Den politiske bølles værktøjskasse

Der er den pæne måde at debattere på som kun gør dig populær blandt kedelige mennesker, og så er der den beskidte. Her følger en ganske uvidenskabelig guide til beskidte kneb der kan lægge modstanderen ned og skaffe dig anerkendelse fra alskens politiske bøller.

Den politiske bølles værktøjskasse

Mads Tanghøje

 

Den lurvede: rosende dadel

Rosende dadel, som man også på lidt mere nutidigt dansk kunne kalde rosende kritik, går i al sin enkelhed ud på at man tilsyneladende roser modparterne, men i virkeligheden sviner dem til. Det kan blandt andet gøres ved oprigtigt at rose ubetydelige dele af modpartens synspunkter eller handlinger mens man samtidig er kritisk over for de mere tungtvejende dele. Knebet er ofte på spil når der stik imod al sædvane pludselig flyver ros hen over partiskel. Som fx når Villy Søvndal siger om Venstre:
”Venstre fortjener ros for at droppe skattestoppet. På den ene side er der selvfølgelig tale om verdens største løftebrud, men du kan også være positiv og sige at det er udtryk for en ny borgerlig realisme. Der er noget historisk over at Løkke nu erkender at deres skattepolitik ikke holder vand.” Kneb-ets effekt er meget afhængig af fremførelsen fordi den velvilje man kan vinde ved at vise respekt for modparten, er afhængig af at knebet ikke bliver gennemskuet. Derfor vil Villy Søvndals pludselige begejstring for Venstre også mest blive set som politisk drilleri af den slags der godt kan blive lidt irriterende at høre på i længden. Rosende dadel er især gennemskuelig for det direkte offer da det sjældent efterlader en varm følelse af smiger.

Effekt: !
Uredelighed: !!
Irritationsfaktor: !!

Den kvalmende: argumentum ad nauseam

Det såkaldte argumentum ad nauseam (nauseam = kvalme) går i al sin enkelhed ud på at man gentager et synspunkt så mange gange at modparten ikke orker at diskutere mere. Man vinder simpelthen på ren og skær udhold-enhed. En debatform der i høj grad gør sig gældende blandt politikere som har været igennem budskabstræning af forskellig slags. Helle Thorning
Schmidt der til et pressemøde om betalingsringen utrætteligt gentog svaret: ”Der kommer en rigtig god løsning i morgen”, står som et lysende eksempel på dette kneb. Knebet må dog siges at være af den mere defensive slags der mest af alt kan bruges hvis man skal overleve i debatten under pres. Knebet er relativt gennemskueligt og irritationsfaktoren høj. Derfor er det afgjort en debatform man skal bruge med måde i sin omgangskreds; det er sjældent opbyggende for ens troværdighed eller sociale liv i det hele taget hvis man bliver opfattet som træls at høre på. Uredeligheden består hovedsageligt i at man med knebet afstår fra at indgå i en rigtig debat. Samtidig er det dog så gennemskueligt at de færreste bliver decideret forført af det, med undtagelse af mennesker der finder stor trøst og tryghed i gentagelser.

Effekt: !
Uredelighed: !!
Irritationsfaktor: !!!

Den frække: dikotomien

Dikotomien er en blandt mange måder at forsimple debatten på, så den falder ud til ens fordel. Tricket er at opstille komplekse problemstillinger som et simpelt valg mellem to – og kun to – relativt yderliggående muligheder. På den måde skjuler man andre mere nuancerede muligheder og kedelige midterpositioner. George W. Bush’ ”You are either with us or against us” er en klassisk dikotomi der ikke levner plads til diskussioner om FN-mandat og lignende. I forbindelse med Muhammedkrisen insisterede Inger Støjberg på at danskerne skulle stå skulder ved skulder mod den muslimske verden i stedet for at kritisere hinanden. Her fik hun udelukket muligheden for at kritisere karikaturtegningerne og diverse flagafbrændende typer på samme tid. Denne polarisering af debatten dyrkede Inger Støjberg yderligere ved hjælp af ad nauseam-metoden. Alle former for indvendinger og argumenter imødegik hun i en tv-debat ved at gentage at nu skulle vi stå skulder ved skulder. Hun illustrerede på den måde at kneb-ene sagtens kan kombineres hvilket selvsagt giver ekstra point på det overordnede bøllebarometer. Dikotomien er yderst effektiv fordi den kan være med til at sætte rammerne for en hel debat. Samtidig skaber den en konflikt der kan virke mere farverig end mere nuancerede diskussioner.

Effekt: !!!
Uredelighed: !!!
Irritationsfaktor: !!

Den udspekulerede: fødselshjælperen

Mitt Romney forsøgte sig i en af valgdebatterne op mod det amerikanske valg med en anklage om at Barack Obama ikke havde anerkendt et angreb på det amerikanske konsulat i Benghazi som terrorisme. Obamas reaktion var stille og roligt at lade Romney redegøre for forløbet i detaljer med bemærkningen ”Please proceed, Governor” for derefter at angribe svage led i forklaringen. Det var et eksempel på det kneb man kunne kalde fødselshjælperen. Et kneb der egner sig særlig godt til længere debatter og værtshusdiskussioner. Knebet, som er udødeliggjort i Platons dialoger, består i at spørge interesseret ind til modpartens argumentation og bagvedliggende synspunkter for derefter at lytte. Det kan umiddelbart virke mere tiltalende at bruge taletiden selv, men knebet udnytter at de færreste har et særligt sammenhængende verdensbillede når det kommer til stykket. Jo mere de skal forklare præmisserne for deres holdninger, fx økonomiske sammenhænge, historiske begivenheder og underliggende etiske dilemmaer, jo flere revner åbner der sig i deres argumentation. Og mens de desperat prøver at træde vande i et hav af mærkværdige forklaringer og indrømmelser, har man som debattør tid til at tænke sig grundigt om og spørge interesseret ind til hvor det gør allermest ondt. Det er vigtigt at man ikke ødelægger sin egen troværdighed ved at være aggressiv og fordømmende, men at man derimod indtager rollen som sokratisk fødselshjælper der hjælper den andens bagvedliggende argumentation og verdensbillede ind i denne verden. En fødsel der sjældent er et kønt syn. Effekten er selvfølgelig begrænset af at man ikke ved hvor sammenhængende en argumentation modparten kan diske op med, og at knebet er meget tidskrævende.

Effekt: !!
Uredelighed: !
Irritationsfaktor: !

 


Bibliografisk

Forfatter: Mads Tanghøje. Cand.mag. i retorik og kommunikationskonsulent i Københavns Kommune.

RetorikMagasinet 87 (2013), s 24-25
RM87

Author profile

Redaktør på RetorikMagasinet 2009-2013.

Skriv et svar