Start » Rhetorica Scandinavica » Rhetorica Scandinavica Essayer » Rhetorica Scandinavica Anmeldelser » Et frisk pust til den retoriske kritik

Et frisk pust til den retoriske kritik

av Lisa Storm Villadsen

Recension

Anmeldelse: Retorisk kritik. Teori och metod i retorisk analys. Otto Fischer, Patrik Mehrens & Jon Viklund, red. Retorikförlaget, 2014.

Bibliografisk

Recensent: Lisa Storm Villadsen, ph.d., er lektor i retorik ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet.

Rhetorica Scandinavica 68 (2014), side 95-98.

Annonce

Recensionen

2014 var endnu et godt år for retorikfaget i Skandinavien. I efteråret 2014 afholdtes den 5. konference for retorikforskning i Norden. I Danmark, Sverige og Norge blev adskillige retorikfaglige ph.d.-afhandlinger forsvaret, og et langt større antal specialer afleveret. Nordiske retorikforskere deltog i internationale konferencer og seminarer i udlandet, og en række udenlandske retorikforskere besøgte universiteter i de nordiske lande. Trods uddannelsespolitiske og institutionelle nedskæringer der også rammer retorikfaget, kan vi altså konstatere at de senere års fremgang for faget i Norden langt fra er stoppet. Tværtimod er den faglige kontakt mellem de skandinaviske lande god, og kontakten til det internationale forskningsmiljø bliver fortsat styrket gennem faglige netværk, konferencer, mv. Selvom en række retorikuddannelser har måttet omorganisere sig og ligefrem reducere antallet af studerende, kan man roligt sige at kvaliteten af retorikuddannelserne i Skandinavien er høj og stadigt bliver bedre. Det skyldes bl.a. forskningens øgede internationalisering, men i høj grad også skandinaviske forskeres indsats med at skrive lærebøger til skandinaviske studerende. Der findes rigeligt med især amerikanske lærebøger om retorisk teori og kritik, og mange af dem er gode, men de kan ikke stå alene i en nordisk uddannelsessammenhæng. Lærebøger skrevet ‘lokalt’ har to meget vigtige fortrin fremfor importerede bøger: De anvender eksempelmateriale der er lettere tilgængeligt og mere vedkommende for studerende end materiale hentet fra en anden sproglig og kulturel kontekst. Hertil kommer at bøger skrevet af de studerendes egne undervisere har mulighed for at beskrive faget som det fortolkes i det hjemlige videnskabelige miljø med dets særlige toninger. Retorisk kritik. Teori och metod i retorisk analys, redigeret af Otto Fischer, Patrik Mehrens og Jon Viklund, er et aktuelt eksempel på en sådan lærebog der danner bro mellem international og national/regional forskning. De tre redaktører er alle ansat ved Uppsala Universitet hvor de forsker og underviser i retorik og litteraturvidenskab. Udover forordet bidrager både Mehrens og Viklund med hver to kapitler. Med et højt kvalificeret og opdateret overblik over den del af den retorikvidenskabelige aktivitet der kaldes retorisk kritik, er denne bog endnu et bevis på at retorikmiljøet i Sverige er levende og dynamisk.

Retorisk kritik. Teori och metod i retorisk analys er en lærebog i form af en redigeret antologi. Redaktørerne beskriver bogen som et svar på en ‘metodologisk udfordring’ i retorikuddannelsen: hvordan skal de seneste årtiers teorier anvendes i det praktiske analysearbejde? Formålet er dermed at belyse mødet mellem det teore­tiske perspektiv og konkrete analysematerialer og på den måde være vejledende og inspirerende for opgaveskrivende retorikstuderende. I bogens første afsnit, Retorisk kritik – en introduktion, giver Jon Viklund et overblik over den retoriske kritik som akademisk disciplin og diskuterer dens elementer på en klar og interessant måde. Kapitlet bygger på meget omfattende studier af forskningslitteraturen på området og omsætter disse i et grundigt og velskrevet overblik over hvad der forstås ved begrebet retorisk kritik. Viklund gennemgår således klart og overskueligt centrale elementer som vurdering, genstanden for retorisk kritik, teori, metode og fortolkning og giver særlig opmærksomhed til kritikerens subjektivitet. Jeg er ikke enig i Viklunds pointer om at der er metodiske elementer i de omtalte teorier, eller at det er intetsigende at betegne sin metode som hermeneutisk. Jeg er heller ikke over­bevist om at bogen som helhed helt lever op til sin egen målsætning om at skabe klarhed om forholdet mellem teori og metode; i visse af de efterfølgende kapitler ses glidninger mellem begreberne – eller de tages slet ikke op til diskussion. Dette skal dog ikke skygge for at introduktionskapitlet på mange andre måder er både klart og pædagogisk, og – måske vigtigst af alt – skrevet på en måde der er motiverende for en ny retorisk kritiker. Fordi Viklund skriver så nuanceret om forskellige tilgange til og formål med retorisk kritik, er der stof at spejle sig i for den studerende der skal i kast med et kritisk arbejde og gerne vil kunne indsætte sit eget projekt i en større faglig sammenhæng.

Forfatterkredsen, 20 forfattere i alt, er sammensat fra retorikmiljøerne i Sverige (og til dels Norge idet Jens E. Kjeldsen fra Bergen også bidrager med et kapitel – i sin daværende rolle som professor på Södertörns Högskola). Samtidig inkluderer den forskere fra andre fagmiljøer, primært litteraturvidenskab. Derved får bogen dels den styrke at den afspejler spændvidden af retorikfaglig indsigt i det nationale forskningsmiljø dels bringer denne viden i spil med andre fagtraditioner så som filosofi, samfundsvidenskab og sociologi, køns­studier og  medievidenskab. Hermed tegner bogen samlet set et frisk, moderne og vedkommende portræt af den reto­riske kritik som en disciplin med stor samfundsmæssig og kulturel relevans. Dette understreges af den tematiske opbygning af bogen der med afsæt i mere traditionelle tilgange som fx argumentations- og stil­analyse udvider perspektivet til at anskue retorikken som et fænomen der både former og udfordrer samfundsdiskursen.

Udover introduktionskapitlet der udgør et afsnit i sig selv, er der afsnit om: Argumentation og debat; Stil og fortælling; Retorik og samfund I. Retorik som social handling; Retorik og samfund II. Magt og identitet og endelig Visuel retorik og moderne medier. Disse tematiske afsnit rummer hver især 3-5 kapitler. Denne inddeling af kapitlerne har store pædagogiske fordele, og i de fleste afsnit er der god sammenhæng mellem bidragene. Det gælder bl.a. Afsnit 4: Retorik og samfund I. Retorik som social handling. Her handler kapitlerne om henholdsvis retorisk genreanalyse (Dahlin), Kenneth Burke og dramatismen (Viklund), den retoriske situation (Ullén), etik og retorik (Öhrberg), retorikvidenskab og social mening (Rosengren). I andre tilfælde virker sammenstillingen knapt så velmotiveret. De fire første kapitler i Afsnit 5 om Retorik og samfund II. Magt og identitet hænger meget tæt sammen om emner som køn, status, race og intersektionalitet, men her falder Mobergs bidrag om komparativ retorik lidt ved siden af med sit fokus på et japansk uddannelsesprogram der dyrker mundtlig fremstilling. På samme måde ville Kjeldsens kapitel om politisk retorik i tv, radio og online med sit fokus på grundlæggende medievidenskabsteori om mediers påvirkning af demokratiet måske have været mere velplaceret i et af afsnittene om retorik og samfund eller koblet til Landqvists kapitel om debat i demokratiets tjeneste end i afsnittet om visuel retorik og moderne medier.

Bogen forudsætter et vist grundkendskab til retorisk teori og begrebsdannelse, men mange kapitler er pædagogisk opbygget med en bred introduktion til et forskningsfelt efterfulgt af en eksemplificerende analyse og egner sig derfor til at bruges i undervisning hvor man kan finde analyseeksempelmaterialet frem og gå mere i dybden. Man kunne dog have ønsket sig en mere ensartet redigering af kapitlerne for så vidt struktur og niveau angår. Selvom mange kapitler har et udfoldet eksempel der skal vise hvordan retorisk kritik med det valgte teoretiske perspektiv kan udfoldes, er der stor forskel på prioriteringen af praksiselementet. Til eksempel rummer Rosengrens kapitel kun små eksemplificeringer, hvorimod Ulléns og Helgessons kapitler om henholdsvis den retoriske situation og om race og ethos hver rummer meget udfoldede tekstlæsninger. Ligeledes varierer kapitlerne med hensyn til hvordan og hvor meget de enkelte forfattere positionerer sig i forhold til forskningsfeltet som sådan. Hvor kapitlet om genre eksempelvis grundigt gør rede for den teoretiske tradition på dette felt, har kapitlet om retorisk stilanalyse et langt mere essayistisk præg med nedslag på tre stiltræk.

Endelig varierer sværhedsgraden af de enkelte kapitler så meget at bogen næppe vil kunne læses som helhed på noget enkelt kursus; visse kapitler vil for enten være for abstrakte (fx Sigrell om stilanalyse, Viklund om Kenneth Burke, Olsson om intersektionalitet) eller for grundlæggende (fx Hietanen om pragma-dialektisk argumentationsanalyse eller Dahlins kapitel om genreanalyse).

Det er ikke desto mindre en særlig kvalitet ved bogen at redaktørerne har inddraget en bred vifte af forskere, unge som ældre, til at skrive om netop de emner som de hver især er forskningsmæssigt mest optaget af. Generelt er resultatet meget klare og præcise fremstillinger af teori, kombineret med pædagogiske analyseeksempler. Det gælder fx Erikssons kapitel om metaforens magt, Hellspongs kapitel om narratologisk analyse og Qvarnströms kapitel om fiktion som retorik. Visse af bogens kapitler må nærmest betegnes som originale forskningsbidrag (her tænker jeg fx på Ulléns meget personlige diskussion af den retoriske situation og Helgessons læsning af W.E.B. du Bois’ The Souls of Black Folk) snarere end som lærebogskapitler, mens andre opleves som repetition af pointer der allerede er blevet præsenteret i andre fora (her tænker jeg på Mobergs kapitel om komparativ retorik og Rosengrens tanker om retorisk kundskabslære med inspiration fra filosofferne Cassirer og Castoriadis). Denne indvending er dog muligvis kun relevant for så vidt forskerkolleger angår; for en studerende der har brug for at danne sig et overblik over retorikforskningens mange manifestationer i Sverige, vil også disse kapitler være nyttige.

Med udgivelsen af Retorisk kritik. Teori och metod i retorisk analys har de tre redaktører, Otto Fischer, Patrik Mehrens og Jon Viklund, ydet et stort og værdifuldt bidrag til retorikken som akademisk disciplin, både hvad undervisning og forskning angår. At der blandt kapitlerne er enkelte der skiller sig ud med hensyn til frem­stillingsform og sværhedsgrad, kan i sidste ende betyde at denne bog kan blive en følgesvend for svenske og andre nordiske retorikstuderende igennem deres uddannelse – en bog som man kan læse helt eller delvist på forskellige stadier af sin uddannelse og dermed have glæde af igen og igen som ens viden og behov udvikler sig.


Rhetorica Scandinavica 68 (2014), s 95-98.

Lisa Storm Villadsen

Lektor i retorik vid Köpenhamns universitet.
Lisa Storm Villadsen

Latest posts by Lisa Storm Villadsen (see all)

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere