Better dead than red

Under den kolde krig havde USA et fasttømret fjendskab med Sovjetunionen hvor amerikanske præsidenter indskrev kommunismen som et rødt monster i amerikanernes bevidsthed. Det bipolare verdensbillede der blev skabt derigennem, hjalp dog også præsidenterne med at fremme deres agendaer både på hjemmefronten og på den kolde krigs internationale slagmarker. 

Better dead than red

Mark A. Herron

En verden af dominobrikker

Selv om Sovjetunionen havde spillet en afgørende rolle for de allieredes sejr under anden verdenskrig, var tonen en anden da Harry Truman (1945-1953) i 1947 holdt en tale der anses som ground zero for USA’s koldkrigsretorik. Her blev et verdensbil­lede præsenteret der ikke efterlod plads til neutrale parter i konflikten med kommunismen.

Den brændende platform i talen var Grækenlands økonomiske og politiske situation der ifølge Truman krævede handling fra USA’s side idet kommunister drev terror i landet og var med til at forhindre en økonomisk genrejs­ning. Truman fremhævede i talen hvad der ville blive hyppigt brugte kontraster mellem USA og de kommunistiske modstandere: De var gudløse hvilket gjorde konflikten moralsk, og alle kommunistiske nationer var ledet af Moskva hvilket gjorde ideologien til én stor verdensbølge frem for forskellig­artet. Derved var konflikten eksistentiel for USA, uanset hvor den blev udkæmpet på kloden.

I dette verdensbillede fremhæves USA som en støtte der hjælper nationer som har bedt om det, mens Sovjetunionen presser sin ideologi og styreform ned over nationer. USA stod for håb, frihed og økonomisk velstand, mens Sovjetunionens internationale vækstgrundlag blev beskrevet på følgende måde af Truman:

“The seeds of totalitarian regimes are nurtured by misery and want. They spread and grow in the evil soil of poverty and strife. They reach their full growth when the hope of a people for a better life has died.”

Målet for Trumans tale var at skræmme livet af den amerikanske kongres for at få dem til at godkende de store summer penge der skulle bruges til at genopbygge Europa. Trumans beskrivelse af Sovjetunionens metoder dannede skole for de kommende amerikanske præsidenter under den kolde krig hvor dominoteorien, ideen om at ét lands bukken under for kommunismen ville skubbe nabolandene samme vej, fik lov til at fylde. Det var argumentet for at sende amerikanske tropper til først Korea og sidenhen Vietnam, og det retfærdiggjorde brugen af hemmelige operationer der støttede statskup i lande som Iran og Chile.

Annons

Ad Herennium

Ad Herennium

De ratione dicendi ad C. Herennium.
En av de viktigaste läroböckerna i Västerlandets historia” (Kurt Johannesson). Läs mer...

Read more

En kamp i tusmørket

Denne type operationer i udlandet blev også fremhævet af John F. Kennedy (1961-1963) der gennemgik flere faser i sin koldkrigsretorik. Særligt som præsidentkandidat ­og nyvalgt præsident talte han dunder imod ærkefjenden idet USA hav­de lidt flere offentlige nederlag i anden halvdel af 1950’erne til Sovjetunionen, blandt andet i form af opsendelsen af Sputnik-satellit­ten og nedskydningen af et amerikansk U2-spionfly. Samtidig holdt Sovjet­unionens leder Nikita Khrusjtjov (1953-1964) selv brandtaler hvor han truede med at begrave Vesten og tegnede USA som symbol på en bedaget verdensimperialisme.
Monstergørelsen gik begge veje i den langstrakte konflikt.

I sin indsættelsestale fra 1961 beskrev Kennedy den kolde krig som en twilight struggle. Kampen ville ikke være en traditionel militærkonflikt i tråd med anden verdenskrig, men snarere en langvarig serie af dyster – udkæmpet i alle verdens afkroge. Den kommunistiske fjende blev af Kennedy gjort til konkurrent på flere parametre end de militære. Tydeligst i rumkapløbet hvor Kennedy gjorde det til et prestigeprojekt for USA at det første lille skridt på månen skulle trædes af en amerikaner.

Senere i sin embedsperiode talte Kennedy dog også om at opnå fred med russerne igennem gensidig accept frem for MAD-doktrinen (Mutual Assured Destruction) der fokuserede på militær overlegenhed. Indtil da var det kommunistiske folk skildret som brikker i en individudviskende og barbarisk ideologi. I en tale i 1963 argumenterede Kennedy i stedet for at amerikanerne skulle se ­­på kommunisterne som mennesker: “No government or social system is so evil that its people must be considered as lacking in virtue … we can still hail the Russian people for their many achievements – in science and space, in economic and industrial growth, in culture and in acts of courage.”

Kennedy søgte at give modstand­eren et menneskeligt ansigt der fokuserede på samhørighed frem for monstergørelse: “For, in the final analysis, our most basic common link is that we all inhabit this small planet. We all breathe the same air. We all cherish our children’s future. And we are all mortal.”

Imperiet slår igen

Den kolde krig tog dog til efter tiden med Kennedy. Både Lyndon Johnson (1963-1969) og Richard Nixon (1969-1974) blev fanget ind af kampen mod et kommunistisk Vietnam. Den største koldkrigskriger i Det Hvide Hus i retorisk form kom dog med Ronald Reagan (1981-1989) der på en pressekonference i 1983 beskrev Sovjetunionen som The Evil Empire. Under Reagan blev Sovjetunionen igen til et ansigtsløst og koldt system der stod i dødelig modsætning til det åbne og frihedselskende USA. Denne nationale kontrast benyttede Reagan da han skulle tale til nationen efter rumfærgen Challenger eksploderede på live-tv i 1986. Reagan fremhævede astronauternes død som en nødvendig risiko i udforskningen af rummet, men han brugte også begivenheden til at fremhæve forskellen på et rumprogram som USA’s, der anerkendte sine fejl i det offentlige rum, og ét der opererede, og fejlede, i det skjulte, underforstået det sovjetiske.

Sover bjørnen?

I amerikanernes bevidsthed er monsteret dog gået fra at være ild­rødt til en mere grå størrelse i dag. Nationerne interagerer mere i den globale handel, og trusselsbilledet er mere tvetydigt hvilket tilsvarende har gjort præsidenternes råderum over for Rusland mere mudret end i tiden hvor kampråbet Better Dead than Red blev taget alvorligt.

Efter Sovjetunionens kollaps og 11. september-angrebet var det i stedet terrorister der fik lov at fylde i præsidenternes skrækscenarier for befolkningen. Men den gamle bjørn fra Moskva har dog i de senere år igen udfordret USA med forskellige ryk på det geografiske skakbræt der vækker minder om den kolde krigs styrkeprøver.     R

Læs mere

•  Jorge Luis Borges: “John Wilkins’ analytiske sprog” i Passage, nr. 47. 2003.
•  Michel Foucault: Abnormals: Lectures at the Collège de France 1974-1975. Verso. 2003.
•  Michel de Montaigne: Essays. Gyldendal. 1998.

Bibliografisk

Af Mark A. Herron, ph.d. i retorik fra Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 105 (2017), s 18-19.