Christian Hedegaard: Engle og dæmoner

Som leder af den religiøse sekt Evangelist har Christian Hedegaard gjort sig bemærket med flere kontroversielle udtalelser. Den antitetiske fremstilling spiller en vigtig rolle når dæmonuddrivelser og det glade budskab skal gå hånd i hånd.

Christian Hedegaard: Engle og dæmoner

Kristine Marie Berg

christianodense_banner”Evangelist hjælper mennesker” er teksten der møder læseren på evangelist.dk. Budskabet står skrevet hen over et kornaks der bevæger sig roligt i vinden, og konturerne af et menneske der rækker en hånd frem som gribes ovenfra. I venstre side ses Evangelists leder, Christian Hedegaard, kortklippet, i sort jakkesæt, med en mikrofon i den højre hånd. ”Brug for hjælp?”, spørges der i højre side, og med et klik ledes der hen til oplysninger om Evangelists telefonhjælpelinje og hjælpecentre: ”Uanset hvem du er – uanset hvad du har brug for hjælp til, så kan Gud hjælpe dig. Evangelist formidler Guds kraft til mennesker, som ønsker Hans hjælp.” Evangelist er en tværkirkelig missionsorganisation som har til formål at forkynde evangeliet (det glade budskab) om Jesus Kristus gennem foredragsvirksomhed, udgivelse af litteratur og musik samt socialt arbejde i ind- og udland. Organisationen er inspireret af den ugandiske bevægelse Faith Evangelist (hvilket også ses tydeligt på de to organisationers valg af farver og grafik på hjemmesiderne) og blev grundlagt i 2000 af ægteparret Christian og Karen Hedegaard. Evangelist har siden da opkøbt adskillige huse, grundlagt flere rehabiliteringscentre, oprettet Powerskolen, der uddanner medlemmer, og arrangeret Alternativ Sommerfestival hvert år siden 2005. Organisationen har også været udsat for alvorlig kritik. Kritikken har især været rettet mod de radikale metoder der tages i brug i rehabiliteringscentrene hvor psykisk syge fratages deres medicin og i stedet underlægges dæmonuddrivelse. Dertil kommer kritikken af organistationens behandling af børn. Børns Vilkår politianmeldte Evangelist i 2009 for psykisk og fysisk vold mod en 11-årig dreng, men politiet fandt dog ingen strafbare handlinger. Endelig har der været kritik af Evangelist økonomiske struktur der kræver at medlemmerne betaler tiende, dvs. at 10 % af deres løn går til organisationen.

Forandring

I bogen Sejr over dæmoner (1999) beskriver Hedegaard sin egen oplevelse af at være dæmonbesat og få dæmonen uddrevet. Han blev som et nyt menneske, skriver han, og gør dette konkret ved fremover at bruge en anden del af sit navn: Hvor han før var Niller (hans fornavn var Niels-Christian), er han efter uddrivelsen Christian. Pludselig forandring er en gennemgående topos (tema) i både Hedegaards tekster og taler samt i den bekymring over Evangelists påvirkning af deres medlemmer som pårørende udtrykker.

       Dæmonuddrivelsen fremstår som den mest markante og opsigtsvækkende form for forandring af mennesker og optager både medlemmerne af Evangelist og de pårørende.

Narkoafhængige lægger misbruget bag sig, sindssyge bliver raske, og syndere bliver gudfrygtige, forklarer Hedegaard. Evangelists medlemmer vender deres familie og venner ryggen og lever et liv helt og aldeles fokuseret på Evangelist og Hedegaard, fortæller pårørende.
Dæmonuddrivelsen fremstår som den mest markante og opsigtsvækkende form for forandring af mennesker og optager både medlemmerne af Evangelist og de pårørende som ser deres familiemedlemmer eller venner træde ind i sekten. Den amerikanske retorikforsker Joshua Gunn har skrevet om dæmonisering og dæmonuddrivelse som retoriske strategier, og det ville være interessant med et blik på hvem der anses som dæmonbesat, og hvordan dæmonerne uddrives i Evangelist. I nærværende artikel er fokus dog mere snævert på Christian Hedegaards retoriske profil.

Antitetisk stil

Christian Hedegaard omtales ofte som en karismatisk figur, men for at forstå hvad der får mennesker til grundlæggende at ændre deres liv og indoptage Evangelists holdninger og mission, bør vi tænke hele pakken med. Det er ikke kun Christian Hedegaard der som leder fremtræder karismatisk, organisationen er det som helhed: Evangelist tilbyder et stærkt fællesskab, et liv med klare regler og et formål, nemlig at udbrede det glade budskab (og bekæmpe det onde) og dertil et løfte om belønning hvis man lever som man bør. Med løftet om det stærke fællesskab i baghovedet er der en række kendetegnende træk ved Christian Hedegaards stil som kan hjælpe til at indkredse hans særlige retoriske profil. Hedegaards stil kan bedst betegnes som antitetisk.

Alvor og humor

I DR1-dokumentaren ”Gud i Gørløse” (2007) ser vi Hedegaard tale med et Evangelistmedlem om hans arbejde på et rehabiliteringscenter. Både Hedegaard og samtalepartneren omtaler de psykisk syges problemer med bemærkelsesværdig lethed. ”Sig mig lige, er det sjovt at arbejde med rehabilitering?”, spørger Hedegaard. Hedegaard fortæller at manden før var kloakmester, og de griner begge af at han ikke har en relevant uddannelse til arbejdet på rehabiliteringscentret – andet end erfaring med at skovle lort, som Hedegaard siger.

      Hedegaards stilskift og timing minder om en stand-up-komikers. Samtidig er det dybt alvorlige emner han tager op.

I et interview til TV/Midt-Vest bliver Hedegaard spurgt gentagne gange om Evangelist underlægger børn dæmonuddrivelser. Det gør Evangelist ikke, siger Hedegaard. Derefter er emnet tungetale, og Hedegaard slår pludselig over i et helt andet tonefald og karikerer gebrokkent dansk. Hvis hans børn hører sådan tale i et pizzeria, forstår de det ikke, men de tager da heller ikke skade af det, siger han. Hedegaards stilskift og timing minder om en stand-up-komikers. Samtidig er det dybt alvorlige emner han tager op.

Abstrakt og konkret

I Sejr over dæmoner fortæller Hedegaard om en dæmonbesat mand. Da Christian Hedegaard, hans kone og hendes mor kommer for at hjælpe manden, taler dæmonerne til Hedegaard: ”Vi kommer tilbage og slår dig ihjel. Vi kender dig, du kan karate!” (s. 23) Hedegaard har ganske rigtigt dyrket karate, og her ser vi hvordan en abstrakt kamp mod det onde forestilles som en konkret fysisk kamp.
Forholdet til Jesus fremstår ligeledes som et konkret forhold, Jesus har fx vist ham metoden de bruger i rehabiliteringscentrene, fortæller Hedegaard. Sejr over dæmoner er redigeret af Karen Hedegaard ”ved Helligåndens vejledning”, forklares det i introduktionen. Hvad angår dæmonuddrivelsen, gør Evangelist ikke andet end det den danske folkekirke skriver i sin trosbekendelse, forklarer hjemmesiden: ”Vi forsager djævlen og alle hans gerninger.” Biblen, som omtales som Powerbogen, skal følges: ”Og indholdet kan ikke diskuteres,” som det bliver beskrevet på hjemmesiden. Igen gøres troen og handlingerne konkrete, og de står ikke til diskussion.

Godt og Ondt

En evangelist er en der bringer det glade budskab som, Hedegaard forklarer adskillige steder. Evangelists erklærede formål er at hjælpe mennesker i nød. Samtidig med at Hedegaard hele tiden kredser om det gode mennesker kan gøre ved Guds hjælp, er det tydeligt at det onde konstant ligger på lur. ”Det er mit ønske at en ny generation af aggressive, radikale kristne rejser sig i denne sidste tid, og at denne bog må være med til at afsløre fjendens strategi,” slår Hedegaard fast i introduktionen til Sejr over dæmoner.

      På mange måder synes ønsket om at gøre det gode at være drevet af frygt for det onde.

Fjenden, djævlen, er altid lige om hjørnet eller lige under overfladen, og også gode kristne mennesker kan blive besat af en dæmon. På mange måder synes ønsket om at gøre det gode at være drevet af frygt for det onde. Hedegaard forklarer fx at det var frygt der gjorde at hans (dengang kommende) kone blev hos ham selv om han opførte sig dårligt. Gud havde gjort det klart at de skulle være sammen og, forklarer Hedegaard, ”hun frygtede Gud mere end hun frygtede mig”.
Ved således at sidestille modsætningspar på forskellige niveauer skaber Hedegaard en form for uro og uvished; er det alvor eller for sjov, skal jeg forstå det abstrakt eller konkret, er det godt eller ondt, ledes man til at spørge. Og fra denne uro og uvished vokser fascinationen – eller frastødelsen – af den mand der kender svarene, Christian Hedegaard. ◗

 

Læs mere

DR1-dokumentaren ”Gud i Gørløse” (2007) er tilgængelig på dr.dk.
TV/Midt-Vest-interviewet med Christian Hedegaard (2007) er tilgængeligt på midtvest.dk.
Joshua Gunn, ”The Rhetoric of Exorcism: George W. Bush and the Return of Political Demonology”, Western Journal of Communication, vol. 68, nr. 1, 2004.
Sejr over dæmoner (1999). Af Christian Hedegaard.
En række interviews med og taler af Christian Hedegaard kan findes på youtube.com, bl.a. denne:

{youtube}LKB1ekqFt0c{/youtube}

Bibliografisk

Forfatter: Kristine Marie Berg, adjunkt i retorik ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, afdelingen for Retorik, ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 78/2010, side 4-5.

Om skribenten

Kristine Marie Berg, ph.d., er adjunkt ved Afdeling for ­Retorik, Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet. [2015]

Skriv et svar