Start » Dansk retorik » Dansk retorik Omtalt » At gøre (strategisk) kommunikation

At gøre (strategisk) kommunikation

av Mette Sejersen

Anmeldelse i RetorikMagasinet 102

Strategizing Communication. Theory and Practice, Samfundslitteratur, 2016, 376 sider, 398 kr.

At gøre (strategisk) kommunikation

Strategisk er ikke noget, kommunikation er. Strategisk er heller ikke noget, kommunikation bliver af udførlige analyser og gennemarbejdede kommunikationsplaner. Strategisk er faktisk slet ikke noget, kommunikation kan være. Strategisk kommunikation er derimod noget man gør, og det er meget mere nuanceret end strategiske kommunikationsplaner kan rumme.

Det er det overordnede argument i Ib T. Guldbrandsen og Sine N. Justs bog Strategizing Communication. Og uanset om du, kære læser, nu er blevet nysgerrig efter de teoretiske overvejelser bag denne bemærkelsesværdige påstand, eller om du gerne vil vide hvordan man så gør strategisk kommunikation, så er det værd at læse i de to CBS-lektorers bog.

Strategizing Communication gennemgår hele den teoretiske historie for strategi og strategisk kommunikation; den inddrager forskellige teorier og modeller, gør dem forståelige og vejer fordele og ulemper. På baggrund af denne gennemgang kommer forfatterne mod bogens slutning med deres eget bud på hvordan vi bedst kan definere og gøre strategisk kommunikation i dag. Definitionen bliver lidt teoretisk og handler bl.a. om organisationens evne til at invitere interessenter til at deltage i at gøre den strategiske kommunikation, samt interessenternes accept af invitationen. Men for helt at forstå dette, kræver det nok at man sætter sig ned og læser alle de forudgående teoretiske gennemgange som for øvrigt, lige som hele bogen, er skrevet på et flydende og letlæseligt engelsk.

Annonce

Man kan også vælge uden videre at acceptere de teoretiske overvejelser og læse bogen for dens mange modeller og redskaber til at forbedre den måde man gør strategisk kommunikation. Faktisk behøver man slet ikke læse bogen fra ende til anden. I stedet kan man med hjælp fra de overskueligt opstillede “Key Principles” og “Key Points” i hvert kapitel hurtigt finde de kapitler man får allermest ud af at læse. Og hvis man i de kapitler så for alvor får sin nysgerrighed vækket, kan man følge de mange henvisninger til bogens online blog og læse videre om emner som real-time marketing, fankultur eller big data – eller man kan læse et af de blogindlæg som forfatterne løbende udgiver. Der er også “Key Cases” efter hvert kapitel så læseren kan anvende kapitlets indhold og prøve sin nye viden af.

Sidst, men ikke mindst, er der bogens gimmick, kapitel 10. Den skal vi ikke komme nærmere ind på her, for som forfatterne selv skriver: “Well, you are going to have to decide for yourself what to make of chapter 10”. Men lad os bare sige at de som gerne vil lære at gøre strategisk kommunikation, vil finde kapitel 10 meget hjælpsomt.

Strategizing Comunication er en læsning værd, uanset om man er nysgerrig efter de teoretiske gennemgange af strategisk kommunikation eller de praktiskanvendelige modeller. Ja, man fristes helt til at anbefale bogen til alle med interesse for kommunikation generelt. Ikke kun for at de også kan nyde bogens flotte layout, men fordi Guldbrandsen og Justs udførlige analyser af de ændrede omstændigheder for kommunikation i vores teknologiske, massemedierede og globaliserede samfund er relevant og interessant læsning for alle som beskæftiger sig med eller er interesserede i kommunikation.

RRRRR

Mette Sejersen

Redaktør på RetorikMagasinet 2016-
Mette Sejersen

Latest posts by Mette Sejersen (see all)

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere