Christianitter med ret til forbedringer

Få har som christianitterne arbejdet for at skabe sig en identitet der er tilstrækkelig særegen til at være beundringsværdig og tilstrækkelig inkluderende til at være bevaringsværdig.

Christianitter med ret til forbedringer

Kristine Marie Berg

Christiania splitter sindene. Og christianitterne har gjort normstridighed til både en kunstart og et kendetegn. Men hvordan kan Christiania fortsat tilbyde danskerne det spraglede alternativ og stadig leve i fordragelighed med Danmark uden for hegnene?

Historien om Christianias fødsel er velkendt, men den tåler gentagelse: I 1971 væltede en gruppe christians-
havnere plankeværket omkring den nedlagte Bådsmandsstræde-kaserne for at skaffe sig adgang til de grønne områder og bygge en legeplads til kvarterets børn. Efterfølgende flyttede en mangfoldig flok ind: boligløse, studerende og folk der søgte andre familie- og samfundsformer. En målsætning blev formuleret; den gælder stadig og er den første tekst man møder på Christianias hjemmeside:

“Christianias målsætning er at opbygge et selvstyrende samfund, hvor hvert enkelt individ frit kan udfolde sig under ansvar over for fællesskabet. Dette samfund skal økonomisk hvile i sig selv, og den fælles stræben må til stadighed gå ud på at vise, at den psykiske og
fysiske forurening kan afværges.” Således formuleret af Sven, Kim, Ole og Jacob med ret til forbedringer. 13.11.1971.

I over 40 år har Christiania været Københavns mest særegne bydel og i dag er det også en af Danmarks største turistattraktioner. Selvom Christiania splitter sindene, må alle medgive at området er noget for sig. Christianitterne fremhæver ofte selv fællesskabet og mulighederne for at leve på alternative måder og vilkår, som det særlige ved Christiania. Men det er også et særligt område for besøgende; en central bydel uden biler og asfalt, men med et usædvanligt rigt fugle- og planteliv, særprægede selvbyggerhuse og en hovedgade ved navn Pusher Street, hvor der hver dag handles for mange tusinde kroner hash. For os der interesserer sig for debatkultur, giver Christianias konsensusdemokrati, hvor de store fælles beslutninger først kan tages når alle til stede er enige, stof til en helt særlig skrækblandet fascination.

 

En ny begyndelse eller begyndelsen på slutningen?

Konsensus er dog ikke det der har kendetegnet Christiania. Siden de første nybyggere flyttede ulovligt ind på kasernen, har Christiania være rydningstruet, og områdets historie er præget af konflikter. Konflikter med politiet, med pushere, med rockere, med politikere. Her ligger også Christianias væsentligste retoriske udfordring; at stedet på den ene side har skullet forsøge at skabe identifikation med resten af befolkningen for at imødegå fornemmelser af at Christiania alene er til for christianitterne, og på den anden side netop har skullet fremstå som noget særligt andet for at folk skal kunne se en værdi i at lade det bevare sin særegenhed.

Støtten fra resten af den danske befolkning er skiftevis vokset og dalet, vokset og dalet. Efter mange års forhandlinger mellem Christiania og staten, samt utallige støttedemonstrationer og debatter, blev der omsider indgået en aftale i sommeren 2011. Aftalen ophævede alle særlove og pålagede Christiania at bygge nye boliger, sørge for en gennemsigtig boligtildelingsproces og slog fast at området fortsat skal være et grønt og bilfrit kvarter i København “hvor der er plads til at leve på en anden måde”.

I praksis “normaliserede” loven Christiania – efter mange års fritagelser og særlove. Og selv om der efterhånden var bred enighed i befolkningen om at statens forslag burde være til at leve med, var kamelen anderledes svær at sluge for christianitterne. Christianias legitimitet har trods alt altid beroet på at christianitterne tilbød et alternativ; noget der netop var ud over eller ved siden af det “normale”. Få har som chris-
tianitterne gjort sig omhyggelige med og besvær med at skabe sig en identitet der er tilstrækkelig særegen til at være beundringsværdig og tilstrækkelig inkluderende til at være bevaringsværdig.

 

Christianitterne som folk

Lad os allerførst se på hvordan christianitterne skaber, præsenterer og forsvarer deres særegenhed: deres unikke fællesskab. I en nu klassisk artikel fra 1987 beskriver Maurice Charland hvordan Parti Québécois (den politiske bevægelse til fordel for Québecs selvstændighed) tilbød alle fransktalende canadiere i Québec at træde ind i et særligt fællesskab som québécoisere. Fra at have været en mere eller mindre undseelig minoritet i det brede canadiske fællesskab blev de fransktalende canadiere nu konstitueret som et uafhængigt folk med deres eget fælleskab, en traditionsrig fortid og en fælles fremtid. Charland analyserer en “Hvidbog” fra 1979 udsendt af Parti Québécois og udpeger tre virkninger af hvidbogens konstitutive retorik: 1) Hvidbogen skaber et “vi” alle québécoisere kan benytte og finde sig til rette i, 2) Hvidbogen gør “vi’et” transhistorisk – den viser hvordan “vi’et” strækker sig over tid og binder de levende québécoisere sammen med de døde, og 3) Hvidbogen giver hele det québécoiske fællesskab den illusoriske frihed til fremover at arbejde for Québecs selvstændighed. Denne frihed er illusorisk fordi det faktisk ikke giver mening for québécoisere at gøre andet hvis de ser – og vil se – sig som del af det “vi” der altid har kæmpet for og altid vil kæmpe for et selvstændigt Québec. Lad os med Charland i baghovedet kaste et blik på Christiania.

 

Christiania udsendte også en hvidbog i 2005 hvor “normaliseringen” var til ivrig offentlig debat – og hvor Christiania åbent ønskede at konsolidere det christianitiske “vi” både indadtil og udadtil. Hvidbogen er adresseret til politikere, befolkning og christianitter og ligger på Christiania.org. På første side forklares det:

 

Da den daværende regering i 1973 gav os betegnelsen ‘social eksperiment’, var det ikke med nogen definition på, hvad det egentlig var for noget. Det var mere en politisk situation, man ikke rigtigt vidste, hvad man skulle stille op med. For os blev det nærmest en forklaringsmodel. Alt hvad vi lavede, og som oftest stred mod de gængse normer, blev med stolthed forklaret som en del af det sociale eksperiment. Omfanget af ‘eksperimentet’ er en meget personlig proces, da man som borger og individ selv er med til at skabe rammerne for, hvor meget der kan lade sig gøre. Åbenheden og muligheden for at deltage er – med Christianias indbyggede begrænsninger – det grundlag som skaber udviklingen, både i individet og i Christiania. Som individ er det en fantastisk mulighed at være i.

 

Hvidbogen beskriver her et tydeligt “vi” der indlemmer alle christianitter i samme fællesskab. “Vi’et” holdes sammen af christianitternes ukuelige handlekraft. Christianitter “laver” ting. Disse ting strider ofte mod de gængse normer – derfor tager de også gerne betegnelsen “socialt eksperiment” på sig. Tingene laves dog ikke fordi de strider mod normerne, normstridigheden kommer snarere ganske naturligt til christianitterne; den synes altså at være et særligt karakteristisk træk ved christianitterne og det christianitiske. Der er også et transhistorisk “vi” der kæder nutidens og datidens christianitter sammen: “Vi” eksperimenterede dengang, og “vi” gør det i dag. Hvidbogen viser også hvordan fortidens kampe lægger op til at nutidens christianitter kæmper videre for Christiania. Her med christianitten Henrik Fakirs ord og med fokus på området Midtdyssen:

 

Få danskere har som os levet med truslen om at måtte gå fra hus og hjem i lange perioder. Få danskere har skullet leve i et samspil, hvor kampen mellem hashen og politiet og de medfølgende spændinger sætter spillereglerne. Spørger man ind til flere af Midtdyssens beboere, er det kendetegnende, at frygten for lukning ikke findes. Ikke fordi, at dette ikke kan ske, men fordi at kampen, oplevelsen, situationen, der vil opstå i et sådan tilfælde, vil udspille og overspille enhver tv-avis, ethvert nyt afsnit af Ørnen.

 

Det er med andre ord en vital del af det christianitiske “vi” hver dag at sætte sin identitet på spil i kampen mod den stadige “trussel om at måtte gå fra hus og hjem”. Tilsætter man de belejrede christianitter en tilbøjelighed til normstridige handlinger, har vi en ganske god beskrivelse af christianitternes selvidentitet. Men hvad så nu hvor de ikke længere skal kæmpe dén kamp?

 

Christiania som bosted eller handlemulighed?

Fonden Fristaden Christiania har købt størstedelen af området og lejer de resterende områder. Det har de blandt andet kunnet ved at sælge for 12 millioner kroner såkaldte folkeaktier. Et ret imponerende beløb i betragtning af at man hverken får politisk indflydelse eller økonomisk udbytte som folkeaktionær – kun et i øvrigt fint tryk med påskriften “Mere værd end penge”. Men hvis folkeaktionærernes engagement skal forstås som velgørenhed til et beundringsværdigt og bevaringsværdigt formål – hvad er så det beundringsværdige og bevaringsværdige som Christiania skal forene christianitterne og potentielle folkeaktionærer omkring i dag?

 

Min vurdering er at Christianias største retoriske udfordring i dag er at konstituere christianitterne som det handlekraftige folk bag normstridige handlinger og sociale eksperimenter der kan komme hele samfundet til gode – og ikke bare som et folk i endeløs strid med myndighederne. Fonden Christiania skriver på sin hjemmeside at Christiania er stedet hvor der “kreeres krøllet kultur og skabes smukke huse, som fattigrøve har råd til at bo i”; men det er selvstændighedsskampen og ikke den krøllede kultur der optager langt det meste plads på christiania.org. Det fremgår ikke hvad det er Christiania tilbyder, der er “mere værd end penge”. Man kunne være bekymret for at christianitterne forsømmer at fremhæve fællesskabets alternative handlemuligheder og kulturtilbud for i stedet at lægge al vægt på fællesskabets selvstændighedskamp – og dermed risikerer at konstituere christianitterne mere som krigere end som kulturskabere.

R

Bibliografisk

Af Kristine Marie Berg. Adjunkt i Retorik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 95 (2015), s 10-13.

Author profile

Kristine Marie Berg, ph.d., er adjunkt ved Afdeling for ­Retorik, Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet. [2015]

Skriv et svar