Start » Okategoriserade » Det norske folk lader sig ikke kue

Det norske folk lader sig ikke kue

av Cecilie Valentin
Norges statsminister Jens Stoltenberg talte d. 25. juli til en nation i chok. Med en national eulogi viste han sig som den stærke leder der opfordrer folket til ikke at bukke under for ondskab. For ondskab skal bekæmpes med frihed.

Det norske folk lader sig ikke kue

Cecilie Valentin Rasmussen.


Massakren på Utøya og bilbomben i Oslo d. 22. juli 2011 står skrevet ind i historien. På denne dag dræbte den højreradikale nordmand Anders Behring Breivik 75 mennesker. 68 af dem var samlet på øen Utøya til den årlige politiske ungdomslejr for medlemmer af Arbeiderpartiet. Begivenheden rystede Norge, Norden og hele verden.

Når en så uventet tragedie indtræffer, rammes samfundet af fortvivlelse, chok og desperation. Ingen fængselsstraf, erstatningssum eller lovgivning kan afhjælpe følelsen. Den nationale eulogi kan derfor være et vigtigt symbol på nationens overlevelse. Den giver håb og mod på at gå fremtiden i møde med styrket sind. I krisetider som de norske er eulogiens funktion særligt fremtrædende, fordi den vellykkede tale kan skabe ødelæggelse om til et symbol på national modstand.

Den nationale eulogi er en undergenre af lejlighedstalen og er en mindetale for dræbte ved pludselige angreb som nationen ikke kunne værne sig imod.

Eulogien er kendetegnet ved 1) at statslederen påtager sig rollen som samlende figur for folket, 2) at han sætter katastrofen ind i et større perspektiv, og 3) at han forsikrer befolkningen om at lignende katastrofer ikke vil ske igen.

Frygten skal ikke vinde

Netop disse tre karakteristika har den norske statsminister Jens Stoltenberg i sin tale ved Arbeiderpartiets mindeceremoni d. 25. juli. Han taler til det norske folk og opfordrer dem til at organisere sig og deltage aktivt i samfundsdebatten for at styrke demokratiet.

Annonce

Indledningsvist taler Stoltenberg direkte til det norske folk som han kalder symbolet på folkeviljen. Det norske folk har vist sig som et trodsigt og stærkt folk der på trods af modgang ikke lader sig kue, men derimod viser deres mod ved at være synlige i gadebilledet. Det udtrykker han også med anaforen ”Vi lar ikke frykten knekke oss. Og vi lar ikke frykten for frykt kneble oss.” Brugen af ’vi’ er fremtrædende, og dermed gør Stoltenberg sig selv til en del af publikum og fremstår som en samlende figur. Det er med til at forstærke billedet af at det norske folk ikke er svækket, men står endnu stærkere sammen som nation.

Da han har beskrevet det norske folks styrke, forsøger Stoltenberg at definere hændelserne og altså at sætte katastrofen ind i en større ramme: ”Ondskap kan drepe et menneske, men aldri beseire et folk.” Hændelserne er ikke kun isolerede begivenheder, men snarere symptom på ondskab i samfundet. Og ondskaben skal besejres med en styrkelse af demokratiet: ”Med det sterkeste av alle verdens våpen, det frie ord og demokrati, staker vi ut kursen for Norge etter 22. juli 2011.” Dermed skaber Stoltenberg en fælles forståelse af at katastrofen er et ondskabsfuldt angreb på Norges frihed.

Fordi det norske folk ikke lader sig kue, skal de trodsigt styrke ytringsfriheden og demokratiet som et modsvar til den ondskab som ville de værdier til livs. På den måde bliver de døde også et billede på symbolsk kontinuitet.

Selvom de er døde, ansporer deres død nationen til at styrke sin indsats for retten til netop at ytre sig og til at udøve demokrati. De døde er derfor ikke døde forgæves, men for essentielle værdier for samfundet. De bliver en slags martyrer i kampen for demokratiet. Det er særligt tydeligt med de unge dræbte på Utøya som netop var samlet i et politisk fællesskab.

Det vil ikke ske igen

Men Stoltenberg fokuserer ikke alene på modstand, han anerkender også den sorg og den smerte der vil være i befolkningen i lang tid fremover. Han gør dermed magtesløshed legitim og opfordrer til at give plads til forskellige måder at udtrykke sorg:

”Etter angrepene i Oslo og på Utøya har vi vært forent i sjokk, fortvilelse og sorg. Slik vil det fortsatt være, men ikke bare slik. Sakte vil de første av oss begynne å bli klare til å møte en hverdag igjen. Andre vil trenge mer tid. Det er viktig at vi respekterer ulikhetene. Alle måter å sørge på er like normale.”

Ved både at have kampånden og håbløsheden med danner Stoltenberg et nuanceret billede af en sørgende nation.

Men på trods af sorgen forsikrer han klart befolkningen om at katastrofen ikke vil gentage sig. Det gør han tydeligst i slutningen af talen med en allusion til 2. Verdenskrig: ”Våre fedre og mødre lovet hverandre ’Aldri mer 9. april’. Vi sier ’Aldri mer 22. juli’.”

Allusionen er ikke kun med til at understrege vigtigheden af massakren.

Den viser også at den ondskab der truer friheden, vil mislykkes akkurat som naziregimets erobring af Norge gjorde det. For Stoltenberg får med eulogien skabt det tydelige budskab at på trods af modstand står det norske folk samlet i en kamp for demokratiets sejr. R


Jens Stoltenbergs tale på minnemarkeringen 25. juli:

Kjære alle sammen,

For et syn!
Jeg står nå ansikt til ansikt med folkeviljen.
Dere er folkeviljen.

Tusener på tusener av nordmenn, i Oslo og over hele landet, gjør det samme i kveld.
Erobrer gatene, torgene – det offentlige rom med samme trassige budskap: Vi er sønderknust, men vi gir oss ikke.
Med fakler og roser gir vi verden beskjed.
Vi lar ikke frykten knekke oss.
Og vi lar ikke frykten for frykt kneble oss.
Det folkehavet jeg ser foran meg her i dag, og den varmen jeg kjenner fra mennesker over hele landet gjør meg sikker i min sak.
Norge består prøven.
Ondskap kan drepe et menneske, men aldri beseire et folk.
I kveld skriver det norske folk historie.
Med det sterkeste av alle verdens våpen, det frie ord og demokrati, staker vi ut kursen
for Norge etter 22. juli 2011.

Det blir et Norge før og et etter 22. juli. Men hvilket Norge bestemmer vi selv.
Norge skal være til å kjenne igjen.
Vårt svar har vokst i styrke gjennom de ubegripelige timene, dagene og nettene vi har bak oss, og det bekreftes med kraft i kveld.
Mer åpenhet, mer demokrati. Fasthet og styrke. Det er oss. Det er Norge.
Vi skal ta tryggheten tilbake!
Etter angrepene i Oslo og på Utøya har vi vært forent i sjokk, fortvilelse og sorg.
Slik vil det fortsatt være, men ikke bare slik.
Sakte vil de første av oss begynne å bli klare til å møte en hverdag igjen. Andre vil trenge mer tid.

Det er viktig at vi respekterer ulikhetene. Alle måter å sørge på er like normale.
Fortsatt gjelder det å ta vare på hverandre.
Vise omsorg.
Snakke med dem som er rammet hardest.
Være medmennesker.
Vi som er samlet her har en beskjed til dere som har mistet en av deres kjæreste: Vi er her for dere.
I tillegg skal vi rette blikket mot Norge etter 22. juli 2011.
Vi skal vokte oss for å trekke for mange, og for bastante konklusjoner mens vi er et land i sorg, men noen løfter kan vi gi hverandre allerede i kveld.

For det første.
Ut av alt det vonde øyner vi paradoksalt nok spiren til noe verdifullt.
Det vi ser i kveld kan være den største og den viktigste marsjen det norske folk har lagt ut på siden den 2. verdenskrig.
En marsj for demokrati, samhold og toleranse. Folk over hele landet står i dette øyeblikk skulder ved skulder.
Vi kan lære av det. Gjøre mer av det.
Hver og en av oss kan gjøre demokratiets vev litt sterkere. Det ser vi her.

For det andre.
Til de unge vil jeg si dette. Massakren på Utøya er også et angrep på unge menneskers drøm om å bidra til en
bedre verden.
Deres drømmer ble brutalt knust.
Dine drømmer kan bli virkelighet.
Du kan føre videre ånden fra i kveld. Du kan gjøre en forskjell.
Gjør det!

Min oppfordring er enkel.

Engasjer dere. Bry dere.
Meld dere inn i en organisasjon. Delta i debatter. Bruk stemmeretten.
Frie valg er juvelen i demokratiets krone. Ved å delta sier du et rungende ja til demokrati.

Til slutt.
Jeg er uendelig takknemlig over å leve i et land der folk i en kritisk tid tar til gatene med blomster og lys for å slå ring om demokratiet.
Og for å hedre og minnes dem vi har mistet.
Det viser at Nordahl Grieg hadde rett: ”Vi er så få her til lands, hver fallen er bror og venn”

Dette skal vi ta med oss når vi tar fatt på arbeidet med å forme Norge etter 22. juli 2011.

Våre fedre og mødre lovet hverandre ”Aldri mer 9. april”
Vi sier ”Aldri mer 22. juli”.

Kilde: Arbeiderpartiet.no

Læs mere:
Karlyn Kohrs Campbell & Kathleen Hall Jamiesen: ”National Eulogies” i President Creating the Presidency
– Deeds Done i Words, The University of Chicago Press, 2008

Bibliografisk

Af Cecilie Rasmussen. Redaktør på RetorikMagasinet.

RetorikMagasinet 81 (2011), s 24-26

Latest posts by Cecilie Valentin (see all)

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere