Du kan føle i biografen, ikke i retten!

En juridisk afgørelse skal træffes med forstanden, ikke med følelserne. Af den grund siger mange jurister at patos-appellen ikke hører hjemme i en dansk straffesag. Men det synspunkt bygger på en fejlagtig opfattelse af patosbegrebet. Her præciserer vi følelsesappellens nødvendige funktion i straffesagen og kommer med vores bud på hvad der er hensigtsmæssig brug af patos i retten.

Du kan føle i biografen, ikke i retten!

Janus Beyer & Annemette Isager Ahl

Patos1“Følelser hører ikke hjemme i en dansk straffesag!” Sådan lyder det ofte fra både dommere og forsvarere. En af dem er højesteretsdommer Jon Stokholm som engang sagde: “Man føler ikke i retten – det kan man gøre i biografen.” Forsvarsadvokat Hanne Rahbæk slog til lyd for det samme da hun sidste år kritiserede en anklagers barske ordvalg ved at sige til pressen at en straffesag ikke er en moralsk domstol, men en juridisk domstol. Begge repræsenterer det klassiske synspunkt at følelser er modsætningen til fornuft, og at dommerne skal være kølige og saglige og alene tage stilling til sagens iskolde beviser. Følelserne skal helst holdes ude, de er uregerlige, manipulerende og betænkelige i forhold til anklagerens objektivitetsforpligtelse og således til fare for retssikkerheden.

Men følelsesappellen er en nødvendig forudsætning for rettens forståelse af sagens faktum, og retten er dårligere stillet i forhold til at træffe afgørelse hvis anklageren viger uden om den. Omvendt kan følelsesappellen også overdrives eller bruges de forkerte steder. Derfor er der grund til at præcisere patos-begrebet og opstille nogle retningslinjer for følelsernes spillerum i en moderne dansk straffesag.

Hvad er patos?

Jurister og retorikere er ofte uenige om hvad følelsesappellen, patos, er. Juristen ville formodentlig sige at patos er de steder hvor anklageren dramatiserer sagens grusomheder, bruger stærke, værdiladede udtryk eller cykler rundt i blodige billeder fra gerningsstedet. En retoriker ville sige at patos ikke bør komme fra anklageren, men fra sagen, og at den gode patos konkretiserer sagens faktum, så retten bedre kan forstå og leve sig ind i sagen og dermed være bedre rustet til at træffe afgørelse. Derfor er jurister og retorikere ofte uenige om hvorvidt en passage som den følgende kan ses som en patosappel: “Sidste år blev Mathias overfaldet af tre unge mænd på Amagerbrogade. De slog Mathias i hovedet med et baseballbat, så han pådrog sig en hjerneskade. I dag er han multihandicappet og bor på et hjem for behandlingskrævende unge mennesker.” En jurist ville sandsynligvis sige at passagen er uomtvistelig fakta, at forløbet er beskrevet i et enkelt og nøgternt sprog, og at afsnittet dermed hører ind under logos, ikke patos. En retoriker ville sige, at den afdæmpede form forstærker indholdssidens patoseffekt: Den lille beretning fremkalder stærke billeder af meningsløs vold med grufuld konsekvens for en ung mand og har derfor en indvirkning på vores følelser. For en retoriker knytter patos sig altså ikke nødvendigvis til ordvalget, men derimod til effekten på modtageren.

Patos er således ikke noget man lægger uden på den hårde juridiske kerne. Tværtimod er straffesagen født med en iboende patos. Som tidligere statsadvokat Erik Merlung lidt højtragende, men meget sandt, sagde engang: “Grunden til at der er rejst en straffesag, er, at nogen har gjort noget de ikke må imod nog-
le andre – der er altså sket et brud på den fred der skal være i et samfund.” Det er ganske enkelt ikke muligt at beskrive en straffesag – et drab, en seksuel krænkelse, et overgreb imod et barn – uden at modtageren bliver følelsesmæssigt involveret. Man kan derfor ikke skære patos fra en straffesag som man skærer fedtet fra et revelsben. Patos er dybt i sagens grundmaterie. Spørgsmålet er derfor ikke om patos er til stede i en straffesag, men snarere hvordan følelserne i sagen skal kommunikeres til rettens dommere og tilhørere.

God patos gør det abstrakte konkret

Patos2I straffesager retsforfølger anklagemyndigheden personer for brud på straffeloven på vegne af samfundet. Straffeloven indeholder en lang række bestemmelser, og straffesager kan således omhandle alt fra simpelt tyveri eller vold til grove voldtægter og drab. Som anklager er det vigtigt at gøre sig bevidst om sagens karakter og alvor og at afstemme sin patosappel derefter. Sager om personfarlig kriminalitet som fx vold eller overgreb imod børn vækker i sagens natur flere følelser i os end cykeltyverier eller sager om økonomisk kriminalitet. Den gode patos konkretiserer og anskueliggør sagens alvor og er knyttet til sagens centrale bevistema. I en drabssag hvor den tiltalte hævdede at det oversavede jagtgevær var gået af af sig selv, lod anklageren våbnet gå rundt blandt nævningene. Han bad dem trykke aftrækkeren ned, så de selv kunne mærke at man skal bruge betydelige kræfter på at affyre geværet. På den måde fik anklageren dels vist utroværdigheden i den tiltaltes forklaring, dels givet nævningene mulighed for at leve sig ind i tiltaltes vilje (forsæt) i gerningsøjeblikket. Det er en klar patosappel fordi anklageren gør gerningsøjeblikket konkret og håndgribeligt og dermed appellerer til modtagernes følelser.

En god patosappel bidrager også til at visualisere det abstrakte. I en omtalt sag fra 2008, Glasvej-sagen, var to personer tiltalt for at have planlagt et terrorangreb og at have fremstillet sprængstoffet TATP. Politiet fjernede sprængstoffet fra lejligheden og destruerede det senere ved at lade det sprænge i en udtjent HT-bus på et militær øvelsesanlæg. Optagelsen af denne sprængning afspillede anklageren to gange i retten – først i almindeligt spilletempo og så i slowmotion. Under den anden afspilning kunne alle i retslokalet se hvordan bussen blev flået fra hinanden. Bussens sider og tag blev kastet 100 meter væk, og vinduer og sæder blev blæst i alle retninger. I straffesagens afsluttende tale, proceduren, vendte anklageren kortvarigt tilbage til afspilningen: “Forestil jer denne sprængladning i en fyldt HT-bus på Rådhuspladsen i København.”

Med sin ordknaphed lod anklageren det her være op til den enkeltes forestillingsevne at se bomben detonere midt i København og skabte på den måde en effektiv patosappel. Selv om forsvarer og anklager ikke var uenige om at sprængstoffet var kraftfuldt, var det alligevel relevant at anskueliggøre sprængstoffets kraft, så retten kunne vurdere faren og de potentielle konsekvenser af den gerning de tiltalte var i færd med at planlægge. Patosappellen er effektiv her fordi den konkretiserer faktum og anskueliggør den, så dommerne får et klarere og mere håndgribeligt indtryk af sagens alvor. Desuden var beviset på sprængstoffets kraft en gedigen gennemhulning af de tiltaltes forklaringer om at bomben var drengestreger og blot tiltænkt kanonskrald til nytårsaften.

Patos kan også være nøgtern

Det er karakteristisk for danskere at vi har en lav smertetærskel for hvornår følelsesappellen bliver for meget, og navnlig de juridiske dommere har et udpræget gehør for følelsesudbrud og falske melodier. Der skal ikke meget til før en patosappel opfattes som kvalm, patetisk eller måske endda manipulatorisk. En dårlig brug af patos er derfor når en anklager gør brug af et væld af tillægsord til at beskrive et sagsforløb – en anklager som betegner en sag eller et hændelsesforløb som “grufuldt”, “forfærdeligt” eller “mareridtsagtigt” i stedet for at vise publikummet at forløbet rent faktisk var forfærdeligt for den forurettede. I en sag om en ældre kvinde der var blevet voldtaget af en fremmed mand i sit eget hjem, undlod anklageren at krydre beskrivelsen med evaluerende tillægsord, men gennemgik i stedet hændelsesforløbet i enkle sætninger og skabte derved en stærk følelsesappel: “Han fik udløsning i ansigtet på hende. Hun tørrede ansigtet i sin pude. Lidt senere beordrede han hende til at sætte sig på alle fire, og han tog hende bagfra. Det gjorde ondt. Hun sagde hele tiden nej, men hun gjorde ikke modstand.” Det er vigtigt at anklageren ikke er insisterende i forhold til at pådutte tilhørerne en følelsesmæssig reaktion på en sag, men i stedet giver publikum mulighed for selv at opleve scenen – se overfaldet, voldtægten, tyveriet eller drabet – og derudfra give dem en mere autentisk følelsesmæssig reaktion på forløbet. Patosappellen skal altså ikke lægges ovenpå som et udvendigt virkemiddel, men skal udspringe af sagens iboende alvor.   R

 

Bibliografisk

Af Janus Beyer, cand. mag i retorik og partner i 37grader, & Annemette Isager Ahl, cand. mag i retorik.

RetorikMagasinet 98 (2015), s 7-9.
35098

Om skribenten

Skriv et svar