Start » Rhetorica Scandinavica » Rhetorica Scandinavica Essayer » Rhetorica Scandinavica Konferencerapporter » Den 3. nordiske retorikk-konferansen

Den 3. nordiske retorikk-konferansen

av Redaktionen

Konferencerapport

Den 3. nordiske retorikk-konferansen 2006.
Den 3. nordiske retorikkonference fandt sted ved Universitetet i Oslo ­torsdag 18. til lørdag 20. maj 2006. Hovedvært var Det humanistiske fakultet, med Det utdanningspolitiske fakultet som medarrangør.

Bibliografiskt

Författare: Rhetorica Scandinavicas redaktion.

Rhetorica Scandinavica 39 (2006), s 60-62.

Annonce

Rapporten

Örebro september 1999, København maj 2003, og nu Oslo maj 2006. Siden den første nordiske retorikkonference for 7 år siden er antallet af deltagere og præsentationer vokset for hvert arrangement. Da Det humanistiske fakultet og Det utdanningspolitiske fakultet ved Universitetet i Oslo i år inviterede til den 3. nordiske retorikkonference var der over 180 deltagere og mere end 50 præsentationer.

To forkonferencer

Allerede dagen inden konferencens hoved­program gik i gang fredag 19. maj, havde man afviklet to forkonferencer. Torsdag 18. maj arrangerede Det norske Landslaget for media­undervisning (LMU) og Landslaget for norsk­undervisning (LNU) konferencen Retorikk i norsk og mediefag, hvor deltagerne fortrinsvis var undervisere i folkeskolen og på videregående skoler (dvs. gymnasiet). Her talte Ove Eide om reform og retorik i de nye læreplaner for skolen, Arfinn Åslund holdt indlægget En del elementære retoriske emner, Per Arne Michelsen talte om retoriske læsninger i norskfaget, Anders Johansen om tekniske og kulturelle betingelser for politisk retorik og Jens E. Kjeldsen talte om visuel retorik.
Samme dag holdt det Utdanningsvitenskapelige fakultet en forkonference om Retorikk og utdanningsvitenskap. Her indledte docent Mats Rosengren (Göteborgs universitet) med sit foredrag om Retorik som kunskapsteori, som beskrev hvordan retorikken tilbyder værktøjer som hjælper os med at håndtere de post-postmoderne spørgsmål om kundskab og viden. Hovedtesen var at retorikkens doxa går forud for filosoffernes episteme – den sande, evige og uforanderlige kundskab.
Anden taler var lektor Trine Gedde-Dahl (Grefsen videregående skole) som præsenterede retoriske analyser af norske læreplaner fra skolereformer i 90’erne. Gedde-Dahl så dels på planerne som et retorisk målstyringsdokument i en konkret retorisk situation, og dels afdækkede hendes analyse en alternativ sammenhængende meningsstruktur som adskilte sig fra afsendernes eksplicitte hensigter.
Dagens sidste taler var professor Kjell Lars Berge, som har arbejdet med at udvikle de nationale prøver i skrivning for de norske skoler. Han beskrev hvordan han som forsker i arbejdet med prøverne blev viklet ind en retorisk situation hvor bl.a. undervisningsministeren søgte faglig støtte og legitimering. Berge præsenterede og drøftede det retoriske arbejde som forskerne udførte i denne situation.

Praktisk retorik og Retorik, fag og videnskab

Torsdag aften arrangerede Norsk faglitterær forfatter- og oversetterforening (NFF) en modtagelse for deltagerne til hovedkonferencen. Her var det taler ved styremedlem i Stiftelsen Fritt Ord, professor Guri Hjeltnes, og styre­leder i NFF, professor Kjell Lars Berge.
Næste morgen var der officiel åbning med korte, fagligt betonede velkomsttaler af professorerne Trine Syvertsen og Bente Hagtvet, dekaner på henholdsvis Det humanistiske og Det utdanningsvitenskapelige fakultet, Universitetet i Oslo (UiO).
Den faglige hovedoverskrift for konferencens første dag var Praktisk retorikk. Hovedindleder var professor Malcolm Heath, Leeds, med professor Christian Kock som kommentator. Heaths indlæg var en aktualisering af antikkens retorikundervisning, særlig knyttet til retorikeren Menanders virksomhed (3.-4. årh. e.Kr.). Også professor Stina Hansson, Göteborg havde plenumindlæg – hendes tema var progymnasmata, et tradisjonsrigt retorisk uddannelsesprogram.
I otte sessioner (fire paralleller) fremførtes kortere indlæg under overskrifterne taledidaktik, retorikdidaktik, samt retorik og hhv. litteratur, politik, marked og medier. Både i plenum og i sessionerne var der god balance mellem solid, retorisk-teoretisk forankring og ambitionen om at tage fat i dagsaktuelle praktisk-faglige ud­fordringer.
Anden dag var viet Retorikk, fag og vitenskap. Hovedindleder var professor Alan G. Gross, Minnesota, en nestor inden for feltet viden­skabs­retorik. Hans tema var retorikkens plads i studiet af videnskab. Derefter talte docent Mats Rosengren om “doxologi”, en retorisk funderet videnskabsteori.
Denne konferencedag fordelte deltagerne sig på seks sessioner (tre paralleller) med titlerne Historiefagets retorikk; Religion, forkynnelse, retorikk; Retorikk for akademia; Retorisk teori; Samfunnsfagenes retorikk og Demokrati, deltakelse, dannelse.
Konferencen blev afsluttet med direktør Ottar Grepstads foredrag Georg Johannesen in memoriam. En omskrevet version af foredraget finder du på side 54-59 i dette nummer af ­Rhetorica Scandinavica.

Bredde, studenter og nye emner

Mange af præsentationerne faldt ind under konferencens hovedtemaer, men dominerende var også sessionerne om retorik og politik, med i alt 8 præsentationer. Generelt viste de to dage en imponerende bredde i retorikfeltet. Præsentationerne behandlede alt fra antikkens metaforer til socialepistemologiens retorik, der var indlæg om oliebranchens kommunikation og Perelmans universelle publikum, vi kunne høre om taleundervisning, visuel retorik, debat, prædiken og propaganda – og meget mere.
Som retorikere ved vi at dikotomier ofte er konstruktive for vores forståelse af virkeligheden, så længe vi husker på at dikotomierne er en pædagogisk konstruktion og ikke virkeligheden selv. En dikotomi som fik opmærksomhed i en række præsentationer og foredrag var den mellem deskriptive og normative ambitioner for forskningen. De fleste som tog spørgsmålet op, slog et slag for at det normative findes iboende i den retoriske teoribygning.
Præsentationer af studenter og retorikken i nye medier viste sig som to nye tendenser. Fra retorikuddannelsen ved Københavns Universitet deltog 9 studenter med præsentationer. Nogle af dem havde nylig færdiggjort deres uddannelse, men de fleste var studenter som præsenterede deres igangværende arbejdede med kandidatspecialet (dvs. masteropgave). Det var særlig studenterpræsentationerne som undersøgte nye medier, f.eks. kunne vi høre om Wikipedias troværdighed og om retorisk informationssøgning.

Södertörn 2006

Konferencen blev afsluttet med festmiddag i Restaurant Håndverkeren i Oslo sentrum. Her optrådte blandt andre professor Øivind Andersen (UiO) med festtale og sopranen Siri Torjesen med en komposition av Cecilie Ore. Vi fik også fornøjelsen af Frøydis Hertzbergs sang og entusiastisk violinspil af Johan L. Tønnesson og Christian Kock.

Aftenen sluttede med afsløringen af stedet for den 4. nordiske retorikkonference. Det ­bliver Södertörns högskola i 2009.

Detaljer om konferencens program m.m. finder du på følgende hjemmeside:

http://folk.uio.no/­khflyum/retorikk2006.

Redaktionen for Rhetorica Scandinavica

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere