Fogh vendte modstandskamp til Irak-krig

Talerstolen

Ved talen til Søværnets Officersskole i 2003 overraskede Anders Fogh Rasmus
sen alle med en usædvanlig skarp kritik af den danske samarbejdspolitik under
besættelsen. Men statsministerens hårde kritik rettede sig ikke alene mod historiebøgernes dårlige samvittighed. Kritikken tilskyndede også befolkningen til at udbedre fortidens synder med en beslutsom invasion af Irak.

Fogh vendte modstandskamp til Irak-krig

Stefan Iversen

Politiske ledere som søger at mobilisere folkets opbakning til fremtidige krige, har brug for at genfortælle historien om folket i fortidige krige. Genfortællingerne handler om fortiden, men de motiverer fremtidige handlinger: Vi er dem der blev frataget vores land/vandt slaget på sletten/fik vores højeste tårne jævnet med jorden, og derfor skal vi nu hævne os/slå igen/føre krig. Sagt lidt mere teknisk: I mobiliseringsretorik hænger det tilbageskuende og evaluerende tæt sammen med det fremadskuende og foreskrivende. Således også i en af de mest opsigtsvækkende taler fra Anders Fogh Rasmussens tid som statsminister: Talen ved Søværnets Officersskole i 2003.

Den skamfulde samarbejdspolitik

Talens anledning var 60-års-dagen for den danske regerings fratræden under Anden Verdenskrig og dermed for ophøret af det der efterfølgende blev kendt som samarbejdspolitikken. En anledning som normalt ville kalde på helt udramatisk, ceremoniel hyldest. Fogh overraskede i stedet alle med en skarp kritik af den danske samarbejdspolitik og diskussion af dansk krigsdeltagelse. Det skete i en tale som ved hjælp af fortællinger om dansk identitet sammenbandt to kontroversielle argumenter. Det ene argument evaluerer – og kritiserer – åbenlyst den danske samarbejdspolitik under 2. verdenskrig. Det andet argument foreskriver uudtalt at Danmark fremover skal håndtere sin krigsdeltagelse helt anderledes. Den åbenlyse påstand præsenteres allerede i talens første linjer:

“Den 29. august 1943 er en dato, vi bør huske – og være stolte af. Den dag blev Danmarks ære reddet. Den danske regering stoppede langt om længe samarbejdet med den tyske besættelsesmagt og gik af. Efter godt tre års samarbejde med tyskerne blev der endelig rene linjer. Det var heller ikke en dag for tidligt.”

Fogh optegner her en fortælling med en begyndelse, et omdrejningspunkt og en slutning. Protagonisten er Danmark og danskerne, samlet i pronominet “vi”. Omdrejningspunktet er 29. august som ikke bare er en mærkedag, men et moralsk skel i udviklingen af protagonistens identitet. Før samarbejdspolitikkens ophør levede Danmark æreløst. Heroverfor er selve ophøret den 29. august 1943 og tiden efter derimod en kilde til stolthed. De få sætninger konstituerer en kompleks dansk identitet: Vi, danskerne, rummer det anløbne såvel som potentialet til at sige fra; vi, danskerne, har tidligere overkommet vores egen fejhed og slaphed; vi, danskerne, kan i dag fejre at vi dengang endte med at gøre det moralsk rigtige, også selv om det angiveligt var i sidste øjeblik.

Det var især den krigsaktuelle kontekst – Irak-krigen – som gjorde talen kontroversiel. I den danske offentlighed vakte talen således både opsigt på grund af det Fogh Rasmussen erindrede, og det Fogh Rasmussen ville bruge disse erindringer til. Forbindelsen mellem erindringerne om 2. verdenskrig og motivationen for Irak-krigen skabes først og fremmest ved hjælp af Foghs bevidste brug af masterplots.

 

Masterplots = moralske fortællinger

Ordet “masterplot” betegner kulturelt formede og kulturelt formende fortællinger, og masterplots udgør en form for kulturel lim som binder samfundet sammen. De kaldes “plots” fordi de består af forbundne hændelser, og “master” fordi de har en vis magt over handlinger og meninger i den kultur de eksisterer inden for. Som H.P. Abbott formulerer det i The Cambridge Companion to Narrative, masterplots “create an image of the world in which good and evil is clearly identifiable”. Ordet markerer samtidig at disse størrelser, i modsætning til det man normalt ville kalde en fortælling eller historie, eksisterer over eller bag de mange forskellige og konkrete fortællinger. Ligesom den amerikanske drøms abstrakte, skeletagtige struktur (fra fattige kår via hårdt arbejde til samfundets top) lader sig udstanse i mange fiktive og ikke-fiktive fortællinger, sætter masterplots om 2. verdenskrig rammen for alle de specifikke fortællinger om krigen. Derfor rummer masterplots en stærk moralsk gennemslagskraft.

Masterplotbegrebet gør det muligt at sige noget mere præcist om Fogh Rasmussens tale og reaktionerne på den. Hvordan genkalder han hændelserne fra nationens fortid, hvordan evaluerer han dem, og hvorfor skabte det så voldsom debat? For at forstå det er det nødvendigt at se på de eksisterende danske masterplots om 2. verdenskrig som Fogh Rasmussen taler sig ind i.

Groft skitseret findes der to masterplots om Danmarks rolle under 2. verdenskrig: Konsensusfortællingen og samarbejdsfortællingen kalder Nils Arne Sørensen dem i sin glimrende artikel “Narrating the Second World War in Denmark since 1945” fra 2005.

Begge masterplots sætter rammen for historier og fortællinger om Danmark under 2. verdenskrig og evaluerer begge heftigt på den danske politik – men de fordeler godt og ondt radikalt forskelligt. Konsensusfortællingen henter sit navn fra den forestilling at alle dele af Danmark stod sammen under krig-
en og udøvede først passiv og siden mere aktiv modstand mod det alle fra start til slut anså som et moralsk anløbent og farligt Tyskland. Samarbejdsfortællingen fremhæver omvendt hvordan Danmark fra begyndelsen af krigen var delt i det officielle Danmark – regeringen, statsadministrationen og det meste af erhvervslivet – som især frem til 1943 samarbejdede fuldt ud med tyskerne, og så den lille, men voksende del af Danmarks befolkning der både gjorde modstand mod tyskerne og mod det officielle Danmarks lydstatsmanerer. Mens de to masterplots er enige om at caste tyskerne som de onde, så tilbyder de helt forskellige identifikationsmuligheder med danskerne og det danskes værdi. Var det fx udtryk for klogskab eller fejhed at vi aldrig officielt var i krig med NaziTyskland? Sørensen viser i sin artikel, hvordan de to masterplots opstår og udvikler sig: Samarbejdsfortællingen var oprindeligt modstandsbevægelsens fortælling. Konsensusfortællingen er derimod blevet brugt af det officielle Danmark til at begrunde Danmarks plads blandt de allierede.

Tilbage til Fogh Rasmussens tale: Indledningen dadler det officielle Danmark for at svigte i tiden frem til 29. august og roser omvendt Søværnet for dets mod og vilje til at sænke flåden før tyskerne kunne overtage den ved samarbejdspolitikkens ophør. Næste afsnit byder på heftig masterplot-massage. Til en begyndelse kan man konstatere at Fogh Rasmussen som den første statsminister nogen sinde vælger at fortælle samarbejdsfortællingen og ikke konsensusfortællingen. Det officielle Danmark var helt frem til midten af 1943 i alt væsentligt på tyskernes side, siger Fogh Rasmussen. Ensidigheden i Foghs fremstilling viser sig i ordvalget: Den daværende regering opførte sig “lydigt”, den rettede “sig efter” tyskerne, den samarbejdede “på alle niveauer” som følge af et “bevidst valg”. Ikke blot tilpassede regeringen sig Nazi-Tysklands planer, den bestræbte sig endog på at forbedre dem: “Både politikere, embedsmænd og organisationer begyndte at forberede Danmarks plads i det nye, nazistisk-dominerede Europa. Centralt placerede embedsmænd syslede med planer om at omdanne dansk økonomi efter nazistisk planøkonomisk mønster”. Trumf på sætter Fogh Rasmussen i følgende passage:

“Ikke nok med at Danmarks politiske ledelse besluttede at følge en passiv tilpasningspolitik i forhold til tyskerne. Den daværende regering valgte bevidst og åbenlyst en aktiv politik over for besættelsesmagten i det håb, at noget af suveræniteten ville blive respekteret.”

Brugen af “passiv” og “aktiv” i denne sammenhæng viser tydeligt sporene af talens bevidste arbejde med de eksisterende masterplots. Normalt indtager ordene “aktiv” og “passiv” hovedroller i konsensusfortællingen – den version af historien der caster stort set alle danskere som principielle modstand-
ere af nazismen, fordelt på passive og aktive modstandere. Fogh Rasmussen annullerer denne distinktion mellem passive og aktive modstandere. I stedet bruger han de samme ord i fremstillingen af samarbejdsfortællingen: Den feje tilpasningspolitik var ikke bare passiv, den var aktiv. I stedet for passiv modstand leverede det officielle Danmark simpelt hen aktivt medløberi.

Samarbejdspolitikken svigtede demokratiet

Sidste del af talen har form som to gendrivelser. Begge gendrivelser er velkendte indvendinger mod kritikken af samarbejdsfortællingen. Den første fremhæver at modstand var nyttesløs, og at samarbejdspolitikken sikrede Danmark mod større ulykker. Fogh Rasmussen svarer kontant: “Det er en meget farlig tankegang. Hvis alle havde tænkt som de danske samarbejdspolitikere, ville Hitler med stor sandsynlighed have vundet krigen, og Europa var blevet nazistisk.” Den anden indvending er at man fra nutiden ikke kan gøre sig til dommer over tidligere tiders beslutninger. Anderledes formuleret: Da samarbejdspolitikken blev besluttet, var et fremtidigt fredeligt samarbejde med Nazi-Tyskland en mulighed som det var værd at forfølge. Fogh Rasmussens svar til denne indvending bringer os til den afgørende del af talen:

Selv bedømt på datidens præmisser forekommer den danske politik naiv, og det er stærkt forkasteligt, at den politiske elite i Danmark i den grad førte ikke blot neutralitets- men aktiv tilpasningspolitik. I kampen mellem demokrati og diktatur kan man ikke stå neutralt. Man må tage stilling for demokratiet og mod diktaturet. Det er på dette punkt, at den aktive tilpasningspolitik udgjorde et politisk og moralsk svigt.

Allerede ved krigens begyndelse burde Danmark have indset at selv en hurtig, relativt fredelig afslutning på krigen med tysk sejr ville være et nederlag for demokratiet. Tilpasningsstrategien blev ikke moralsk problematisk med tiden: Den var det allerede fra begyndelsen fordi Nazi-Tyskland repræsenterede et sæt af værdier så fjernt fra de danske ideer om demokrati og medbestemmelse at samarbejdspolitikken fra første dag var fej.

Det helt afgørende i denne passage – og det der gjorde og fortsat gør den så opsigtsvækkende – intoneres i et vigtigt skifte i anden sætning: Med forskydningen fra datidsformen “førte” til nominalformen “stå” og “må” holder Fogh Rasmussen inde med at erindre fortiden og begynder i stedet at foreskrive fremtidig handling. Tydeligst bliver dette skred i talens afsluttende sætninger:

“Alt for ofte i historiens løb har vi danskere blot sejlet under bekvemmelighedsflag og ladet andre slås for vor frihed og fred. Læresætningen fra 29. august 1943 er, at hvis man mener noget alvorligt med vore værdier, med frihed, demokrati og menneskerettigheder, så må vi også selv yde et aktivt bidrag til at forsvare dem. Også imod svære odds. Selv når der skal træffes upopulære og farlige beslutninger. Lad os ære vore landsmænds indsats i modstandsbevægelsen og forsvaret for frihed og demokrati.”

Først her til allersidst i talen fremgår det klart hvilke to argumenter talen sammenfører. Det første, evaluerende argument hævder at det officielle Danmark svigtede under 2. verdenskrig. Danmark burde allerede ved krigens begyndelse have indset at her var en værditrussel så fundamental at kun modmagt var en reel og moralsk holdbar løsning. Det andet, foreskrivende argument rummer derimod en uudtalt påstand. Dette argument låner belæg og hjemmel fra det første argument. Det låner en hjemmel der siger at hvis éns fundamentale værdier trues, så skal man gå i krig. Det låner et belæg der siger “fordi vores værdier er truede”. Den uudtalte påstand bliver at vi skal være i krig nu. Konteksten leverer meningen: Danmark diskuterede just i tiden op til talen heftigt hvorvidt Danmarks rolle som en del af den USA-ledede invasion af Irak var nødvendig og legitim – og dermed også hvorvidt Irak udgjorde en trussel mod de fundamentale danske værdier.

 

Fortidens fejhed kan rettes af fremtidens krigsførelse

Fogh Rasmussen bruger altså sin kritiske skildring af den danske samarbejdspolitik under 2. verdenskrig til at fremsætte et slagkraftigt argument til fordel for Danmarks krigsdeltagelse i Irak.

Dengang fejlede Danmark ved ikke at gå i krig mod det tyske diktatur – derfor skal Danmark gå i krig mod det irakiske diktatur nu. Det er kritikken og dannelsen af den danske identitet der skal få de to hændelsesforløb til at glide sammen. Vi, danskerne, svigtede tidligere fordi vi ikke satte os op mod ondskaben. Vi, danskerne, må i dag ikke gentage den samme fejl og atter undlade at bekæmpe truslen mod vores værdier.

Paralleliseringen fungerer kun i det omfang krigen mod terror kan siges at svare til krigen mod Nazi-Tyskland. Mens det bestemt er muligt at finde ligheder mellem de to historiske situationer, så vil langt de fleste mennesker nok have lettere ved at finde forskelle. Satsningen fra Fogh Rasmussens side var at talens arbejde med masterplots og national identitet skulle få paralleliseringen til at fungere. Samtidens kritiske reaktion på Fogh Rasmussens tale talte sit tydelige sprog – og eftertidens vurderinger af talen har ikke været blidere. Retfærdigvis, kan man tilføje.

R


Bibliografisk

Af Stefan Iversen. Lektor i Retorik ved Aarhus Universitet.

RetorikMagasinet 95 (2015), s 32-35.

Om skribenten

Stefan Iversen er lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet

Skriv et svar