Start » Dansk retorik » Danske artikler » Derfor elsker vi rædsel, gys og monstre

Derfor elsker vi rædsel, gys og monstre

av Mathias Clasen

Hjertebanken, svedige håndflader og en trang til at se væk. Det er rædselsvækkende uhyggeligt, og alligevel drages de fleste af os mod den uhyggelige underholdning som kaldes horror. Men det er slet ikke så underligt hvis vi ser på menneskeartens natur og udviklingshistorie. Horrorgenrens mange monstre spejler evolutionære trusler og hjælper os nemlig med at vedligeholde vores medfødte frygtsystem.

Derfor elsker vi rædsel, gys og monstre

Mathias Clasen

 

Populærkulturen vrimler med monstre. Der er uhyggelige klovne i biografen, romanserier om blodsugende vampyrer, hårrejsende computerspil med groteske monstre og tv-serier om formskiftende menneskeædere. Disse monstre findes ikke i virkeligheden, men de spiller en stor rolle i vores fantasiverdener. Hvorfor? Og hvorfor drages så mange mennesker af uhyggelig underholdning, fra skrækfilm til horrorcomputerspil? Svarene er at finde i menneskets natur.

Mennesket er en frygtsom art. Vores art, Homo sapiens, er blevet til gennem en lang evolutionær proces. Alle normaludviklede mennesker er udrustet med et biologisk frygtsystem der har rødder i vores evolutionære fortid som jaget vildt. Vores evolutionære forfædre befandt sig i omgivelser der var langt farlige end vores moderne, kultiverede verden. Disse forfædre stod over for rovdyr der ville æde dem, giftigt kryb der kunne bide, farlige, usynlige mikroorganismer samt fjendtlige artsfæller. Som modtræk til disse farer udviklede vores forfædre et frygtsystem der gjorde dem i stand til at reagere på farer. Dette frygtsystem er stadig indkodet i vores biologi.

Horror udnytter vores medfødte frygtsystem

Når vi i dag registrerer et signal der kan tyde på fare, for eksempel en pludselig høj lyd, gennemgår vi en række fysiologiske og psykologiske processer. Pulsen stiger, og der pumpes stresshormoner ud i blodet der ledes væk fra fordøjelsessystemet og ud til de store muskler, så er vi er klar til kamp eller flugt. Vi spærrer øjnene op for at øge synsfeltet. Vi løfter armene i forsvar. Vores tænkning indsnævres, så vi fokuserer på den mulige trussel og glemmer alt om hverdagens øvrige bekymringer, i hvert fald for en stund. Alle disse kropslige og mentale forandringer styres af frygtsystemet, og alle har de til formål at holde os i live i farlige omgivelser.

Når vi ser en skrækfilm eller spiller et horrorcomputerspil, udnytter vi vores medfødte frygtsystem. De fleste kender nok til det hamrende hjerte, de svedige håndflader og trangen til at gemme sig bag en sofapude når man ser en uhyggelig film. Selv om vi godt ved at det bare er fiktion, reagerer vi alligevel følelsesmæssigt og kropsligt på skærmens rædsler. Det skyldes at dele af frygtsystemet ikke skelner mellem fiktion og virkelighed. Som vi bliver ældre, bliver vi bedre til at holde de primitive dele af frygtsystemet i kort snor, men selv forhærde­de, midaldrende horrorfans kan blive overvæld­et af skrækindjag­ende underholdning. Genren er altså defineret ved sin negative følelsesmæssige påvirkning. En god horrorfilm skal indgyde væmmelse, rædsel, frygt og angst, og horrorfilm markedsføres ofte på deres evne til at indgyde disse følelser i deres publikum. For eksempel viste traileren for den vildt populære horrorfilm Paranormal ­Activity et testpublikum som reagerede voldsomt på filmen. Publikums høje skrig og synlige rædsel blev dermed et købsargument for filmen.

 

Vi leger os til overlevelse

Men hvorfor opsøger så mange mennesker frivilligt skrækindjagende underholdning? Det gør de fordi den biologiske evolution har indrettet os til at finde nydelse i aktiviteter der giver os erfaring med trusselscenarier. En helt ny undersøgelse peger på at en forkærlighed for horror på tværs af medier bestemt ikke er en sjælden afvigelse. Flere end halvdelen af de adspurgte, omkring 54 procent, siger at de godt kan lide horror. Blot 29 procent siger at de ikke kan lide horror, og de resterende 17 procent svarer hverken/eller. Mønsteret skyldes formentlig forskellige erfaringer og personlighedsprofiler. Det er slående at de fleste menne­sker siger at de godt kan lide at blive skræmt af underholdning, men også dette kan vi forstå ved at kigge nærmere på den menneskelige natur – herunder vores arts forkærlighed for leg.

Dyreunger inden for mange arter finder stor fornøjelse i legende adfærd. Det har været lidt af et mysterium for evolutionsbiologer. Kun de bedst tilpassede organismer overlever og viderefører deres gener, og det betyder at organismer skal have en fordel i kampen for overlevelse og reproduktion. Den videnskabelige konsensus peger nu på at leg tjener en funktion i kampen for overlevelse og reproduktion; dyreunger leger ­for at tilegne sig livsvigtige færdigheder i en sikker ramme. Små bjørne slås for at lære kamp- og undvigelsesmanøvrer. Abeunger leger for at lære vigtige lektier om abeverdenens mange sociale regler. Menneskebørn gør det samme. Gennem jagtsimulationer som gemme- og fangeleg lærer de overlevelsesstrategier i både den fysiske og sociale verden.

Selv i den relativt sikre moderne verden skal vi være påpasselige for at overleve, og vi skal stadig være i stand til at navigere i komplekse sociale sammenhænge. Her kan leg hjælpe os til at udvikle færdigheder og strategier. Ud over det sociale har mange børnelege et gyserelement. Herigennem lærer børnene om farlige situationer og om deres egen respons på farlige situationer. De lærer hvordan det føles at være bange, dog uden at blive overvældet af frygt. I modsætning til de fleste andre arter holder mennesket aldrig op med at lege, og en af vores mest udbredte legeaktiviteter er vores indlevelse i fiktive verdener.

Glæden ved at flirte med negative følelser

Horrorgenren tilbyder os legende ind­levelse i skrækindjagende verdener. ­
I romaner og film fatter vi sympati for fiktive personer der konfronteres med alskens rædsler. Vi spejler deres angst og frygt. I interaktive medier bliver vi selv hovedpersoner i skrækindjagende verdener. I horrorcomputerspil skal vi for eksempel navigere og træffe valg i farlige digitale verdener, og i de tiltagende populære haunted attracti­ons, som er kommercielle spøgelseshuse, gøres vi til hovedpersoner i en uhyggelig fortælling der udspiller sig omkring os. Det er gennem denne slags oplevelser at vi kan opleve den uforfalskede rædsel på egen krop. Vi bruger altså skrækindjagende underholdning som en slags simulationsmaskine hvor vi lærer at være bange og lærer at håndtere negative følelser. Og netop fordi skrækindjagende underholdning kan have den livsvigtige funktion, har den biologiske evolution sørget for at vi finder nydelse derved. Nydelse og glæde er evolutionens gave til os. De er positive følelser der er udviklet fordi de over evolutionær tid motiverede os til at handle adaptivt, det vil sige på måder som øgede vores chancer for overlevelse og reproduktion. Derfor finder vi nydelse i sex og god mad og godt selskab – og horrorfiktion. Vi har individuelle grænser for hvor stærk horror vi foretrækker, men stort set alle mennesker finder glæde i at flirte med negative følelser gennem fiktion.

Monstrene overmatcher de evolutionære trusler

Skrækindjagende underholdning udnytter altså vores biologiske konstruktion og kan give os vigtig indsigt i det rædselsfulde og i vores egne reaktioner på det rædselsfulde. Typisk bruger genren monstre til at skræmme os, og de mest effektive horrormonstre udnytter også vores biologiske konstruktion. Monstre har typisk kvaliteter der matcher eller overmatcher den slags kvaliteter som vores medfødte frygtsystem er indrettet til at reagere på. Mange forældre kan nok genkende den type gemmelege hvor man brummer eller brøler som et rovdyr med en stor brystkasse, og hvor legen ofte ender med at man foregiver at æde barnet. Horrormonstre i fiktion spejler på samme måde evolutionært relevante trusler, fra rovdyr over fjendtligtsindede artsfæller til grotesk forstørrede kryb. Hverken rovdyr eller kryb udgør en væsentlig fare for os i dag, men det ligger i vores natur at være på vagt over for dem, og det udnytter horrorgenren. Horrormonstre er dog typisk overdrevne udgaver af evolutionære trusler, ofte med hybridtræk. De kombinerer måske menneske- og dyrekvaliteter, som vampyren, eller er overdrevent aggressive og hurtige, som den kæmpestore haj i filmen Dødens gab. Dermed bliver de mere effektive.

Horrorgenren og populærkulturens monstre er kommet for at blive. Genren er nært knyttet til vores inderste væsen. Hvis vi mennesker ikke var ængstelige overlevere fra naturens hånd, ville vi ikke have ­nogen skrækindjagende underholdning, og monstrene ville ikke fange vores opmærksomhed. Vi bruger horrorgenren og monsterfantasier ikke alene til at sætte en skræk i livet på vores indre overlever, men til at prøvekøre og kalibrere vores medfødte frygtsystem. Og vi nyder det.                             R

 

 

Bibliografisk

Af Mathias Clasen, lektor i litteratur og medier ved Aarhus Universitet..

RetorikMagasinet 105 (2017), s 35-37

Latest posts by Mathias Clasen (see all)

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere