Farlige fordomme om Kina

Medierne bærer en stor del af ansvaret for at dyrke fordommene om verdens folkerigeste land. Men det er farligt at misfortolke og undervurdere det nye, fremadstormende Kina. Derfor gælder det om at forstå Kina og tage kineserne alvorligt. 

Farlige fordomme om Kina

Christina Boutrup

“Kinesere har fri adgang til telecentral.” Sådan lød overskriften på Politikens forside den 23. april. Artiklen var baseret på en kritisk dokumentar om den kinesiske telekommunikationsvirksomhed Huawei som DR2 bragte samme aften. Huawei har skubbet svenske Ericsson af pinden som leverandør til TDC i Danmark og bygget verdens hurtigste 4G-netværk til danskerne. Anklagerne går på at Huawei har lagt såkaldte digitale bagdøre ind i produkterne –fx i routere og andre internetenheder – som gør det muligt for den kinesiske stat at fjernaflytte mobil- og datatrafikken. Det er vel at mærke aldrig blevet bevist. Alligevel bliver Huaweis produkter anset for en sikkerhedspolitisk trussel i USA og Australien, og virksomheden bliver hyppigt omtalt som “spionagemistænkt” i internationale medier.

Selv om der er mere end 1,3 milliarder af dem, så bliver kineserne også ofte sat ind i en fast skabelon i dansker medier. Det var derfor også tydeligt at mange af journalisterne var dårligt klædt på til at dække den officielle åbning af det nye kinesiske kulturcenter som åbnede i foråret 2014 i det tidligere musikkonservatorium på H.C. Andersens Boulevard i København.

Journalisterne anede ikke hvad de skulle spørge den danske kulturminister om. Derfor valgte de den lette tilgang om censur og menneskerettigheder, og det blev så ensidigt at Marianne Jelved til sidst blev mærkbart irriteret.

Politikens artikel og DR2’s dokumentar tegner det stereotype billede af at både Huawei og kineserne som folkefærd er farlige, selv om dokumentaren selv slet ikke bekræfter tesen. Som journalist skal man altid være kritisk, men man skal også være åben og nysgerrig, og det er man ikke altid over for Kina. Kina er ikke bare Kina som er „mest kendt for at undertrykke kunst“, som det blev beskrevet i flere medier i forbindelse med åbningen af kulturcentret på H.C. Andersens Boulevard.

Hvorfor opstår stereotyperne og konspirationerne?

Beskyldningerne mod kineserne er dog blegnet, siden den amerikanske whistleblower Edward Snowden afslørede at den amerikanske efterretningstjeneste NSA (National Security Agency) bruger amerikanske virksomheder på samme måde som amerikanerne anklager kineserne for at gøre. Men hvorfor bliver Kina og kinesiske virksomheder så i højere grad mistænkeliggjort end fx den amerikanske stat og amerikanske virksomheder?

En forklaring på den mistænkeliggørende fremstilling af Kina kan være at kinesisk politik er svært tilgængelig. Beslutningsprocesserne er indhyllet i mystik, og det er generelt svært at gennemskue hvad der foregår bag det tunge tæppe af censur og kontrol. Men det gør det ikke mindre vigtigt at dække de magtkampe der foregår i landet med verdens snart største økonomi. Fx fyldte lederskiftet i Beijing i 2012 meget lidt i medierne sammenlignet med omtalen af Barack Obamas genvalg i samme uge. Dels fordi visse udlandsredaktører endnu ikke har fået øjnene op for den nye verdensorden. Dels på grund af manglende viden og indsigt blandt journalisterne.

Tre årsager til konspirationerne om Kina:

  • Statskapitalismens uigennemsigtighed

Hovedforklaringen på konspirationsteorierne er sandsynligvis at Kina stadig er styret af et kommunistisk regime som undertrykker basale menneskerettigheder som ytringsfrihed og fortsat kontrollerer store dele af økonomien. Manglen på åbenhed og transparens præger desuden også de kinesiske virksomheder – både de statsejede og de private.

  • Medieindflydelsen fra USA

Danske journalister finder stor inspiration i amerikanske medier som ofte er meget Kina-kritiske. Det skyldes naturligvis at USA’s position i verden er direkte truet af Kina, og det handler også om protektionisme fordi kinesiske virksomheder – godt hjulpet af billig finansiering via kinesiske statsbanker – i stigende grad tager markedsandele fra amerikanske virksomheder. De nordamerikanske medier præger altså også den danske nyhedsdækning.

  • Historien om Kinas “ødelæggende” vækst

Den kinesiske stat er trods sin pragmatiske tilgang til investeringer ikke ret populær ude i verden og får heller ikke meget ros for sin store indsats i Afrika. Kinesiske virksomheder bliver tværtimod kritiseret for at støvsuge afrikanske lande for råstoffer uden sociale eller miljømæssige hensyn. Der er som regel både fordele og ulemper ved kinesiske investeringer, men det er ofte de negative historier der fylder mest i medierne.

Kina mangler det lag fernis som USA nyder godt af – og som får al smuds til at glide af – også kaldet blød magt. Det er årsagen til at den kinesiske regering har iværksat en global charmeoffensiv som skal polere Kinas internationale image og få folk til at kunne lide Kina. Men det er op ad bakke fordi de stærkt forsimplede stereotyper om Kina bliver gentaget så ofte at de bider sig fast i omverdenens bevidsthed. Nuancerne er vigtige i dækningen af Kina fordi de fortæller hvad der foregår lige under overfladen i verdens største etpartistat.

Tid til at tøjle fordommene

Udviklingen i Kina berører ikke bare kineserne, men alle internationale anliggender. Der er i dag en Kina-faktor i alle globale beslutninger – fra vores klima over verdenshandlen til menneskerettigheder og internationale indsatser i Syrien. Denne faktor dukkede for eksempel op på dansk jord under klimatopmødet COP15 i København i 2009, hvor alle havde undervurderet Kinas betydning. Den nye stormagt gjorde det klart, at landet ikke ønskede en bindende klimaaftale og slet ikke international kontrol af forurening. Og sådan blev det.

Derfor gælder det om at forstå Kina.

Mange forbinder stadig kun Kina med rismarker, samlebånd og kopister. Det findes stadig, men landets vækst har med raketfart forandret hele verdens fabrikshal til verdens største pengetank. Og pengestrømmen mellem Kina og Europa er vendt. Hvor det før var europæernes penge, der fandt vej til Kina som investeringer og betaling for varer, er det nu kineserne, der rejser ud og investerer over hele verden. Blot fordi vi sælger ud af vores virksomheder, behøver vi ikke at give køb på vores værdier. Snarere handler det om at tøjle fordommene og tage godt imod de mange muligheder, der følger med øget kinesisk indflydelse.

Den kinesiske charmeoffensiv

Faktum er at kineserne ved meget mere om os, end vi ved om dem. I årtier har de studeret på vestlige universiteter og læst vestlig litteratur, mens man i Vesten først inden for de seneste fire-fem år for alvor er begyndt at interessere sig for hvordan kineserne tænker. Selv om tusindvis af unge over hele Europa i dag studerer kinesisk sprog og kultur, er der stadig lang vej, og det giver kineserne en konkurrencefordel at de kan tage det bedste fra begge verdener. Og at vi i Vesten har en tendens til at undervurdere Kina.

Den kinesiske regering er dog fast besluttet på at berige verden med kinesisk sprog og kultur og bruger milliarder på sin globale charmeoffensiv. Spydspidsen er lanceringen af engelsksprogede kinesiske medier i hele verden som er sat i verden til at fortælle den kinesiske version af sandheden. Desuden har den kinesiske stat siden 2004 haft travlt med at etablere mere end 400 såkaldte Konfutse-institutter på uddannelsesinstitutioner som udbyder kurser i blandt andet mandarin, kalligrafi og tai-chi i mere end 100 lande.

I Danmark er der tre Konfutse-institutter på Det Kongelige Musikkonservatorium, CBS og Aalborg Universitet.

Desuden åbnede det kinesiske kulturministerium som nævnt et skandinavisk kulturhovedsæde i det tidligere musikkonservatorium i København. Det kom som lidt af en overraskelse for mange danskere at den kinesiske stat ligefrem har købt den historiske ejendom på 2.500 kvadratmeter der fremover skal huse udstillinger, koncerter, filmfestivaler, teater og litteraturarrangementer samt kurser i kinesisk og kalligrafi.

Kan man virkelig have et strengt kontrolleret samfund uden ytringsfrihed og samtidig opleve at samfundskritisk kunst og litteratur blomstrer – og at der bliver produceret masser af rystende ærlige kinesiske dokumentarfilm som viser bagsiden af Kinas vækstmirakel? Og kan man forestille sig at der vil blive vist noget som helst i det nye kulturcenter der kan være interessant og inspirerende for et dansk publikum når det er udvalgt af den kinesiske stat? Og forestille sig kinesiske journalister som er uddannet på de bedste skoler i USA – og derfor ved lige præcis hvordan man manøvrerer inden for Kinas røde linjer og alligevel er i stand til at lave både interessant og afslørende journalistik?

Svaret til alle tre spørgsmål er naturligvis ja.

R

Researchen til artiklen er oprindeligt foretaget til bogen Den røde løber. I mere end to år har Christina Boutrup rejst rundt i Europa for at undersøge konsekvenserne af de kinesiske investeringer – bl.a. i Grønland, Sverige og Italien. Bogen indeholder også interviews med kinesiske erhvervsledere og giver svar på hvad der driver kinesernes købelyst, og hvorfor kineserne har så travlt med at købe teknologi, knowhow og brands i Europa.

Christina Boutrup er erhvervsjournalist og har i mere end 10 år beskæftige sig med Kina, bl.a. som Asien-korrespondent for Berlingske, underviser og foredragsholder og vært på radioprogrammet Kina Snak på Radio24syv. Bogen udkom på Gyldendal Business i november 2014.

R

Bibliografisk

Af Christina Boutrup. Asien-korrespondent og vært for Kina Snak på Radio24syv.

RetorikMagasinet 97 (2015), s 24-26.

Om skribenten

Skriv et svar