Erindring om besættelsen 1940-45

I diskussioner om erindring som historisk kildemateriale er der i en snes år ofte skelnet mellem personlig erindring – hvilket vil sige erindringsarbejde og fortidsforståelse som den er kommet til udtryk i personlige erindringer, beretninger og visse typer dokumenter – og på den anden side den kollektive erindring som indebærer en kollektiv iscenesættelse af fortiden med vægt på erindringssteder i form af monumenter og arkitektur samt film og medier.

Erindring om besættelsen 1940-45

Palle Roslyng-Jensen

Dansk historieskrivning om krig, i denne sammenhæng om den tyske besættelse af Danmark i 1940-45, har været præget af både individuel historieerindring og af kollektiv erindring, og det gælder både i den akademiske og i den brede folkelige historieskrivning. Selv om der blandt de fleste besættelseshistorikere er enighed om at Danmark slap fra den tyske besættelse og fra andre typer dansk krigsdeltagelse under 2. verdenskrig med små tab og beskedne skader, sammenlignet med andre besatte europæiske stater under 2. verdenskrig, så er erindringen om dansk krigsdeltagelse under 2. verdenskrig, dansk modstand mod den tyske besættelse og dansk støtte til allieret krigsdeltagelse dominerende i dansk erindring om krig og krigsdeltagelse, om end der er afgørende skift i efterkrigstidens kollektive erindring om besættelsen. Det er disse skift der her vil blive behandlet.

Samarbejde med besættelsesmagten

Et flertal af den danske befolkning var umiddelbart overrasket over den tyske militære besættelse den 9. april og havde vanskeligt ved at fortolke begivenhederne i de første dage. Hverken regering, politiske partier eller kongemagten angav hvad baggrunden var for den tyske besættelse, og hvad tyskernes målsætning med besættelsen var. Fra tysk side skiftede målsætningen under krigen, fra indledningsvis at søge at opnå militære fordele i krigen mod Norge til senere at etablere politiske og strategiske fordele på langt sigt. Samtidig bevarede man i Danmark fra første dag en dansk regering med politisk suverænitet, og der var i næsten et halvt år forbud mod offentlige politiske møder samt tysk kontrol med danske radioudsendelser og nogen kontrol med aviser og blade. 

Danskernes kollektive erindring byggede i denne periode dels på erfaringer og forståelse af tidligere oplevelser med krig og konflikter med Tyskland (tyske stater) der gik tilbage til det militære nederlag i 1864 og afståelsen af Sønderjylland, dels på hvordan Danmark havde holdt sig neutral under 1. verdenskrig og senere søgt at undgå åbne konflikter med nazismen og den tyske politik efter 1933. Den byggede således på en neutralitetsopfattelse der skulle sikres ved en beskeden militær rustning (et neutralitetsværn) og et forsøg på at opretholde selvstændighed og suverænitet gennem en tilpasningspolitik over for det nazistiske Tyskland. Et iøjnefaldende kendetegn var indgåelsen af en dansk-tysk ikke-angrebspagt i maj 1939. Selv om pagtens målsætning tydeligvis var at fremme tysk propaganda, havde et flertal i den danske befolkning og i regeringspartierne, Socialdemokratiet og Radikale Venstre, forståelse for den politik, mens et mindretal, særligt Det Konservative Folkeparti, markerede modstand på et nationalt og patriotisk grundlag. Mindretallet ønskede en tydeligere dansk militær oprustning. De samme kræfter var også senere skeptiske over for den danske tilpasningspolitik over for den tyske besættelsesmagt, men samtidig var kun få indstillet på at anvende militære midler mod besættelsesmagten, og det gjaldt både ved forløbet den 9. april 1940 og de næste år under tysk besættelse.

Modstand mod besættelsesmagten

I sommeren og efteråret 1940 var der er et skift i den kollektive erindring hvor patriotiske og nationale, men ikke militære, holdninger blev markant udbredte. Flertallet vendte sig åbenlyst mod danske nazister og tilsluttede sig kongen og kongemagten samtidig med at dansk historie, dansk litteratur og nationalt musikliv blev dyrket mere aktivt end det var sket tidligere. Det skete dog samtidig med at flertallet fortsat støttede den danske regerings tilpasningspolitik. Først sidst i foråret og sommeren 1943, det vil sige mere end halvt år inde i den samlede besættelsesperiode, var der nogen tilslutning, men afgjort ikke et flertal, til at anvende militære midler. Det betød modstandsarbejde mod dansk tilpasningspolitik og dermed også modstand mod den tyske udnyttelse af dansk produktion og danske produktionsmidler. Først i den allersidste fase af besættelsen, og især lige efter den tyske kapitulation, var der pludselig bred dansk tilslutning til den danske modstandsbevægelse og brugen af militære midler mod tyskerne og deres nu fåtallige danske allierede. Erindringen om den omfattende danske brede politiske tilslutning til dansk tilpasning (ofte benævnt samarbejdspolitik) blev skubbet til side.

I årene efter den tyske kapitulation blev der udgivet mange bøger med fremhævelse af dansk modstand, og næsten hvert eneste erhverv og institution dyrkede de få der inden for deres område havde tilsluttet sig modstand. Det samme gjaldt den danske filmproduktion og andre kollektive erindringsprodukter som ændringen i den kollektive opfattelse af begivenhederne nu byggede på. De tidligste bidrag til den akademiske historieskrivning om emnet (blandt andet Jørgen Hæstrup, Kontakt med England og Hemmelig alliance fra 1950’erne) lagde vægt på den danske modstandsbevægelses forbindelse til de allierede sejrherrer og her især forbindelsen til England hvilket titlen “hemmelig alliance” netop afspejler.

Først i løbet af 1970’erne ses et skift i erindringen om dansk tilpasning og modstand. Den første danske spillefilm hvor en tysk officer blev skildret delvist positivt, kom i 1976 (Den korte sommer). De første bøger om hvor omfattende den danske tilpasning havde været, blev udgivet i slutningen af 1970’erne. Senere fulgte kritiske undersøgelser af den patriotisk prægede udskillelse af danske kollaboratører, blandt andet danske frivillige i Waffen-SS som led i den tyske krigsførelse på Østfronten, såkaldte ‘tyskerpiger’ der havde haft kærlighedsforhold til tyske værnemagtssoldater. Samtidig fulgte en mere kritisk holdning til det danske retssystems tilpasning gennem det såkaldte retsopgør der indeholdt love med tilbagevirkende kraft og en genindførelse af dødsstraffen. 

Erindringen i nyere tid romantiserer besættelsen

I begyndelsen af det 21. århundrede kom der en delvis tilbagevenden til den patriotiske kollektive erindring om besættelsen. Det skete i den folkelige erindring gennem en række meget populære spillefilm (Flammen & Citronen, 2008, og Hvidsten Gruppen, 2012) som skildrer særligt modstand og aktivisme fra et romantiseret perspektiv. Samtidig blev en hyldest af den politiske aktivisme, som var forbundet til modstandsbevægelsen, genoplivet. Dette kunne ses af daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens tale på Søofficersskolen 28. august 2003 på 60-årsdagen for 29. august 1943 hvor den politiske ‘samarbejdsregering’ var trådt tilbage, og besættelsesmagten havde overtaget det direkte politiske ansvar i Danmark. Fogh Rasmussen vendte sig i talen imod den danske politiske tilpasningspolitik, og han bakkede op om modstandsbevægelsen der aktivt havde bekæmpet tilpasningspolitikken. 

Denne omdefinering af erindringen skal ses i lyset af de politiske formål, der var aktuelle i 2003. Danmark var i august 2003 involveret i den amerikansk ledede krigsførelse mod Saddam Husein i Irak. Denne krigsdeltagelse var vedtaget med et beskedent flertal i Folketinget og uden opbakning fra hverken FN og eller en række af Danmarks europæiske allierede. Fogh Rasmussen søgte opbakning til sit aktive forsvar for krigen i Irak blandt andet ved at fastholde, at Danmarks politiske ledelse indtil 29. august 1943 havde søgt at stå neutralt i kampen mod demokrati og diktatur under 2. verdenskrig. Derved skildredes den aktive danske tilpasningspolitik som et politisk og moralsk svigt, som kun modstandsbevægelsen reddede os fra at fastholde. Det er tydeligt, at denne ensidige lære af modstand mod tilpasning eller ‘samarbejdspolitik’ var en aktiv tilbagevenden til de første efterkrigsårs brug af erindringen om modstandsforholdet mellem samarbejdspolitik og modstand, men også at den danske modstandsbevægelse indgik i en kollektiv bevidsthed om aktiv tilslutning til modstand og krigsførelse, hvor den amerikansk ledede krig mod Irak i 2003 blev set som et opgør mellem demokrati og diktatur. 

De efterfølgende år var dog generelt karakteriseret af en mindre entydig brug af en fastsat fortælling efter en skabelon om besættelsestiden. En række akademiske udgivelser placerede sig med en tilpasning til både samarbejde og modstand, men uden at opnå en folkelig accept. Her havde den internationale dyrkning af 2. verdenskrig i film og litteratur, og især den amerikanske koncentration om Holocaust en klar virkning. I Europa blev den tilpasset den nationale erindring om jødeforfølgelse og jødeudryddelsen. Endelig indgik aktiv krigs- og heltedyrkelse i erindringen om verdenskrigen.                       R

Bibliografisk

Af Palle Roslyng-Jensen, lektor emeritus i historie og samfundsfag, Saxo Instituttet, Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 106 (2018), s 14-16

Skriv et svar