Den fortællende journalist låner fra litteraturen

Gode journalistiske fortællinger har sans for den sigende detalje, den rammende replik og det spændende forløb. Når journalisten på den måde bruger litteraturens virkemidler, kalder man det for en feature. Her får du tre gode råd til at skrive featureartikler som rummer både information og oplevelse. 

Den fortællende journalist låner fra litteraturen

Christian Stenz Kirkebæk

 

“Asfalten på vejen under hende er hård og kold, men Nadja ænser det ikke. Stærkt bedøvet af alkohol knuger hun sin lille brun- og hvidplettede hundehvalp. Hun er gået ud i sin festkjole, uldfrakke og strømpesokker og har lagt sig ned på vejen. Hun kan se billygterne i det fjerne og venter bare på, at en bil skal køre hende over og gøre en ende på hendes liv.”

Citatet lyder ikke ligefrem som indledningen på en typisk journalistisk artikel. Umiddelbart klinger det mere som de første linjer i en roman eller novelle. Teksten har nemlig mange af de kendetegn som vi forbinder med fiktionen: Den kaster os ind midt i handlingen og giver spænding fra første sætning, den taler til sanserne ved hjælp af sigende detaljer, og den lukker os ind i hovedpersonens hoved. Ikke desto mindre stammer linjerne fra en artikel i Politiken den 12. januar i år. Den er skrevet af journalisten Janni Gjersen Hansen, og der er – desværre – intet fiktivt i den. Den er historien om pigen fra Tøndersagen som chokerede hele landet tilbage i 2005.

Artiklen er en såkaldt feature. Kort fortalt dækker begrebet over fortællende journalistik, dvs. en tekst som bygger på fakta, men som bruger fortællingens virkemidler. Det er en særlig journalistisk genre der låner fra litteraturens verden så læseren får både information og oplevelse. Det kan for det første have den fordel at featureartiklen bliver mere medrivende – og dermed bliver læst – selv om den er lang. For det andet kan genren bruges til at fortælle historier der ikke passer ind i mere klassiske journalistiske fortælleformer som fx nyhedstrekanten. Det kan dreje sig om længere historier der i højere grad kræver nærvær og indlevelse, eksempelvis den personlige fortælling om Tønderpigen.

Her følger tre gode råd til hvordan man kommer godt i gang med featuregenren og fortæller historier der både oplyser og underholder.

#1: Få navnet på hunden

Forfatteren og journalisten John Hersey er ophavsmand til en berømt sætning som ofte bliver citeret når snakken falder på featuregenren: “None of this is made up.”

John Hersey er en af den fortællende journalistiks fædre, og der er god grund til at holde sig citatet for øje i forbindelse med features. Når man sætter sig til tasterne, kan det være fristende selv at finde på en lille detalje her og der for at gøre teksten mere indbydende – men det går ikke. Så bryder man nemlig den kontrakt som man indgår med læseren når man kalder sin artikel for journalistik. Hvis man fx vil skrive at
asfalten var kold, skal man vide at den faktisk var kold. Og hvis man vil skrive at hovedpersonen ventede på at dø, skal man være sikker på at det var det hun gjorde.

Derfor stiller featuregenren store krav til journalistens indsats i researchfasen og i forbindelse med interviews. Som regel er der nemlig kun én måde at finde ud af hvad en person tænkte eller følte i en bestemt situation: Man må spørge direkte.

Af samme grund giver den amerikanske skriveguru Roy Peter Clark det råd som danner overskriften på dette afsnit: “Få navnet på hunden.” Når man samler materiale til sin historie, skal man sørge for at få hundens navn – hvilket i sammenhængen her betyder at man nysgerrigt skal lede efter konkrete, specifikke og sigende detaljer som man kan bruge til at gøre sin tekst mere sanselig og levende.

#2: Opbyg spændingen

Så snart man er færdig med research og interviews, skal stoffet struktureres. I den forbindelse er der især ét træk fra litteraturen man kan lade sig inspirere af – spænding. Det er den drivkraft der får læseren til at læse videre. “Hvad skal der dog ske?” Hvis man jævnligt kan få sin læser til at stille sådan et spørgsmål, skal han nok hænge i.

En måde at skabe spænding på er ved at bryde med kronologien og fortælle om begivenhederne i en anden rækkefølge end de egentlig skete. Det er på sin vis også det man gør når man opbygger sin artikel i overensstemmelse med nyhedstrekanten. Men der serverer man den vigtigste pointe først – så man tager luften ud af spændingen før den når at vokse sig stor. Det fungerer ikke så godt i en feature.

I stedet for kan man ty til tricks som flashbacks eller flashforwards. Eller man kan begynde sin artikel ‘in medias res’, dvs. midt i handlingen. Det er det som Janni Gjersen Hansen gør i indledningen til historien om Tønderpigen. Hun kaster os ud midt på vejen ved siden af Nadja. Det skaber spænding med det samme. “Hvad foregår der?” For at få svar er vi nødt til at læse videre.

Der findes mange forskellige modeller for hvordan man kan opbygge en feature. Én model er den såkaldte tredje fortællemåde. Her gør man typisk det at man begynder med et scenisk afsnit, og derefter placerer man et mere faktatungt afsnit. Så en scene, så fakta og til sidste en scene igen. Der skal helst være en vis fremdrift i scenerne så de fungerer som en motor der får læseren til at arbejde sig igennem de fakta der er indimellem. På den måde kan man sikre sig at der både er information og oplevelse.

 

#3: Skriv teksten levende

Til sidst skal man til tasterne. Når man har samlet alt det materiale som man skal bruge, og struktureret det så man er sikker på at skabe fremdrift og spænding, er det tid til at sætte ord på.

Også her kan man skele til de virkemidler som skønlitterære forfattere benytter for at drage læseren ind i deres tekster. Det handler om at gøre indholdet nærværende. I en god fortælling kan man lugte, høre, føle og se det som historien handler om. Måske kan man endda smage det. Med andre ord skal man som skribent forsøge at appellere til sanserne. Det gør man blandt andet ved hjælp af de konkrete detaljer som man, forhåbentlig, har fundet i researchfasen. Når der i artiklen om Tønderpigen fx står hvilket tøj hun har på – festkjole, uldfrakke og strømpesokker – er det detaljer der gør det nemmere at se scenen for sig.

En anden måde at skabe liv i teksten er ved at lade de medvirkende komme direkte til orde. I stedet for at referere hvad de siger, kan man gengive replikkerne: “I har svigtet mig hele vejen igennem. Tror I selv, at jeg har lyst til at få hjælp af jer, når I gang på gang gør det værre? Så hjælp mig dog, for helvede, jeg har jo ingen og kan ikke klare det alene!”

Sådan siger Nadja til et møde med kommunen efter hun har forsøgt at begå selvmord ved at lægge sig ud midt på vejen.

Den slags replikker er en meget effektiv måde at skrive teksten levende på. Hvis man formår at forene den form for direkte tale med sigende detaljer og en spændingsmættet opbygning, er man godt på vej til at skrive en vellykket feature – og til at give sin læser både underholdning og oplysning.

R

 

Læs mere

Hvid, Mikkel. Fascinerende fortælling. Den journalistiske feature. Forlaget Ajour, 2010.

 

R

Bibliografisk

Af Christian Stenz Kirkebæk. Kandidatstuderende i Retorik v. Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 94 (2014), s 20-21.

Om skribenten

Redaktør på RetorikMagasinet 2010-2015 (ansv. redaktør 2013-2015)

Skriv et svar