Bag ethvert køn står et menneske

Tænk på feminisme. Ser du Emma Holten for dig? Det overrasker os ikke. For mange mennesker er den 24-årige kvinde nemlig blevet ansigtet ikke bare på fænomenet hævnporno, men på feminismen generelt. Hun er blevet frontfigur for en ny feminisme som er trendy og fuldstændig blottet for tvær menstruationsretorik. I modsætning til mange andre feminister argumenterer hun nemlig ikke kun med voldsstatistikker og strukturelle analyser, men hun fortæller sin historie. Og når unge piger og drenge ser Emma Holten, så vil de også være feminister.

Bag ethvert køn står et menneske

af Amalie Hypolit & Iben Andreassen

Siden hun i 2014 lavede samtykkeprojektet med fotografen Cecilie Bødker, har Holten været på vej; til London, New York og nu Krogerup hvor hun er blevet ansat som højskolelærer. Som to jævnaldrende retorikstuderende lytter vi måbende mens hun fortæller at hun er blevet bedt om at skrive en tale for Nicole Kidman, at FN-ambassadør Emma Watson retweeter hendes opslag på Twitter og om dengang hun og den daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt delte scenen til markeringen af 100-året for kvindernes valgret.

Men Emma er også ’bare’ studerende på Københavns Universitet, og da vi møder hende, begynder hun ivrigt at fortælle om sit bachelorprojekt og den amerikanske rapper Kendrick Lamar som både laver musik til den sorte mand i ghettoen med en halv high school-uddannelse og til den danske hvide kvinde der læser på universitetet. “Det er sindssygt interessant hvordan man sprogligt gør dét,” siger hun begejstret.

Foto: Neel Munthe-Bruun

Og måske har Holten selv løst den retoriske knude: Hun optræder nemlig både på ungdomskanalen DR3 i rollen som redaktør på det snævre og normkritiske magasin Friktion; hun bliver interviewet af Eurowoman om lykke, og nu sidder hun altså over for RetorikMagasinet som vil vide hvordan det er at blive et ansigt på en sag og repræsentant for mange forskellige minoriteter. Både ofre for hævnporno og transkønnede mænd og kvinder og familiefædre, som viser billeder af Emma til deres døtre, så de kan se en ’rigtig’ kvindekrop. En feteret feministisk aktivist, det er simpelt hen hvad Holten er. Men hvorfor er hun lykkedes med at slå igennem når så mange andre feminister før hende har kæmpet med bare at blive taget alvorligt?

Fra tavshed til tale

Vi skal først tilbage til 2011 hvor den nyslåede litteraturstuderende bliver offer for hævnporno. En dag kan hun ikke komme ind på sin e-mail, og da det endelig lykkes, er indbakken fuld af beskeder fra fremmede mænd. Uden hendes samtykke er nøgenbilleder, som hun engang havde sendt til en kæreste, blevet offentliggjort på nettet, og de ligger nu både på pornosider, Facebook og i lillesøsterens indbakke. Sammen med nøgenbillederne kan man læse en opfordring til at chikanere Emma og finde alle hendes private informationer såsom navnene på familiemedlemmer, billeder af hendes lejlighed og hele hendes Facebook-venneliste.

“Så sidder man der i sin seng i Sydhavnen, 20 år gammel, og føler sig totalt rastløs,” fortæller hun og fortsætter: “Jeg tror der gik nogle måneder før jeg begyndte at forstå at de her ting går ikke væk. Det er ikke en proces som er lineært opadgående hvor man får mindre og mindre chikane efterhånden som tiden går. Man går rundt med chikane i lommen hele dagen lang. Og så bliver man jo paranoid. Man tør ikke sige sit efternavn. I to år er det dét der dukker op når man søger på mit navn på Google. Så har man bare lyst til at gemme sig. Det er en type kriminalitet og en type overgreb som jeg faktisk ofte føler at jeg ikke har et sprog til at forklare.”

Det er først et par år senere, da Emma møder feminismen på universitetet, at hun begynder at kunne sætte ord på sine erfaringer: “Jeg tror bestemt at feminismen gav mig et sprog, og det er også dét jeg tit oplever når jeg er ude at snakke om de her ting – at jeg faktisk bare sætter ord på noget som folk allerede godt ved sker. Der er en masse erfaringer som ikke bliver udsagt, fordi man ikke kan sætte dem i den rigtige kontekst.”

Det der for alvor bliver vendepunktet, er dog samtykkeprojektet. Holten lod sig fotografere nøgen i hverdagssituationer og uploadede billederne på nettet for at genvinde magten over sin egen krop og retten til at definere sig selv. Dengang forestillede hun sig at nogle enkelte feminister måske ville klikke sig ind og kigge på billederne. Men det viste sig at lanceringen ramte plet i en tid hvor man manglede svar på et presserende problem; nemlig rettigheder på internettet.

Dagen før lanceringen af samtykkeprojektet kom det frem at nogen havde hacket nøgenbilleder af Hollywood-stjernen Jennifer Lawrence og en lang række andre kendisser. Og fra den ene dag til den anden blev Holten en dansk repræsentant for fænomenet – ikke mindst fordi hun stort set var den eneste der ville stå frem og offentligt tale om problemet. Kort tid efter rejste Holten til London for at lave en video med The Guardian, og siden har samtykkeprojektet spredt sig i en grad som hverken hun eller fotografen Cecilie Bødker havde regnet med. Nogle ser billederne som en sund kvindekrop der hverken er sminket eller photoshopped, mens andre identificerer sig med billederne fordi de selv har været udsat for seksuelle overgreb eller hævnporno. Og derudover kan folk også bare godt lide en person som ikke finder sig i pis, påpeger Emma på sin egen ligefremme facon: “Når jeg sidder dér og kigger ind i kameraet, så nægter jeg at tro på det fremmede har sagt om mig i tre år, og det synes folk åbenbart er inspirerende.”

Samtykkeprojektet er nu blevet oversat til 10 forskellige sprog – selv i Kina har de hørt om den danske feminist. Og Emma Holten er gået fra at gemme sig til at have fået en stemme som hele verden lytter til.

Foto: Neel Munthe-Bruun

Man bliver nødt til at snakke om sig selv

Det er ikke hver dag en feministisk aktivist slår igennem og bliver et kendt ansigt. Det medfører et ansvar. Emma Holten insisterer selv på at hun har de svages back, og hendes aktivisme er således motiveret af en stærk social indignation – men kan man tale for alle undertrykte stemmer i verdenen?

“Der er så mange erfaringer som jeg ikke har på min egen krop – erfaringer med at have en afvigende seksualitet, et afvigende kønsudtryk eller ikke at være hvid for eksempel,” fortæller hun og indrømmer at hun er bange for at træde skævt og komme til at såre nogle mennesker som troede at hun repræsenterede dem. De første fire måneder efter samtykkeprojektet gav hun slet ikke nogen interviews indtil hun fandt ud af at hun var nødt til at bruge sig selv. Der er altså meget andet på spil end blot det pudsige sammenfald af begivenheder som pludselig gjorde Holten til den mest fremtrædende feminist i den offentlige debat: “Jeg er overhovedet ikke den klogeste feminist i Danmark, men jeg er hvid, tynd, ung og vokset op i kartoffelrækkerne, og jeg taler på den måde som man skal gøre for at blive interviewet i Politiken,” siger hun uden at tøve.

Det der imidlertid adskiller Holten fra mange andre privilegerede og højtuddannede feminister, er hendes konkrete erfaring som offer for hævnporno: “Jeg blev udsat for noget som så åbenlyst var sexistisk undertrykkelse. En person kan ikke i ramme alvor stille sig op og sige at det der skete mod mig, ikke var kønnet vold – så er personen debil. Jeg har derfor ikke skullet beskrive strukturer, men kunne hele tiden pege tilbage – sådan her ser det ud når en person bliver behandlet anderledes på grund af sit køn, og så alvorligt og uretfærdigt er det.”

Den personlige historie er ganske enkelt mere overbevisende end abstrakt teori, og derfor må det gerne skinne igennem at Emma ikke bare er en analytiker, men også en person: “Man bliver nødt til at snakke om sig selv hvis man skal snakke om de her ting. Folk gider ikke at høre en universitetsuddannet person snakke om strukturel undertrykkelse, men de vil gerne høre mig snakke om hævnporno.” Derudover mener hun at internettet spillede en central rolle for hende selv og i forhold til at kommunikere det som feminismen kalder ’den levede erfaring’. På internettet oplever folk pludselig at de ikke er alene med deres oplevelser og tanker, og mens sexistiske ytringer tidligere hørte til i privaten, så bliver de nu stillet til skue på fx Ekstra Bladets Nationen eller Facebook.

Holtens publikum består i dag ikke kun af Friktions læsere, men også af den unge gymnasieelev som sidder hjemme i sofaen og ser DR3. Og der skal andre midler i brug hvis teenageren også skal overbevises. “Det er vigtigt for unge kvinder der skal kunne identificere sig med feminisme og med det jeg laver, at de ser mig andre steder end i Friktion. Helt almindelige mennesker tænker også over de her ting, og jeg er bare helt almindelig. Der føler jeg at min person spiller en vigtig rolle. Da jeg skulle være feminist, kunne jeg ikke selv finde en repræsentant. Så jeg håber at der er nogen der ser på mig og tænker: “Dén feminist vil jeg gerne være!” Alt tyder på at det er ved at lykkes.

Foto: Neel Munthe-Bruun

En ny samtale med plads til patos

Emma Holten har simpelt hen fået en taleposition som feministisk aktivist, og fra den vil hun gerne udfordre det ekskluderende objektivitetstyranni der affejer følelser som irrationelle impulser. “I Danmark hersker der sådan et Habermas-sindssygt diktatur hvor ’nu skal vi have en offentlig politisk diskussion og være rationelle mennesker og sidde og snakke logos, logos, logos, logos, logos – det er det aller-allervigtigste’. Men hey, min følelse af at blive strukturelt undertrykt er måske også valid i den her debat. Min følelse af at gå rundt og være en ung kvinde i den her verden og føle mig bange, chikaneret eller måske ikke respekteret – dén følelse er relevant.”

Hun skæver til de numre af RetorikMagasinet vi har lagt frem på bordet. “De mænd som I har på forsiden dér, er jo sådan nogle mænd som påstår at alle bare er individer, og alle må trække sig selv op, det er ikke synd for dig, du skal bare være stærk – og der findes ikke køns- eller racediskrimination, der findes kun dumme individer.”

For Holten er målet en bedre samtale hvor alle bliver hørt – og følelser anerkendes. Men vejen dertil er ikke nem, indrømmer hun. “Jeg tror der er en masse oplevelser derude som stammer fra strukturelle problematikker, og jeg tror der er lige så mange måder at tale om dem på. Jeg tænker meget over hvordan man kan tale om det med et nyt vokabular, for den måde man har talt om det på i de sidste 20 år, har jo åbenlyst ikke virket – folk føler sig ikke inkluderet i samtalen, de føler ikke det handler om dem. Og det er en mega sproglig udfordring.”

At der ikke er én bestemt måde at tale om strukturelle problemer på, fordrer netop at flere forskellige perspektiver inddrages i samtalen. Og det er ikke kun de kvindelige perspektiver der mangler. Hvis vi for eksempel skal forstå hvorfor mænd er overrepræsenterede i voldtægtsstatistikker, er vi nødt til at have mandlige stemmer i debatten, forklarer hun. “Det vi mangler i feminismen, er faktisk primært det her med at forstå maskulinitet ordentligt, forstå mandlige stemmer og forstå hvordan det er at bo inde i en mands krop.”

Selv tænker Holten nøje over hvordan hun inviterer andre ind i samtalen og får dem til at dele deres perspektiver. For selv om de feministiske indsigter omsider er sivet ud af de videnstætte universitetsbygninger, oplever hun ofte at selve prædikatet feminist er en forhindring. “Jeg bliver altid spurgt: ’Emma, du snakker jo også om race og maskulinitet, hvorfor kalder du dét for feminisme?’ Men kald det hvad du vil! De her analyser kan have alle mulige navne, og de kan se ud på alle mulige måder, og jeg har intet problem med ikke at kalde mig selv feminist i et interview hvis det er dét der betyder at de vil snakke med mig om de her ting. Fordi når jeg så snakker om det samme uden konteksten ’jeg er en feminist’, så er de fleste mennesker jo enige – selvfølgelig bliver vi behandlet forskelligt på baggrund af køn, selvfølgelig betyder biologi for meget, selvfølgelig burde man ikke blive diskrimineret.”

Holtens personlige udfordring er dog ikke bare at dosere de feministiske slagord alt efter hvem hun taler til, men også at finde sine begrænsninger som offentlig debattør: “Hvad skal jeg tale om, hvornår er min stemme relevant og vigtig, og hvornår skal jeg overlade pladsen til nogen andre? Det arbejder jeg meget med for tiden – for jeg er selvfølgelig bange for at hvis jeg siger nej, så er det ikke en feminist de tager ind.”

R

Bibliografisk

Af Amalie Hypolit & Iben Andreassen, redaktører på RetorikMagasinet.

RetorikMagasinet 99 (2016), s 4-7.

Om skribenten

Redaktør på RetorikMagasinet 2015-2017

Om skribenten

Skriv et svar