En journalist og en parmaskinke kommer ind på en bar…

Alle ved at journalistik skal være levende og interessevækkende – i magasiner og weekendsektioner gerne gribende som var det spændingslitteratur. Men hvor gribende har det lov at blive før det ikke længere er journalistik?

En journalist og en parmaskinke kommer ind på en bar…

Christine Isager

Mange nyheder kommer egentlig ikke dig ved. Danskerne spiste forrige år 116.000 kilo parmaskinke. Det er relativt meget, fx næsten seks gange mere end russerne spiste, men for virkelig at fange din interesse for den historie beslutter journalist Carolina Stefania Kromann Wåhlin i en artikel til magasinet Copenhagen Food at hænge ud på en bar i Kødbyen i København i selskab med en parmaskinke. Den er mild og rar, kan bestille sin egen espresso og konversere om markedsføring af svinekød og om klimaet i Langhirano hvor han (altså skinken) kommer fra. Det er fiktion, men det er alligevel journalistik. Skribenten eksperimenterer med sproget og fortællerrollen for at skabe liv i skinkeformidlingen.

Selvfølgelig. På journalistuddannelserne landet over lærer de studerende at bruge billedsprog, aktive verber og lydlige effekter for at fange og fastholde den travle læsers opmærksomhed. I længere artikler er det god latin at lade såkaldte BBI-afsnit – med deres ”Boring-But-Important” faktaoplysninger – veksle med sceniske afsnit der gør informationen nærværende ved at sætte ansigter og skæbner på. Det er faktisk hvad Wåhlin gør med sit skinkescenario fra Kødbyen.

Forførende fortællinger

At vigtige faktaoplysninger per definition skulle være kedelige for læserne, er forresten en både latterlig og ret problematisk præmis for journalistisk arbejde. Som regel bruges betegnelsen BBI da også med et glimt i øjet. Og så alligevel. Specielt i USA har der udviklet sig en stærk tradition for garanteret BBI-fri ”narrative journalism”, og det vil sige fortællende journalistik der udelukkende – eller næsten udelukkende – forlader sig på rekonstruktioner.

Rekonstruktion indebærer at journalisten laver en sammenhængende genfortælling – eller gendigtning, om man vil – af en række forskellige kilders vinkler på et bestemt begivenhedsforløb. Denne type historier findes også på dansk, og især efter årtusindskiftet er de dukket op herhjemme både som bøger og som avisføljetoner. Særligt Politiken har markeret sig med serier som fx ”Englevingen” af Flemming Christiansen og Kim Faber om en mors søgen efter sin kidnappede datter. Serietitlerne giver næsten altid ekko af fiktionslitteratur og -film med ”Skyggen”, ”50 sekunder” og ”Hævnens pris” som andre påfaldende eksempler fra samme dagblad. I bogform er bl.a. udkommet Lea Korsgaard og Stéphanie Surrugues Det store bogtyveri fra 2005 om milliontyverierne på Det Kgl. Bibliotek og Mads Brügger og Nikolaj Thomassens Abemanden fra 2009 om drabet på rockeren ’Karate Claus’.

Formaterne kan altså være lange. Selv som avisartikler publiceres historiernes enkeltafsnit typisk som ’kapitler’, og det ene kapitel skal gerne tage det andet. Umiddelbart kunne det ligne kulminationen på de førnævnte stilistiske bestræbelser: Endelig er den her! Journalistikken der er lige så medrivende som en roman!
Men – er det faktisk journalistikkens opgave at forføre sine læsere på den facon?

isager

Journalistik skal være gennemskuelig

Nej, siger den norske journalistikforsker Jo Bech-Karlsen. Han henviser bl.a. til et af de danske eksempler, nemlig Kim Fabers ”Blod mod blod” som Politiken bragte i foråret 2005. Her fortalte Kim Faber historien om en dansk sygeplejerske, Vibeke, der havde været udsendt som nødhjælpsarbejder i Sierra Leone. Vibeke blev interviewet og gav også journalisten adgang til sin dagbog, og på det grundlag kunne Faber fortælle ret indgående om hvordan Vibeke frygtede at være smittet med HIV-virus efter at have assisteret ved en særligt dramatisk operation:

        Luften på operationsstuen er lummervarm og lugter sødligt af blod. Der er sluppet myg og natsværmere ind. Myggene bider. Vibekes tøj er gennemblødt af sved. Hun har kun et par klip-klapper på fødderne, og hun kan mærke, at hun sopper rundt i blodet, der løber hen ad gulvet.

Scenen her har fundet sted i Afrika tre år tidligere, og journalisten var ikke selv til stede. Så hvordan kan journalisten tillade sig at skrive sådan her?  Det kan han faktisk heller ikke, skriver Bech-Karlsen i sin kritik:

        Siden observasjon er umulig i en historie som denne, burde [Kim Faber] ha valgt en åpen holdning … [J]ournalisten [må] vise seg fram. Han kunne ha skrevet: ”Tre år seinere husker Vibeke fremdeles den lumre varmen og den søtlige lukten av blod.” Han kunne ha sitert fra dagboken.

Og så fremdeles. Der er mange måder at lave sine kildemarkeringer på, men i journalistiske tekster må og skal der altså markeres løbende. Læseren skal vide hvilke komponenter historien er stykket sammen af: Hvad er hentet fra en samtidig kilde som fx dagbogen, og hvad er blevet sagt som en efterrationalisering langt senere? Er andre kilder blevet konsulteret?

Kend din pappenhejmer

At denne gennemskuelighed i fremstillingen formuleres som et krav, er ikke kun fordi historiens oplysninger skal kunne vejes og evt. efterprøves af læserne. Det er også fordi journalisten skal synliggøre sin egen rolle som fortolker af begivenhederne. Han skal vælge ”en åpen holdning”, som det hed i citatet fra før.
Bech-Karlsen pointerer således at reporteren er et menneske af kød og blod der ”ikke kan gjemme seg bak teksten, slik dikteren kan”. Den journalistiske formidler skal faktisk stikke sit hoved frem, skygge lidt for stoffet så vi mindes om at der er truffet en række valg i formidlingsprocessen. Og sådan kan der eksplicit værnes om journalistikkens forpligtelse på virkeligheden. Det kan ganske vist skabe friktion i læsningen og stå i vejen for indlevelsen, men var der ingen friktion, kunne historien jo lige så godt være fiktion.

Så – hvad nu med den der parmaskinke på kaffebaren?

Ja, ganske vist er kildematerialet skjult. Vi skal tage journalistens (og redaktionens) ord for at de konkrete oplysninger om svineavl, modningstider og eksport er til at stole på. Til gengæld er samtalen med den besjælede skinke ikke et eksempel på gendigtning af begivenheder, det er simpelt hen digtning hvilket vel at mærke ikke holdes skjult for læseren. I hvert fald ikke hele vejen. Wåhlins fiktion bliver ikke blotlagt som fiktion fra begyndelsen, men spor er lagt ud så vi hører at den velpolstrede ”italienske ven” grynter, har været lidt ophængt og i øvrigt, som det hedder i artiklens slutreplik, er lige til at spise.

Så når 10-øren faktisk falder hos læseren (hov, den ven er en skinke!), har journalisten åbent markeret sit ansvar og lagt historiens præmis til skue som hun skal.   R


Læs mere:

Jo Bech-Karlsen, Åpen eller skjult. Råd og uråd i fortellende journalistikk, 2007.
Jo Bech-Karlsen, ”Når reportere flytter trær”, Samtiden (4) 2010: www.idunn.no/file/ci/47776123/samtiden_2010_04_art03.pdf
Carolina Stefania Kromann Wåhlin, ”Salt, tid og tålmodighed”. Copenhagen Food #10, 2012: 44-46.
”Fortællingen i journalistikken”, temasider i Updates Vidensbase for journalistik: www.update.dk/fortaelling.   


Bibliografisk

Forfatter: Af Christine Isager. Adjunkt og ph.d. i retorik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 84/2012, side 12-13.

Author profile

Lektor ved Institut for kommunikation, Københavns Universitet. Ansv redaktør på Rhetorica Scandinavica 2016-2019.

Skriv et svar