Start » Dansk retorik » Danske artikler » Det flyvende spaghettimonster

Det flyvende spaghettimonster

av Kristine Marie Berg

I Det Flyvende Spaghettimonsters Kirke har satire og absurde påstande dannet grobund for en effektiv og monstrøs retorisk strategi i debatten om hvad amerikanske skolebørn skal lære om livets opståen.

Det flyvende spaghettimonster

Kristine Marie Berg

 

Kansas, USA, 2005. En gruppe fortalere for intelligent design har held med at få sat gang i en debat om hvad man bør lære i grundskolen om livets opståen. Eftersom evolutionsteorien netop blot er en teori, og der er så mange uklarheder og stridspunkter mellem videnskabsfolk om hvordan evolution helt præcis fungerer, bør eleverne høre flere forklaringer. De bør også lære om intelligent design, lyder argumenterne. Kort fortalt tager fortalere for intelligent design ­­udgangspunkt i en tanke om at uni­verset fungerer for godt til at være opstået ved et tilfælde. Det må i stedet være udført af en “intelligent designer”.

De fleste er nok enige i at det er godt at høre flere sider af en sag og at lære om både svagheder og styrker ved en videnskabelig teori. Det er en kendsgerning at videnskabsfolk er uenige og løbende opdaterer, nuancerer og forkaster teorier. Så er det ikke en god idé at præsentere elever for flere forklaringsmodeller? Det kan vel aldrig være skadeligt at lære mere? Og selv om de fleste fortalere for intelligent design er kristne, indeholder tankerne om intelligent design ikke nogen forklaring på hvem den intelligente designer er. Det er på den måde ikke en religion, men netop en teori om livets opståen og udvikling. Så derfor er det vel passende at inkludere teorien i naturfag?

Hvordan imødegår man argumenter som disse? Jeg forestiller mig noget lignende dette: Rob Henderson, midt i 20’erne og fysikstuderende, står i sit køkken i færd med at tilberede aftensmaden og taler med nogle venner om debatten i Kansas. De er enige om at det er fuldstændigt absurd at hævde at intelligent design er lige så god en forklaring på livets opståen som evolutionsteorien. Henderson skal til at hælde vandet fra spaghettien, men tager i stedet sien på hovedet og spørger retorisk: “Ville det ikke være det samme hvis jeg sagde at vi er en masse der mener at universet er skabt af et flyvende spaghettimonster og derfor bør alle også lære om det?” Voila, spaghettien er serveret, og en monstrøs retorisk strategi er født.

Et beskedent forslag

Jeg ved ikke om det foregik præcis sådan da Henderson fik idéen, men han skrev i hvert fald et åbent brev til staten Kansas’ uddannelsesråd som han publicerede på sin hjemmeside. Først tiltrak det ikke den store opmærksomhed, men snart lagde først én og så en anden mærke til det, og pludselig fik siden op mod 75.000 besøg om dagen. Brevet er skrevet i en formel og høflig stil. Man får fornemmelsen af en grundig og efter­tænksom skribent og af en person der er fuldt overbevist om at have ret. Brevet opbygger i de første linjer en forventning om at ville støtte fortalerne for at indføre undervisning i intelligent design: “Vi er nok alle enige om at det er vigtigt at eleverne kender til forskellige perspektiver, så de selv kan bestemme hvilken teori der er rigtigst for dem.” Men så sker noget uventet: “Det bekymrer mig imidlertid at eleverne bare kommer til at lære én teori om intelligent design. Vi bør ikke glemme at der er flere teorier om intelligent design. Jeg og mange andre verden over mener at universet blev skabt af et flyvende spaghettimonster.” Skribenten medgiver at det kan være svært at tro, og fortæller derfor lidt mere om teorien: “Vi har beviser for at et flyvende spaghettimonster skabte universet. Naturligvis var ingen af os til stede da det skete, men vi har nedskrevne udlægninger af det.” Ifølge Spaghettimonsterismen er Jorden ikke så gammel som videnskabsfolkene vil have os til at tro. Skribenten forklarer derfor omhyggeligt hvordan videnskabsfolk bruger kulstof 14-metoden til at datere artefakter, og gør så opmærksom på at videnskabsfolk overser at spaghettimonstret ændrer resultatet hver gang de måler noget. Hendersons forslag er følgelig at naturfag i skolen planlægges således: “En tredjedel af tiden til intelligent design, en tredje­del til flyvende spaghettimonsterisme (Pastafarianisme) og en tredje­del til logiske slutninger baseret på overvældende, observerbare beviser.” Som nævnt tiltrak brevet i en periode tusindvis af læsere hver dag og er på den måde et eksempel på hvordan uventet retorik kan give gennemslags­kraft. Brevets satire sætter sagen på spidsen og tydeliggør hvad debatten egentlig handler om. Det er svært ikke at tænke på Jonathan Swifts satiriske essay A Modest Proposal fra 1729. Her foreslår skribenten at de fattige irere kan forbedre deres økonomiske situation ved at sælge deres børn som madvarer til de rige. Forslaget fremlægges omhyggeligt og underbygges med lange kæder af rationelle argumenter. Forslagets absurditet opfordrer læseren til at genoverveje det gældende syn på fattige og deres vilkår. På samme måde opfordres læserne af forslaget om at undervise i spaghettimonsterisme til at genoverveje de underliggende præmisser for forslaget om at undervise i intelligent design.

 

Størst er valgfriheden

Henderson lod det imidlertid ikke være ved det åbne brev. Han ville sprede det glædelige budskab yderligere og gik derfor i gang med at skrive Gospel of the Flying Spaghetti Monster. Det er 177 sider langt og inddelt i tre dele med overskrifterne “Videnskabens bommerter”, “Pastafarianisme forklares” og “Propaganda”. Tonen er en anden end brevets, det er ikke længere den bekymrede borger og pastafarianer der ytrer sig, men snarere en amerikansk tv-præst der veloplagt blander forkyndelse og reklame. “Jo mere du læser om os, desto mere overbevist vil du blive om at det flyvende spaghettimonster er den sande skaber, og at FSMisme er den BEDSTE. RELIGION. NOGENSINDE. Kom bare, prøv os af i 30 dage. Hvis du ikke er tilfreds, garanterer vi at din gamle religion tager dig tilbage.” Indledningen er underskrevet af Bobby Henderson, nu med titlen profet, men evangeliet giver også plads til andre stemmer, for eksempel i afsnittet “En alternativ holdning” hvor en fortaler for intelligent design har ordet. Her præsenteres vi for en Ferris P. Longshanks, bekymret borger, politibetjent og medlem af skolebestyrelsen. Han argumenter for intelligent design. Han slår fast at intelligent design ikke er en bedre teori end evolutionsteorien, men det er heller ikke så vigtigt. Det vigtige er at der er valgfrihed. Valgfrihed er det vigtigste, og alle rigtige amerikanere kæmper for deres umistelige ret til at vælge mellem mange forskellige alternativer. Indlægget slutter af med en bredside mod Bobby Henderson, profeten selv. Valgfrihed er netop også et af pastafarianismens vægtigste argumenter, så på denne måde udstilles valgfrihedsargumentet som værdiløst.

Spaghettimonstret har vist sig som en retorisk strategi med stor tiltrækning og mange anvendelsesmuligheder. En pastafarianer, som blev valgt ind i byrådet i staten New York, aflagde sin ed med et dørslag på hovedet, en østriger har fået lov til at bære dørslag på billedet på sit kørekort, hvorimod en lokal pastafarianergruppe i Tyskland blev pålagt at fjerne et informationsskilt om den ugentlige nudelmesse som de havde sat op ved siden af lignende skilte fra kirken.

 

Nej, det er ikke en joke

I A Modest Proposal lader små sprækker i tekstens satire den opmærksomme læser forstå at Swift anså det beskedne forslag, horribelt som det var, for at være en mildere behandling af irerne end de helt forfærdelige kår de faktisk levede under. Og det er vel nok det mest ironiske og smertefulde ved Swifts essay – at det absurde forslag langt fra er så absurd som virkeligheden. Spaghettimonsterismen fungerer på samme måde; ved første øjekast trækker det forslaget om intelligent design ud i det absurde. Ved nærmere eftertanke påpeger det dog snarere det absurde i forslaget ved selv at komme med et mindre absurd forslag. Som det forklares på det flyvende spaghettimonsters hjemmeside: “Sammenlign vores religion med religioner der bygger på løgne, ikke nødvendigvis mainstream-religioner (selv om de også er fulde af mysticisme og ad hocery), men tænk på kulter eller kirker hvor ledere bedrager deres følgere for profit. Disse følgere tror jo. Er disse kirker legitime på grund af den måde deres følgere tror på? Eller kan vi blive enige om at religion handler lige så meget om samhørighed som om fælles tro? Pastafarianere er lige så legitim en religiøs gruppe som alle andre. Eller mere, for vi er ærlige og rationelle.”

Som bekendt skal man passe på ikke selv at blive det monster man jager. Og Henderson lufter da også en be­kymring for hvad det kan udvikle sig til. Som han skriver på sin hjemmeside; hvad vil der ske når nogen finder en måde at tjene penge på det her og begynder at markedsføre det som en form for spiritualitet?

At argumentere mod intelligent design ved at grund­lægge sin egen satirebaserede religion er en uventet og omfattende strategi – en monstrøs strategi. Det er nu 12 år siden Rob Henderson skrev først det åbne brev og dernæst Spaghettievangeliet, men monstret er fortsat flyvende og pinefuldt relevant i dag hvor vi med fornyet intensitet kæmper mod monstre som falske nyheder og “alternative fakta”, videnskabens autoritet og forskellen på tro og viden.                       R

 

 

Bibliografisk

Af Kristine Marie Berg, ph.d. i retorik og lektor ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 105 (2017), s 11-13

Kristine Marie Berg

Kristine Marie Berg, ph.d., er adjunkt ved Afdeling for ­Retorik, Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet. [2015]

Latest posts by Kristine Marie Berg (see all)

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere