Start » Rhetorica Scandinavica » Rhetorica Scandinavica Essayer » Rhetorica Scandinavica Anmeldelser » Den retoriske kultur i antikken

Den retoriske kultur i antikken

av Lars Boje Mortensen

Recension

Øivind Andersen: “I retorikkens hage”. 360 sider. Universitetsforlaget, Oslo 1995

Bibliografiskt

Författare: Lars Boje Mortensen, Centre for Medieval Studies, Universitetet i Oslo.

Rhetorica Scandinavica 3 (1997), s 71-73.

Annonce

Recension

Det er ikke nogen lille opgave Øivind Andersen har stillet sig: at give en fyldig fremstilling af den antikke retoriske kultur. Men resultatet er intet mindre end en omfattende, veldisponeret, velskrevet, kildenær, up-to-date introduktion som ikke har noget sidestykke i Norden. Det tiltænkte publikum præciseres ikke i selve bogen, men på bagsiden er der nævnt “studenter, lærere, litteraturvitere, mediefolk, tenkere og talere”, og det virker overbevisende – man kunne tilføje: i Norden. Den flydende stil, de oversatte citater, dateringerne af personer og den gode bibliografiske hjælp røber at der ikke er tale om nogen lærebog bare for den latin- eller græskstuderende, men et vist minimum af kendskab til antik historie og kultur vil nok være på sin plads; da fremstillingen ikke er kronologisk vil den helt ubefæstede læser hurtigt have lidt for mange bolde i luften.
Ifølge Øivind Andersen er der flere gode grunde til at beskæftige sig med de klassiske retorikere idag, blandt andet kan man simpelthen lære noget af dem. Men de to grunde han lægger mest vægt på er begge historiske (side 4): den klassiske retorik var så indarbejdet i skolesystemet i antik, middelalder og renæssance – ja helt op til sidste århundrede – at alle de store europæiske tekster fra før ca. 1800 vi ellers beskæftiger os med, på en eller anden måde forholder sig til den. For det andet er den klassiske retorik “interessant i sig selv.” Hertil hører det forhold at billedet af den antikke kultur nuanceres hvis retorikken inddrages mere end det er sædvanligt i kultur­historiske oversigtsværker (som rigtignok ofte nøjes med at konstatere at den var vigtig).
Der findes mange moderne introduktioner til emnet, men Øivind Andersen retfærdiggør (og levendegør) sin bog ved at bruge en tematisk inddeling som mere følger moderne forskningsinteresser end det antikke retoriske system. Således omhandler kap. 2 retorisk kommunikation, kap. 3 sprog og stil og kap. 4 mundtlighed — måske det mest oplagte eksempel på en moderne synsvinkel. I hele bogen, men særlig her i kap. 4, dokumenteres det tydeligt hvor mundtlighedsorienterede de gamle retorikere var: “Talen og det talte ord er […] basis og modell for all antikk retorikk” (side 229). Dette bør være et advarselslys for dem der tror at den antikke retoriske teori uden videre kan bruges som universel kommunikationsmodel. Den er fremkommet som en normativ model for talere, ikke som en deskriptiv model for skrevne tekster.
Dem der leder efter lister over troper, figurer, topoi etc, vil også blive skuffet. De be­handles ganske vist i kap. 3, men noget komprimeret (og ikke letlæseligt for en begynder på feltet, særligt indforstået finder jeg indledningen til figurlæren side 67). Øivind Andersen repeterer klogeligt ikke det man finder i deciderede opslagsværker (hvor Norge jo også indtager en førerstilling i Norden med Tormod Eides Retorisk leksikon, Oslo 1990).
Kap. 5 beskriver retorisk argumentation, og her bliver forholdet til dialektikken naturligvis et centralt punkt, hvilket fører videre til problemstillingen i kap. 6, hvorvidt retorikken er et fag der kan sidestilles med filosofien. I alliance med Isokrates, Cicero og Quintilian tager den ellers fredsommelige Øivind Andersen et opgør med Platon (særligt dialogen Gorgias), hvis puristiske, evighedsorienterede filosofi jo ikke kan rumme en så fluktuerende og situationsbestemt aktivitet som talekunsten. Et yderst læseværdigt kapitel, også for dem der måtte kende til stoffet i forvejen. I kap. 7 fremstilles “Etiske problemer og perspektiver”, det vil sige den store antikke debat om talekunstens brug og misbrug, og man ledes videre af denne bane til kap. 8 om “Re­torikk. pedagogikk og kultur”. Der afsluttes med et kapitel om “Retorikken og samfunnet” – det vil sige de samfundsmæssige rammer om talekunstens udfoldelse i antikken og et tillæg (kap. 10), skrevet af George A. Kennedy, oversat af Øivind Andersen, om retorikkens forhold til poetikken.
Bogen udmærker sig ikke mindst ved at lade hele spektret af latinske og græske kilder komme til orde i fine oversættelser, og herved bliver den også til en god kildeguide. Den tematiske inddeling skaber nogle overlapning­er, men lidt repetition i et så rigt stof skader bestemt ikke. Kildenærheden betyder også at læseren aldrig falder til ro med et entydigt antikt retorisk system som man lige kan slå op i. Det kommer klart frem at retorikken udvikledes og var genstand for revisioner og debat. En gennemgående tankefigur i bogen er: “like­vel mente Quintilian….”.
Øivind Andersen kan på denne måde ikke beskyldes for at harmonisere kilderne. Alligevel efterlades jeg med et indtryk af et lidt for harmonisk billede. Harmonien anslås allerede i titlen, og have-metaforikken udvides også i idyllisk retning (side 2-3): den antikke retorik er en helhed, den kan betrages som et fint haveanlæg, fuld af “praktfulle prydvekster”. Der er, efter min mening, diverse brudflader mellem det antikke og det moderne, og inden for den antikke retoriske kultur selv, som godt kunne have været belyst og tematiseret.
En grundlæggende forskel mellem det 20. århundredes poststrukturalistiske sprogopfattelse og den antikke bliver ikke bare forbigået i tavshed, men faktisk også retoucheret væk. På side 67 og 72-73 anvendes begrebet “felt” til at forklare “metaforen” (“der kan slås en bro fra det ene feltet til det andre”), men der ligger ikke noget antikt begreb til grund for en sådan parafrase — som jo umiddelbart konnoterer “semantiske felter”. De gamle taler om at overføre “fra en ting til en anden”, en formulering der viser deres grundopfattelse: ord er navne på ting; de kan være forvanskede, men i sidste ende hører de til tingene. Det er derfor etymologier siger noget om tingene selv. Selv om konventionelle tegn blev seriøst diskuteret i antikken, er det et faktum at man ikke nåede frem til samme “linguistic turn” som vi har fået ind med modermælken. I oversættelsen af en passage fra Aristoteles’ Poetik hedder det side 73: “metafor er et ord som er overført fra sin opprinnelige mening […] fra et spesielt felt til et annet”. I originalen står der “onomatos allotriou”, det vil sige “fra et navn på noget fremmed”, eller som det rettelig hedder i den nye Loeb-oversættelse: “a word that belongs to another thing”.
I den historiske gennemgang af de samfundsmæssige betingelser for retorikken savner man også en problematisering af den traditionelle guldalder-tænkning. Det er en lærdomshistorisk og overleveringsmæssig sandhed at kilderne til antik retorik flyder rigeligst i de to “guldaldre”, det vil sige Athen i det 5.-4. århundrede før vor tid og Rom i senrepublikken (1. århundrede før vor tid). Men det er for total en overgivelse til kildesituationen når det 3. og 2. århundrede før vor tid helt springes over i den historiske gennemgang på side 288. Faktisk blev den omfattende, men kun fragmentarisk overleverede, stoiske sprog­teori og retorik udarbejdet i denne periode (den beskrives ganske kort side 186-87), og det var i en sådan hellenistisk variant at rom­erne mødte græsk retorik. Øivind Andersen nævner en vis romersk modstand mod den græske påvirkning i det 2. århundrede, men kultur­assimilationen var nok mere proble­matisk end som så, og jo egentlig først fuldbyrdet med Cicero. Denne brudflade burde også øde­lægge harmonien lidt, ikke mindst når man tænker på at Rom helt op til Ciceros tid faktisk kappedes med samfund i Italien og middelhavsområdet som var mindst lige så helleniserede som Rom, nogle måske mere. Der gik ikke en lige linie fra Perikles’ og De­mosthenes’ Athen til Ciceros Rom. Noget lignende kan siges om brudfladen mellem den traditionelle retoriske kultur og den kristne assimilation af den i det 4. århundrede før vor tid – heller ikke den tematiseres.
Et centralt emne i bogen er forholdet mellem politik og retorik. De store kendte talere var, som nævnt, virksomme i det athenske demokrati eller i den romerske republik. Her betød talekunsten noget, der var fri diskussion. Men når vi kommer op i romersk kejsertid, har vi bare den juridiske og den epideiktiske talekunst (i praksis = kejserhyldest) tilbage, den politisk deliberative havde mistet sin betydning. Dette indtryk kan man endog få bekræftet hos den fremragende romerske historiker, Tacitus, som i sin lille dialog om talekunsten fra omkring 100 før vor tid netop beskriver talekunstens forfald i disse termer. Koblingen mellem forfatningsform og talekunstens vilkår ligger lige for, og Øivind Andersen accepterer den blandt andet med formuleringen “Slik er retorikken en demokratisk ressurs” (side 283), samt i slutreplikkerne (side 306) om at moderne demokratier bygger på at enhver kan formulere sin mening. Men Øivind Andersen leverer også nogle elementer som kan få en til at tvivle på dette traditionelle billede. For det første var det nok kun ganske få fra eliten som faktisk brugte det frie ord med effekt (se for eksempel side 281 om Perikles). For at sige det mere brutalt: oligarkiets jernhårde lov fungerede glimrende i antikken — uanset forfatning var det en lille elite som tog beslutningerne. For det andet spillede talekunsten måske ikke så underordnet en rolle i kejsertiden. Som Øivind Andersen siger på side 32: “Den blomstrende epideiktiske retorikken både i det klassiske Athen og i romersk keisertid hadde viktige politiske og ideologiske funksjoner”, dvs at det deliberative element meget vel kan have været pakket ind i en hyldesttale. Derudover må det også være klart at beslutnings­processerne i kejsertiden har krævet retorik, omend ofte i en lukket kreds omkring kej­seren. Endelig har felt­herre­talen været af stor politisk betydning – den må ofte have gjort sit til at kejseremner fik tillid hos hæren og derfor blev seriøse bud på magten.
Behandlingen af overgangen mellem den romerske republik og kejsertiden har ofte været præget af en vis bagklogskab. Det var en beklagelig udvikling, men det måtte gå den vej. Bagklogskaben har været hjulpet af en sproglig misforståelse. Når Cicero eller Sallust siger at nu går det ned af bakke med res publica, så mener de slet og ret “nu går det til­bage for staten”. Mange har været fristet til at oversætte med “republikken,” men Cicero og Sallust kunne ikke vide at der ville følge et kejser­dømme efter (og res publica holder sig kejser­tiden ud som en betegnelse for staten). Her savner jeg også en problematisering fra Øivind Andersens side. På side 296 læser vi om Cæsarmorderen Brutus: “Men ‘republikkens tragiske sammenbrud’ hemmet hans egen re­to­riske utfoldelse og hindret retorikkens utfoldelse i samfunnet”; referencen er til Ciceros skrift Brutus hvor der står “importuna clades civitatis” det vil sige “statens ulykkelige sam­men­brud”. Samme skrift citeres på side 298: “Et­tertiden bør nemlig være klar over at i vår store gamle republikk, hvor de herligste belønninger lokket talerne, der ønsket alle å tale, ikke mange våget det, noen få evnet det.” Origi­nalen siger “in tanta et tam vetere re publica”, altså “i en så stor og gammel stat.” De gamle var ikke altid så fokuseret på forfatningsformer som vi gerne vil have dem til.
Som læser kan man altid efterlyse en anden vægtning – her en blotlægning af visse brudflad­er – men når det kommer til stykket er det små­ting i forhold til det retorikinteresserede her har fået: en levende, tematiseret udlægning af hele den græsk-romerske retorik. Øivind Andersen føler sig tydeligvis beslægtet med Quintilian som er den mest tro følgesvend bogen igennem. Idealet om den samfunds­bevidste, lærde – men ikke for specialiserede – taler (og skribent) træder tydeligt frem. På en måde er det en fornem og fyldig introduktion til og analyse af Quintilian, Øivind Andersen har skrevet. På norsk eksisterer der nogle af­snit i oversættelse (ved H. Slaattelid 1993, nævnt i bibliografien side 328, hvortil skal lægges Lene Dåvøys oversættelse af tiende bog, kap. 3-4 i Replikk 4 (1997, side 107-13). Jorden burde være gødet til en komplet oversættelse af denne centrale tekst.

Latest posts by Lars Boje Mortensen (see all)

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere