Hvis du taler med dialekt, er du utjekket. Så kort kan danskernes holdning til forskellige dialekter og graden af dem opsummeres. Men der findes undtagelser til denne ringeagtelse af dialekter. Og en af dem findes i en 9. klasse i Sønderjylland.
De dynamiske dialektbrugere
Astrid Ravn Skovse
Hvordan vil du helst have at andre opfatter dig – som tjekket, dynamisk og kompetent eller som en lidt sløv og kikset type? Forskning i underbevidste sprogholdninger viser at vores talestil har stor betydning for den måde andre bedømmer os på. I løbet af få sekunder danner tilhørere sig et detaljeret billede af den der taler, og i en dansk sammenhæng viser forskningen entydigt at hvis man vil opfattes som kompetent, skal man sørge for at pakke eventuel dialekt væk før man åbner munden. Ellers placerer tilhøreren en i kategorien ‘sløv og kikset’.
Artiklen her fortæller imidlertid historien om en undtagelse. Det er historien om en gruppe sønderjyske unge som taler dialekt som det mest selvfølgelige i verden. En gruppe unge som udfordrer storbyens overlegne plads i det danske stedshierarki, og som med deres sproglige valg opvurderer lokal orientering og identitet.
Underbevidstheden styrer sprogvalget
Igennem en årrække har en gruppe forskere fra Københavns Universitet beskæftiget sig med folks holdninger til dansk talt med forskellige grader af dialekt rundt omkring i Danmark. Og mens folk opvurderer deres lokale dialekt når de bliver spurgt direkte, så nedvurderer de helt konsekvent sprogbrugere som taler dialekt, til fordel for københavnsktalende når de ikke er opmærksomme på at det er sprog der er i fokus for undersøgelsen. Tænk Rytteriets Dialektservice hvor en sønderjysktalende Bodil Jørgensen, iklædt folkedragt, interviewes af en jakkesætklædt Martin Buch på gårdspladsen foran en bindingsværksgård – så har du billedet af en dialekttalende dansker i tilhørernes ører.
Sprogholdningsforskernes hypotese er at det er de underbevidste holdninger til sprog der styrer folks sproglige valg og dermed sprogets udvikling i den ene eller den anden retning. Det er altså ikke så mærkeligt at danske dialekter befinder sig i en udsat position, og at nutidigt talt dansk er et særdeles homogent sprog med meget få regionale forskelle i forhold til tidligere. Sketchen med den folkedragtklædte Bodil Jørgensen trækker samtidig på den fremherskende diskurs om et udkantsdanmark i forfald som har præget det danske mediebillede i en årrække. Mens byerne forbindes med ungdomsliv, med muligheder og med dynamik, forbindes livet på landet med forestillinger om hensygnende landsbyer med en aldrende befolkning, uden tiltrækningskraft for unge. Skarpt trukket op vil ingen lyde som en utjekket landbeboer – derfor sygner dialekterne hen til fordel for rigsdansk. Men der findes undtagelser til dette ‘skarpt optrukne’ skel mellem utjekket dialektbruger og tjekket rigsdansktaler.
Dialekten afspejler værdierne
Lad os tage et kig ind i et klasselokale på en skole i det sydligste Sønderjylland en tidlig januarmorgen for et par år siden. Her er de to 9. klasseselever Isabella og Rasmus klar til at gå til idræt. “Jeg går over i hallen, skal du med?” spørger Isabella en veninde mens Rasmus i den anden ende af lokalet siger til sin sidekammerat: “Æ geh over i æ hal.” Mens indholdet stort set er det samme, er de to unges sproglige udtryk temmelig forskellige: Isabella taler rigsdansk, Rasmus sønderjysk dialekt, som blandt andet er kendetegnet ved at det personlige pronomen “jeg” hedder “æ”, at en mindre gruppe verber udtales med ændrede vokallyde i præsens (som for eksempel “går” som “geh”), og at den bestemte artikel står foran substantivet (“æ hal” frem for “hallen”).
Eksemplet stammer fra mit feltarbejde blandt en gruppe sønderjyske unge som jeg fulgte som en del af ph.d.-projektet Udgangspunkter og orienteringspunkter. Her interesserede jeg mig blandt andet for hvad der fik mange af de unge til at holde fast i at tale sønderjysk. De unge deltagere var langt fra uvidende om de stereotyper der forbindes med dialektbrugere, tværtimod omtalte de dem flittigt når talen faldt på dialekt. Alligevel holdt en stor del af dem fast i at tale sønderjysk – ergo måtte der være en værdi i denne måde at tale på som trumfede risikoen for at blive forbundet med outdatede, folkedragtklædte bønder m/k.
Dialekten og drømmen om fremtiden
Sociolingvistikken, som jeg befinder mig inden for, beskæftiger sig med sprog i dets sociale kontekst. Inden for sociolingvistikken er det en grundlæggende antagelse at menneskers talesprog er et udtryk for deres sociale orientering og tilhørsforhold. Vi taler kort sagt som dem der ligner os selv – og måske i endnu højere grad som dem vi gerne vil ligne. Når det gælder dialekt, som jo forbindes med et geografisk sted, kan det tænkes at tilvalg eller fravalg af dialekt blandt andet handler om hvorvidt man identificerer sig med det lokale sted eller ej. Andre studier har vist at graden af dialektbrug hænger sammen med hvor man orienterer sig hen både her og nu samt i fremtiden, socialt og geografisk.
Sammenhængen mellem sprog og social og geografisk orientering viste sig også at komme til udtryk blandt de unge i Sønderjylland. De unge som havde lagt dialekten fra sig til fordel for rigsdansk, var alle orienteret væk fra det lokale i fremtiden. Den rigsdansktalende Isabella drømte om at flytte til Aarhus eller København; hun ville uddanne sig til journalist og rejse verden rundt. At bo på landet var for hende forbundet med besvær og ufrihed, og hun beskrev igen og igen lokalområdet som “langt væk fra alting”, fortalte at man nogle gange “genoplever den samme dag igen og igen”, og at det er “kedeligt [at] man ser de samme ansigter”. København omtalte hun derimod som en “rigtig, rigtig fed by, og jeg regner med jeg skal studere der senere, den eller Aarhus”, som hun sagde.
Det var helt anderledes for Rasmus og en række andre deltagere som var konsekvente dialektbrugere. De forbandt lokalområdet med muligheder, med frihed og selvstændighed. Typisk forestillede de sig at blive boende i Sønderjylland som voksne, gerne i det helt nære lokalområde. Større byer repræsenterede ikke noget positivt for dem; tværtimod forbandt de livet i storbyen med forestillinger om larm, stress og ufrihed; “Æ synes, hvis du sådan er i København, så er der altid folk der kan se dig”, som Rasmus formulerede det. Klassekammeraten Katrine som var en af de få konsekvent dialekttalende piger i klassen, knyttede tilsvarende værdier til det at leve på landet; hun beskrev lokalområdet som et sted hvor “jeg føler mig hjemme og er fri”. Hvor flere af de unge beskrev at de tidligere havde talt sønderjysk, men nu havde valgt det fra for ikke at lyde ‘bondeagtige’, gav både Rasmus og Katrine udtryk for at de regnede med at holde fast i dialekten også i fremtiden.
Et modsvar til fordommene om landsbyen
Rasmus og Katrines konsekvente brug af dialekt kom til at fungere som et iørefaldende udtryk for en stillingtagen til fordel for det lokale, og hvor storbyerne der ellers typisk fremstilles som det naturlige valg for unge, blev fravalgt. De gav med deres sproglige talestil et modsvar til den herskende fortælling om livet på landet som umoderne, begrænsende og kedeligt – og om dialekt som et forældet, ikke-dynamisk sprog. I Rasmus’ og Katrines udlægning kan den dialekttalende også være ung, frihedselskende og moderne. Og måske kan de – og andre som dem – være med til at nuancere de forestillinger vi knytter til brugen af dialekt, så det i fremtiden opleves som tjekket og dynamisk hvis nogen siger “Æ geh over i æ hal”.
R
Bibliografisk
Af Astrid Ravn Skovse, ph.d. i sociolingvistik, ekstern lektor ved Københavns Universitet.
RetorikMagasinet 107 (2018), s 19-20
