Blair i forkortet form

Recension

Jakob Rosted: Forsøg til en Rhetorik. Udgivet af Amund Børdahl og Hans-Ivar Kristiansen. Forlag 1: Oslo, 2007 (126 sider).

Bibliografiskt

Forfatter: Merete Onsberg, lektor i retorik ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, afdelingen for Retorik, ved Københavns Universitet.

Rhetorica Scandinavica 49-50/2009, side 143-146.

Annons

Topos som meningsskapare

Den här avhandlingens långsiktiga mål är att bidra till en högskoledidaktik som förmår hantera föränderlighet, motstridighet och mångsidiga problem. En sådan didaktik bör emellertid vara förankrad i en reflekterad teori om meningsskapande. Avhandlingen pr Läs mer...

Recensionen

At skulle anmelde en genudgivelse af en oversættelse, der samtidig er en forkortelse af det originale værk, stiller anmelderen i en særlig situation. Jeg har valgt at forholde mig til såvel originalen, oversættelsen og genudgivelsen. Jeg vil derfor indlede med at opridse nogle forhold i forbindelse med originalen og forfatteren. Derefter vil jeg give et ret fyldigt referat af oversættelsen i hvilket jeg indføjer bemærkninger af vurderende karakter og tilføjer de gænge retoriske begreber i kursiv. Endelig vil jeg forholde mig til selve genudgivelsen.

Blair og hans forelæsninger

Det 18. århundrede er særdeles rigt på retorikker af mange forskellige observanser. Man ser værker der traditionelt fortsætter i antikkens spor, værker der tager en mere filosofisk og psykologisk tilgang til faget, værker der isolerer actio som retorik, og endelig værker som kombinerer æstetisk kritik og retorik ved at se på taler, skriftlig fremstilling og litteratur, den såkaldte belles lettres-retorik.1 Ikke mindst oplevede Skotland en levende interesse for retorisk kommunikation inden for alle de nævnte retninger, ja, man kan med rette fremhæve at det var her belles lettres-retorikken fik sin retorikhistoriske betydning, nemlig da Hugh Blair (1718-1800) udgav sine forelæsninger.
Blair efterfulgte i 1759 Adam Smith (1723-90) som retorikprofessor i Edinburgh, og hvert år udbød han kurser i belles lettres og retorik.2 Da han trak sig tilbage, indså han – som han siger i forordet – at det var på høje tid selv at udgive forelæsningerne eftersom der cirkulerede håndskrevne og sågar trykte udgaver af dem, baseret på de studerendes noter. Selv om Blair, som undervisningsmetoden var dengang, nok selv har dikteret en del af disse noter, kan man godt forestille sig alle de unøjagtigheder og misforståelser han ønskede at rette. Desuden gav værket ham en anseelig indtægt. Lectures on Rhetoric and Belles Lettres udkom i 1783, den reviderede andenudgave allerede i 1785.
Det er den almindelige vurdering at Blair ikke var nogen original skribent, men at han formåede at samle tidens tanker og idéer til et inspirerende hele. Lectures fik en umådelig indflydelse. Værket udkom mere end 70 gange, hvortil kommer oversættelser og forkortede udgaver.

Rosted og hans uddrag

Skønt Jakob Rosted (1750-1833) altså kunne have fundet allerede eksisterende forkortede udgaver af Lectures, vælger han i 1810 både at forkorte og oversætte selv: Forsøg til en Rhetorik i eet Udtog af Hugo Blairs Forelæsninger over Rhetoriken, med Hensyn til Undervisningen i de lærde Skoler. Manuskriptet lå oprindeligt til udgivelse hos universitetsboghandler Brummer i København, men gik under Københavns bombardement op i flammer. Den første udgave kom derfor på forfatterens eget forlag. På titelbladet af andenudgaven 1824 hedder det ”trykt og forlagt af Jacob Lehmann”. Børdahl og Kristiansen bruger titelbladet til førsteudgaven som illustration på bogomslaget, men det er andenudgaven der her genudgives.3 I forordet oplyser Børdahl (s. 9) at det er Blairs 1783-udgave der ligger til grund for Rosteds oversættelse og bearbejdning, uden at komme nærmere ind herpå. Jeg har kun haft kendskab til genudgivelsen af 1785-udgaven i nærværende anmeldelse. Når jeg jævnfører direkte med Blairs Lectures, er det altså denne andenudgave jeg henviser til. Jeg har ingen steder fundet det vanskeligt at finde frem til de relevante steder i Blairs tekst, skønt 1785-udgaven både skulle have tilført førsteudgaven en hel del rettelser og udvidet den.

Blair giver i slutningen af den første lektion, introduktionen til værket, en oversigt over de emner han vil behandle i de følgende 45 lektioner:
They divide themselves into five parts. First, some introductory dissertations on the Nature of Taste, and upon the sources of its pleasures. Secondly, the consideration of Language. Thirdly, of Style. Fourthly, of Eloquence properly so called, or Public Speaking in its different kinds. Lastly, a critical examination of the most distinguished Species of Composition, both in prose and verse.4
Rosted vælger at inddele sin bog i syv kapitler og springe Blairs to første dele, svarende til otte lektioner, over. Det første kapitel, som dækker lektion X-XIII hos Blair, hedder således ”Om Stilen og dens Egenskaber, fornemmelig med Hensyn til Tydelighed” (s. 27-38). Man mærker straks at der er tale om en lærebog der henvender sig til latinskolens elever; den stiller begreber og værdier op i punkter (1, 2, 3 og a, b, c), kort og godt, og udhæver oven i købet de ord som eleven særlig skal kunne huske. Kapitlet behandler overordnet elocutios virtutes (dyder), især perspicuitas og ornatus: ”Alle de Egenskaber, en god Stiil bør have, lade sig henføre til tvende Hovedfuldkommenheder, nemlig: Tydelighed og Skjønhed” (s. 27). Dyderne underdeles og forklares med eksempler ud fra perioden og dens dele. Syntaktiske overvejelser om et godt dansk understøttes også af eksempler. Eksemplerne tages både fra Blair og fra de autoriteter Rosted selv har fundet frem.5 Det er især i Rahbeks Læsebog Rosted henter eksempler, og det forekommer at være et godt valg eftersom Rahbek også er inspireret af Blair. Andre eksempler findes hos Bastholm, hvis Geistlige Talekonst (1775) allerede nævnes i Fortale (s. 18-19), og i Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelses udgivelser, fx Jacobis lovtale over Absalon (note 37, s. 37). Børdahl har en god oversigt over Rosteds eksempelmateriale (s. 11). Der gives eksempler på både god og dårlig stil, og middelvejen og variation anbefales. Sætninger kan fx både være for lange og for korte; aptum er derfor i overensstemmelse med tekstens karakter at ”blande lange og korte Perioder med hverandre” (s. 29). Kapitlet slutter med at det fastslås at sprogets lyde kan arrangeres ekspressivt og ”saaledes ordnede svare til Følelsen, og have en Lighed dermed” (s. 38).
Andet kapitel, ”Om det figurlige Sprog” (s. 39-56), svarer til Blairs lektion XIV-XVII. Hovedårsagen til at bruge troper og figurer er sprogbrugerens fantasi. Rigtigt anvendt beriger de sproget, giver Foredraget en vis værdighed, tilfredsstiller os ved at kunne omfatte to genstande i ét udtryk og forstærker Hovedgenstanden (s. 40). Af troperne får metaforen mest plads. Den bestemmes meget traditionelt som en forkortet sammenligning; dens materiale må altid være underkastet kravet om aptum, og selv når man vil tale nedsættende om nogen, må man vogte sig for at bruge metaforer der kan forårsage væmmelse (s. 43)! Nok bør metaforen være ny, men den må ikke være fortænkt eller dunkel. I behandlingen af hyperbolen blandes traditionelt stof med det nye, nemlig med en understregning af det psykologiske. Såvel Milton som Ewald bruger hyperbolen passende fordi de skildrer ”en af Raseri og Fortvivlelse omtumlet Sjel” (note 69, s. 46). Denne blanding af traditionel retorisk fremstilling og den nye psykologiske tilgang ser jeg som symptomatisk for hele Blairs værk. Denne blanding tilsat common sense har Blair sikkert fundet inspiration til i sin samtid, både blandt retorikere og filosoffer. Han har plejet omgang med mange af dem i flere af Edinburghs lærde selskaber som han var medlem af. Ved at koble Blairs Milton-eksempel (Paradise Lost udkom 1667) med det hjemlige og, i forhold til udgivelsestidspunktet, langt nyere, Ewald-eksempel viser Rosted at han har fattet Blairs hensigt. Hvis man under læsningen af dette kapitel kan mene at kravene om aptum og perspicuitas strækkes vel langt, kan man lægge mærke til at det i indledningen til kapitlet hedder: ”Der gives faa Meninger af nogen Længde, hvori der jo forekommer et eller andet Udtryk, som kan kaldes figurligt; og de ere under en levende Indbildningskrafts og opvakt Sindsbevægelses Indflydelse det Sprog, som Naturen selv dicterer Menneskene” (s. 39).
I kapitel tre, ”Om Stilens almindelige Charakterer, i Forbindelse med nogle Anviisninger til god Skrivemådes Dannelse” (s. 56-64) slås Blairs lektion XVIII og XIX sammen. En tekst kan være lang og udførlig eller kort og koncis. Cicero er et forbillede for den først slags, Tacitus for den sidste. Her må man huske at talen der fremføres mundtligt, må være mere udførlig end den trykte tekst, hvor læseren jo kan slå tilbage om nødvendigt. Trykte tekster bør være kortfattede fordi læseren dermed øver sin egen Tænkekraft (s. 57). Alt efter skribentens måde at tænke på kan deres måde at skrive på være kraftfuld/stærk eller mat (s. 58). Mat bør skrivemåden aldrig være, men der gives forskellige styrkegrader, og egenskaber som blødhed og lethed skal også iagttages. Demosthenes er et forbillede på en stærk taler. Med hensyn til ornatus findes der også grader, nemlig mellem det tørre, det jævne, det sirlige og det alt for blomstrende eller yppige foredrag. Her må det tørre undgås. Den jævne skribent tænker godt og fremstiller sig i ”et godt, forstaaeligt og rent Sprog” (s. 59). Den nette skribent/taler er altid behagelig at læse/høre på. Han er lige langt fra det tørre og det søgte, og denne stil passer godt til en filosofisk afhandling og en prædiken. I den sirlige stil kommer fantasien til udtryk med pathos-appeller: en ziirlig Skribent er den, som fornøier Indbildningskraften og Øret, medens han underviser Forstanden, og som giver os sine Tanker indklædte i al den Skjønhed, som Udtrykket kan modtage, uden at belades med ilde anbragt Pynt” (s. 60). Blairs betegnelse for denne stil er elegant: ”In this class, therefore, we place only the first-rate writers in the Language” (s. 204). Den sidste stil, den alt for blomsterrige, yppige, kan ikke anbefales, men nok undskyldes i unge menneskers første forsøg. Den er overdreven, ubehagelig og barnagtig. Man kan også tale om en ligefrem stil; det er en jævn eller net stil præget af naturlighed. Den kan have en vis, behagelig skødesløshed. En udpræget ligefrem stil udtrykker naivitet. Endelig kan man kalde en stil heftig. Her taler lidenskaberne. Det er svært at opstille en håndfast regel for hvordan man bedst blander disse stilelementer, men er stilen pralende, mat, rå eller dunkel er det altid en fejl, mens det altid er en kvalitet hvis den er præget af tydelighed, styrke og ligefremhed (s. 62). Herudfra kan der opstilles nogle regler om hvordan den gode stil opnås. 1) vi må have rede på materien (inventio). Vi må se klart for at kunne udtrykke os klart (perspicuitas). 2) Vi må øve os (usus), skrive og redigere. 3) Vi må have gode forbilleder (imitatio), men ikke 4) efterligne dem slavisk, dvs. også dyrke det originale. 5) Vi må indrette os efter emne og modtagere (aptum). 6) Stilen må ikke tage overhånd.

Bogens næste tre kapitler er helliget talen.
Fjerde kapitel, ”Om Veltalenhed eller offentlige Foredrag, sammes forskjellige Arter og Gjenstande, og den paa enhver passende Behandling” (s. 64-77) bruger dele af lektion XXV-XXIX hos Blair. Veltalenhed handler hverken om at sige ingenting på en flot måde eller smigre tilhørerne. Veltalenhed er hensigtsbestemt, og at tale vel er at tale sådan at vores hensigt kan opnås. Det gælder hvad enten man vil belære, underholde eller overtale (s. 64). Veltalenhedens virkefelt er bredt og indbefatter flere forskellige slags tekster; foruden taler også historie og filosofi. Den fordrer forstand og klare begreber: En dåre kan kun overtale dårer (s. 65). Veltalenhed forekommer i tre grader. Den første behager (delectare), den anden underviser, belærer og overbeviser i tilgift (delectare plus docere), den tredje får modtagerne til at reagere empatisk med talerens sindsbevægelser (movere) (s. 65). I overensstemmelse med veltalenhedens tre ’scener’ kan den inddeles i tre genrer: ”Folkeforsamlingernes- eller Stats-Veltalenhed, den retlige, og Prædikestolens eller den geistlige Veltalenhed” (s. 66). Denne inddeling kan Rosted ikke lade være med at kommentere i note 103: Han er enig i denne moderne inddeling, men savner den epideiktiske genre som han – med opbakning fra tyske autoriteter – mener, sagtens kunne kombineres med de tre andre. Men, slutter han, han er jo kun i gang med at udgive en forkortet oversættelse af en andens værk og må derfor nøjes med at henvise til Quintilian og Batteux! I syv punkter opregnes de særlige krav den politiske taler må kunne honorere, i otte punkter hvad den juridiske taler må. Der er ligheder og forskelle. Begge må være inde i deres sag, den juridiske dertil faglig dygtig. Den politiske kan tale med større varme end den juridiske, som skal passe på med vittighederne: ”Det er ikke hans sag at opvække Latter hos Tilhørerne, men at overbevise Dommeren” (s. 71). Prædikenen får mest plads. Prædikantens emne anses for at være af størst vigtighed og værdighed, men han savner det de andre to taler har, nemlig en modpart, hvortil kommer at hans tilhørere kender emnet i forvejen. Kravet til en taler om at tale ud af personlig overbevisning gælder i særdeleshed for prædikanten. Der opregnes fem særlige krav til fremstillingen af en god prædiken, bl.a. skal prædikanten ikke udtømme sit emne og sige alt, intet er mere kedeligt. Han skal nemlig ikke så meget belære som overtale, og det gør han ved at gøre prædikenen interessant uden at følge moden slavisk. Mht. fremførelsen må det være op til den enkelte at vælge enten at skrive sin prædiken og lære den udenad eller tale uden fuldt manuskript. Under alle omstændigheder er det en uvane at læse en prædiken op (s. 77).
Femte kapitel, ”Om en Tales Indretning i Henseende til de Dele, hvoraf den bestaaer” (s. 78-88) svarer til Blairs lektion XXXI og XXXII. Kapitlet handler om dispositio. Uanset talegenre og emne vil en tales opbygning have (nogle af) følgende punkter: 1) exordium, 2) materiens bestemmelse eller inddeling, 3) fortælling eller forklaring, 4) bevisførelse, 5) ”den pathetiske Del” og 6) slutning. Der opregnes seks regler for indledningers funktion, bl.a. skal modtagerne gøres velvillige, opmærksomme og lærevillige, og indledninger må ikke have en for påfaldende stil. Punkt to drejer sig om at fremstille talens emne og tese (propositio) som de vil blive udviklet i talen (divisio eller partitio). Punkt tre, fortællingen (narratio), forekommer især i retstalen og må være tydelig, sandsynlig og kort (s. 82). Bevisførelsen (argumentatio), punkt fire, er særdeles vigtig i mere alvorlige sammenhæng hvor hensigten jo er at overbevise. Argumenterne skal findes, ordnes og fremføres i et passende sprog. Den analytiske metode ligner den sokratiske; uden at modtagerne ved det, føres de gennem argumentkæder til en overraskende konklusion. Den syntetiske metode er derimod åben, og modtagerne kan hele tiden følge argumentationen (s. 83-84). Generelt bør argumenterne ordnes stigende i styrke, klimaks. Om dispositionens overraskende punkt fem hedder det at dets funktion er at overtale, og derfor må modtagernes hjerte og følelser sættes i sving (s. 85). Rosted har det ikke med, men i lektion XXXI introducerede Blair dette punkt med at taleren ”may perhaps, if there be room for it, endeavour to touch the passions of his Audience” (s. 344). I den følgende lektion bruger Blair imidlertid næsten fire sider på at forklare at det er i denne del at ”Eloquence reigns, and exerts its power” (s. 360). Han orker ikke diskutere med dem der mener at dette er underlødigt, for når det ikke drejer sig om at oplyse, men om persuasion, må der mere til. ”The most virtuous man, in treating of the most virtuous subject, seeks to touch the heart of him to whom he speaks; and makes no scruple to raise his indignation at injustice, or his pity to the distressed, though pity and indignation be passions” (s. 361). Syv anbefalinger opregnes i forbindelse med denne pathetiske del af talen, bl.a. må den i overensstemmelse med de opvakte følelser ikke være for lang, og man skal ikke i forvejen annoncere sin intention. Som det nævnes, kan den patetiske del også være en del af slutningen, peroratio – hvilket er i overensstemmelse med de antikke retorikker. Hverken originalen eller oversættelsen har meget at meddele om punkt seks; pladsen er blevet brugt på den pathetiske slutning.
Kapitel seks, ”Om det mundtlige Foredrag og den saa kaldede udvortes Veltalenhed” (s. 88-94) svarer til Blairs lektion XXXIII ”Pronunciation or Delivery” (s. 368-379). Når vi henvender os til andre mundtligt, kommer vores ”Stemmes Tone, vore Blik, vore Gebærder” til at betyde mindst lige så meget som, måske mere end, vores ord, for de er naturens sprog, som alle mennesker forstår (s. 88). For det første må man tale så man kan forstås, dvs. langsomt, tydeligt, kraftigt nok – og udtale ordene korrekt (s. 89). Vi kan fx forestille os at tale til dem bagerst i salen for at sikre at vi kan høres og forstås. Men atter er der en middelvej at iagttage: Man må heller ikke råbe. Mht. den korrekte udtale må man hverken lyde provinsiel eller teatralsk med en overtydelig udtale. Man kan indrette sig efter den der i almindelig hverdagstale udtaler ordene korrekt. Fire fremførelseselementer behandles: emfase, pauser, toner og gebærder. Det kan være svært at få de rigtige udhævninger placeret, og et vist mådehold kan anbefales. ”At fuldproppe enhver Mening med emphatiske Ord, er ligesom at fylde enhver Side i en Bog med udmærket Skrift, hvilket i Henseende til Virkningen er netop det samme, som aldeles ingen saadan Forskjel at anbringe” (s. 91). Emfase kan kombineres med en efterfølgende pause hvorved ordet fremhæves yderligere. Pauser må sættes i overensstemmelse med meningen. Drejer det sig om vers, er der pauser både ved versets slutning (kataleks) og cæsurpauser inde i verset. Vers skal dog hverken fremføres syngende eller som prosa. Hvad tonerne angår, er det en misforståelse at det offentlige foredrag skulle fordre en særlig tone. Tværtimod er det om at gøre at beholde sin normale måde at tale på. Dog kan visse højtidelige og forberedte taler fordre en stemme hvis toner kan siges at ligge nærmere musik end dagligtalen og derved ligne den såkaldte deklamation. Gebærderne skal ligesom tonerne afspejle hvordan vi i omgang med hinanden naturligt ytrer os – også når det drejer sig om passionerne. Skulle taleren i sit naturlige kropssprog have noget der ikke er passende, kan en god ven med indsigt og smag, bringe ham på rette vej. Taleren må ikke nidstirre nogen, men lade blikket glide hen over hele tilhørerskaren. Sjovt nok anbefales – i overensstemmelse med den klassiske tradition – højre hånd: ”Det er naturligt, at man oftere betjener sig af den høire Haand, end af den venstre” (s. 93). Gestus skal være præget af lethed og frihed. Originalen har her en efter min erfaring velplaceret advarsel mod at bruge et spejl til at øve sig foran (s. 377). Nervøsitet, som især begyndere lider under, må undgås(s. 94)! Et godt råd er at koncentrere sig om emnet og sit persuasive mål i stedet for også at ville behage. I Rosteds udgave sluttes der med en påmindelse til begynderne, mens Blairs påmindelse er til alle: Lad være med at være kunstlede. Det naturlige kan have visse mangler, men giver taleren personlighed og en vis mandighed (s. 94).
Syvende og sidste kapitel ”Om de øvrige Arter af prosaiske Arbeider, som foruden offentlige Taler kunde falde under Kritikens Bedømmelse” (s. 94-105) svarer til Blairs lektion XXXV-XXXVII og behandler historieskrivning, filosofiskrivning, breve og fiktive fortællinger. ”Ligesom det er Talerens Sag, at overtale, saa er det Historieskriverens, at optegne Sandhed til Underviisning for det menneskelige Kjøn” (s. 94). Historieskriverens vigtigste egenskaber er derfor upartiskhed, troskab og nøjagtighed. Historiens væsentligste opgave er at give os menneskekundskab om de forgangne tider. Det er ikke historieskriverens opgave at behage os, men oplyse os så vi opfatter helheden. Den kronologiske orden må derfor undertiden tilsidesættes for fortællingens enhed. Dertil kommer at han må have tilstrækkelig faglig indsigt til at kunne fremstille de detaljer der udgør helheden. Kun hvor der forekommer tvivl, kan fremstillingen afbrydes så historieskriveren kan komme med sine egne kommentarer til begivenhederne (s. 97). I karaktertegningen har historieskriveren en mulighed for at give fremstillingen en behagelig prydelse (s. 98). Da historieskrivning som mål har at undervise mennesker, bør der i den altid herske en sund moral (s. 99). Der opregnes nogle ”ringere Arter” som årbøger, memoirer og levnedsbeskrivelser. Da filosofiske skrifter som hovedhensigt har at undervise, er deres form af mindre betydning, men dog ikke ganske uden betydning: ”Den, der vil undervise sine Medmennesker, uden tillige at bestræbe sig for at vinde deres Opmærksomhed, og indtage dem for sin Gjenstand ved Maaden, hvorpaa han behandler den, vil rimeligviis ei blive heldig dermed” (s. 100). Først og fremmest fordres der nøjagtighed og bestemthed, men dertil kan føjes en net og sirlig stil, som gerne kan gøre brug af sammenligning og metafor og tage form af samtaler eller dialoger (s. 101). Stilen i breve kan siges at ligge midt mellem ”den alvorlige og den forlystende” (s. 102). Den alvorligere del findes i fingerede, offentlige breve som ligner afhandlinger. Den lettere slags ligner fortrolige samtaler og er skrevet i en lettere stil. Vil man selv skrive i brevform, bør man ramme en utvungen, men ikke skødesløs stil (s. 103). Den sidste genre der behandles, er romaner eller digtede fortællinger. Når man ser hvor stor virkning romaner har på unge af begge køn, er det indlysende at de kunne bruges til at fremme alvorlige mål som oplysning og undervisning. Her øjnes en didaktisk mulighed. ”Vel digtede Historier virke … langt mere, end en simpel og for al Indklædning blottet Underviisning” (s. 103). (Mon ikke alle undervisere har erfaret hvor godt narrativer virker på elevers hukommelse, kan jeg ikke lade være at indskyde.) Alle gamle nationer har brugt fabel, parabel og fortælling til at kommunikere politik, religion og filosofi. Romangenren ses altså som en didaktisk, epistemologisk mulighed. Dens egentlige hensigt skulle være ”ved en tro Efterlignelse af Naturen og Fremstillelse af menneskelige Charakterer, at virke fordelagtigt paa Forstand, Indbildningskraft og Hjerte” (s. 104). Den slags romaner ville – i modsætning til tidens letbenede romaner – ”kunne forædle vor Følelse, giøre os bekjendte med Verden og den menneskelige Natur, og forskaffe vor Aand en nyttig og behagelig Underholdning” (s. 105).
Rosted har udsat Blairs original for en alvorlig forkortelse. Børdahl angiver at Blairs 1783-udgave er på 1046 sider, Rosteds 1810-udgaver på 190 sider (note 6, s. 10). Selvom disse sider ikke har samme antal anslag pr. side, siger sammenligningen alligevel noget om Rosteds forkortelse. I Tillegg 2 optrykker udgiverne en indholdsoversigt over lektionerne i originalen, hvor de lektioner Rosted bruger, er angivet med kursiv.6 Heraf fremgår det at Rosted, som sagt, fra den indledende lektion I går direkte til lektion X. I min gennemgang af Rosteds kapitler har jeg angivet hvilke af Blairs lektioner det enkelte kapitel dækker, men ikke alle de lektioner han har valgt fra. I fortalen (s.18-20) giver han en del grunde herfor. Disse er klart forbundet med hans mål: At fremstille en lærebog for latinskolens elever. Jeg synes det er lykkedes ham, men selvfølgelig ikke uden visse omkostninger. I både udvalg og fremstilling betones det didaktisk normative, hvorved tonen bliver meget kontant. Blairs mange overvejelser og langsomme filosoferende stil går tabt. Om style siger Blair at den bedste definition han kan give, er ”the peculiar manner in which a man expresses his conceptions, by means of Language.” Stil er noget mere end ord og sprog. ”Style has always some reference to an author’s manner of thinking”(s. 99). Rosted indleder sin bog med ”Stilen er den besynderlige Maade, paa hvilken vi udtrykke vore Tanker ved Middel af Sproget. (…) Den staaer altid i et nøie Forhold til en Forfatters Maade at tænke paa” (s. 27). Sådan!

Genudgivelsen

Initiativtagerne til denne genudgivelse fortjener stor tak og ros. Vi mangler historiske kilder i tilgængelig form. Og denne udgave er i mange henseender lige at gå til, først og fremmest fordi de gotiske bogstaver er blevet erstattet med latinske. Det er min erfaring at moderne studerende kun nødig læser tekster med gotisk skrift (og her taler jeg slet ikke om gotisk håndskrift). Der er endvidere to oplysende tillæg, det første med oversættelser af tekstens latinske citater; jeg oplevede kun at jeg manglede én oversættelse, et Quintilian-citat side 63. Det andet tillæg indeholder som omtalt en oversigt over opbygningen i Blairs værk.
Udgivelsen indeholder desuden tre tekster. Amund Børdahls fine og oplysende indledning er nævnt. Claus Schatz-Jakobsens efterskrift undersøger forholdet mellem originalitet og imitatio hos henholdsvis Blair og Rosted. Jeg er enig i hans slutning: at Rosted ikke kun er en tyv, men også ejer originalitet og retten til sit værk. Schatz-Jakobsen når denne indsigt via filosofiske sprogovervejelser der minder om Bakhtins. Beviserne findes imidlertid i selve værket. Ovenfor har jeg fx citeret note 103, kapitel fire, hvor Rosted tydeligt er sig sin originalitet bevidst, men samtidig tro mod sit forlæg. Jeg kan dog ikke lade være med at undre mig over at Rosted valgte at udarbejde denne forkortelse i stedet for at skrive en lærebog selv, ikke mindst når man husker at copyright ikke eksisterede på denne tid. Muligvis har Rosted været så optaget af Blair at han, hvis han valgte selv at skrive en retorik, alligevel var kommet til at citere ham tidligt og silde. Udgivelsen slutter med en kort tekst af Jon Hellsnes med morsomme og interessante oplysninger om Rosted. Vi hører fx at han ikke ville gå af som lærer selv om man ved hans 50 års jubilæum hyldede ham så overbevisende at han burde have trukket sig dér. Først i en alder af 82 gik han af.
Det typografiske i udgivelsen virker lovlig beskedent; man kunne godt have ønsket sig en mere luftig side. Rosteds oprindelige spatiering er blevet til fede typer. Dette kombineret med de små, tætskrevne sider giver et noget pakket indtryk. Man får en mistanke om at bogen ikke måtte fylde mere end den gør. Dette indtryk forstærkes af en såkaldt ’horeunge’ side 38.
Rosteds oversættelse virker stadig læseværdig; det hjælper selvfølgelig hvis man er nogenlunde bekendt med det 18. århundredes retoriske termer. Jeg synes dog at det er forståeligt at udgiverne ikke har fundet det nødvendigt med forklarende noter til teksten, for i langt de fleste tilfælde forstår man begreberne ud fra den måde de bruges på. En forskel mellem originalen og Rosteds udgave skal nævnes. Blair citerer de fleste af sine eksempler i den løbende tekst, Rosted de fleste af sine i fodnoterne. Det betyder at øjet må vandre op og ned i Rosteds tekst, hvilket er noget trættende; måske var latinskoleelever flittige notelæsere?
Genudgivelsen giver et vigtigt bidrag til en nærmere undersøgelse af Blairs indflydelse og betydning i Norden. Når fx Rosteds landsmand, skuespilleren Michael Rosing oversætter en fransk artikel om actio, kunne Blairs indflydelse netop være en af forklaringerne på hvorfor han finder det nødvendigt at forsyne den ret korte tekst med et væld af noter.7 At Blair skulle være en forklaringsmulighed her, understøttes af at Rosing var nær ven med Rahbek. Når man fx læser Rahbeks forelæsninger til eleverne på den teaterskole han og Rosing stod i spidsen for, er det min fornemmelse at man atter mærker Blairs indflydelse og ikke, som man kunne forvente, en elocutionistisk.8
Børdahl slutter sit forord med Georg Johannesens polemiske ord om at der generelt set ikke er en bog, udgivet før 1814, som ikke ville være værd at genoptrykke. Rosteds bog er bestemt værd at genudgive. Den burde, som det siges i forordet, finde læsere i en bred kreds og læses af fx modersmålsundervisere og folk i kommunikerende erhverv – ud over de af os der mener at retorikkens historiske kilder giver vigtige og væsentlige indsigter i nutidens retorikfag.