Folketingets nye debatform skuffer

Formålet med den nye spørgetime med statsministeren er at skabe en principiel debat ”hvor de overordnede strømninger i dansk politik kan tages under behandling”. Men oppositionens partiledere stiller stadig drilagtige spørgsmål, og statsministeren svarer oftest udenom.

Folketingets nye debatform skuffer

Marcus Lantz

DSC 0885”2.000 kroner. Det kommer an på hvem man er. Nogle steder kan man sikkert få et par sko for de penge,” sagde Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, i Folketingssalen tirsdag den 8. oktober 2013. Den bemærkning var angiveligt et forsøg på at leve op til det nye debatformats løfte om en mere løssluppen debat, og det endte med at stjæle det meste af opmærksomheden da ”spørgetime med statsministeren” blev skudt i gang.

Inden Folketinget gik på sommerferie i 2013, præsenterede præsidiet det beslutnings­forslag (B133) som endte med at bane vejen for det nye debatformat. I forvejen eksisterede debatformaterne ”spørgetid” og ”spørgetime”; i førstnævnte har regeringens ministre fået spørgsmålene på forhånd (for eksempel § 21-spørgsmål), mens de i sidstnævnte ikke har mulighed for at forberede deres svar. I forslaget understregede præsidiet at sigtet er at skabe en levende debat som vil ”vække og fastholde offentlighedens interesse i Folke­tingets arbejde.”

Domsafsigelse i vente

Nu er den nye spørgetime virkelighed. Selv om Folketingets formand, socialdemokraten Mogens Lykketoft, mener at det er alt for tidligt at fælde dom, er han ret optimistisk: ”Endnu har de nye debatter ikke repræsenteret en væsentlig retorisk fornyelse. Men et væsentligt formål er nået. Det er lykkedes at koncentrere langt mere medieinteresse om statsministerens og partiledernes diskussion end om stort set alt andet der foregår i Folketinget. Og interessen vil kunne fastholdes hvis debatten og fortsættelsen bliver mere principiel med hensyn til at trække skillelinjer og gøre debatten retorisk mere spændende.”

Gammel vin på nye fade

Indtil videre har de klassiske politis-ke drillerier dog domineret. Ifølge Christian Kock, professor i retorik ved Københavns Universitet, er der ingen grund til at være optimistisk på det nye formats vegne. Både statsminister Helle Thorning-Schmidt og opposition-ens partiledere kører nemlig i samme rille: ”Der er ikke sket nogen mærkbar ændring i forhold til tidligere hvor fagministre var i spørgetime om onsdagen. Nu er det bare statsministeren der bliver stillet drilagtige spørgsmål og det meste af tiden i himmelråbende grad svarer udenom.”

Når det nye debatformat lider af samme syge, er det ikke tilfredsstillende for borgerne, forklarer Kock: ”Problemet er blandt andet at vi som borgere ikke får nogle særligt konkrete argumenter for hvorfor statsminister-en mener som hun gør.”

Et enkelt lyspunkt finder vi den 3. december 2013. På en dag hvor de fleste spørgsmål handlede om løftebrud, EU’s patentdomstol og velfærdsturisme, spurgte Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, til statsministerens vision for Danmark. Thorning-Schmidt svarede at regeringen både gjorde klar til forhandlinger om togfonden og implementering af folkeskolereformen, men virkede lettere forundret over et spørgsmål af den karakter efter den rituelle omgang ”I fanger mig aldrig” ved de foregående spørgsmål. Samuelsen mente – næppe overraskende – ikke at det var et visionært svar.

Britisk teater som forbillede

Lykketoft har selv fremhævet debatterne i det britiske underhus som et forbillede. Mange medier har fulgt op på denne sammenligning og fokuseret på at den danske udgave slet ikke kommer i nærheden af det britiske forbillede. Men som alle danskere der har siddet på en britisk pub og prøvet at følge med i spydighederne, ved, så er engelsk humor ofte så knastør og fuld af rituelle koder at det på forhånd er en tabt kamp at blande sig, også selv om man er velbevandret i engelske samfundsforhold. Derfor kan det næppe være ønskeligt at kopiere det engelske format direkte.

En anden langt vigtigere årsag til at droppe forbilledet er at den engelske debat ikke nødvendigvis bidrager med det Lykketoft efterspørger. Ifølge Stephen Coleman, professor i politisk kommunikation ved University of Leeds og tidligere forskningsdirektør ved Hansard Society for Parliamentary Government, er Question Time den mindst frugtbare debat i det engelske underhus: ”Question Time er ikke debat, det er teater, og de fleste parlamentsmedlemmer anser det for at bidrage med den mindst konstruktive debat. Det får meget opmærksomhed fordi det er livligt. Men ville du dække en fodboldkamp ved at se på hvad der foregår på tribunen frem for på fodboldbanen? Naturligvis ikke!”

Coleman understreger derfor at han ikke ser nogen grund til at kopiere debatformatet i underhuset, men anerkender at det kan tjene et formål: ”Gode politiske beslutninger er baseret på alle mulige følelser. Derfor kan Question Time fungere som et forum hvor det er o.k. at give udtryk for at din politiske modstanders principper er fuldstændig forkerte,” siger Coleman.

Borgerne har krav på argumenter

Ser man på det britiske parlaments hjemmeside, er formålet med alle former for spørgetime klart: ”Ques-tion Time er en mulighed for parlamentsmedlemmer og medlemmer af overhuset for at udspørge regeringens ministre om sager som de er ansvarlige for.” Derfor kan det ikke undre at debatten bliver af en juridisk karakter der minder om et forhør, og hvor politikerne tager alle retoriske kneb i brug for ikke at svare når de vurderer at det kan skade deres politiske karriere.

Spørgsmålet er om det er muligt at skabe en principiel debat ”hvor de overordnede strømninger i dansk politik kan tages under behandling,” når præsidiet kraftigt har ladet sig inspirere af et format hvor formålet netop er at udspørge statsministeren om forhold hun bærer ansvaret for.

Det vi borgere har krav på, er en debat hvor politikerne argumenterer i stedet for at nedgøre hinanden. Og vi har krav på at statsministeren kan argumentere for de konkrete valg hun træffer. Det kan den nye spørgetime være et rigtig godt redskab til at finde ud af. Men en debat af principiel karakter afstedkommer den ikke  nødvendigvis.     R

Læs mere:

Coleman, Stephen: How Voters Feel, Cambridge University Press, 2013.
Coleman, Stephen: Leaders in the Living Room – the Prime Ministerial Debates of 2010: Evidence, Evaluation and Some Recommendations, University of Oxford, 2010.
Gabrielsen, Jonas, Heidi Jønch-Clausen & Christina Pontoppidan: “Forskydninger: Mellem svar og ikke-svar”, Journalistica, 2011.
Kock, Christian: De svarer ikke, Gyldendal, 2011.
Folketingets “Betænkning og indstilling om ændring af forretningsorden for Folketinget (Spørgetime med statsministeren m.v.)” kan læses på Folketingets hjemmeside, www.ft.dk.

Bibliografisk

Af Marcus Lantz. Cand.mag. i retorik.

RetorikMagasinet 91 (2014), s 30-31
35091

Om skribenten

Skriv et svar