Fiktion for retten

Domstolen er udfordret når den skal dømme fiktion, og forfattere kan undgå sagsanlæg blot ved at skrive ’roman’ på forsiden. Men fiktionens verden er ikke så afsondret som man kunne tro – den er også en del af vores virkelige verden og en måde at kommunikere på. Tag bare den første linje i den her artikel: Forestil dig at ….

Fiktion for retten

Rikke Andersen Kraglund og Henrik Skov Nielsen

 

… du læser en roman som følger din livshistorie, fortæller om dine værste nederlag og største personlige problemer – og hvor hovedpersonen bærer dit navn. Det lyder muligvis som oplægget til en virkelighedsfjern thriller, men er ikke et ualmindeligt scenarie i samtidslitteraturen. I stigende grad trues der med sagsanlæg når virkelige mennesker er blevet brugt i romaner. Men det er ikke så ligetil for retten at sætte grænser for skønlitteraturen. Ét problem er at retten har vanskeligt ved at fælde domme i sager hvor forskellige retsprincipper kolliderer – som når kunstens ytringsfrihed krænker privatlivets fred. Et andet problem, og det som denne artikel først og fremmest vil artikulere, er at det fiktionsbegreb som anvendes af domstolene – og til tider af forlag og forfattere under anklage – ofte er forældet og problematisk. Vi vil først se på et par eksempler fra samtidslitteraturen, så beskrive hvorfor dommenes grundlag er problematisk, og til sidst vise hvordan lov og fiktionalitet er intimt forbundet med hinanden og har været det i flere tusind år.

 

Dømt til fiktion

I 2011 måtte landsretten tage stilling til hvor langt en kunstner kan tillade sig at gå i forhold til at anvende en virkelig persons navn, billede og private forhold i en roman. Kunstneren Thomas Skade-Rasmussen Strøbech havde anlagt sag mod sin tidligere samarbejdspartner, forfatteren Nielsen (der bl.a. har publiceret under navnene Claus Beck-Nielsen, Das Beckwerk og Madame Nielsen) og mod Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S fordi hans privatliv var blevet brugt i romanen Suverænen fra 2008. Retssagen var muligvis aftalt af kunstnerne på forhånd og har en ganske særegen kompleksitet idet den sagsøgte forfatter havde erklæret sig død og stod tiltalt under en anden mands navn (’Helge Bille Nielsen’), og idet Strøbech selv havde offentliggjort et langt mere inkriminerende materiale om sig selv, end hvad der findes i Suverænen. Men sagen belyser et vigtigt spørgsmål om muligheden for at tage til genmæle over for en romans krænkelser af ens privatliv. Strøbech tabte sagen og fremhævede efterfølgende at Gyldendal havde vundet retten til hans identitet.

I de senere år har der været et stigende antal sager om privatpersoner der har følt sig krænket af romaner og har spurgt til grænser for forfatteres frihed til at anvende virkelige begivenheder og personer. I skandinavisk sammenhæng ses det fx i forbindelse med Karl Ove Knausgårds Min kamp (2009-11), Knud Romers Den som blinker er bange for døden (2006) og Åsne Seierstads roman Boghandleren i Kabul (2002). Der har været højlydte krav om retsforfølgelse, men sagerne kommer sjældent for retten.

Troen på kunstens frihed og ansvarsløshed er på forhånd stor og bunder i et syn på fiktion som fundamentalt og ontologisk forskelligt fra virkeligheden. Det er også på den baggrund at redaktionschef ved Gyldendal Norsk Forlag, Einar Ibenholt, kategorisk kan fastslå i den norske avis Aftenposten at skønlitteratur “ikke kan være injuriende”. Spørgsmålet er således ikke om et givent værk er æreskrænkende, men at litteratur simpelt hen ikke kan være det netop fordi det underforstås at litteratur ikke handler om virkeligheden. Når forfattere bruger eget liv og erfaringer, kan man ifølge Ibenholt godt sætte spørgsmålstegn ved om det bliver for privat, men det er altid forfatterens valg. Som han siger: “Skønlitteratur står ekstremt frit. […]. En episode eller en personlig erfaring kan blive til stor kunst eller plat, privat og udleverende. Det hele afhænger af hvordan det bliver løst kunstnerisk.” Det vil således for Ibenholt, når der er tale om skønlitteratur, altid dreje sig om æstetiske, aldrig om etiske spørgsmål.

Claus Beck Nielsen – alias Das Beckwerk – sidder i landsretten, beskyldt for æreskrænkelser i sin fiktionsroman Suverænen. Men var også anklagen ren fiktion og retssagen aftalt spil?

Suveræn fiktion

I sagen om Suverænen tilkendegav retten tilsvarende med sin dom at Strøbech ikke kunne få medhold i at bogen krænkede hans private forhold til trods for at hans navn og flere personlige oplysninger indgik i Suverænen. Rettens dom byggede i vid udstrækning på den præmis at bogen er fiktion. Som det hedder i domsresumeet: “Efter bevisførelsen har landsretten fundet, at Suverænen ikke er et dokumentarisk værk, men at hele bogen, herunder også de første 27 sider, er fiktion.” Rettens dom er baseret på en præmis om et klart skel mellem dokumentar som ikke-fiktion og roman som fiktion der fremhæves som to helt adskilte genrer med vidt forskellige etiske og juridiske rammer. Men hvad bygger denne klare genreadskillelse på? Er det romanbetegnelsen på forsiden der forhindrer skønlitteraturen i at have en forbindelse til en ikke fiktiv-verden? Og kan vi være trygge ved at et ord og en genrebetegnelse har en afgørende betydning i retssager fordi det adskiller fiktion og fakta? Og endelig, kan en tekst så omvendt åbne for alle sagsanlæg hvis den udgives som “biografi”, “dokumentar eller “politisk kommentar”? I så fald kan man blot – uden at ændre ét ord eller komma i teksten – beskytte sig mod enhver mulig juridisk anklage ved at tilføje de fem bogstaver r-o-m-a-n.

 

Fiktionalitet som retorisk strategi

For et par år siden åbnede Aarhus Universitet Centre for Fictionality Studies, og i 2013 udkom lærebogen Fiktionalitet. Ideen bag både centret og bogen er at fiktionalitet ikke er noget som alene findes i afgrænsede genrer som romaner, men noget som alle mennesker dagligt anvender og møder. Det vil sige at både centret og bogen langt hen ad vejen undersøger betydningen af fiktionalitet uden for fiktion – selv om fiktion naturligvis også spiller en central rolle for forståelsen af fiktionalitet. Men hvad er så fiktionalitet og fiktionalisering når det ikke er det samme som fiktion og heller ikke kun findes i fiktion? Det er en egenskab ved en kommunikationsform hvor man signalerer eksplicit at man finder på. Den findes fx i noget så simpelt som denne artikels første linje, “forestil dig at”. I denne optik er fiktionalisering en måde at gøre noget med og ved virkeligheden med vilje og med et formål, uanset om det finder sted i eller uden for fiktion. Fiktionalisering er blevet anvendt på tværs af tider, genrer og medier til at forestille sig og fremstille forskellige virkeligheder. På den måde eksisterer der ikke absolutte ontologiske forskelle mellem fiktive og ikke-fiktive værker.

To grundantagelser, der er centrale for vores forestillinger om fiktionalitet, er for det første at fiktionalisering kan anvendes uden for de genrer der betegner fiktion, og at man således ikke kun finder fiktionalisering i fx romaner og noveller, men også i politiske taler, retssager, Facebook-opdateringer osv. Og for det andet at fiktionalisering ikke betegner en teknik hvormed man fjerner sig fra verden, men et spektrum af måder hvorpå man interagerer med verden.

 

Fiktion som interaktion

Man kan nævne den populære Hunger Games-serie (2008-10) af Suzanne Collins som et eksempel på at fiktion interagerer med verden. Fiktionaliteten i Hunger Games fungerer ikke eskapistisk eller som en måde at vende ryggen til verden på, men interventionistisk og som et middel til at påvirke vores opfattelse af den. Det psykologiske, eksistentielle og individuelle er i høj grad repræsenteret ved Katniss som en stærk protagonist, men er uløseligt forbundet med budskabet om mulighed for kamp og oprør mod en ulighed og undertrykkelse der ikke kun er fiktiv. En analyse af Hunger Games der overser betydningen af formelle aspekter som fx bøgernes brug af første person nutid, er formentlig mangelfuld. Men analysen bliver lige så mangelfuld hvis man ignorerer at bøgerne går i dialog med spørgsmål om etik, demokrati og fordelingspolitik – altså spørgsmål der også eksisterer uden for Hunger Games-universet og dermed er spørgsmål der kan forme vores verden.

På samme måde ser vi filmen The Hurt Locker (2008) og kommer til at tænke på amerikanske soldater, Irak, retfærdighed og krig på nye måder. Eller vi læser Romeo og Julie og oplever at vores forståelse af skæbne og kærlighed har ændret sig. Vi er fuldt ud klar over at det skildrede aldrig eksisterede i den virkelige verden, og alligevel er det vores oplevelse og forståelse af virkelig krig, virkeligt liv og virkelig kærlighed der ændrer sig, og ikke vores forståelse af en fiktiv krig og kærlighed. Man kan derfor med fordel fokusere på effekten af fiktionalitet. Den består ikke i det fiktive univers som fiktionen angiveligt skaber, eller i non-aktualiteten af dens begivenheder og karakterer. Effekten består i at enhver modtager vil søge at gøre fiktionen relevant ved at forsøge at forstå hvordan hun kan lade sin forståelse af ikke-fiktive forhold påvirke af fiktionen.

Når virkelige menneskers liv og historie anvendes i fiktion, så bliver deres liv og omgivelser også påvirket. At dømme som om betegnelsen ’roman’ eksempelvis forhindrer æreskrænkelse, strider imod effekten af fiktionalitet. Fiktion er ikke bare et helle fra virkeligheden, men en interaktion med verden og med læseres forestillinger om hvad der er ret og rimeligt. I Karl Ove Knausgårds sjette bind af Min kamp overvejer Knausgård hvad familie og venner vil sige til fremstillingen af dem: “Søgsmål? Erstatningssag? Fordi jeg har skrevet historien om mit eget liv? Hvis nogen havde indvendinger, ville jeg forandre deres navne, værre var det vel ikke?” Passagen vidner om en forældet forestilling om læseres tilgange til fiktion hvis man tror at mindre navneforandringer og genreangivelser vil få læsere til at opleve værket som helt adskilt fra deres egen verden.

 

Forestil dig et retssystem

Lovsystemet er på utallige niveauer gennemsyret af fiktionalitet. Lovgivning handler fundamentalt ikke om at beskrive det værende, men om hvad der skal ske hvis noget andet sker, som fx Moseloven: “Hvis en Tyv gribes på fersk Gerning ved et natligt Indbrud og bliver slået ihjel, da bliver der ikke Tale om Blodskyld; men hvis Solen er stået op, pådrager man sig Blodskyld. Erstatning skal han give, og ejer han intet, skal han sælges som Træl til Vederlag for det stjålne; hvis derimod det stjålne findes levende i hans Besiddelse, da skal han give dobbelt Erstatning, hvad enten det er en Okse, et Æsel, eller et Får.” Nye love er da heller ikke deskriptive, men performative. De bliver realiteter frem for at beskrive sådanne. Og rekonstruktioner og retsforhandlinger handler ofte om hvad der ville have været muligt hvis det og det var tilfældet. Allerede i romersk lov havde man mængder af decideret fiktionalitet hvor loven beskrev hvordan man skulle lægge én antagelse til grund, velvidende at noget andet var en realitet. Det kaldte man fictio, eksempelvis fictio legis Corneliae. Man kunne for eksempel antage kontrafaktisk om en romer, som døde i fangenskab efter krig, at han var død i tilfangetagelsesøjeblikket således at han juridisk set ikke mistede rettigheder.

Virkelige love virker således ofte præcis i kraft af at de handler om og beskriver noget ikke-aktuelt foreliggende. Fiktioner og fiktionaliserede sager og beretninger påvirker i allerhøjeste grad vores forståelse af virkelige forhold og personer og deres virkelige etos og gerninger. Det er vanskeligt at lovgive ud fra, men det er skadeligt ikke at gøre det. Forestil dig et retssystem der er ude af stand til at ulovliggøre racisme, had, opfordring til drab på navngivne enkeltpersoner, hvis blot det påklæbes mærkaten “fiktion” eller “roman”. Et sådant system er resultatet hvis vi tror at fiktion er harmløs, og at læsere ikke tror det har med den virkelige verden at gøre.   R


Læs mere:

Jacobsen, Kjerkegaard, Kraglund, Nielsen, Reestorff og Stage: Fiktionalitet. Samfundslitteratur, 2013.

Jacobsen, Kraglund og Nielsen: “Offervilje”. Passage, Aarhus Universitetsforlag, 2013.

Odd Inge Skæveland og John Harbo:“Eksveninne føler seg uthengt i bok”. Aftenposten, senest revideret 19. okt. 2011.

Richard Walsh: The Rhetoric of Fictionality. The Ohio State University Press, 2007.


Bibliografisk

Af Rikke Andersen Kraglund, lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet, og Henrik Skov Nielsen, stifter af Centre for Fictionality Studies ved Aarhus Universitet og gæsteprofessor ved Tampere Universitet, Finland.

RetorikMagasinet 98 (2015), s 18-20.
35098

Skriv et svar