Facebook-revolutionen under Det arabiske forår

I årene 2010-2011 blev verden vidne til en række politiske protester og omvæltninger i den arabiske verden der senere blev kendt som ‘det arabiske forår’. Begivenhederne påvirkede hele verden og bidrog til en udvikling i anvendelsen og forståelsen af retorikken på de sociale medier. Online skal der kun et enkelt klik til for at et budskab spredes og kan danne ramme for nye fællesskaber der kæmper for en sag, en ændring, en revolution. Og det virker – online er verden dit publikum.

Facebook-revolutionen under Det arabiske forår

Online er verden dit publikum

af Ehab Galal og Susanne Al-Atabi

Ved årsskiftet til 2011 besluttede de tunesiske unge egenhændigt at tage kampen op mod det daværende regime. De vidste dog ikke at de snart ville inspirere til en bølge af protester og demonstrationer der ramte den arabiske halvø og de Nordafrikanske lande. Deres budskab? Mere frihed, retfærdighed og demokrati. Deres våben? De sociale medier.

Revolutionens arnested

I 2010 ofrede den unge tuneser, Mohamed Bouazizi, sit liv i protest mod de tunesiske myndigheder ved at sætte ild til sig selv i byen Sidi Bouzid. Med en presse i Tunesien der var censureret, sad indbyggerne tilbage som tilskuere til de lokale mediers fortielse af hændelsen. Men de unges voksende frustration ledte dem til tasterne for at dele billeder og videoer af demonstrationerne og de væbnede sammenstød i gaderne. Den yngre generation anvendte således Facebook som retorisk våben på trods af risikoen for at blive anholdt med mobiltelefonen i hånden.

Mobiltelefonen gjorde det muligt at rapportere deres førstehåndsberetninger medieret gennem Facebook, Twitter og YouTube ved at gå uden om de politiske restriktioner som nationale medier var underlagt. Hvor medierne forhindrede Bouazizis budskab i at blive hørt, sørgede befolkningen for at give ham en stemme. Verden kunne følge med live under protesterne som tilskuer til folkets kamp mod myndighederne og folkets håndtering af oprørene.

Frygten for at tale blev langsomt nedbrudt af muligheden for at skrive og dele. Jo mere materiale der blev offentliggjort, jo flere blev mobiliseret til at ytre sig online og tage del i kampen. De færreste havde formentlig forestillet sig at udfaldet ville blive præsident Ben Alis afgang i 2011, og at Facebook ville blive et afgørende led i omvæltningen af regeringen. Bouazizis stemme voksede sig hurtigt til hundredetusinder af klik der spredte sig til nabolandene.

“We Are All Khaled Said”

Et halvt år inden Bouazizis død blev en ung egypter, Khaled Said, tæsket ihjel af to egyptiske politimænd på en internetcafe. Computeringeniøren Wael Ghonim ville ikke lade myndighedernes kriminelle handlinger gå i glemmebogen som så mange gange før. Han valgte at kaste lys over politibrutaliteten og regeringens kynisme gennem de samme mediekanaler som de tunesiske unge senere anvendte i oprøret mod deres regering: Facebook.

“We Are All Khaled Said” hed støttesiden som Ghonim oprettede på Facebook for at undvige landets mediecensur, som i tilfældet med Tunesien. Facebook-siden gik viralt og oplevede hurtigt massiv støtte ved at opfordre det egyptiske folk til handling. Da præsident Ben Ali blev afsat i 2011, udløste det håb og solidaritet på tværs af de arabiske grænser. De egyptiske unge blev stærkt inspireret af tuneserne og gik i deres fodspor med Facebook som retorisk og organisatorisk værktøj, og indledte deres egen revolution.

Facebook-sidens navn, Vi er alle Khaled Said, skriver sig ind i en solidaritetsdiskurs hvilket er et omdrejningspunkt for mange aktivistiske grupper eller virtuelle fællesskaber der dannes på Facebook. Dette kan observeres ved de slogans der anvendes i skabelsen af opmærksomhed omkring vigtige samfundsproblematikker såsom #BlackLivesMatter, #BringBackOurGirls, #IStandWithAhmed og #JeSuisCharlie. Disse hashtags fungerer som digitale kampagneværktøjer der tilkendegiver et ståsted og opfordrer til handling og forandring. De digitale udtryk er retorisk effektive fordi de appellerer til publikums patos ved at skabe en fællesskabsfølelse der er bygget på empati og retfærdighed. Som vi så ofte ser, går stedord som vi, jeg og vores igen i bevægelsernes slogans hvilket skaber en forbindelse mellem personen bag skærmen og ‘ofrene’.

Facebook-revolutionen

Det arabiske forår fik tilnavnet Facebook-revolutionen. Men hvorfor kan sociale medier have så stor en gennemslagskraft under folkelige oprør som i tilfældet med det arabiske forår?

Den digitale retorik adskiller sig fra traditionel retorik grundet internettets tilgængelighed og den øjeblikkelige forbundethed til digitale netværk der garanterer et globalt og aktivt publikum. Brugerne bliver mødt af en overvældende og endeløs informationsstrøm der skimmes i samme tempo som det kan glemmes. For at være retorisk stærk er det derfor nødvendigt at tilpasse sig den digitale kulturs online-praksisser. Her er kommunikationsformerne ikke kun forbeholdt tekst og tale, men også non-verbale kommunikationsværktøjer såsom billeder, videoer, tegn og symboler. De retoriske virkemidler har nemlig ændret karakter: Emoji-ikoner erstatter vores ord, hashtags forkorter vores budskaber, og likes tilkendegiver vores støtte.

Under oprørene var befolkningens største udfordring at sprede billeder og videoer der afspejlede deres virkelighed uden om de nationale mediers censur. Her blev de sociale medier den talerstol der ikke kun gav dem en stemme, men også mulighed for at skabe dialog og organisere sig. I modsætning til tv er kommunikationen på sociale medier tovejs. Det vil sige at medierne er interaktive, og gør det muligt for brugeren at svare igen og indlede adskillige dialoger på samme tid. Brugeren er ikke bundet til en fysisk tilstedeværelse, og derfor er afstanden mellem modtager og afsender kort.

Massemobiliseringen på de sociale medier foregår ved at samle folk på baggrund af et fælles værdigrundlag, for eksempel nationalisme, politiske standpunkter, religiøse overbevisninger, hobbyer, holdninger og værdier eller samfundsproblematikker der kræver reformation. På de sociale medier er det dermed ikke kun de fysiske grænser der er nedbrudt. I disse virtuelle rum kunne oprørerne stå sammen på tværs af køn, religion, seksualitet, kultur og etnicitet med et fælles mål.

Flertallet af de frustrerede unge var udstyret med en mobiltelefon som de kunne filme begivenhederne med, mens de fandt sted. Samtidig udgør den yngre befolkningsgruppe, også i den arabiske verden, den største brugergruppe på netværkssiderne. Som født ind i en digital tidsalder har de den nødvendige ekspertise til at operere på de virtuelle platforme.

Autenticitet var ligeledes en essentiel faktor for de sociale mediers gennemslagskraft under oprørene. Publikum bliver præsenteret for råmateriale i form af billeder og videoer af voldelige hændelser og dødelige sammenstød med myndighederne. Kilden er afsenderen, en ordinær borger, der indtager talerstolen og fortæller sin side af historien. Denne form for retorik afspejler en ufiltreret virkelighed og placerer den almene borger direkte i kampzonen lige på den anden side af skærmen. Disse platforme er ikke beregnet til journalister der dokumenterer nyhedshistorier fra et opsat studie, men til privatpersoner der har muligheden for at skrive og fortælle deres egne personlige historier fra dagligdagen. På den baggrund var de arabiske unge i stand til at mobilisere, planlægge og skabe opmærksomhed om en vigtig sag.

Mobil oprustning

De nyere digitale kanaler giver ikke kun en stemme til massebefolkningen, men åbner op for debat og mulig forandring i sociale og politiske problematikker rundt i verden. Siden protesterne i den arabiske verden der fortsætter i dag, er online-aktivisme blevet et globalt fænomen og har dannet ramme for mange sociale bevægelser.

Under det arabiske forår fik statsmagterne øjnene op for hvordan retorisk handlekraft kan opnås på sociale medier. Sidenhen har overvågning og kontrol af internetaktivitet ført til at mange bliver straffet som følge af offentlig kritik af stater, regeringer og styresystemer på online fora. Det har medført at internetpolitik har været et højt debatteret emne de seneste år.

På trods af de sociale mediers rolle under det arabiske forår er mediecensur ikke kun forbeholdt autoritære regimer, men gælder også sociale medier som Facebook. I henhold til mediets retningslinjer kontrollerer og overvåger såkaldte content monitors nemlig alt indholdet der bliver lagt ud på Facebook og lignende platforme, og beslutter hvad der er tilladt, og hvad der ikke er tilladt, at blive offentliggjort. Indholdsstyringen samt lagring af personfølsomt data på de sociale medier har længe forårsaget kontrovers og utilfredshed hos mange brugere. Der kan derfor stilles spørgsmålstegn ved mediets neutralitet som global platform og nyhedskanal herunder hvor stor en rolle virksomhedens politiske ideologier spiller i dets online-praksisser. Dette bliver endnu mere afgørende når en voksende procentdel benytter sig af Facebook som informationsmedie. Spørgsmålet er om det kan have følger for den næste befolkningsgruppe der ønsker at skabe en Facebook-revolution? Og såfremt Facebook kan være med til at vælte regeringer kan det så også være med til at opbygge nye?

R

Læs mere:

Mohammed El-Nawawy & Sahar Khamis: Egyptian Revolution 2.0: Political Blogging, Civic Engagement, and Citizen Journalism. The Palgrave Macmillan Series in International. 2016.

Barrie Gunter & Mokhtar Elareshi: Social Media in the Arab World: Communication and Public Opinion in the Gulf States. I. B. Tauris. 2016.

Reza Jamali: Online Arab Spring: Social Media and Fundamental Change. Chandos Publishing Social Media. 2015.

R

Bibliografisk

Af Ehab Galal, Lektor i tværkulturelle studier ved Københavns Universitet, og Susanne Al-Atabi, Cand.mag. i tværkulturelle studier ved Københavns Universitet .

RetorikMagasinet 102 (2016), s 15-17.
35102

Skriv et svar