste tilfælde fra universitetsverdenen. Som Douglas Walton skriver: ”[N]ow science has become the ultimate authority.” Man kan sige at frem for fælles autoriteter, der især baserer sig på en position i samfundet, er moderne autoriteter mere lokale med en status der bliver opbygget og nedbrudt gennem en sproglig fremstilling af egne kompetencer. Tag fx Marlene Wind som et eksempel. I modsætning til de traditionelle religiøse autoriteter kan moderne eksperter i højere grad bestrides – og man kan (næsten) altid finde en ekspert der taler for det modsatte synspunkt.

Fra debatten om adskillelse af stat og kirke er der ud over kvantitetsargumenter også mange eksempler på ekspertargumenter. I samme artikel som der er refereret til ovenfor, udtaler Martin Schwarz Lausten, der er professor i kirkehistorie ved Københavns Universitet, fx afslutningsvis at ”jeg tror, at vi inden for en overskuelig fremtid får en udvikling i Danmark som i Sverige hvor stat og kirke adskilles”. I modsætning til de to biskopper fremsætter forskeren ikke egentlige argumenter, men skribenterne forlader sig på modtagernes tillid til ham som person.

Idolargumentet: Steve Jobs siger …

En tredje type er idolargumentet hvor man argumenterer for en handling med reference til en mønsterværdig person. Et eksempel på et idol som for nogle er af næsten religiøs karakter, er medstifteren af Apple, Steve Jobs. I en pressemeddelelse i forbindelse med hans nylige død skriver Apple: ”Steves genialitet, passion og energi var kilden til uanede mængder innovationer der har beriget og forbedret vores liv.” Mon ikke entreprenante typer i generationer fremover lystigt vil referere til Steve Jobs når de skal forsvare deres egne handlinger? For en retoriker er idolargumentet især interessant fordi idoldyrkelse i de fleste tilfælde sker inden for mindre fællesskaber i en afgrænset tidsperiode hvilket stiller store krav til retor om et særlig godt kendskab til publikum. Man kan ramme plet, men kan også hurtigt gå galt i byen.

Gode og dårlige autoritetsargumenter

Autoritetsargumenter kan altså være effektive hvis de er valgt med omhu i forhold til modtagernes tillid til autoriteten, men er de altid lige berettigede? Når det kommer til kvantitetsargumenter, er det især relevant at høre befolkningens mening når det drejer sig om evaluerende og advokerende påstande hvor vi kan mene noget om en sag, og hvor holdninger på begge sider er legitime. Derimod kan flertalsafgørelser være problematiske når det drejer sig om konstaterende og til dels definerende påstande. Hvad et flertal af befolkningen fx mener om sandsynligheden for at der er liv på Mars, er ikke et relevant argument. Omvendt forholder det sig med ekspertargumenter. Her kan evaluerende og advokerende påstande være problematiske, mens de konstaterende og definerende er mere legitime. Når det kommer til idolargumentet kan det være et problem at et idol efterlignes over en bred kam – også for de mindre gode egenskaber. Morten Bay skriver fx i en klumme om Steve Jobs at han havde ry for at være hysterisk, og at han stjal idéer med arme og ben fra andre firmaer – blandt andet Xenox. Disse sider behøver fremtidens entreprenører måske ikke ligefrem gøre sig anstrengelser for at imitere. R

Læs mere

Arendt, Hannah (2006): Between Past and Future. Penguin Group, New York.
Jørgensen, Charlotte og Merete Onsberg (2008): Praktisk argumentation, 3. udgave. Nyt Teknisk Forlag, København V.
Walton, Douglas (1997): Appeal to Expert Opinion. Penn State Press, Pennsylvania.
Warren, Mark (1996): ”Deliberative Democracy and Authority”. I: The American Political Science Review, vol. 90, nr. 1, 46-60..

Author profile

ph.d., er lektor i retorik ved Københavns Universitet

Skriv et svar