Hellere få tæsk end kede sig

Europa-Parlamentet er fyldt med danske parlamentarikere som de færreste kan sætte ansigt på. Morten Messerschmidt er træt af politikere der minder om lemminger som ikke tør skille sig ud fra flokken. Han savner karakter, kant og mod.

Hellere få tæsk end kede sig

Sofie Vestergaard Kristiansen og Marie Louise Plenborg

 

De fleste danskere ved hvem Morten Messerschmidt er, hvad han står for, og hvad han vil. Som en af de få har han formået at skabe sig en fremtrædende profil som en EU-parlamentariker der får taletid i medierne og bliv-
er diskuteret over middagsbordet. Han træder frem fra masserne og proklamerer sine budskaber – og ofte gør han det på en opsigtsvækkende måde som skaber debat. Det er han helt bevidst om. Der ligger nemlig flere retoriske overvejelser bag hans politiske profil og stil. Den har han arbejdet for, og det mener han at flere af de andre danske EU-parlamentarikere også burde gøre:

“Der er så mange politikere i Europa-Parlamentet som minder om lemminger – det er nærmest ikke til at se forskel på dem.”

Ifølge Morten Messerschmidt skal man som politiker skille sig ud fra mængden og skabe en selvstændig offentlig profil. Foto: Kasper Teiner

Den hårde tone er nødvendig

Morten Messerschmidt mener ikke at han selv har fulgt en stram opskrift for at blive en fremtrædende EU-parlamentariker. Alligevel er han ret bevidst om at han gør noget som de fleste andre ikke gør: Han prøver at skille sig ud og gøre sig bemærket. Det indebærer brugen af forskellige retoriske redskaber som han hiver frem alt efter hvilken situation han befinder sig i. For Morten Messerschmidt er situationsfornemmelse en helt essentiel og nødvendig kvalitet at besidde som politiker. Nogle gange kræves en kompromissøgende debat; andre gange en mere konfronterende en af slagsen. Men er den kompromissøgende debat ikke at foretrække?

“Hver ting til sin tid. Jeg mener ikke at det ene kan stå uden det andet. For hvis debatten kun bliver imødekommende, så bliver det hele radikalt, og så er der ingen der ved hvad man mener. Som Svend Auken sagde: ‘Så er det ligesom at sømme en budding fast på væggen.’”

Den konfronterende debatstil i Europa-Parlamentet fører også en hård tone med sig. Der kan man tillade sig mere end man fx kan i det danske Folketing. Den sproglige elastik er simpelthen mere fleksibel. Tonen er hårdere, og man går lidt længere og stikker lidt mere til sine modstandere. Det ser Morten Messerschmidt ikke som et problem. Det passer godt til ham, og faktisk ville han ønske at de danske politikere i Folketinget skuede lidt mere til Bruxelles når det handler om tonen i debatten.

“Folketinget kan jo godt være lidt af en bedemandsbutik. Jeg synes at man skal kunne gå hårdt til hin-
anden. Og jeg synes ikke der er nogen grund til at begrænse den fri debat i et parlament. Det er et af de få og afgrænsede områder hvor jeg bedre kan lide kulturen i Europa-Parlamentet end i Folketinget.”

Vi spørger Morten Messerschmidt om en hård tone ikke kan være problematisk for en sund politisk debat hvor man skal tage beslutninger på vegne af borgerne. Men det mener han ikke. Han ser tværtimod den hårde tone som et vigtigt retorisk redskab – især når man befinder sig i Europa-Parlamentet.

“Hvis politik kun bliver som oplæsning af en telefonbog, så taber man rimelig meget. Man må godt overveje at det også handler om performance. Og at man – ligesom man kan et håndværk – viser en vis dedikation. Det er da sjovere at der kommer nogen og giver et slag i bolledejen. Og det skal man kunne i Europa-Parlamentet.”

Men kan man så tillade sig at sige hvad som helst og kalde hinanden hvad som helst i Europa-Parlamentet?

“Nej, jeg synes der er en grænse. Forleden blev jeg i Europa-Parlamentet beskyldt for at være en crétin. Det er en idiot. Det kunne jeg trods alt aldrig finde på at sige. Selvfølgelig vil man gerne have en debat hvor folk kan mærke at politikerne mener det de siger. Men man vil nok også gerne have at de er i stand til at bevare roen og kontrollen.”

 

Forskellig retorik til forskellige rum

Ifølge Morten Messerschmidt er der overordnet to slags rum som EU-parlamentarikerne – og alle politikere for den sags skyld – skal lære at begå sig i og mestre: et ‘udstillingsrum’ hvor politiske holdninger slås fast til væggen med syvtommersøm, og et mere tillidsfuldt rum hvor der er plads til kompromissøgende debat og refleksion. Folketingssalen og Plenarsalen i Europa-Parlamentet er eksempler på det første rum. Dér er politikernes opgave nemlig at skære de politiske fronter til.

De fora hvor der så er plads til refleksion og kompromissøgende debat, må politikerne selv skabe og forme – og det er især dér politikerne har mulighed for at være kreative og gøre sig bemærkede i befolkningen. Det er der man skaber sin selvstændige politiske profil. Som eksempel på sådan et rum peger Morten Messerschmidt på radioprogrammet “Europa i Flammer” og tv-programmet “Langt fra Bruxelles” som han selv har lavet med EU-tilhængerne Dan Jørgensen som nu er socialdemokratisk fødevareminister, og Jens Rohde som er medlem af Europa-Parlamentet for Venstre. Disse programmer er med Morten Messerschmidts ord eksempler på “rum hvor man kan tale sammen uden at man øjeblikkeligt bliver hakket i stykker af modstanderen hvis man giver sig en millimeter”. Men hvordan får man så skabt sådanne rum hvor man kan gøre sig bemærket?

“Jeg tror ikke der findes én måde at gøre det på. Nu er det jo faktisk en ret speciel konstellation fordi vi både er politikere og værter (Dan Jørgensen og Morten Messerschmidt, red.). Så vi har både den debatterende, analyserende og kontrollerende rolle. Det er måske en vej at gå – at der ikke er en vært som hele tiden siger: ‘Jamen, er det det du mener så?’, men hvor man selv hele tiden skal få samtalen til at køre. Det gør samtalen mere naturlig og behagelig, og det viser nogle andre sider af én som politiker som er nødvendige at vise frem.”

Morten Messerschmidt har et helt konkret bud på hvorfor fx “Langt fra Bruxelles” fungerer, og hvorfor kompromiser og politiske tilkendegivelser kan opnås i netop den konstellation: Det handler om tillid.

“Dan Jørgensen og jeg har tillid til hinanden. Vi er venner. Og jeg ved at hvis jeg giver mig på ét område, så er det ikke noget der bliver misbrugt imod mig. Det giver en god bevægelse i debatten, og det giver mulighed for at man kan folde sig mere ud.”

Tillid er altså et nøgleord for den velfungerende debat hvor man kan gøre sig bemærket og vise hvem man er. Men ifølge Morten Messerschmidt må tilliden ikke være på bekostning af den kontante tone. Tonen, understreger han, må man altid afveje og tage stilling til i den konkrete situation og i det konkrete rum – for “retorik kan ikke sådan sættes på formel”. Han mener sagtens at der kan gås til stålet uden at det går ud over den konstruktive debat hvor man lytter og tager stilling til hinandens argumenter.

Ansvaret ligger hos EU-parlamentarikerne

Som Dan Jørgensen og Morten Messerschmidts tv-program “Langt fra Bruxelles” peger på, er der mange danskere som har svært ved at engagere sig i EuropaParlamentet og den politik der foregår der. Det er programmet et forsøg på at gøre noget ved. Morten Messerschmidt mener nemlig at det er politikernes ansvar at gøre noget mere for at formidle EU-stoffet videre til danskerne.

“Alt det med at skyde skylden på medierne over den manglende viden om EU synes jeg er helt forfejlet. Hvis man ser nyhederne, kører der hele tiden EU-sager. Men EU-parlamentarikerne kommer sjældent lige så meget i fokus som folketingspolitikerne. Det er også fordi EU-politikere simpelt hen er så dovne og dårlige til at komme ind i en dagsorden, er der ikke nogen der kender dem.”

Morten Messerschmidt uddyber at man som EU-parlamentariker har et større ansvar for at gøre opmærksom på sig selv og sine politiske budskaber fordi man ikke på samme måde som i Folketinget arbejder side om side med journalisterne. Som EU-parlamentariker kan man altså ikke sidde og vente på at medierne ringer – man skal selv tage teten og udvise handlekraft.

“Jeg har personligt fokuseret meget på min generelle offentlige profil. Den der bornerte tanke om at ‘uh, vi skal bare lave lovgivning, og så må pressen ringe hvis de har brug for os’ – den er jo fuldstændig latterlig. Det at være politiker er også at være ude at forsvare sin politik og gøre opmærksom på sig selv. Det har man pligt til. Det med at sætte sig ned og tude og sige ‘alle har glemt mig’ – ja, det var der sgu nok en grund til: Du var ikke interessant nok”.

Morten Messerschmidt mener ikke at man kan nøjes med imødekommende debat. Man skal kunne gå hårdt til hinanden. Foto: Kasper Teiner

Man skal også turde slå en skævert

Morten Messerschmidt efterlyser altså kant og større synlighed fra sine EU-kolleger. Det er nødvendigt at de kommer ud ad buskadset – både for debatten om og interessen for EU. Som det er nu, er de for anonyme og for svære at adskille fra hinanden. Det er han træt af. Han savner mere retorisk modstand fra EU-kollegerne.
Hvad kan man gøre for at forbedre situationen – skal politikerne uddannes?

“Jeg synes at der er noget totalitært i tanken om at man skal på skolebænken for at blive politiker. I virkeligheden burde det jo være sådan at man som politiker har en føling med sit felt, sine vælger osv. som gør at man i sig selv er kvalificeret.”

Den form for retorisk kunnen Morten Messerschmidt efterspørger, er ikke teoretisk. Han mener at det handler om at være sig selv og at turde stå ved sine holdninger selv om man får nogle knubs og slag på vejen. Det nytter ikke noget at pakke sig ind i vat hvis man vil frem. Han mener at det netop er modet til at tage chancer der har gjort ham til en af de mest fremtrædende EU-parlamentarikere.

“Når man er bange for at være sig selv, bliver det hele meget kunstigt. Det er ekstremt vigtigt at man nogle gange også er villig til at acceptere risikoen for at slå en skævert. Jeg har fået masser af tæsk fordi jeg er kommet til at sige nogle ting som så efterfølgende ikke var så smarte – og det lærer man jo så af. Man kan jo heller ikke lære at køre på cykel uden at vælte.”

R


Bibliografisk
Af Sofie Vestergaard Kristiansen og Marie Louise Plenborg. Redaktører på RetorikMagasinet.

RetorikMagasinet 92 (2014), s 8-9
35092

Om skribenten

cand.mag. i retorik. Redaktør på RetorikMagasinet 2013-2016.

Om skribenten

Redaktør på Retorikmagasinet 2011-2013

Skriv et svar