Dronning Margrethe II – mere end en festtaler

Når dronningen hvert år tager sine læsebriller på og begynder sin nytårstale, følger nationen med, og vi venter ikke bare på at kunne skåle. Dronningens retoriske profil er nemlig præget af andet og mere end lejlighedsretorik; den rummer også potentiale for politisk kritik og kulturel forandring.

Dronning Margrethe II – mere end en festtaler

Sine Nørholm Just

rm86 dronseNytårstalen er dronning Margrethes årlige retoriske højdepunkt. Her samler hun nationen i en højtidelig stund før nytårsgækken for alvor slås løs. Som den kransekagefigur regenten i høj grad er for Danmark som stat og som nation, er hendes opgave først og fremmest symbolsk; hun fejrer og forstærker fællesskabet. Men hvordan gør hun det? Og er den retoriske profil til andet end pynt? Lad os først se på de hyldende, epideiktiske træk ved dronningens retorik og dernæst på to potentielt forandrende sider af den: en politisk og en kulturel.

Den symbolske landsmoder

Kongehuset fungerer i dag primært som nationalt samlingspunkt og dermed som et udtryk for varighed og stabilitet. Det er den funktion der udføres gennem de officielle ceremonier og ritualer, såsom nytårskuren og uddelingen af fortjenstmedaljer for tro tjeneste, og i de mere uformelle møder med det danske folk, fx sommerfærden med Kongeskibet Dannebrog og deltagelse ved kulturelle eller sportslige begivenheder. Det er gentagelsens magt om man vil.
Denne gentagelsens magt etableres også på det retoriske plan når dispositionsmæssige mønstre og faste formuleringer gentages i dronningens taler til nationen. Af disse er nytårstalen den største og mest genremæssigt fasttømrede; tænk hvis den ikke rummede en hilsen til søens folk eller ikke sluttede med ”GUD BEVARE DANMARK”.

Mere konkret etablerer og udfolder dronningen sin rolle som symbolsk landsmoder ved at tale om og til ’os’ som nation; hun antager altså et fællesskab og et sæt af værdier og holdninger som hun samtidig gør sig selv til talsperson for. Fra denne autoritetsposition kan hun støtte og forstærke det danske fællesskab hvilket nok især er tiltrængt i krisetider sådan som nytårstalen fra 2011 vidner om:

”Når tiderne er usikre, bliver vi også mindre sikre på os selv og på om vore evner slår til. Vi bliver tøvende over for udfordringerne, det er forståeligt nok; men det må ikke føre til handlingslammelse. Som samfund må vi ikke grave os ned i bekymringerne, men derimod se problemerne i øjnene og gøre noget ved dem.”

Her er empati og medfølelse med ’os’ der mærker krisens konsekvenser, men samtidig tillid og tiltro til at ’vi’ nok skal klare skærene. Og det hele fremføres i en konstaterende snarere end argumenterende form: Sådan er situationen, og her er løsningen.

Mor er skuffet

Ud over de rent symbolske funktioner har kongehuset også stadig opgaver med politiske over- og undertoner. Det gælder indenrigspolitisk via for eksempel tilstedeværelsen ved Folketingets åbning og den formelle godkendelse af hver ny regering, og det gælder udenrigspolitisk via afholdelsen af middage i forbindelse med statsbesøg i Danmark samt kongehusets officielle besøg i andre lande.

På det retoriske plan italesætter dronningen primært værdipolitikken, men indimellem bruger hun også sin position til at støtte op om og indgyde tillid til politiske reformer. Det skete for eksempel ved nytårstalen i 2005:

”Om et år er kommunalreformen en realitet med sammenlagte kommuner og nye regioner. Danmark møblerer om i sine stuer. Der rives vægge ned, og nye døre slås igennem. Det vil nok kræve lidt tid før vi alle vænner os til det og finder ud af hvor alt nu er kommet til at stå. Men det er det samme hus og den samme familie.”

Her benyttes mange af de samme virkemidler som i citatet om de usikre tider; antagelsen af et fælles ’vi’, anerkendelsen af at det nye kan vække usikkerhed, og forsikringen om at det nok skal gå. I 2005-talen understøtter dronningen sin pointe ved at fortælle hvordan hun og prinsgemalen i det forgangne år har mødt den samme gæstfrihed overalt i landet. Dette er et andet centralt træk ved hendes retorik; hun kobler ofte de danske værdier sammen med sin egen erfaring hvorved talerne får et mere personligt præg.

Dronningen bevæger sig dog indimellem ud over den generelle opbakning til den førte politik der ligger i eksemplet med kommunalreformen. Det mest berømte eksempel er nok opsangen fra 1984 hvor dronningen gik i rette med måden ’vi’ behandler indvandrere i Danmark på:

”Så kommer vi med vores ’danske humor’ og små, dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder – det kan vi ikke være bekendt.”

Dronningen taler endnu en gang om et inkluderende ’vi’, men benytter her antagelsen af fællesskabet til at fremsætte en kritik. Den afsluttende vurdering af at ”det kan vi ikke være bekendt”, har en distinkt klang af at ’mor er skuffet’. Dronningen kan altså ikke bare tale om og for ’os’ i rosende vendinger, men også bruge sin position som symbolsk landsmoder til at tale ’os’ til rette når ’vi’ er kommet på afveje.

Opgør med mindreværdet

Samtidig med at kongehuset med dronning Margrethe i spidsen fungerer som nationalt samlingspunkt og værdipolitisk pejlemærke, er regentens rolle også under forandring, internt såvel som i sin relation til omverden. Dette er nok tydeligst i forhold til den yngre generation hvor kronprins Frederik ofte karakteriseres som ’kronprins af tiden’, og der spekuleres i hvad der vil ske når han overtager tronen. Men også dronningen har redefineret hvad det vil sige at være regent i Danmark og hvad det vil sige at være dansk.

Denne sidste dimension af dronningens retoriske profil er allerede til stede i kritikken af den ’danske humor’. At dronning Margrethe ikke bare hylder og bekræfter det nationale fællesskab, men også skaber og fornyer det, fremgår imidlertid endnu tydeligere i hendes gentagne opgør med forestillingen om at Danmark er et lille, undseligt og lukket land. I nytårstalen i 1987 hed det fx: ”Vi skal tro på vores eget værd, tro på at vi betyder noget som danskere. Vort land er ikke en afmægtig kedsomhedens baggård.”

Dronning Margrethes retoriske profil er altså præget af at hun antager et fællesskab som hun er samlingspunkt for, og at hun ikke bare benytter denne position til at hylde og bekræfte fællesskabet, men også gør den til en platform for kritik når ’vi’ foretager os noget der ikke er passende for ’os’. Endelig bekræfter hun ikke bare fællesskabet; hun forandrer det også. Hun er en festtaler med politisk bid og kulturel kant.   R

Tak til Hans Christian Gørup Nielsen for inspiration til dele af denne retorikprofil.


Bibliografisk
Af  Sine Nørholm Just. Ph.d. og lektor ved Department of Business and Politics, CBS.

RetorikMagasinet 86 (2012), s 8-9
35086

Om skribenten

Sine Nørholm Just er professor i strategisk kommunikation ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, Roskilde Universitet. Dansk hovedredaktør på Rhetorica Scandinavica.

1 Reply to “Dronning Margrethe II – mere end en festtaler”

Skriv et svar