Bilbarrierer i blomsterbeklædning

Spørgsmålet er ikke om København sikres mod terror, for det gør den. Byen er fyldt med blokader i form af betonklodser, blomsterbænke og blomsterkummer. Spørgsmålet er snarere om byens borgere og besøgende overhovedet lægger mærke til terrorsikringerne.

Bilbarrierer i blomsterbeklædning

Mathias Aaen

 

 

*Før du læser videre*

Denne artikel udspringer fra et bachelorprojekt om terrorsikringen af København som jeg i løbet af efteråret i 2017 skrev sammen med min studiekammerat Christoffer Lindhardt More. Et bachelorprojekt med rod i teori om framing, visuel retorik, aktivisme og retorisk medborgerskab. Derfor har vi benyttet tankerne fra retoriske personligheder som George Lakoff, Roland Barthes, Maureen Goggin, Christian Kock og Lisa Villadsen til at udfolde vores pointer. Men i stedet for at gengive vores teoretiske overvejelser har jeg valgt at fortælle en historie fra tiden under bachelorskrivningen som jeg synes eksemplificerer de problematikker vi behandler i vores opgave. Hvis du læser videre, tager du med tilbage i tiden. Du tager med på en gåtur gennem Indre By i København sammen med mig og min farmor på en kold decemberdag.

*Farmor på besøg*

Det er december, året er 2017, og et tæppe af grå skyer ligger som en tæt hinde over København. Kulden bider i det øverste af mine ører, og min farmor klemmer om min ene arm imens vi slentrer hen over den del af Kongens Nytorv som ikke er ramt af metrobyggeri. Julestemningen fylder i byrummet, og luften er tyk af gløggdampe og brændte mandler. Egentlig burde jeg skrive videre på min bacheloropgave, men min farmor er kommet helt fra Lolland til København for at ønske god jul, så vi går en lille tur gennem byen. Vi er på vej mod Nyhavn, for jeg vil gerne vise hende dét som bacheloropgaven handler om – Københavns terrorsikringer. Store, massive betonklodser som skal forhindre terrorisme begået med køretøjer.
På samme tidspunkt blot et år forinden og i lignende omgivelser bragede en lastbil ført af en radikal islamist ind i et julemarked i Berlin og dræbte 11 mennesker. Et halvt år forinden angrebet i Berlin skete det samme i Nice hvor 85 mennesker mistede livet. Terrorangrebene sendte chokbølger gennem resten af Europa, og snart havde den ene storby efter den anden foranstaltet sig med en hær af betonklodser som værn mod potentielle lastbilangreb. Lige inden årsskiftet til 2017 traf Københavns Kommune i samarbejde med PET og Københavns Politi en beslutning om at følge trop. Det betød at københavnerne fra den ene nat til den anden vågnede op til store, massive betonklodser placeret i dagligdagsbyrum som Rådhuspladsen, Strøget og Nyhavn.

“Grimme”, “grusomme”, “gyselige”. Betonklodserne har fået mange navne og næsten lige så mange forskellige udseender, for betonklodsen blev både forsøgt gemt væk under træbænke med blomster og med tiden udskiftet med blomsterkummer for at skjule den terrorvarslende beton. Mange mente nemlig at betonklodserne i stedet for at skabe tryghed faktisk endte med at sprede frygt og i virkeligheden gik terroristernes ærinde.

Jeg har bevidst taget min farmor på en gåtur gennem Nyhavn, fordi jeg ved at der står to udgaver af terrorsikringen på havnepromenaden. Jeg kan allerede se betonklodserne rage frem blandt menneskemylderet i Nyhavn, og da vi endelig står ved siden af dem, spørger jeg min farmor hvad hun tænker om dem. “De er da noget så grimme! Hvorfor har I dem her? De ødelægger jo byrummet,” siger hun imens jeg griner lidt, for det er hun jo ikke ene om at synes. Og så havde jeg nok heller ikke forventet andet fra en dame på vej mod de 80 år.

Koranklodsen

Den første udgave af terrorsikringen, betonklodsen – en slags terrorsikring 1.0 – var første led i en udvikling der strakte sig gennem hele 2018. Og udviklingen skete ikke kun fysisk, men også sprogligt, for kort efter betonklodsens indtog i København fik den øgenavnet “koranklods”. Et navn der sætter lighedstegn mellem islam og terror, og et navn som fik liv på nationalkonservative og islamkritiske blogs som Snaphanen og Ballet Magnifique, og som siden hen spredte sig til flere danske nyhedsmedier. Deriblandt Radio24syv, Fyens Stiftstidende og DR. Faktisk sporede min bachelormakker og jeg gennem et hav af internetsøgninger os frem til at “koranklods” for første gang blev brugt i danske fora af performancekunstner og stifter af Ballet Magnifique, Uwe Max Jensen. Som en sand missionær forsøgte han gennem flere måneder aktivt at sprede ordet til ligesindede som spredte det videre endnu. Faktisk nåede “koranklods” så langt at selv Ny Borgerliges formand, Pernille Vermund, gjorde det til en fast del af sit vokabularium. På Ny Borgerliges årsmøde forklarede hun hvordan hun en nat måtte “zigzagge” hjem fra værtshuset Toga i Københavns Indre By. Ikke fordi hun var beruset forstås. “Det [skyldtes] koranklodserne. Store, skæmmende betonklodser der er stillet op for at forhindre muslimske terrorister i at køre os ned med en lastbil,” sagde hun fra sin talerpult til partiets medlemmer der kvitterede med hujen og klapsalver.

“Koranklods” startede altså hos en menig borger og endte hos en politisk leder. Øgenavnet mødte naturligvis massiv modstand og afsky fra folk der fandt det smagløst og krænkende, men omvendt blev “koranklods” også en effektiv måde for islam- og indvandrerkritiske danskere at kæde den overhængende terrortrussel sammen med muslimer. Sat i relation til George Lakoffs teori om framing er “koranklods” en måde at frame islam og muslimer som værende årsag til terrortruslen. Lakoff taler om hvordan framing skaber den måde vi opfatter verdenen, så hvis man mener at muslimer er roden til terror, er “koranklods” nok et meget passende ord.

Da jeg nævner “koranklods” for min farmor, kan jeg se at hun i starten ikke helt forstår ordets betydning. Men med ét går det op for hende. “Det var da noget mærkeligt noget at kalde den,” siger hun, ryster på hovedet og vender i stedet blikket mod de gamle træskibe i kanalen. Lidt længere fremme kan jeg se vores næste stop på gåturen; betonklodsens udvikling, terrorsikring 2.0. Langs kajen står en stor træbænk malet i mørkegrøn og med forskellige blomster skydende fra den øverste del af konstruktionen. Ud fra bænkens ryg fortsætter en bred trækasse som har Nyhavn og et hjerte skrevet hen over sig med gul skrift, og på trækassens sider er der installeret gribeelementer som giver børn og barnlige sjæle mulighed for at klatre hen over trækassen. Hvad man ikke kan se, er betonklodserne under trækonstruktionen. Bænken er ikke bare en bænk, og det samme gælder for klatrevæggen. Tilsammen udgør de endnu en af Københavns terrorsikringer.

Jeg spørger om vi skal sætte os på bænken et øjeblik, og det vil min farmor meget gerne. “Benene er jo ikke hvad de har været,” siger hun inden hun sætter sig til rette som var det enhver anden bænk.

Der er forskel på blomster og beton

Virksomheden der har installeret blomsterbænkene oven på flere af Københavns betonklodser, kalder sig selv for TagTomat – angiveligt fordi stifteren af virksomheden, Mads Boserup Lauritsen, dyrkede tomater på sit tag hvorfra idéen om at udnytte byrummet til grønne initiativer opstod. I samarbejde med Københavns Kommune fik TagTomat lov til at forskønne terrorsikringerne, så de ikke udelukkende fungerede som terrorværn, men også som aktive elementer i byrummet der både bidrager med æstetik og funktionalitet. En funktionalitet i form af den bænk som min farmor og jeg lige har sat os på.
“Ved du egentlig hvad det er vi sidder på?” spørger jeg hende. Hun ser på mig som om jeg er åndssvag. “Hvis ikke jeg tager meget fejl, så sidder vi vist på en bænk, Mathias,” svarer hun og smiler til mig. Hun gik lige i fælden. Blomster- og bænkecamouflagen fungerer efter hensigten. Bænken var det første hun tænkte på – ikke terrorværnet. “Ja, det er en bænk. Men det er også en terrorsikring,” svarer jeg tilbage. I et kort sekund spærrer hun sine øjne op i ren forbløffelse. Det havde hun alligevel ikke troet, forklarer hun. Hun er med sikkerhed ikke den eneste.

I bacheloropgaven brugte vi Roland Barthes’ begreber denotation og konnotation fra artiklen “Rhetoric of the Image” fra 1964 hvor der sondres mellem hvad der ses (denotation), og hvad der forstås (konnotation). Hvis man som borger ikke ved at bænken også er en terrorsikring, vil man blot se en bænk. I forlængelse af den sproglige framing arbejdede vi derfor også med visuel framing hvor terrorsikringens udvikling fra betonklods til blomsterbænk var et af vores tydeligste eksempler på en framing af terrorsikringens udseende.

Brugen af blomster er en effektiv måde at tilpasse sig byrummet i København som i høj grad bryster sig af at være en by med mange grønne områder. Byrummets organiske elementer som træer, blomster og vand agerer diametrale modsætninger til storbyens beton og ses ofte som friske pust til byens hårde bygninger. Blomster og bænke konnoterer heller ikke fare som en betonklods kan gøre hvis den stilles i det rette miljø. I stedet falder både bænken og blomsterne naturligt ind i en grøn, organisk stil som den der præger det københavnske byrum. Med andre ord konnoterer blomsterbænke ikke terror på samme måde som betonklodser gør. Selv om det umiddelbart lyder som et smart kompromis at bruge blomsterbænke fordi sikkerhedsaspektet stadig væk bevares og endda uden at skabe frygt, er det ikke alle som er lige enige i dette.

Manden bag øgenavnet “koranklods”, Uwe Max Jensen, mener at man ved at gemme betonklodserne væk under blomsterbænke risikerer at fjerne fokus fra at terrorisme skal bekæmpes. Han pointerer at vi som samfund vænner os til at leve med terrorisme som en del af vores hverdag og bliver så vant til det at vi ikke gør noget ved det. Derfor mener han ikke at terrorsikringen skal forskønnes, og i et debatindlæg i Fyens Stiftstidende bragt den 12. juni 2017 skriver han: “Det er et knæfald – ikke for terroristerne – men for tanken om at de frie og åbne samfund kun midlertidigt er sat ud af kraft. Derfor skal [betonklodserne] være grimme. Det bevarer håbet om, at terrorsikringen er midlertidig, og at terroren er forbigående.”

På den ene side findes der altså en gruppe som gennem en forskønnelse af terrorsikringens udseende ønsker at fjerne en unødvendig frygt for terror, mens der på den anden side befinder sig en gruppe der ved at bruge ordet “koranklods” eller lade terrorsikringerne forblive betonklodser ønsker at minde borgerne om terrorismens tilstedeværelse. Jeg mangler stadig væk at vise min farmor terrorsikringens sidste udvikling, så vi sætter kurs mod Indre Bys hovedpulsåre, Strøget.

Blomsterkummen – terrorsikring 3.0

En aktør som ikke har fået så meget opmærksomhed i min fortælling endnu, er Københavns Kommune. I virkeligheden er det dem som står for terrorsikringen af København, og derfor er det også dem som har udviklet og udskiftet terrorsikringen fra betonklods til blomsterbænk og senest til blomsterkumme (utroligt hvor mange b’er der bruges). Sidstnævnte er en massiv, rund blomsterbeholder som er fyldt med jord hvori der er plantet blomster eller træer. Selv om terrorsikringen nu også er en blomsterkumme, er det – ligesom bænken – stadig væk en terrorsikring. Pudsigt nok undlader Københavns Kommune at bruge ordet terrorsikring. I stedet holder de sig til konsekvent at omtale dem som “hastighedsdæmpende foranstaltninger”, et begreb der med sit tunge kancellisprog lyder som noget der nævnes jævnfør en paragraf, og som overhovedet ikke besidder samme kreative kækhed som “koranklods”.

Men selv om begrebet er kedeligt og klodset, lover det heller ikke mere end det kan holde. At kalde noget for en terrorsikring er i virkeligheden måske også at tage munden for fuld, for kan man overhovedet sikre sig mod terror? Test af betonklodserne har vist at skulle en lastbil endelig brage ind i en betonklods, vil det ganske rigtigt virke hastighedsdæmpende og pådrage lastbilen skade, men lastbilen vil fortsætte med at køre mange meter endnu.

Da vi skal til at dreje ned ad Strøget, ser jeg tre blomsterkummer stå som blokader for den menneskefyldte gågade. Inden jeg når at præsentere min farmor for blomsterkummen, terrorsikring 3.0, er hun allerede nået hen til den ene. Denne gang har hun luret den. “Er de her så også terrorsikringer?” spørger hun imens jeg nikker. Hun lader sin hånd røre blomsterkummens jord og siger så: “Det havde jeg ikke lagt mærke til hvis ikke vi havde snakket om de to andre.”

Tjeneste eller bjørnetjeneste

Hvis man som borger ikke lægger mærke til terrorsikringens tilstedeværelse, skaber den ikke frygt medmindre borgeren føler at der mangler sikkerhed. Men samtidig fratages borgeren også nogle af sine forudsætninger for at kunne forholde sig til terrorsikring som problemstilling.

Og så er vi faktisk tilbage ved begyndelsen, for nu kan du måske stille dig selv spørgsmålet: Gør man borgeren en tjeneste ved at pakke betonklodserne ind i bænke og blomster, så de ikke skaber frygt ved at minde os om terrortruslen? Eller gør man i virkeligheden borgeren en bjørnetjeneste ved at gøre terrorsikring til en så integreret del af hverdagen at borgeren ikke tænker over terrortruslens eksistens? Balancegangen er svær, for det handler ikke om der terrorsikres i København, men snarere om hvordan der sikres.                            R

 

 

Bibliografisk

Af Mathias Aaen, stud.mag. i retorik og redaktør på RetorikMagasinet.

RetorikMagasinet 107 (2018), s 24-27

Om skribenten

Skriv et svar