Glem ikke at huske

“Hvad du ikke husker, ved du ikke”, siger retorikken. “Så slår jeg det bare op på nettet”, indvender tidens digitale menneske. “Hvorfor? Du glemmer det jo bare igen”, svarer retorikken; “opøv hellere din hukommelse, så du aldrig glemmer.” Den klassiske disciplin memoria er evigt aktuel – og glemt.

Glem ikke at huske

Christian Nicholas Eversbusch

Det er med banebrydende opfindelser som det er med epokegørende begivenheder i historien: Deres betydning kan man ikke overskue mens de sker. Overblik kræver nemlig en vis afstand i tid. Derfor kan vi heller ikke helt fatte hvor meget informationsteknologien, og især internettet, permanent har forandret menneskets vilkår i vores egen levetid. Reklamer og elektronikforhandlere betoner jo kun gevinsterne: Alt bliver hurtigere, nemmere, billigere og smartere. Køb! Køb! Køb! Og vi bliver nemt berusede af de mange muligheder.

For en mere nøgtern helhedsvurdering virker indbydelsen til mental dovenskab imidlertid skræmmende: GPS’en har bevirket at ingen kan finde vej længere. Adresser, togtider og telefonnumre behøver vi heller ikke huske mere. Vi overlever nok, jovist, men tendensen er farlig, for når vi vænner os til at et greb i lommen er nok til at google alverdens viden frem, glemmer vi helt at huske. Og vores hukommelse fungerer som en muskel: Bruges den ikke, bliver den svag og slap. Så jo mindre vi vænner os til at huske, des mindre kan vi huske. Blandt det vi glemmer, er den vigtige indsigt at vi slet ikke ved noget før dette noget er blevet en del af vores tænkning, og dermed af vores personlighed.

Det er derfor ikke spor mærkeligt at det netop er i vor digitale tidsalder at debatter om historieløshed, mangel på dannelse og paratviden fylder så meget. Per definition får indlæringen jo svære kår i den digitale flygtighed. For eksempel har vores mange skærme og virtuelle vinduer vænnet os til at skimme tekster i stedet for at læse dem, og de sociale medier har lært os at hvad der var vigtigt i går, er ligegyldigt i morgen.

Ingen historisk udvikling er entydig god eller entydig dårlig. Hvad der derimod er entydigt dårligt, er slet ikke at forholde sig til den udvikling man selv er en del af. I det følgende vil jeg derfor give mine digitale medmennesker mulighed for at spejle sig i en måde at tænke på der stammer fra en absolut smartphone-fri fortid. Og megen indsigt herfra kan faktisk bruges den dag i dag. Blandt andet til at bringe sin egen hjerne på niveau med hukommelsen i ens smartphone.

Annons

Retorik

”Min framställning är inte en handbok i hur man lär sig att tala väl, utan några överväganden över retorikens sanningsbegrepp.” Översatt av José Luis Ramírez. Läs mer...

Mundtlig koncentration: at skrive taler uden at skrive

Retorikkens huskekunst kræver først og fremmest koncentration. “Hans alvorlige ansigtsudtryk og sænkede øjenbryn røbede ham som sofist”, skriver grækeren Philostratos om en af sine sofistkolleger der bestandigt gik og øvede sig på sine mange foredrag (Sofisternes liv er fra år 230-238 e.Kr.). Tilsvarende nævner romeren Quintilian (1. århundrede e.Kr.) i sin retoriske lærebog Institutio Oratoria at den der vil opøve sin hukommelse, ikke blot må læse og genlæse, men tillige tænke meget over hvad han har læst.

Samlet set spillede læsning og skrivning dog mindre roller for grækerne og romerne end de gør for os. For et moderne menneske kan det således virke helt ufatteligt at når en politiker holdt tale i Athen eller en advokat procederede i Rom, så var der intet manuskript. Ja, man forberedte tilmed sit indlæg i hovedet. Idéer, budskaber og argumenter blev både udtænkt, disponeret og formuleret uden brug af skrift. Den fase i den retoriske arbejdsproces, der er helliget talens indstudering (memoria), var derfor ikke som i dag et sidste øjebliksforsøg på at gøre sig nogenlunde fri af sit manuskript, men snarere et vilkår der gennemsyrede hele arbejdet med talen.

Derfor mener flere klassiske filologer skam også at en taler som Cicero har været i stand til når som helst at fremføre de fleste af sine taler på ny. Ligesom rapsoderne i det gamle Grækenland skal have været i stand til at fremføre både Iliaden og Odysséen når som helst og hvor som helst, såvel forfra som bagfra. Sådan var det endnu langt op i middelalderen. Den franske nationallitteraturs førstefødte, Rolandskvadet, blev således kun overleveret til eftertiden i syv manuskripter fordi der i samtiden var så mange der kunne det udenad at kun et undseligt fåtal var forudseende nok til at nedfælde versene.

Formentlig er det også kun Ciceros forfængelighed vi kan takke for bevarelsen af hans taler: Hensynet til eget ry og eftermæle har trolig nok afgjort at Cicero lod sine orationer udgive hvilket foregik på den måde at han holdt dem igen. Denne gang blot for sin skriverslave Tiro, den navnkundige stenograf, der transskriberede alle sin herres taler.

Faglig kunnen bedømmes af øret, ikke af øjet

Ikke blot Cicero, men også tusinder af studerende på f.eks. senmiddelalderens universiteter må have opøvet en for os ufattelig god hukommelse.

Disciplinerne opgaveskrivning, speciale og videnskabelig artikelskrivning fandtes ikke, så når man skulle vise at man havde lært at løse faglige problemer, foregik det mundtligt: Disputationen var den vigtigste genre. Studenten skulle her forsvare en tese baseret på et udvalg af argumenter, og en opponent fik til opgave at fremføre modargumenterne. Professoren i det pågældende fag præsiderede over disputationen og bedømte den.

Metoden var – og er – fremragende til at vise om man har forstået det væsentlige i sit emne. For i modsætning til skriftens verden hvor man lukker sig om sin skærm og låser sin opfattelse af emnet til bestemte begreber og formuleringer, der tvinger lydens ‘rum’ os til at bedømme om det vi siger, umiddelbart giver mening. Og hvor det ene sæt øjne på skærmen kan være nådigt, er de mange sæt ører i auditoriet det sjældent.

Disputationens meget retoriske tilgang til studier hvilede i høj grad på memorering af topik, det vil sige på forhåndsindstudering af mulige indfaldsveje til et fagligt problem. På middelalderens og renæssancens universiteter brugte man såvel fagspecifikke som almene topikker til at afklare f.eks. filosofiske problemer. Følgende almene topik, nedskrevet i 1100-tallet, indgår den dag i dag i journalistens grundlærdom:

“quis, quid, ubi, quibus auxiliis, cur, quomodo, quando?”

Altså: hvem, hvad, hvor, hvorved, hvorfor, hvordan, hvornår? Når disse arbejdsspørgsmål kan besvares dækkende, må indsamlingen af stof til nyhedsartiklen betragtes som afsluttet. Ligesom de bærende argumenter for disputationens to modsatrettede teser har været på plads for den studerende i 1300-tallet.

Rim, remser og skadestuens topik

Én ofte brugt måde at memorere topik på var – og er – akronymet. Altså forbogstaver sat sammen, så de danner akustisk appellerende ord eller remser. Op til eksaminer på medicinstudiet bruges de den dag i dag af studerende, for eksempel til at huske beliggenheden af lyskens kar og nerver: “VAN(d) fra midten”. Det står for: Vene, Arterie, Nerve. Retningsangivelsen “fra midten” angiver at man begynder ved penis.

Denne husketeknik kronologiserer det stof den ‘opbevarer’ for brugeren hvilket er særlig væsentligt når man skal udføre handlinger i en bestemt rækkefølge uden tid til at konsultere skriftligt materiale. På skadestuen benytter læger og sygeplejersker således akronymet ABC. A står for ‘airways’, B for ‘breathing’ og C for ‘cirkulation’. Det vil sige: A: Er luftvejene frie? B: Trækker patienten vejret? C: Hvordan er patientens puls og blodtryk? Og hernæst den såkaldt objektive undersøgelse: Kig i patientens øjne og mund, lyt på hjerte og lunger, tryk patienten på maven og så videre. Dette er de fagrelevante steder, topoi, der skal spørges ud fra, for at lægen på stående fod kan danne sig et overblik over patientens tilstand. Memoreres de ikke, mister man tid. Er lægen nødt til at ty til sin instruksbog under hvert trin af den objektive undersøgelse, når patienten måske at dø inden problemet lokaliseres.

At tidsfaktoren også var vigtig for indstuderingen af fagligt stof i de mundtlige samfund, havde yderligere én afgørende årsag: Inden bogtrykkerkunsten blev alment udbredt i Europa, var bøger så kostbare – de måtte jo afskrives i hånden på dyrt pergament – at de ofte var låst fast til læsepultene. Den begrænsede tid man havde med sine kilder, måtte derfor udnyttes effektivt. Noter hjalp ikke meget, for dem tog man på en lille tavle der hurtigt blev fyldt, hvorfor man bestandigt måtte viske ud for at kunne skrive nyt.

Også derfor var memoria essentiel, og en populær måde at tilegne sig stof på var læreverset. Herunder ses et vers fra den berømte lægeskole i Salerno til indprentning af fennikelplantens egenskaber. Det er nedskrevet på latin i 846; jeg bringer det i en engelsk oversættelse fra 1607:

“Of fennel virtues foure they doe recite,
First, it hath power some poysons to expell,
Next, burning Agues it will put to flight,
The stomack it doth cleanse and comfort well:
And fourthly, it doth keepe and cleanse the sight
And thus the seed and hearbe doth both excel.”

Versets oversætter har tydeligvis gjort hvad han kunne, for at genskabe den latinske originals appel til hukommelsen; enderim (“recite”/“flight”, “expell”/“well” og så videre) kombineres i flettet form med bogstavrim (“power… Poysons og keepe and cleanse… cleanse and comfort”) hvortil kommer versets næsten konsekvente jambiske gangart, altså stadige vekslen mellem tryksvage og trykstærke stavelser. Rytmen og musikaliteten fastholder dermed det faglige indhold i ens hukommelse efter blot få gennemlæsninger.

Faktisk var det først i 1900-tallet at sagprosa blottet for enhver rytme og sanseappel blev udbredt for alvor. Efterhånden som det trykte ord blev allestedsnærværende, mistede udenadslæren jo betydning. At hukommelsen når et lavpunkt i vor tid, skyldes dermed en kombination af meget lidt mundtligt appellerende tekster og et enormt informationsudbud, hvis indhold udvider sig hurtigere end nogen sinde.

YouTube, Twitter og Google kalder på memoria

De hurtige internetforbindelser i dag muliggør dog samtidig en udvikling der – på ganske anden vis – fører os tilbage til den mundtlige kultur: Videoer vinder udbredelse på bekostning af tekster. Og via tv, radio, telefon og internet vinder det talte ord terræn på bekostning af det skrevne. Vil man have folk til at synes godt om det man siger i tv eller på YouTube, må man tilmed overholde retorikkens forskrifter. 2.400 år gamle regler for hvordan man fortæller historier og bygger budskaber op på en mindeværdig måde, markedsføres derfor ofte i dag som manualer i den perfekte TED Talk.

Chris Andersons TED Talks: The official TED guide to public speaking er blot én illustration af hvordan et digitalt transmitteret talerforum reproducerer oldtidens oratoriske konventioner. Herunder memoria. For skønt nogle TED Talks og andre indlæg på YouTube læses op fra enten usynlige telepromptere eller små talekort anbragt tæt på videokameraet, så yder talerne en vældig indsats for at virke frie i deres fremlæggelser.

Alene talernes hyppige brug af historiefortælling snarere end begrebslige sammenhænge gør det nemmere at huske indholdet. Såvel for dem selv som for deres tilhørere og seere. Og én talegenre der er meget populær på nettet, standup-comedy, hviler i alt fald 100 procent på memoria: Kan man ikke sit stof udenad, bliver man aldrig nogen god standupper.

Succes på Twitter forudsætter ligeledes at hukommelsen tænkes ind. De tweets der mangler prægnans, forsvinder således hurtigt i informationernes malstrøm hvorimod de koncise, pointerede og billeddannende oftere bliver delt, citeret og kommenteret. Retorikkens forskrifter for mundtligt og memorabelt sprog har således også en plads i de digitale kompetencer hvilket – upåagtet af de fleste – også gælder for den almene paratviden. For når man slår et begreb op på Google og får 14.899 søgeresultater, hvor er det så lige man begynder? Den der ingen forkundskaber har, vil famle i blinde. Vilkårligt indhentede informationer bliver jo ikke til viden før den søgende kan sætte (nogle af) dem ind i en kontekst han kender. Og jo mere han kender i forvejen, des hurtigere kan han sortere i oplysningerne og forøge sin viden.

Memoria er således evigt aktuel, men den bør bruges aktivt; ej blot tilstås en fornem plads i erkendelsesteoriens fløjlskabinet. Et genialt computerprogram bygget på mange slægtleds vedvarende innovation ville vi jo heller ikke opbevare passivt på en ekstern harddisk. For det godt gemte bliver hurtigt det grundigt glemte. R