Er EU en cykel eller en byggeplads?

Begge metaforer har været flittigt brugt til at frame den offentlige debat om EU – og framingbegrebet kan være nøglen til at forstå vores ambivalente holdninger til det europæiske projekt.

Er EU en cykel eller en byggeplads?

Sine Nørholm Just.

 

Udtrykket “suverænitetsafgivelse” er en central ‘frame’ i EU-debatten hver gang EU udvider sine beføjelser. ‘Framen’ “suverænitetsafgivelse” rammesætter relationen mellem EU og medlemslandene som et nulsumsspil. Når og hvis EU får mere magt og ansvar, sker det – ifølge denne ‘frame’ – på medlemslandenes bekostning. Diskussionen drejes derved hen på spørgsmålet om hvor meget suverænitet medlemslandene er villige til at give fra sig – i stedet for fx at handle om hvor meget mere indflydelse hvert medlemsland måske kunne få i takt med at EU får større global gennemslagskraft. EU-debattens framing styrer altså vores forståelse og vores sym- eller antipati for EU. Men hvordan skal vi mere generelt forstå framingbegrebet og dets evne til at sætte rammerne for debatten?

 

Framing former debatten

Framing anvendes inden for en række forskellige forskningsfelter der spænder fra psykologi over kommunikation til økonomi. Der er bred enighed om at det er et nyttigt, men også noget flydende begreb. Begrebet forekommer også i den offentlige debat og i daglig tale. Den måde begrebet her bruges på, giver en god indikation af hvad det drejer sig om. Man kan for eksempel høre den ene debattør sige til den anden at “hvis du ‘framer’ det på den måde, så …”. Hvis du sætter debatrammen rigtigt, afgør du altså hvad vi kan debattere, og hvordan vi kan gøre det – ligesom du rokerer rundt på vores opfattelse af hele sagen.

Framing har evnen til at forme vores virkelighed, vores fremtidshorisont og vores fremtidsmuligheder. Og ikke mindst evnen til at bestemme hvor snævre eller brede rammerne for disse fremtidsudsigter egentlig er. Det ser man fx når nogle debattører helst vil ‘frame’ EU-debatten som et spørgsmål om hvorvidt vi skal være for eller imod EU – mens andre hellere tager EU-medlemskabet for givet og i stedet forsøger at ‘frame’ debatten som et spørgsmål om hvordan vi forbedrer EU-samarbejdet.

Således taler Folkebevægelsen mod EU i sin kampagne op til Europa-Parlamentsvalget om at “rulle magt tilbage til Folketinget”. Helt i tråd med begrebet om suverænitetsafgivelse ‘framer’ Folkebevægelsen mod EU her magt som en konstant størrelse der kun kan ligge ét sted; enten i Bruxelles eller på Christiansborg. Enhver ‘magtafgivelse’ vil altså være et ‘tab’. Modsat ‘framer’ Radikale Venstre i deres valgkampagne forholdet mellem Danmark og EU som et gensidigt styrkende samarbejde: “Går det godt for Europa, går det godt for Danmark.” Denne parallelisme gør det muligt at se EU’s og Danmarks magt i sameksistens – og dermed bliver Danmarks velfærd og EU’s velfærd to sider af samme sag.

Hvilken ‘frame’ der vinder tilslutning (i Europa-Parlamentsvalgkampen såvel som i andre debatter), påvirker det videre debatforløb samt vores stillingtagen til emnet. I praksis betyder det at den drevne debattør via sit ordvalg kan sætte dagsordenen i det, for ham eller hende, mest fordelagtige lys – hvilket er fokus for det følgende.

Cykel-metaforer sætter dagsordenen

Framingbegrebet belyser altså først og fremmest måden hvorpå man med rammesættende mekanismer kan forme forståelsen og fortolkningen af en sag. Den kognitive lingvist George Lakoff fremhæver metaforen som det sproglige virkemiddel der har størst betydning for hvordan vi opfatter en given sag. Det allerede nævnte udtryk “suverænitetsafgivelse” svarer præcis til et af Lakoffs skoleeksempler på en metafor der påvirker vores opfattelse, nemlig ordet “skattelettelse”: Når skat ‘frames’ som en byrde, opfattes den negativt som noget man gerne vil aflastes fra. På tilsvarende vis betyder sammenstillingen med “afgivelse” at suverænitet forstås som noget ønskværdigt, noget man gerne vil holde på. At EU-debatten overhovedet handler om magtforholdet mellem unionen og medlemslandene, kan også forklares ud fra de metaforer der bruges om samarbejdet: EU omtales oftest i dynamiske termer (cyklen, toget, byggepladsen); der er en proces i gang som har et mere eller mindre klart defineret endemål (cyklen skal i princippet køre evigt, på togrejsen kan man stige af eller på undervejs, byggeriet følger en plantegning). Uanset hvilken metafor der vælges, så rykker processen ved magtforholdet; det er medlemsstaterne der skal investere deres egne kompetencer i EU’s fremdrift eller opbygning.

Det er lykkedes debattørerne at ‘frame’ EU som en proces der styrer mod mere integration medlemslandene imellem. Inden for denne ‘frame’ er det muligt at diskutere integrationsprocessens mål og midler, men det er ikke muligt at sætte spørgsmålstegn ved processen selv. Denne overordnede procesframing kan siges at stille EU-skeptikere i en svagere position end EU-tilhængere fordi processen uafvendeligt går ‘fremad’ mod mere union og er svær at “rulle tilbage”. Omvendt står skeptikerne stærkt med udtryk som “suverænitetsafgivelse”, der ‘framer’ processen negativt, ligesom de fx kan beskrive udviklingen som en “glidebane”. EU-debatten kan altså forstås som en konkurrence mellem alternative ‘frames’ der alle rummer en fælles antagelse om at EU-samarbejdet er en dynamisk proces – men som hver især forstår EU’s magt forskelligt. Så længe EU ‘frames’ som en proces, bliver EU-debatten altså også ved med at handle om magtforholdet mellem EU og medlemslandene.

 

EU’s fremtid afgøres af framingen

‘Frames’ er sproglige mekanismer der sætter rammen for vores ytringer og dermed påvirker vores mulighed for at forholde os til den italesatte virkelighed. Metaforen er en helt central framingmekanisme, men den er ikke den eneste. Framingforskere fremhæver også eksempler, historier og faste vendinger som ofte benyttede og meget virkningsfulde ‘frames’. Når fx historien om at EU ville forbyde lakridspiber, blev til en stor sag i Danmark – selv om sagen faktisk byggede på en misforståelse – er det fordi lakridspibehistorien passer perfekt på en stærk og hævdvunden ‘frame’: at dem “nede i Bruxelles” (en metafor der er størknet til en fast vending) blander sig unødigt i borgernes liv. Og listen over framingmekanismer fortsætter.

I EU-debatten er der en række dominerende, men samtidigt konkurrerende ‘frames’: For det første er der mange forskellige metaforiske udtryk for hvad EU egentlig er, og ingen af dem er særlig konkrete. Hvad siger cykel-, tog- og byggemetaforerne egentlig om EU? Faktisk ikke ret meget mere end en fjerde berømt framing: ordspillet om at EU er en UPO (et Uidentificeret Politisk Objekt). Disse flyvske metaforer betyder for det andet at debattørerne kan dreje og forme den grundlæggende opfattelse af EU med mere subtile ‘frames’: fx den direkte konkurrence mellem opfattelsen af magtforholdet som henholdsvis et nulsumsspil og et gensidigt samarbejde. Som borgere står vi altså over for et temmelig vagt defineret politisk fænomen som der alligevel er stærke og modsatrettede holdninger til. Derfor kan det næppe undre at mange er i tvivl om hvad de egentlig skal mene om EU – og dermed har både EU-fortalere og -modstandere også et stærkt incitament for at tvinge deres egen ‘frame’ igennem.

Om Danmark i fremtiden vil blive en endnu mere fasttømret del af EU eller tværtimod vil rulle magt tilbage fra Bruxelles – dét er nu blevet et spørgsmål om framing.

 

R

 


Læs mere

Entman, R.M.: “Framing: Towards Clarification of a Fractured Paradigm,” Journal of Communication, vol. 43, no. 4, 1993.

Lakoff, George: Don’t Think of an Elephant! Know Your Values and Frame the Debate, White River Junction, Chelsea Green Publishing Company, 2004.


Bibliografisk
Af Sine Nørholm Just. Ph.d. og lektor ved Department of Business and Politics, CBS.

RetorikMagasinet 92 (2014), s 16-17
35092

Om skribenten

Sine Nørholm Just er professor i strategisk kommunikation ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, Roskilde Universitet. Dansk hovedredaktør på Rhetorica Scandinavica.

Skriv et svar