Forhalingens retorik i Kafkas prosakunst

Ved første øjekast synes Kafkas litterære sprog præget af samme stringens og saglighed som vi kender fra juridisk kancellisprog. Men ved nærmere eftersyn fortaber fortællingerne deres tilsyneladende orden – og som læser kan det være vanskeligt at vide om man skal grine eller græde.

Forhalingens retorik i Kafkas prosakunst

Carsten Madsen.

Kafkas prosakunst forstås måske bedst på baggrund af den klassicistiske æstetik som kan føres tilbage til Ciceros krav om at den perfekte taler på én gang skal belære, behage og bevæge. Der hersker i hans litterære sprogbrug tydeligvis en stræben mod klarhed, en strenghed i formen der søger at honorere et klassicistisk ideal om et rent og regelret udtryk. Først giver sproget et lige så sagligt, sirligt og pointeret indtryk som juridisk lovsprog, med en nøgternhed fremmet af et korrekt og klart forståeligt tysk, et udtryk præget af en høj grad af kohæsion i en afbalanceret kancellistil. Men den pertentlige bestræbelse på en syntaks med præcise forbindelser mellem sætningsled og en høj grad af entydighed og bogstavelighed i det anvendte vokabular kammer over i en nærmest uoverskuelig præcision. Kafkas erfaringer med juridisk sprogbrug gennem sin doctor juris og gennem arbejdet som sagsbehandler i et forsikringsselskab fornægter sig ikke.

På trods af en tilsyneladende respekt for fornuft og målrettethed indfries klassicismens krav derfor næppe fuldt ud, og efterhånden erstattes læserens umiddelbare følelse af klarhed og orden af et stærkt indtryk af ubehag. I fortællingernes univers griber en mangel på kohærens gradvist om sig, og handlinger fortaber systematisk deres målrettethed. For Kafka lader kun sproget fingere orden, logisk stramhed og en reguleret struktur. Den sproglige klarhed oparbejder efterhånden en stærk, næsten pinefuld kontrast til fortællingernes fremstillede verden, og den konsekvente mangel på forklaringer og motiver efterlader læseren foruroliget og med et barokt indtryk. Ubehaget ved det uigennemskuelige, ved en bureaukratisk verden, der burde give læseren en følelse af orden, men i stedet forekommer absurd, meningsløs, mareridtsagtig, har som bekendt fået betegnelsen “kafkask”. Men hvorfor dette ubehag ved det kafkaske, ved den gradvise nedbrydning af en klassicistisk orden? Og hvad er det for en retorik der alligevel gør dette sammenbrud så overbevisende og så bevægende – ja ligefrem komisk?

Fra handling til bevægelse

Retorikken i Kafkas prosakunst undertrykker hele tiden et væsentligt og meget prægnant træk i et klassicistisk tilforordnet sprog. Dette tilbageholdte træk er det motiv, og dermed den formålsbestemthed, vi forventer af en handling, uanset om det er en fysisk handling eller den fortællende handling i en fiktion.

Kenneth Burke anvender i flere værker en ontologisk distinktion mellem handling og bevægelse hvor handlinger er det der konstituerer mennesket, til forskel fra bevægelser der beror på rent fysiske kræfter. Når krop og tale bevæges til at udføre handlinger og fremsætte udsagn, er det ud fra bagvedliggende, skjulte motiver der orienterer og styrer handlinger og udsagn, oftest os selv uafvidende. Handlinger og udsagn bliver derfor symbolske, og dermed retoriske, udtryk for deres motiv, mens bevægelser forbliver ikke-symbolske. I Kafkas prosa (tydeligst i Processen og Slottet) fortaber alle bevægelser deres orientering mod et motiv og fører dermed heller ikke til målrettede handlinger; tværtimod kan læseren iagttage den reciprokke udvikling fra handling til bevægelse. Fiktionernes overordnede handling drives frem af protagonistens bestræbelse på at finde de bagvedliggende motiver til de uforklarlige handlinger og udsagn blot for at erfare at de ustandseligt opløser sig i rene, umotiverede bevægelser.

Forhalingens retorik

Ved konsekvent at udelade motiverne fremhæver Kafka uvilkårligt et andet træk ved bureaukratisk sprog. Det fremhævede træk er den omstændelige og langsommelige forhaling vi typisk forbinder med en bureaukratisk sagsfremstilling med dens pedantiske hensyn til regler og forskrifter, til de involverede parter og til sin egen administrative systematik.

Kafkas litterære univers underkastes det vi kan kalde for forhalingens retorik der bestandig forhindrer enhver handling i at nå sit mål. I manglen på motiv mislykkes det gang på gang at rette handlinger mod et klart defineret mål, og derfor opløser alle tiltag til handling sig i rene bevægelser. “Der gives et mål, men ingen vej; hvad vi kalder vej, er tøven” som han skriver i en aforisme. Forhalingens retorik udskyder det motiv der skulle give handlingen mening; vi forventer en belærende oplysning om det udsatte motiv, vi forventer at en kortvarig beklemthed skal afløses af behag, og vi bevæges mod foruroligelse når motivet udebliver, og den klassicistiske konstruktion langsomt bryder sammen.

Den kafkaske komik

Hos Kafka hersker der altså en slags bureaukratisk anstrengthed mellem handlingens rationelle orden og bevægelsernes rent mekaniske udfoldelse, og det er i spændingen herimellem at forhalingens retorik opstår. Forventningen om et motiv giver kun anledning til frustration. Giver læseren imidlertid køb på sin forventning, fremstår de umotiverede bevægelser som en “automatisering” eller “mekanisering” af handlingernes almene struktur, og da åbner Kafkas prosa sig for komik. En sådan automatisering af handlinger fungerer på samme betingelser som den slapstick man kan opleve i Chaplin eller Buster Keatons stumfilm fra samme periode, og her fremkalder den ikke ubehag, men derimod latter.

Den lattervækkende komik som Kafkas prosa også rummer, kan bestemmes med Henri Bergsons æstetik. I sit værk om Latteren viser Bergson hvordan “det latterlige” fremkommer i form af “meningsløse bevægelser” som resultat af en “vis mekanisk stivhed i situationer, hvor man havde forventet at møde et levende, opmærksomt, smidigt og fleksibelt menneske”.

Det er den klassicistiske ordens underliggende mekanik, dens umenneskelige træk, der afdækkes i Kafkas prosa gennem forhalingens retorik, som en karikatur på den kancellistil hvorigennem den kommer til udtryk. Ved at udskyde eller forhale det motiv der skulle have sikret handlinger og udsagn en fornuft og givet dem mening, reducerer Kafka dem til mekaniske, ikke-symbolske bevægelser og indgyder dermed læseren først gru og dernæst en livsbekræftende latter. Men hermed kan læseren også blive belært om, behaget ved og bevæget til at forsone sig med at den symbolske orden som vi med en velmotiveret retorik ofte pånøder livet, nok ikke holder for en nærmere prøvelse…. R