Start » Rhetorica Scandinavica » Rhetorica Scandinavica Essayer » Rhetorica Scandinavica Debat » Ferdiglagde tanker?

Ferdiglagde tanker?

av Rune Klevjer

Replik

Författare: Rune Klevjer.

Rhetorica Scandinavica 17 (2001), side 67-71.

I artikkelen “Retorisk spontanitet og kontroll” i Rhetorica Scandinavica 14 (2000) ­hevder Lars Nyre at etablert retorisk teori ikke makter å gripe det spontane og nyskapende ved retorisk praksis. Men denne påstanden bygger på et feilaktig motsetningsforhold mellom det konvensjonelle og det autentiske.

Se även Lars Nyres duplik “Retorisk relativisme” i samma nummer

Annonce

Repliken

Temaet for OSSA’s 7. konference var Dissensus & The Search for Common Ground. Konferencen afholdes hvert andet år og foregik denne gang, som oftest før, på University of Windsor i Canada.
Som forkortelserne antyder, er forbindelserne mellem OSSA (Ontario Society for the Study of Argumentation) og ISSA (International Society for the Study of Argumentation) tætte. Arrangørerne Hans V. Hansen, Christopher W. Tindale, J. Anthony Blair og Ralph H. Johnson er velkendte skikkelser fra argumentationskonferencerne i Amsterdam. Mange af deltagerne er de samme, og begge konferencer er mødested for forskere der kommer fra forskellige fag­miljøer i mange lande, specielt inden for informel logik, pragma-dialektik, kommunikation og retorik. Fra Skandinavien var vi seks personer, heraf tre kandidatstuderende fra Københavns Universitet. Som en særlig fin gestus blev disse inviteret med til at fremlægge papers og få feedback fra Tindale og Pinto ved en workshop for post-graduate students inden selve konferencen.
Mens konferencerne i Amsterdam efterhånden tiltrækker så mange deltagere at man kan frygte for at de er ved at drukne i egen succes, holder Canada-konferencen sig på et mere overskueligt antal. Der var dette år ca. 90 tilmeldte (plus andre tilhørere) og 80 foredrag. Selve konceptet for konferencens afvikling er bemærkelsesværdigt. I stedet for at man skal fare forvirret rundt mellem de enkelte sektioner hver halve time som det er almindeligt på denne slags konferencer, var der her afsat en hel time pr. foredrag: 30 min. til foredragsholderen, 10-12 min. til en forud udpeget kommentator og de resterende 15 min. til diskussion og spørgsmål fra salen. Det indebar at man havde mulighed for at vælge mellem seks samtidige foredrag og høre fem hver dag ud over keynote-foredragene. Fordelene ved denne mulighed for fordybelse og ro over forløbet forekom mig at veje tungere end fordelen ved det overblik man kan få ved at høre dobbelt så mange foredrag.
Konceptet kræver omfattende planlægning fra arrangørernes side og stor forberedelse fra deltagernes side. Abstracts skulle indsendes til anonym bedømmelse længe inden, manuskripter flere måneder inden, så kommentatorer kunne nå at sende deres indlæg tilbage et par uger inden. Mens man ofte må vente både vinter og vår, vil denne konferences Proceedings (inklusive kommentarer og foredragsholderens eventuelle svar) foreligge på CD-Rom allerede i løbet af sommeren 2007 med titlen Dissensus & the Search for Common Ground.
Som de stramme krav ansporede til, var kvalitetsniveauet af konferencens foredrag højt. I pagt med konferencens tværfaglige karakter tillod det brede konferencetema foredrag med stor emnemæssig spredning. Da et resume under alle omstændigheder vil begrænse sig til et tilfældigt udvalg, vil jeg nøjes med at frem­hæve et enkelt indslag af særlig interesse for en retorisk fagkreds. Det var Thomas Goodnight der fremdrog et spændende, men upåagtet retorisk emne under titlen Parrhesia: The aesthetics of arguing truth to power. Begrebet parrhesia (af pan-rhesia, altså ’at sige alt’) er blevet tillagt forskellige betydninger gennem retorikhistorien, men dækker kort sagt det at tale magten midt imod – uden at bringe sig selv i fare. Som typeeksempel brugte Goodnight dialogen fra Sofokles’ Antigone hvor Haimon prøver at tale Kreon til fornuft, et eksempel der viser bestræbelsen på at kritisere uden at støde magthaveren fra sig, men samtidig illustrerer hvordan forsøget på at bevare kontakten mislykkes og ender i kommunikationens sammenbrud. Et af konferencens andre bidrag, Common ground and argument by indirection in two seventeenth-century sermons, viste sig at følge op på dette interessante emne. Med Bossuets og Donnes prædikener vendt mod Ludvig XIV og Englands dronning Anne som sine cases belyste Claudia Carlos hvordan parrhesia kunne udøves indirekte sådan at den farlige kritik på den ene side blev forstået, men på den anden side ikke blev for risikabel for taleren selv.
Keynote-foredragene forgik hver dag før frokost. De tre keynote-talere repræsenterede henholdsvis fagene kommunikation, filosofi og retorik og afspejlede arrangørernes åbenhed mht. at udvide feltet argumentation til andre fagtraditioner end den logiske, specielt i retning af den retoriske.
Dale Hample fra University of Western Illinois holdt det første keynote-foredrag The Arguers. Han tog udgangspunkt i den vedvarende tekst-orientering, som han fandt kendetegnende for den moderne argumentationslæres fire fremherskende retninger: den uformelle logik, kommunikation, pragmadialektik og retorik. Han anholdt den almindelige tendens til at betragte tekstens argumentation som løsrevet fra menneskene omkring den – som om argumentation er noget der eksisterer statisk i tekster, og ikke noget der foregår i interaktion mellem dem der producerer og modtager den. Som supplement til tekststudier advokerede Hample for mere forskning om personerne der argumenterer, og om receptionen.
Michael Gilbert fra York University talte om Consensus and Unified Argumentation Theory. Han var ligesom Hample fortaler for drejningen mod praksis ud fra kodeordet ”natural normativity”. Han efterlyste en tættere integration hvor især uformelle logikere inkorporerer indsigter fra retorikken ­– og retorikere tager ved lære af sociologien. Det skete ud fra det grundsyn at målet med argumentationsteori er at forbedre færdigheden i at argumentere, og at hverdagens almindelige argumentation må ofres større opmærksomhed. I denne forbindelse gjorde han følgende gældende: at der altid er forskellige mål for argumentation, fx andre end pragmadialektikkens ’resolution’, at konteksten og den givne situation har betydning for argumentationen og normerne for den, at ethos altid er vigtig for argumentationen og vurderingen, og at man som vurderingskriterium må inddrage de normer som faktiske publikummer i konkrete situationer anlægger.
Keynote-foredraget på konferencens sidste dag af Christian Kock fra Københavns Univer­sitet var Norms of Legitimate Dissensus. Kock vendte sig mod konsensusteorier der, som hos bl.a. Habermas og pragmadialektikerne, forbinder rationalitet med målet om at nå til enighed. Han fastholdt, med udgangspunkt i Aristoteles, retorikkens argumentationsteori som en lærebygning for offentlig debat om handlinger og beslutninger. Eftersom beslutninger om hvad man skal gøre, ikke handler om sandhed men om valg, er argumentationen ’multidimen­sional’. Den offentlige debats moralske og praktiske emner involverer konkurrerende værdi­baserede argumenter som er ’inkommensurable’: der findes ingen fællesnævner som binder individer eller grupper til at vægte det ene legitime værdihensyn tungere end det andet. Normativ argumentationsteori må følgelig give plads for den uenighed der altid vil restere i den offentlige sfæres argumentation. Kock fandt støtte for sine pointer hos forskellige politiske filosoffer og moralfilosoffer, bl.a. John Rawls og Isaiah Berlin, og illustrerede dem med velvalgte eksempler – alt sammen anskueliggjort i en velopbygget powerpoint–præsentation.
Også med hensyn til det logistiske og sociale forløb alt vel, bl.a. på grund af en særdeles hjælpsom og venlig studenterstab. Konferencen gav anledning til at hylde de to nyligt pensionerede arrangører, som fik overrakt et festskrift redigeret af Hansen & Pinto: Reason Reclaimed: Essays in honour of J. Anthony Blair and Ralph H. Johnson, Vale Press, 2007. Den afsluttende middag var sponseret af SicSat, repræsenteret af Frans van Eemeren. Efter de forskellige festlige indslag – bl.a. et meget morsomt indlæg af Tindale og stående klapsalver til Douglas Walton, der også snart går på pension ­– kunne Hans Hansen kundgøre at næste OSSA-konference vil blive afholdt i Windsor igen i 2009. Den være hermed anbefalet!

I artikkelen ”Retorisk spontanitet og kontroll” i Rhetorica Scandinavica 14/2000 beskriver Lars Nyre hvordan retorisk praksis blir stadig mer standardisert og forutsigbar, som et resultat av medienes institusjonaliserte vaner. Nyres anliggende er mer enn bare en kritikk av retorisk praksis. All rådende samfunnsteori så vel som retorisk teori dilter etter i den beklagelige utviklingen, mener Nyre, fordi forståelsen av språk og språklig samhandling aldri unnslipper det konvensjonelle som altomfattende perspektiv. Som han sier: ”Det finnes ingenting annet innenfor eller utenfor den sist oppdagete konvensjonen enn en ennå uoppdaget konvensjon”.1 Dermed oppløses det talende menneske som villende og handlende subjekt, det reduseres til en ”subjektfunksjon”,2 det vil si at språket taler gjennom det enkelte individ, ikke omvendt. Innenfor et slikt teoretisk perspektiv blir det ikke mulig å belyse det spontane og autentiske i retorisk praksis, der hvor det fremdeles måtte finnes, mener Nyre. Som et kritisk supplement til det han kaller ”den rådende sosiologiske og retoriske tanke­gangen”3 lanserer han derfor begrepet ”retorisk uskyldighet”, som han utleder av Merleu-Pontys begrep om instruktiv spontanitet.4 Slik vil han antyde et alternativt teoretisk perspektiv, egnet til å belyse den ikke-intenderte5 overbevisningskraften som rådende retorisk teori ikke gir rom for. En slik overbevisningskraft bunner ikke i det kontrollerte og konvensjonelle, men i det spontane og autentiske, hevder Nyre.
Nyres kritikk av retorisk praksis i mediene finner jeg det ikke vanskelig å være enig i. Det er heller ikke poenget her å diskutere Nyres tese om at ”talens overbevisningskraft er aller sterkest når den er ukontrollert”6 — det kan hende han har rett i det, selv om det også finnes argumenter for det motsatte. Derimot finner jeg hans innspill til retorisk teori problematisk.
Selv om den ikke er eksplisitt formulert, leverer Nyre en ganske alvorlig kritikk av retorisk teori generelt. Han kritiserer både Lloyd F. Bitzer og Øivind Andersen for deres forståelse av retorikkens situasjonsbegrep. I Nyres tolkning gjør Andersen seg skyldig å bruke antikkens kairos-begrep til å fjerne det autentiske og spontane i retorikken: ”Den beste retoriske løsningen finnes allerede som en fremtidig mulighet, det gjelder bare for retorikeren å oppdage den og fremføre den som sitt eget”.7 Bitzer gjør også — i enda sterkere grad — retorisk praksis til noe kontrollert, noe som er forankret i situasjonenes sett av ferdiglagde konvensjoner: ”Vellykket re­torikk krever manuskript, eller i det minste et adferdsskjema som kan følges mer eller mindre presist”,8 konkluderer Nyre, og kritiserer også Anders Johansen fordi han utelukker muligheten for det ikke-konvensjonelle i sine analyser av det troverdige på fjernsyn.
Nyres kritikk kan være et viktig korrektiv til Bitzers Den retoriske situasjon. Hvis talerens strategier reduseres til ready-mades som er allerede foreliggende i kulturens situasjoner, blir taleren til syvende og sist bare et passivt fokuspunkt, et dødt redskap for ferdigtygde tanker. Bitzer tematiserer ikke denne problemstillingen i det hele tatt, selv om den er nærliggende, og denne ensidigheten er en svakhet. Det går også an å diskutere om ikke både Andersen, Bitzer og Johansen legger for stor vekt på det vanepregede og ferdiglagde ved retorisk praksis — slik Nyre velger å formulere det avslutningsvis.9 Jeg oppfatter imidlertid Nyres kritikk som mer grunnleggende og mer generell enn dette. Han snakker om en relativisme som er innebygget i selve retorikkens måte å tenke på. Denne relativismen har smittet over fra sosiologiske rollespill-teorier og fra ”det fundamentale foucaultske skjemaet for hvordan språket kontrollerer vår adferd”.10 Nyre er ikke eksplisitt på hva denne relativismen består i, men slik jeg forstår det innebærer fraværet av et subjekt eller en ”personlig kjerne”11 at begreper om ansvar og sannhet mister sin betydning. All språkhandling reduseres til en lek, ett spill hvor det konvensjonelle er eneste aktør. Nyre bruker som sagt uttrykket rådende retorisk tankegang,12 og det er vanskelig å forstå det annerledes enn at han mener både Andersen, Bitzer og Johansen er eksempler på denne tankegangen. Begrepet relativisme bruker han både om Johansen spesielt og sosiologisk og retorisk tankegang generelt.13 Med andre ord: Nyre snakker ikke bare om en slag­side i retorisk teori, men om en helt grunn­leggende tankegang, som etter hans mening fjerner muligheten for autentisk tale, slik den fram­føres av ”et spill levende ansikt istedenfor en maske.”14
Nyres kritikk bygger etter min mening på at han ikke skiller mellom på den ene siden det konvensjonelle ved språk og tekster, og på den andre siden retorisk kontroll og vanetenkning. Dette fører til at det konvensjonelle og det autentiske blir gjensidig ekskluderende begreper. Det er riktig at Johansen bruker begrepet konvensjon i forbindelse med kalkulerte retoriske strategier i et politisk spill, men Nyre blander kortene når han av den grunn hevder at Johansen utelukker uforstilt og ukontrollert adferd. Johansen snakker ikke generelt om det konvensjonelle i kulturen og språket slik Foucault gjør, men benytter seg av den pragmatiske, dagligdagse betydningen av begrepet, for å belyse bestemte strategier.
Det virker som om Nyre mener at enhver snakk om konvensjoner, enten det gjelder språklige konvensjoner (Foucault) eller tekstlige sjangerkonvensjoner (retorikken) hindrer en teoretiker fra å belyse noe annet enn en ferdigtygd og tilstivnet retorikk. Konvensjoner blir det samme som spill og maskerade, som hindrer individet å utfolde seg ”slik det virkelig er”.15 Nyre løfter derfor fram den direkte og uformidlede tilgangen til situasjonen som et retorisk ideal. På en eller annen måte må man, slik jeg tolker Nyre, komme under det tekstlige nivået hvis individets autentisitet og frihet skal reddes fra relativismen. Hans begrep om uskyldighet er full­stendig renset for det konvensjonelle — i enhver betydning av ordet. Det handler om å være på jordet, helt uttafor, fullstendig uten kontakt med konvensjonene som ligger i den aktuelle situasjonen.
Begrepet om retorisk uskyldighet setter ord på et retorisk fenomen vi kjenner igjen, et fenomen som muligens er altfor lite belyst. Men den konsekvente anvendelsen av Merleau-Pontys motsetning mellom ny mening og ferdiglaget mening får radikale konsekvenser i forhold til vilkårene for en kritisk retorisk praksis. Slik jeg tolker Nyre er det bare i uskyldigheten at ny mening kan skapes.16 Han betrakter derfor retorisk praksis som ulike grader av tekstuelle kompromisser, med ulike grader av uskyldighet, ulike grader av retorisk spontanitet og ny mening. Jo bedre kontakt man har med sjangerkonvensjoner som kan aktualiseres i en situasjon, jo mindre blir sjansen for at man sier noe nytt, og vice versa. Så langt jeg kan se må da den eneste muligheten for sann kritikk også ligge nettopp i uskyldigheten. Den taleren som derimot er fortrolig med konvensjonene i situasjonen, og som søker å utnytte dette, er dømt til å bli en etter­plaprer, en som ikke gjør annet enn å befeste den vanetenkningen situasjonen krever. — For hvordan skal det gå an å formulere en kritikk av eta­blerte tankemønstre og maktstrukturer i samfunnet ved hjelp av ”ferdiglaget mening”?
Det vil uten tvil alltid ligge et viktig kritisk potensiale i å være helt på jordet, helt malplassert, helt uten selvbevissthet.17 Men hvis dette skal være det eneste grunnlaget man kan kan si noe nytt på, er det viktig å protestere, fordi det impliserer at sann kritikk er det samme som ren negasjon. Å gjøre det ikke-konvensjonelle til et vilkår for sann kritikk er det samme som å kaste hele historiens arsenal av kritiske og frigjørende diskurser — eller fortellinger, om man heller vil bruke Paul Ricoeurs terminologi — på båten. I følge Ricoeur, som i likhet med Nyre er sterkt inspirert av Merleau-Ponty, må vi nettopp kritisere etablerte og undertrykkende fortellinger med andre fortellinger.18 Skal vi følge Nyre må vi tvert i mot si at jo større den tekstuelle kompetansen er — inkludert den narrative — jo mindre er potensialet for kritikk.
Mitt poeng er ikke å bestride at det finnes noe slikt som en ”ikke-intendert overbevisningskraft”,19 tvert i mot tror jeg uttrykket kan være fruktbart. Hva med den talen som ikke på meningsfullt vis kan beskrives som noe annet enn et uttrykk for et møte med en situasjon? Det er bare i helt spesielle tilfeller det er mulig å tenke seg slike respons-ytringer i rendyrket form, men som et aspekt ved språkbruk peker Nyre her på noe som kan være oversett innenfor retorisk teori. Hvis jeg f.eks brenner meg på en kokeplate, vil det jeg uttrykker virke svært autentisk og overbevisende på tilhørerne. Men behøver det egentlig være noen tilhørere tilstede, som jeg bevisst eller ubevisst vil overbevise? Er et overbevisende uttrykk for noe det samme som en overbevisende retorikk?
Nyres innspill kan med andre ord bidra med noe nytt til debatten om retorikkens egenart og grenser. Men hele dette prosjektet med å sette opp autentisitet og spontanitet som en mot­setning til det konvensjonelle nivået i vår omgang med verden er et lite fruktbart utgangspunkt for en diskusjon om retorisk spontanitet og kontroll. Det blir umulig å tenke at en retorisk handling kan være kritisk, og gjerne både spontan og ubevisst, nettopp fordi den griper til situasjoner, sjangrer og fortellinger som ligger i historien og kulturen. I stedet blir det kun snakk om å finne den rette balansen i kompromisset mellom uskyld og konvensjonell etterplapring. Dermed tas brodden av retorikkens kritiske potensiale. Den eneste kritikken som står igjen, er den som kommer ingensteds fra.
Nyre påpeker selv at overgangen til begrepet ”uskyldighet” er hans egen fortolkning av Merleau-Pontys instruktiv spontanitet.20 Noe av forklaringen på Nyres generelle motstand mot det tekstuelle og konvensjonelle ligger her. Merleau-Ponty setter opp spontanitet som en motsetning til talen som institusjon, uttrykk som ”heller ikke vil kreve noen anstrengelse for å bli forstått av de som hører på”. At det dermed er snakk om hele ”det konvensjonelle meningsregisteret” er Nyres utvidende tolkning. Og når Merleau-Ponty snakker om å bryte ”en viss form for stillhet” kan man alternativt tolke dette som en stillhet i situa­sjonen, det vil si all potensiell mening som ikke oppfattes av språkbrukerne som naturlig og tilhørende situasjonen. Et slikt brudd kan like fullt spille på en historisk arv, på noe som er ytret en annen gang, i en annen situasjon, og som derfor vil kunne oppfattes som en kulturelt gjenkjennelig språkhandling, selv om ingen ventet den akkurat der og akkurat da.
På den annen side: Hos Merleau-Ponty ligger det en spenning mellom på den ene siden det umiddelbare og kroppslige og på den andre siden det språklige og historiske. Denne spenningen var noe av det som motiverte Merleau-Ponty til å i ettertid studere Saussures teorier om språkbruk og språksystem nærmere. Han mente at dette kunne gi grunnlaget for en historiefilosofi som manglet i Phenomenology of Perception.21 Uansett hvordan man tolker denne spenningen og denne bevegelsen mot strukturalismen hos Merleau-Ponty, så ligger det et generelt problem i å anvende fenomenologiske teorier i forhold til retorikken slik som Nyre gjør. Fenomenologien forsøker å beskrive menneskets intuitive tilgang til verden. Subjektet som ”væren-i-verden” hos Heidegger og Merleau-Ponty eksisterer før tilgangen til verden gjennom tekst og tolkning. Verden gir seg som forståelig uten at subjektet behøver å ta omveien om det som andre har sagt — veien om det konvensjonelle som er knyttet til tekstlig praksis, muntlig og skriftlig. Det er her Paul Ricoeur gjennom sine teorier om teksttolkning og narrativ figurering både viderefører og bryter med fenomenologien, samtidig som han kommer strukturalismen i møte. Merleau-Pontys idéer om instruktiv spontanitet og ferdiglaget mening gir derimot bare mening ut fra en grunnleggende idé om direkte tilgang til en forståelig verden, uten veien om tekst og tolkning. Hvis retorikken godtar denne idéen om et før-retorisk subjekt har den samtidig akseptert at mennesket bare kan handle spontant i den grad det ikke handler retorisk.
Retorisk teori må holde på at meningsakten er både ny og konvensjonell på samme tid. Det er riktignok den moderne retorikkens oppgave å også belyse rent rutinemessig språkbruk, og noen situasjoner er fastere i sine konvensjonelle føringer enn andre. Men det er helt feil at sjangeranalysens område begrenser seg til en slik kartlegging av kulturens standardiserte, institusjonaliserte og kontrollerte retoriske vaner. Målet er å gjøre talerens intensjoner synlige, ikke som en ansamling ferdigvare, men som en handling som bevisst eller ubevisst forsøker å være kulturelt gjenkjennelig i den situasjonen den går inn i. Slike intensjoner er ikke identiske med talerens planlagte retoriske strategier, hans ulike måter å forsøke å skaffe seg kontroll over situasjonen på.
For å eksemplifisere hvordan et lite glimt av retorisk autentisitet og uskyldighet kan bryte gjennom i en situasjon hvor retorikken ellers er helt styrt av etablerte konvensjoner, viser Nyre til turnkommentatoren som bemerker: ”Den som bare hadde vært en skranke!”.22 Mitt poeng er at man ikke nødvendigvis trenger begreper om re­torisk uskyldighet og ikke-intendert overbevisningskraft for å kunne belyse en slik retorisk handling. Den impulsive turnkommentatoren har et formål med sin malplasserte bemerkning — antakelig vil han være morsom og/eller sjokkere litt — men han handler på en innskytelse, og det er lite trolig at han reflekterer over eller er seg bevisst sine intensjoner. Hans originale og ’autentiske’ innspill kommer heller ikke ingen­stedsfra, men bruker en beskrivelse av situa­sjonen som er hentet fra en annen type situasjon — for eksempel den hvor han sitter med kameratene ved fjernsynet og deler noen øl. Den malplasserte kommentaren er med andre ord både svært spontan, svært bevisstløs og svært konvensjonell.
Det har ikke vært poenget her å hevde at en retorisk sjangeranalyse er det eneste fornuftige verktøyet man kan bruke i møte med de reto­riske fenomenene som Nyre presenterer. Men det er viktig å understreke at retorisk analyse også kan kaste lys over denne typen retorikk, fordi det spontane og autentiske ikke ligger utenfor eller før det som har med konvensjoner, tekst og tolkning å gjøre. Motsetningsforholdet mellom på den ene siden individets frihet og ansvar og på den andre siden tekstenes og kulturens alltid allerede i individets språkhand­linger er en kunstig konstruksjon.

Litteratur:

Nyre, Lars (2000): ”Retorisk spontanitet og kontroll”, i: Rhe­torica Scandinavica 14/2000.
Ricoeur, P. (1994), Hermeneutics and the Human Sciences, Cambridge University Press, Cambridge.
Schmidt, J.(1985), Maurice Merleau-Ponty: between phenomenology and structuralism, Macmillan, London.

Duplik

Se også Lars Nyres duplik “Retorisk relativisme” i samme nummer

 

Noter

1    Nyre (2000), side 43.
2    side 43.
3    side 43.
4    side 34.
5    side 34.
6    side 32.
7    side 33.
8    side 35.
9    side 44.
10    side 43.
11    side 43.
12    side 43.
13    side 43.
14    side 35.
15    side 41.
16    Nyre sidestiller de to begrepene: ”Man må ta minst ett skritt til før man nærmer seg retorisk uskyldighet eller ny mening.” (side 40).
17    Nyre beskriver også uskyldigheten som ”den mangelen på selvbevissthet som preger retorisk nåværen” (side 40).
18    ”Critique is also a tradition. I would say that it plunges into the most impressive tradition, that of liberating acts, of the Exodus and the Resurrection.” Ricoeur (1994), side 99.
19    side 34
20    side 34
21    Schmidt (1985), side 105ff.
22    side 40

 

Temaet for OSSA’s 7. konference var Dissensus & The Search for Common Ground. Konferencen afholdes hvert andet år og foregik denne gang, som oftest før, på University of Windsor i Canada.

Som forkortelserne antyder, er forbindelserne mellem OSSA (Ontario Society for the Study of Argumentation) og ISSA (International Society for the Study of Argumentation) tætte. Arrangørerne Hans V. Hansen, Christopher W. Tindale, J. Anthony Blair og Ralph H. Johnson er velkendte skikkelser fra argumentationskonferencerne i Amsterdam. Mange af deltagerne er de samme, og begge konferencer er mødested for forskere der kommer fra forskellige fag­miljøer i mange lande, specielt inden for informel logik, pragma-dialektik, kommunikation og retorik. Fra Skandinavien var vi seks personer, heraf tre kandidatstuderende fra Københavns Universitet. Som en særlig fin gestus blev disse inviteret med til at fremlægge papers og få feedback fra Tindale og Pinto ved en workshop for post-graduate students inden selve konferencen.
Mens konferencerne i Amsterdam efterhånden tiltrækker så mange deltagere at man kan frygte for at de er ved at drukne i egen succes, holder Canada-konferencen sig på et mere overskueligt antal. Der var dette år ca. 90 tilmeldte (plus andre tilhørere) og 80 foredrag. Selve konceptet for konferencens afvikling er bemærkelsesværdigt. I stedet for at man skal fare forvirret rundt mellem de enkelte sektioner hver halve time som det er almindeligt på denne slags konferencer, var der her afsat en hel time pr. foredrag: 30 min. til foredragsholderen, 10-12 min. til en forud udpeget kommentator og de resterende 15 min. til diskussion og spørgsmål fra salen. Det indebar at man havde mulighed for at vælge mellem seks samtidige foredrag og høre fem hver dag ud over keynote-foredragene. Fordelene ved denne mulighed for fordybelse og ro over forløbet forekom mig at veje tungere end fordelen ved det overblik man kan få ved at høre dobbelt så mange foredrag.
Konceptet kræver omfattende planlægning fra arrangørernes side og stor forberedelse fra deltagernes side. Abstracts skulle indsendes til anonym bedømmelse længe inden, manuskripter flere måneder inden, så kommentatorer kunne nå at sende deres indlæg tilbage et par uger inden. Mens man ofte må vente både vinter og vår, vil denne konferences Proceedings (inklusive kommentarer og foredragsholderens eventuelle svar) foreligge på CD-Rom allerede i løbet af sommeren 2007 med titlen Dissensus & the Search for Common Ground.
Som de stramme krav ansporede til, var kvalitetsniveauet af konferencens foredrag højt. I pagt med konferencens tværfaglige karakter tillod det brede konferencetema foredrag med stor emnemæssig spredning. Da et resume under alle omstændigheder vil begrænse sig til et tilfældigt udvalg, vil jeg nøjes med at frem­hæve et enkelt indslag af særlig interesse for en retorisk fagkreds. Det var Thomas Goodnight der fremdrog et spændende, men upåagtet retorisk emne under titlen Parrhesia: The aesthetics of arguing truth to power. Begrebet parrhesia (af pan-rhesia, altså ’at sige alt’) er blevet tillagt forskellige betydninger gennem retorikhistorien, men dækker kort sagt det at tale magten midt imod – uden at bringe sig selv i fare. Som typeeksempel brugte Goodnight dialogen fra Sofokles’ Antigone hvor Haimon prøver at tale Kreon til fornuft, et eksempel der viser bestræbelsen på at kritisere uden at støde magthaveren fra sig, men samtidig illustrerer hvordan forsøget på at bevare kontakten mislykkes og ender i kommunikationens sammenbrud. Et af konferencens andre bidrag, Common ground and argument by indirection in two seventeenth-century sermons, viste sig at følge op på dette interessante emne. Med Bossuets og Donnes prædikener vendt mod Ludvig XIV og Englands dronning Anne som sine cases belyste Claudia Carlos hvordan parrhesia kunne udøves indirekte sådan at den farlige kritik på den ene side blev forstået, men på den anden side ikke blev for risikabel for taleren selv.
Keynote-foredragene forgik hver dag før frokost. De tre keynote-talere repræsenterede henholdsvis fagene kommunikation, filosofi og retorik og afspejlede arrangørernes åbenhed mht. at udvide feltet argumentation til andre fagtraditioner end den logiske, specielt i retning af den retoriske.
Dale Hample fra University of Western Illinois holdt det første keynote-foredrag The Arguers. Han tog udgangspunkt i den vedvarende tekst-orientering, som han fandt kendetegnende for den moderne argumentationslæres fire fremherskende retninger: den uformelle logik, kommunikation, pragmadialektik og retorik. Han anholdt den almindelige tendens til at betragte tekstens argumentation som løsrevet fra menneskene omkring den – som om argumentation er noget der eksisterer statisk i tekster, og ikke noget der foregår i interaktion mellem dem der producerer og modtager den. Som supplement til tekststudier advokerede Hample for mere forskning om personerne der argumenterer, og om receptionen.
Michael Gilbert fra York University talte om Consensus and Unified Argumentation Theory. Han var ligesom Hample fortaler for drejningen mod praksis ud fra kodeordet ”natural normativity”. Han efterlyste en tættere integration hvor især uformelle logikere inkorporerer indsigter fra retorikken ­– og retorikere tager ved lære af sociologien. Det skete ud fra det grundsyn at målet med argumentationsteori er at forbedre færdigheden i at argumentere, og at hverdagens almindelige argumentation må ofres større opmærksomhed. I denne forbindelse gjorde han følgende gældende: at der altid er forskellige mål for argumentation, fx andre end pragmadialektikkens ’resolution’, at konteksten og den givne situation har betydning for argumentationen og normerne for den, at ethos altid er vigtig for argumentationen og vurderingen, og at man som vurderingskriterium må inddrage de normer som faktiske publikummer i konkrete situationer anlægger.
Keynote-foredraget på konferencens sidste dag af Christian Kock fra Københavns Univer­sitet var Norms of Legitimate Dissensus. Kock vendte sig mod konsensusteorier der, som hos bl.a. Habermas og pragmadialektikerne, forbinder rationalitet med målet om at nå til enighed. Han fastholdt, med udgangspunkt i Aristoteles, retorikkens argumentationsteori som en lærebygning for offentlig debat om handlinger og beslutninger. Eftersom beslutninger om hvad man skal gøre, ikke handler om sandhed men om valg, er argumentationen ’multidimen­sional’. Den offentlige debats moralske og praktiske emner involverer konkurrerende værdi­baserede argumenter som er ’inkommensurable’: der findes ingen fællesnævner som binder individer eller grupper til at vægte det ene legitime værdihensyn tungere end det andet. Normativ argumentationsteori må følgelig give plads for den uenighed der altid vil restere i den offentlige sfæres argumentation. Kock fandt støtte for sine pointer hos forskellige politiske filosoffer og moralfilosoffer, bl.a. John Rawls og Isaiah Berlin, og illustrerede dem med velvalgte eksempler – alt sammen anskueliggjort i en velopbygget powerpoint–præsentation.
Også med hensyn til det logistiske og sociale forløb alt vel, bl.a. på grund af en særdeles hjælpsom og venlig studenterstab. Konferencen gav anledning til at hylde de to nyligt pensionerede arrangører, som fik overrakt et festskrift redigeret af Hansen & Pinto: Reason Reclaimed: Essays in honour of J. Anthony Blair and Ralph H. Johnson, Vale Press, 2007. Den afsluttende middag var sponseret af SicSat, repræsenteret af Frans van Eemeren. Efter de forskellige festlige indslag – bl.a. et meget morsomt indlæg af Tindale og stående klapsalver til Douglas Walton, der også snart går på pension ­– kunne Hans Hansen kundgøre at næste OSSA-konference vil blive afholdt i Windsor igen i 2009. Den være hermed anbefalet!Læs

Latest posts by Rune Klevjer (see all)

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere